Seneste Nyt

Breakdance, surfing, skateboarding og klatring er blevet godkendt som nye sportsgrene til OL i 2024

Der skal dystes i breakdance, surfing, skateboarding og klatring, når OL i 2024 afvikles i Paris.

I et forsøg på i højere grad at nå ud til det unge publikum har Den Internationale Olympiske Komité (IOC) nemlig godkendt de fire nye sportsgrene til OL-programmet i Paris i 2024.

Det fortæller IOC-præsident Thomas Bach mandag ifølge Reuters.

Arrangørerne af OL i Paris foreslog sidste år tilføjelsen af de fire sportsgrene og har altså nu fået grønt lys.

Surfing, klatring og skateboarding er allerede på programmet, når næste års OL i Tokyo løber af stablen.

Nyheder

  1. Kronprinsparret til storstilet bryllup i Jordan

    • Kronprins Hussein (th) er blevet gift med Rajwa Al Saif i Zahran-paladset. (Foto: © -, Ritzau Scanpix)
    • Tre dage efter at kronprinseparret begge havde løbet Royal Run herhjemme, var Frederik og Mary bryllupsgæster i Jordan. (Foto: © Royal Hashemite Court, Royal Hashemite Court/picture-alliance/dpa/AP Images)
    • Den svenske ronprinsesse Victoria (tv) ankommer sammen med Prins Daniel. (Foto: © -, Ritzau Scanpix)
    • Storbritannien var repræsenteret af kronprins William og kronprinsesse Catherine. Deres deltagelse var blevet hemmeligholdt og først bekræftet af det jordanske hof få timer før bryllupsceremonien. (Foto: © -, Ritzau Scanpix)
    • Her er det Bahrains kronprins, Salman Bin Hamad al-Khalifa (tv), sammen med hans nationale sikkerhedsrådgiver, major general Nasser bin Hamad al-Khalifa. (Foto: © -, Ritzau Scanpix)
    • Den hollandske kong Willem Alexander (th) sammen med dronning Maxima. (Foto: © ROYAL HASHEMITE COURT / HANDOUT, Ritzau Scanpix)
    • Rwandas præsident, Paul Kagame, deltog med sin kone Jeannette. (Foto: © ROYAL HASHEMITE COURT (RHC), Ritzau Scanpix)
    • Ægteparret blev også kørt igennem gaderne i Amman for at lade sig fejre af jordanerne. (Foto: © -, Ritzau Scanpix)
    1 / 8

    Mens kronprins Frederik i mandags deltog i Royal Run tre forskellige steder i Danmark, foregik tingene i dag i et andet tempo. Her deltog han nemlig sammen med kronprinsesse Mary ved et royalt bryllup i Jordan.

    Her blev den jordanske kronprins, Hussein, gift med den saudiarabiske arkitekt Rajwa Khalid Al Saif.

    Brylluppet fandt sted ved Zahran-paladset i Jordans hovedstad, Amman, hvor 140 gæster var inviteret for at fejre parret. Blandt de mange udenlandske gæster var det britiske kronprinspar, prins William og prinsesse Kate, den svenske kronprinsesse, Victoria, og prins Daniel samt den amerikanske førstedame, Jill Biden. Den saudiarabiske kronprins og landets reelle hersker, Mohammed Bin Salman, deltog mod forventing ikke ved brylluppet i nabolandet.

  2. Holstebro dropper bybusser

    Til næste år kommer indbyggerne i den vestjyske by Holstebro til at vente længe, hvis de stiller sig og kigger efter bybyssen.

    Samtlige medlemmer af byrådet i Holstebro Kommune har nemlig besluttet at droppe bybusserne fra sommeren 2024 på grund af for få passagerer. Det skriver TV Midtvest.

    Det skyldes blandt andet, at folk har fundet andre alternativer til busserne under corona, og at flere derfor har henvendt sig til byrådet og undret sig over de tomme busser.

    - Det er jo ikke noget, vi ønskede, det er af nød. Vi har kigget ind i faldende passagerantal og stigende udgifter. Og så får vi henvendelser fra folk, der er trætte af tomme busser, siger Kenneth Thønning (V), formand for Teknisk Udvalg i Holstebro Kommune, til regionalkanalen.

    - Vi kan godt opretholde et busnet uden passagerer, men det er jo borgernes penge, der går til det, så det synes vi er en dårlig løsning, tilføjer han.

  3. 94 procent af gymnasieansøgerne får opfyldt deres ønske

    I år er ansøgerne til de gymnasiale uddannelser som noget nyt blevet fordelt centralt af Børne- og Undervisningsministeriet og regionerne. 94 procent af de håbefulde ansøgere har fået opfyldt deres ønsker og kan begynde på det gymnasium, som de valgte som deres første prioritet.

    Hvis der har været flere ansøgere end pladser på et bestemt gymnasium, er ansøgerne blevet fordelt på baggrund af transporttiden fra deres bopæl til gymnasiets adresse.

    Tidligere i år tilbagerullede regeringen reglerne om fordeling efter forældreindkomst, som skulle have modvirket en etnisk og social opdeling af elever i byerne og et faldende elevtal på udkantsgymnasier.

    I år er det også første gang, at ministeriet har fastsat antallet af elevplader på hvert gymnasium.

  4. Biden snublede på scenen ved afgangsceremoni

    Den amerikanske præsident, Joe Biden, snublede og faldt i dag på scenen, kort efter at han havde deltaget ved en afslutningsceremoni på hos det amerikanske luftvåbens akademi i Colorado Springs. Den 80-årige præsident kom dog hurtigt på benene igen, godt hjulpet af tre personer, og siden kunne han gå over til sin stol uden hjælp.

    Biden pegede straks bagud for at vise, hvad det var, at han var faldet over.

    - Han har det fint. Der var en sandsæk på scenen, mens han trykkede hænder, skriver Det Hvide Hus' kommunikationsdirektør, Ben LaBolt, på Twitter.

    Biden faldt umiddelbart efter at have holdt en tale for de færdiguddannede soldater i flyvevåbnet, hvor han understregede, at de ville komme at skulle gøre tjeneste i en stadigt mere ustabil verden med ufordringer fra Rusland og Kina.

  5. Kosovo-præsident villig til at afholde nye lokalvalg i serbiskdomineret område

    Kosovos præsident, Vjosa Osmani, er parat til at holde nye lokalvalg i den nordlige del af Kosovo, hvor der tidligere på ugen var sammenstød mellem etniske serbiske og Nato-soldater.

    Sammenstødene kom i forbindelse med, at soldaterne forsøgte at holde protesterende serbere væk fra tre rådhuse i det nordlige Kosovo, hvor der er indsat kosovoalbanske borgmestre efter et lokalvalg, som serberne boykottede.

    Nu er præsidenten altså klar til nye lokalvalg, hvis indbyggerne i de pågældende kommuner ønsker det, og hvis Serbiens regering ikke opfordrer serberne i Kosovo til at boykotte valget.

    Det siger hun ifølge Reuters efter et møde med Serbiens præsident, Aleksandar Vucic, den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, den franske præsident, Emmanuel Macron, samt EU's udenrigschef, Josep Borrell, ved topmødet i Moldova tidligere i dag.

    - Vi tillader vores borgere at bestemme, om de vil have nye valg. Og jeg vil tro, at vi uden problemer kan gå videre med det. Men vi har brug for deres deltagelse, siger Osmani.

    Også Kosovos premierminister, Albin Kurti, sagde for et par dage siden, at han var parat til at overveje muligheden for nye valg i regionen.

    Kun 3,5 procent af vælgerne deltog i første omgang i valgene, som blev boykottet af den serbiske majoritet i området.

  6. B.T. og Berlingske: Hård kritik af DR-korrepondent i Meld og Feld-sag

    B.T. og Berlingske er kommet i besiddelse af et internt dokument, der viser, at DR's EU-korrespondent Ole Ryborg i 2016 delte research-materiale om Dansk Folkepartis Morten Messerschmidts til den europæiske antisvindel-enhed, OLAF.

    Beskrivelsen af Ole Ryborgs håndtering af journalistisk research i forbindelse med efterforskningen af Dansk Folkeparti i Meld og Feld-sagen møder nu kritik fra flere eksperter.

    Det gælder blandt andre Roger Buch, der er forskningslektor ved Danmarks- Medie og Journalisthøjskole og centerleder ved Center for undersøgende journalistik.

    - Det er ikke en normal arbejdsmetode for en gravende journalist, hvis man lægger det hele på bordet for en eller anden myndighed, siger han.

    DR Nyheders chefredaktør, Thomas Falbe, erkender, at Ole Ryborg gik for langt, og at DR ser på sagen med stor alvor.

    - Vores journalist er gået for vidt i forhold til at dele research, inklusiv kilder. Det giver sig selv: Det er en klar fejl, siger han.

    - Jeg har indskærpet vores retningslinjer. Men vores intention har aldrig været at deltage i en efterforskning. I vores optik var der tale om en baggrundsbriefing, hvor vi kunne få be- eller afkræftet, hvorvidt OLAF efterforskede de dele af sagen, som vi arbejdede med.

  7. 57-årig kartoffelspreder erkender 'bevidst handling': Ville skabe opmærksomhed om kilometerafgiften

    Den 57-årige mand, som her til aften er blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Svendborg, hvor han blandt andet er sigtet for for at have voldt fare for de øvrige trafikanters liv og førlighed ved tidligt i morges at have spredt adskillige tons kartofler på vejbanen på Storebæltsbroen, er blevet varetægtsfængslet i 14 dage.

    Det fortæller hans forsvarer, advokat Troels Maglegaard. Den 57-årige har i retten indrømmet, at der ikke er tale om et uheld:

    - Det er jo en bevidst handling fra hans side. Jeg tror ikke, at han fuldt ud har gennemtænkt, at det kunne medføre, at han skulle varetægtsfængsles, siger advokaten, som tilføjer, at han ikke har keret afgørelsen om at varetægtsfængsle den 57-årige i to uger.

    Den 57-åriges motiv for kartoffelspredningen på Storebæltsbroen var at skabe lidt politisk røre og opmærksomhed om de vilkår, som man med de nye lovregler vil byde både transporthvervet og landbrug og fiskeri - og derfor har han valgt kartofler, fortæller advokat Troels Maglegaard.

    Den 57-årige mand hævder, at det kun var hans ide at sprede kartofler på kørebanen, og at der ikke er andre mennesker involveret.

    Anklager ved Fyns Politi Frederik Hald siger, at politiet nu arbejder videre med sagen og blandt andet efterforsker eventuelle medgerningsmænd.

    Opdateret klokken 20.45 med anklagerens oplysning om, at man efterforsker eventuelle medgerningsmand.

  8. Holger Rune møder argentinsk debutant i tredje runde af French Open

    Genaro Alberto Olivieri slog sig torsdag videre til et møde med Holger Rune lørdag ved French Open. (Foto: © CAROLINE BLUMBERG, Ritzau Scanpix)

    I tredje runde af French Open skal den danske tennisstjerne Holger Rune møde Genaro Alberto Olivieri.

    Torsdag eftermiddag vandt den 24-årige argentiner, som er nummer 231 i verden, over Andrea Vavassori fra Italien i fire sæt, 7-6, 3-6, 6-4, 7-6.

    Det bliver første gang, Holger Rune spiller mod Genaro Alberto Olivieri, som aldrig har deltaget i en grand slam turnering før denne sæsons French Open.

    Den 20-årige dansker skulle torsdag have spillet mod Gäel Monfils, men franskmanden trak sig med en skade. Holger Rune valgte dog at træne i knap tre timer i stedet for at holde pause.

    Ifølge hans mor, Aneke Rune, hander det om at holde kroppen i French Open-stemning. Det kan du læse mere om ved at følge dette link.

  9. Rusland beskylder amerikanerne og Apple for at forsøge udnytte mobiltelefoner

    Den russiske efterretningstjeneste FSB beskylder ifølge Reuters nu USA for at forsøge på at spionere på en række personer gennem en såkaldt bagdør på Apple-mobiltelefoner.

    Det er ifølge russerne den amerikanske efterretningstjeneste NSA, der står bag planen om at bruge hidtil ukendt malware for at få adgang til adskillige tusind Apple-mobiler, herblandt både telefoner, der tilhører udenlandske diplomater i Moskva og helt almindelige russere.

    Ifølge FSB har der været et tæt samarbejde mellem NSA og Apple for at realisere planen om at kunne spionere via mobilerne.

    - Den skjulte dataindsamling blev foretaget gennem sårbarheder i softwaren på de amerikansk fremstillede mobiltelefoner, lyder det i en udtalelse fra det russiske udenrigsministerium.

    Hverken Apple eller NSA har svaret på Reuters henvendelser om sagen.

  10. Red Barnet i Norge aflyser børne-pride efter trusler

    Et pridearrangement for børn i den norske by Bergen er blevet aflyst af det norske Red Barnet.

    Det sker, efter der er kommet flere trusler mod arrangementet, skriver Ritzau.

    - Det er alvorlige trusler om at dukke op til arrangementet og chikanere og udøve vold, siger Monica Sygård, som er leder af Red Barnets Norgesprogram, til avisen Bergens Tidende.

    - Så vi har på selvstændigt grundlag valgt at aflyse det.

    Truslerne er kommet på e-mail og gennem sociale medier fra flere personer, tilføjer Monica Sygård.

    Sidste år aflyste organisationen bag Oslo Pride den årlige parade. Det skete, da der blev skudt mod beværtninger med primært homoseksuelle gæster. To mennesker blev dræbt.

    Norges ligestillings- og kulturminister, Anette Trettebergstuen, har også kommenteret aflysningen af pridearrangementet i Bergen.

    - Det er forbandet, at nogle kommer med så stærke trusler, at Red Barnet ser sig nødsaget til at aflyse arrangementet, siger hun.

  11. Fængslet kurdisk leder opgiver politik efter tyrkisk valg

    En HDP-tilhænger holder et billede af Demirtas op til et politisk arrangement i Ankara i 2018. (Foto: © UMIT BEKTAS, Umit Bektas)

    Den fængslede kurdiske leder, Selahattin Demirtas, trækker sig fra det politiske liv i Tyrkiet.

    Det meddeler han ifølge Reuters i et interview med det tyrkiske medie Artigereck.

    Demirtas prokurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti (HDP), fik et dårligere resultat end ventet ved det for nyligt afholdte valg.

    - Jeg undskylder oprigtigt over for vort folk for ikke at være i stand til at føre en politik, der er dem værdig, siger Selahattin Demirtas fra Edirne-fængslet.

    - Jeg fortsætter kampen og yder modstand fra fængslet som alle mine kammerater. Men jeg trækker mig fra aktiv politik på nuværende tidspunkt.

    Han har siddet fængslet siden 2016, fordi han ifølge Tyrkiets regering har spredt terrorpropaganda og for at fornærme præsident Erdogan.

    I sin sejrstale gjorde Erdogan det klart, at en eventuel løsladelse ikke kan komme på tale. Han betegner Demirtas som en "terrorrist".

  12. FC Nordsjælland-stjerne kåret som forårets profil i Superligaen

    Superligaens cheftrænere har peget på angriberen Ernst Nuamah som forårets profil i ligaen. (Foto: © Ernst van norde, Ritzau Scanpix)

    De vandt måske ikke guldmedaljer i Danmarks bedste fodboldrække, men FC Nordsjælland har forårets bedste spiller, Ernest Nuamah.

    I en afstemningen blandt ligaens cheftrænere foretaget af Tipsbladet er den ghanesiske angriber blevet udpeget som denne halvsæsons profil.

    Den 19-årige Ernest Nuamah har scoret syv mål i 13 kampe for sølvvinderne fra FC Nordsjlælland.

    Det var en af årsagerne til, at han fik 37 ud af 55 mulige point i afstemningen. Her skal hver Superligatræner stemme på fem spillere hver, hvor den bedste får fem point, den næstbedste fire point og så videre. Viborgs Elias Achouri og FC Københavns Viktor Claesson kom på de to næste pladser.

  13. 57-årig kartoffelspreder sigtet for at have forvoldt fare for trafikanters liv og førlighed

    Der er blevet spredt mindst 17 ton kartofler på Storebæltsbroen i morges. (Foto: © Presse-fotos.dk, Ritzau Scanpix)

    Den 57-årige mand, der tidligt i morges aflæssede mindst 17 ton kartofler på Storebæltsbroen, er blevet fremstillet i grundlovsforhør. Efter sigtelserne var blevet læst op, blev dørene lukket, trods protester fra den 57-årige.

    Han var ifølge DR's reporter på stedet iklædt shorts, t-shirt og træsko og var i godt humør.

    Manden er både tiltalt for overtrædelse af færdselsloven og straffeloven. Han tiltales for at have voldt fare for de øvrige trafikanters liv og førlighed ved at have læsset de mange kartofler på vejbanen.

    Politiet er fortsat i gang med efterforskningen og vil ikke udelukke, at der er andre involverede i forbrydelsen. Derfor blev dørene begæret lukket, og det efterkom dommeren. Den 57-årige hævder, at han er den eneste involverede i sagen.

    Både Storebæltsbroen og en motorvejsstrækning i Østjylland blev ramt af kartofleregnen tidligt torsdag morgen. Det skete samme dag, hvor Folketinget har vedtaget en ny kilometerafgift for lastbiler, der skal få vognmændene til at droppe dieslen til fordel for klimavenlig el - et tiltag, som har affødt en række ulovlige aktioner fra vognmændenes side.

  14. Flertallet for at droppe udeserveringhverdagsaftener i København smuldrer

    Selvom Alternativet på Københavns Rådhus selv har været med til at stille det meget omdiskuterede forslag om at droppe udeservering i hovedstaden fra søndag til torsdag efter klokken 22, var det aldrig partiets intention at lukke byen tidligt ned.

    Sådan lyder det nu fra partiets gruppeforperson på Københavns Rådhus, Birgitte Kehler Holst.

    - Der har været en misforståelse om, at vi i Alternativet var fast besluttet på at stemme for forslaget om at lukke dele af byen efter klokken 22. Det er ikke det, vi vil. Vi vil gerne høre københavnernes holdning til det her forslag, siger hun.

    Forslaget blev diskuteret i teknik -og miljøudvalget i sidste uge, hvor et smalt flertal endte med at sende forslaget i høring.

    Der har den seneste uge været debat om forslaget, og senest har 20.000 københavnere på få dage skrevet under på en underskriftindsamling, som er lavet i protest mod forslaget.

  15. Ny lov vedtaget: Tryghedsvagter skal supplere politiets arbejde

    Folketinget har i dag vedtaget en lov, der giver danske kommuner mulighed for at anvende såkaldte tryghedsvagter som supplement til politiets arbejde.

    Det skal ske som led i en forsøgsordning, der vil løbe i tre år. Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

    Tryghedsvagterne skal altså supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden i det offentlige rum, lyder det.

    De vil eksempelvis kunne bruges i områder, hvor borgere oplever utryghed i forbindelse udendørs fester og større forsamlinger.

    Tryghedvagterne, der ikke tildeles politimæssige beføjelser, vil også kunne bruges på stationsområder eller i boligområder, hvor der er "særlig stor risiko for indbrud".

    - Jeg håber, at landets kommuner vil tage godt imod det nye værktøj, som kan bidrage til deres arbejde med at skabe tryghed for borgerne, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen.

    Tryghedsvagterne kan være kommunalt ansatte vagter eller vagter i autoriserede vagtvirksomheder. De skal gennemgå en obligatorisk uddanelse.

  16. Polen raser over Europa-Parlamentets kritik af ungarsk formandskab: På vej 'mod afgrunden'

    Den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, er ifølge Reuters vred på Europa-Parlamentet.

    Det skyldes, at de folkevalgte har stemt for en resolution, som sætter spørgsmålstegn ved, om Ungarn kan overtage EU-formandskabet, når det næste år bliver landets tur i rotationsordningen.

    - Det er en klar overtrædelse af de europæiske regler i sin vigtigste form, nemlig traktatreglerne. At ødelægge hele måden, EU styres på, er ikke bare en vej, der fører ingen steder hen, det er vejen mod afgrunden, lyder dommedagstonerne fra Morawiecki, som kom med udtalelsen ved det igangværende topmøde i Moldova med deltagelse af 50 europæiske stats- og regeringschefer.

    Ungarn er under Victor Orbáns regime i en årrække blevet kritiseret for ikke at sikre retsvæsenets uafhængighed for manglen på menneskelige frihedsrettigheder og mangel på bekæmpelse af korruption.

    Polen, der også har svært ved at leve op til EU's krav til domstolenes uafhængighed, har i flere tilfælde allieret sig med Ungarn.

  17. Guvernør i Belgorod: To såret i droneangreb

    To mennesker er blevet såret i en eksplosion i den russiske by Belgorod, der ligger i regionen af samme navn, nær grænsen til Ukraine.

    Det skriver guvernøren i regionen, Vjatsjeslav Gladkov, her til eftermiddag på beskedtjenesten Telegram.

    - Ifølge foreløbige oplysninger er en drone styrtet ned på en vej, skriver han.

    Også i nat har der ifølge guvernøren været angreb i regionen, hvor otte personer kom til skade. Her skulle det have været mod en privat boligbygning, som efterfølgende brød ud i brand.

    Ifølge guvernøren er det Ukraine, der hjælper terrorgrupper med angrebene. Ukraine har ikke kommenteret angrebene endnu, men har flere gange afvist, at de står bag den slags angreb.

  18. Mistanke bekræftet: Forurening af tilbagekaldt antibiotika skyldtes urene børster

    Forureningen af antibiotika-medicinen Dicillin fra virksomheden Sandoz i København skyldtes, at kravene til rengøringen ikke blev efterlevet i tilstrækkelig grad under produktionen af medicinen.

    Det bekræfter en undersøgelse af Sandoz selv, skriver Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.

    Medicinen, der blev fjernet permanent fra markedet i marts, blev forurenet via nogle børster, der blev brugt til at fjerne medicinstøv fra kapslerne.

    Allerede i februar tilbagekaldte Lægemiddelstyrelsen medicinen. Årsagen var, at der var konstateret resistente bakterier hos personer, som havde brugt lægemidlet.

    Selvom produktet er trukket fra markedet og altså ikke længere kan udskrives i Danmark, vil Lægemiddelstyrelsen tage sagen op i en række "relevante faglige EU-netværk".

    - Vi mener, at EU-landene skal diskutere, om kravene til virksomhedernes kontrol med hygiejne og rengøring ved produktion af ikke-sterile lægemidler bør udvides, skriver styrelsen i pressemeddelelsen.

  19. Fire drenge sårede efter masseslagsmål i Sverige

    I den svenske by Eskilstuna, vest for Stockholm, er fire teenagedrenge i 15-års alderen blevet såret i et masseslagsmål.

    Det oplyser svensk politis pressetalsmand, Marcus Anefur, til det svenske nyhedsbureau TT.

    Svensk politi efterforsker sagen som drabsforsøg, og to unge mænd er anholdt.

    - Vi forventer, at flere personer vil blive frihedsberøvet, siger talsmanden.

    Tidligere i dag fortalte svenske medier, at mindst tre var blevet såret i et knivangreb i byen. Politiet bekræfter, at mindst én person er blevet stukket under slagsmålet.

    Et øjenvidne fortæller til avisen Aftonbladet, at han så slagsmålet fra sit vindue,

    - Det var 20 mod 20, der gik løs på hinanden, fortæller øjenvidnet.

    De fire sårede teenagedrenge er bragt på hospitalet.

  20. Nato er klar til at sende flere soldater til Kosovo

    Nato er parat til at sende flere soldater til Kosovo efter weekendens uroligheder, hvor omkring 30 soldater og mere end 50 serbiske demonstranter blev såret.

    Urolighederne brød ud, da Kosovo-serbere protesterede mod indsættelse af etnisk albanske borgmestre efter lokalvalg i de områder, hvor der bor flest serbere.

    Kosovo-serberne havde boykottet lokalvalgene, og dermed var vejen banet for en kosovo-albansk valgsejr.

    Ifølge BBC har Nato allerede 4.000 soldater udstationeret i KFOR-styrken i Kosovo, og man har sendt en forstærkning på 700 afsted. Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger, at det kan være nødvendigt at sende flere soldater til Kosovo for at opretholde roen.

    Kosovo erklærede sig selvstændigt i 2008, og 22 ud af 27 EU-lande har anerkendt landet, men Serbien har ikke accepteret Kosovo som en selvstændig stat.

  21. Clara Tausons næste French Open-kamp er på plads

    Clara Tauson skal fredag møde russiske Elina Avanesyan ved French Open. (Foto: © Geoffroy Van Der Hasselt, Ritzau Scanpix)

    Den 20-årige Clara Tauson er som bekendt videre til tredje runde ved French Open, men nu ved tennisdanskeren også, hvornår hun skal svinge ketsjeren på grusset.

    Hun møder således russiske Elina Avanesyan fredag eftermiddag på bane syv. Det meddeler French Open på sin hjemmeside.

    Clara Tauson går ind til kampen efter en sejr over Leylah Fernandez i tre sæt, og nu er turen så kommet til verdens nummer 134.

    Den 20-årige dansker er nummer 127 på verdensranglisten. Hendes forhåndsslag er dog blandt de bedste i verden, mener Clara Tausons træner, Carlos Martinez. Det kan du læse mere om ved at følge dette link.

  22. Direktør får otte års fængsel og udvisning for voldtægt af ansatte

    En direktør fra Nordsjælland er i Østre Landsret i dag blevet idømt otte års fængsel og udvisning af Danmark for at have voldtaget flere af sine kvindelige ansatte.

    Det skriver Ritzau.

    Straffen blev dermed hævet med et år, da Retten i Glostrup sidste år nåede frem til, at direktøren skulle straffes med syv års fængsel.

    Den dømte, der oprindeligt kommer fra Portugal, har ifølge Ritzau tidligere hævdet, at de seksuelle forhold med flere ansatte skete frivilligt fra kvindernes side.

    Flere gange skete det endda på kvindernes initiativ, har den 37-årige direktør påstået.

    Politiet modtog første gang anmeldelser mod manden i 2020, og i maj 2021 blev han tiltalt.

  23. Ny whistleblowerordning for eliteatleter er åbnet: 'I eliteidrætten er konkurrencen benhård'

    En whistleblowerordning mod uacceptabel adfærd i eliteidrætten er i luften. Det oplyser Anti Doping Danmark (ADD) ifølge Ritzau.

    Ordningen, der er placeret under Anti Doping Danmark, bliver kaldt Elitesupport. Den tager imod henvendelser fra eliteatleter, trænere og andre aktører, hvis de oplever uønsket og uacceptabel adfærd.

    Direktør for Team Danmark, Peter Fabrin, mener, at atleterne skal have et sted, hvor de trygt kan komme med kritik.

    - I eliteidrætten er konkurrencen benhård, og der skal optimeres på alle parametre for at realisere drømmen om at blive den bedste. Det kræver nogle gange, at man tester grænser, men det skal naturligvis ske på en ansvarlig måde.

    - Med den selvstændige funktion godt placeret i ADD er jeg glad for, at atleter og trænere nu har en mulighed for at gå et uafhængigt sted hen, hvis de oplever uacceptabel adfærd, siger Peter Fabrin til Ritzau.

    Direktør i Anti Doping Danmark, Kim Højgaard Ravn, siger i en pressemeddelelse, at eliteatleterne trygt kan henvende sig gennem den nye ordning.

    - Et uafhængigt sted at henvende sig er afgørende for atleternes tillid og lyst til at dele deres oplevelser.

    Der har tidligere været en lignende whistleblowerordning, men ifølge Ritzau viste det sig, at mange eliteatleter på grund af manglende tillid ikke brugte den.

  24. Disneys nye 'lille havfrue' har fået usædvanlige og negative anmeldelser: Internet-trolde angriber filmsite

    Det store filmsite IMDB har opdaget usædvanlig meget negativitet i brugernes anmeldelser af Disneys nye genindspilning af 'Den Lille Havfrue'.

    I filmen bliver havfruen Ariel spillet af den afroamerikanske skuespiller Halle Bailey, og ifølge britiske The Guardian er det formentlig på grund af hendes hudfarve, at såkaldte "trolls" har forsøgt at at få den gennemsnitlige anmeldelsesscore ned.

    Det er de mange et-stjernede anmeldelser af filmen, som har fået IMDB til at undre sig, og som nu får dem til at ændre i systemet for brugeranmeldelser.

    - For at bevare pålideligheden af vores ratingsystem er der anvendt en alternativ beregning, skriver sitet ifølge The Guardian.

    Halle Bailey har sagt, at hun håber, at hendes rolle vil gavne unge sorte kvinder.

    - Hvis jeg havde haft en sort havfrue som pige, ville det have været sindssygt, det ville have ændret hele mit perspektiv, hele mit liv, min selvtillid, mit selvværd. Det er så vigtigt, har hun udtalt til det britiske medie.

  25. USA forventer 'fuldt ud', at Sverige bliver Nato-medlem inden midten af juli

    Antony Blinken til pressekonferencen i Oslo. (Foto: © JAVAD PARSA, Associated Press)

    USA's udenrigsminister, Antony Blinken, forventer "fuldt ud", at Sverige bliver medlem af Nato, inden det kommende Nato-møde i Vilnius i midten af juli.

    Det fortæller Blinken på en pressekonference til det møde, Natos udenrigsministre i dag afholder i Oslo.

    - Ved det møde kan Ukraine også forvente en robust hjælp, siger han.

    Derudover siger Blinken, at USA vil åbne en "presence post" i den nordnorske by Tromsø.

    En "presence post" er en lille diplomatisk bygning med få ansatte og begrænsede forpligtelser. Ifølge Blinken skal den være med til at "øge USA's diplomatiske tilstedeværelse omkring den nordlige polarcirkel".

    Han kom også ind på de uroligheder, der de seneste dage har været i det nordlige Kosovo.

    Spændingerne leder både Kosovo og Serbien i den gale retning, siger han, og han forventer, at landenes ledere vil "handle ansvarligt".

  26. Australsk eks-soldat taber retssag mod tre medier

    Ben Roberts-Smith er en af Australiens mest anerkendte soldater. I dag slog en dommer fast, at medier bragte flere sande historier om hans tid i Afghanistan. (Foto: © Rick Rycroft, Associated Press)

    I Australien blev der i dag sat punktum i en sag om æreskrænkelser mod den tidligere australske soldat Ben Roberts-Smith.

    Roberts-Smith, der af BBC og CNN bliver kaldt en af landets mest kendte soldater, havde sagsøgt tre medier, fordi de ifølge ham havde bragt usande historier om hans tid som soldat i Afghanistan.

    Det skriver CNN.

    Men ifølge dommer Anthony Besanko var der sandhed i langt de fleste af de anklager, medierne havde bragt.

    Det gælder blandt andet en omtalt episode fra Afghanistan, hvor Roberts-Smith ifølge medierne havde sparket en civil afghaner ud over en klippe for efterfølgende at beordre ham dræbt.

    Besanko vurderede også, at der var "væsentlig sandhed" i anklager om en episode, hvor Roberts-Smith angiveligt skulle have skudt en afghaner med en benprotese.

    Efterfølgende skulle soldaten have taget protesen med hjem til Australien, hvor han opfordrede soldater-kollegaer til at drikke af protesen.

    Ben Roberts-Smith er tidligere blevet tildelt Australiens mest prestigefyldte medalje for tapperhed i forbindelse med sin tid i Afghanistan.

  27. Mindst tre personer meldes såret under knivangreb i svensk by vest for Stockholm

    Opdateret: Tidligere fremgik det, at det var foregået på en skole i byen. Det er blevet afkræftet, og det er derfor fjernet fra rubrikken.

    Mindst tre personer er kommet til skade under et knivangreb i den svenske by Eskilstuna, vest for Stockholm. Det oplyser svensk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Politiet siger ifølge Reuters, at der har været mindst ét knivangreb, og sagen behandles som et eller flere mordforsøg. Man har endnu ikke pågrebet en gerningsmand.

    De tilskadekommende er blevet kørt til et hospital i nærheden, siger politet.

    Et øjenvidne fortæller til avisen Aftonbladet, at vedkommende fra sit vindue så et masseslagsmål mellem to grupper.

    - De var 20 imod 20, som gik løs på hinanden, siger øjenvidnet.

    Tidligere skrev flere svenske medier, at det var foregået på en skole i byen, men det afviser en rektor fra en skole i nabobyen over for TV-stationen TV4.

    - Da angrebet skete, var eleverne et helt andet sted, siger han.

    Det bekræfter områdechefen for naturlegepladser og friluftsliv i Eskilstuna overfor TV4. Han siger, at eleverne på skolen var ude på friluftsdag på en naturlegeplads, da det skete.

  28. Statsrevisorerne bekræfter: Danskere har fået forkerte varmechecks for 147 millioner kroner

    Der er blevet fejludbetalt varmechecks til borgere "uden for målgruppen" for 147 millioner kroner.

    Det skriver Statsrevisorerne i deres beretning om udbetalingen af de såkaldte skattefri varmechecks på 6.000 kroner, som danskere fik udbetalt i august sidste år.

    Så sent som 22. maj skrev DR Nyheder, at tallet for for meget udbetalt i varmechecks var 83 millioner kroner, men det viser sig at være langt flere penge.

    På trods af de mange millioner kroner skriver Statsrevisorerne, at udmøntningen af varmechecken alt i alt har været tilfredsstillende "på trods af fejl i udbetalinger".

    Statsrevisorerne besluttede sidste år, at omstændighederne omkring udbetaling af varmechecks skulle undersøges af Rigsrevisionen.

    De seks medlemmer af Statsrevisorerne er politisk udpegede, men de er ikke nødvendigvis medlemmer af Folketinget. De kontrollerer statens udgifter i samarbejde med Rigsrevisionen, der ikke er politikere, men embedsmænd, skriver Ritzau.

Mere fra dr.dk