Seneste nyt

Brostrøm vinder ærefuld titel som Svikmøllens yndlingsoffer

  • Brostrøm vinder ærefuld titel som Svikmøllens yndlingsoffer

    Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm er kåret som Svikmøllens yndligsoffer 2020.

    Svikmøllen er et satireblad, der udkommer hvert år inden jul, og på listen over tidligere yndligsofre er blandt andre prins Henrik, Simon Spies og Bertel Haarder.

    I begrundelsen for valget af Brostrøm lyder det blandt andet, at han og Sundhedsstyrelsen gik fra at være nærmest ukendt - til det modsatte.

    - I dag har årets yndlingsoffer været på forsiden af Euroman - noget som ellers kun er skuespillere og sportsstjerner forundt. Og så står årets yndlingsoffer noget mere skarpskåret end vores svenske broderfolks chefvirolog Anders Tegnell, der klæder sig som en livstræt forstander for en ungdomsskole, lyder det.

    Seneste Nyt

  • 889 personer er det seneste døgn registreret smittet med coronavirus

    889 personer er det seneste døgn registreret smittet med coronavirus blandt 103.825 test, viser tal fra Statens Serum Institut.

    Det giver en positivprocent på 0,86.

    28 personer er døde, og 799 er indlagt, det er 20 flere end i går.

    Af de indlagte ligger 131 patienter på intensiv, mens 84 er i respirator.

  • Prins William: Følg min families eksempel og få vaccinen

    Prins William deltog i et digitalt møde med sundhedsansatte - det her billede er derfor fra december sidste år. Det er i øvrigt frivilligt både i UK og DK, om man vil coronavaccineres. (Foto: pool © Scanpix)

    Den britiske prins William opfordrer alle i Storbritannien til at lade sig coronavaccinere, ligesom hans bedsteforældre, dronning Elizabeth på 94 år og prins Philip på 99 år, gjorde i forrige uge.

    Det siger han i et videomøde med personale fra det britiske sundhedsvæsen, skriver The Independent.

    - Mine bedsteforældre har fået vaccinen, og det er jeg stolt over, at de har. Det er meget vigtigt, at alle får vaccinen, når de får besked om det, siger William.

    I en pressemeddelelse fra de britiske sundhedsmyndigheder bliver det oplyst, at 45 procent af befolkningen over 80 år er blevet vaccineret mod corona.

  • Putin-kritiker vender hjem til Rusland

    ''Held og lykke, Aleksej" står der på et banner ud fra lufthavnen i Berlin, hvor Navalnyj forventes at flyve fra om kort tid. (Foto: ALEXANDER BECHER © Scanpix)

    Om få timer forventes Ruslands ledende oppositionsfigur, Aleksej Navalnyj, at lande i Moskva for første gang, siden han i sommer blev forgiftet med nervegiften Novitjok.

    Navalnyj blev umiddelbart efter attentatet fløjet til Berlin for at blive behandlet. Han lå i koma i flere ugen, og har siden opholdt sig i Tyskland.

    Ifølge Navalnyj skete attentatet på ordre fra den russiske præsident, men Vladimir Putin har afvist at have kendskab til det.

    Flere tusinde har tilkendegivet, at de vil møde op for at støtte Navalnyj. Ved lufthavnen Vnukovo er der massivt politiopbud, og passagerer stoppes ved indgangen for at få tjekket billetter.

  • Coronanedlukning kan have ført til flere opfindelser

    I 2020 fik Opfinderrådgivningen cirka 1.000 henvendelser om nye opfindelser mod i gennemsnit 700 i de foregående år, og 25 ideer har ført til aftaler med virksomheder om produktion af opfindelserne.

    Det er cirka dobbelt så mange aftaler som andre år, fortæller Nikolaj Isted Bech, der er leder af Opfinderrådgivningen. Og meget tyder på, at det er coronakrisen, der har sat fut i opfindertrangen.

    - Det er kendt, at alle kriser virker som innovationsdrivere på mennesker, siger han.

    En af de ting, der er sat i produktion, er en berøringsfri osteskærer.

  • Tre beboere på plejecenter i Næstved smittet med britisk variant

    19 borgere og 18 medarbejdere er smittet med coronavirus på Kildemarkscenteret i Næstved, og tre af beboerne er med sikkerhed smittet med den britiske coronavariant, B117, oplyser TV2 Øst.

    Det siger Jakob Bigum Lundberg, direktør for Sundhed og Ældre i Næstved Kommune.

    Styrelsen for Patientsikkerhed fik mistanke om, at det kunne være den engelsk coronavariant, da den spredte sig hurtigt.

    - Det er virkelig kritisk, at den engelske variant nu har ramt et plejecenter. Vi har taget en række ekstra forholdsregler. Og så er det vigtigt, at vi alle sammen er opmærksom på, hvor smittefarlig den er, siger Jakob Bigum Lundberg.

  • Sverige ramt af mangel på oksekød - tørken i 2018 og pandemien i 2020 er årsagen

    I flere supermarkeder i Sverige er det svært at få sig en omgang hakket oksekød eller en bøf af svensk kød.

    Årsagen er ikke syge dyr eller en utæt fryser, men derimod den voldsomme tørke, der hærgede Sverige i 2018 og var skyld i rekordmange skovbrande - og rekordfå kælvinger.

    Der er simpelthen færre dyr at slagte, skriver Sveriges Radio.

    Og så spiller coronapandemien også ind her.

    - Der har været større efterspørgsel under pandemien, fordi man spiser mere hjemme. Vores vurdering er, at der vil være udfordringer helt til maj, siger Mats Heljestrand, der er kategorichef for kød hos den store supermarkedskæde ICA.

  • Politiet advarer mod at bevæge sig ud på isen på søerne i København

    Natten har været kold, mellem én og ni graders frost, men det gør ikke isen på søer og vandløb sikker.

    Københavns Politi advarer mod at bevæge sig ud på isen på søerne, fordi den ikke er sikker.

  • Suveræn Axelsen stryger til tops i Thailand Open

    Viktor Axelsen vinder badmintonturneringen Thailand Open efter finalesejr over Angus Ng Ka Long fra Hong Kong.

    Den danske verdensstjerne behøvede bare to sæt og kunne efter cifrene 21-14, 21-14 løfte armene og lade sig hylde som vinder af turneringen.

    Thailand Open er en såkaldt Super 1000-turnering, der rangeres som de største på badmintonkalenderen.

    Det er første turnering Viktor Axelsen stiller op i, siden han vandt den prestigefyldte All England-turnering i marts 2020.

  • To balloner skal samle stjernestøv i 20 kilometers højde

    To heliumballoner bliver i dag alt efter vindforholdene sendt op fra enten Odsherred eller Kalundborg for at opsamle stjernestøv - det vil sige rester af små meteoritter, der er brændt op.

    Det er studerende fra DTU Space, der sender de to balloner op i 20 kilometers højde.

    Udstyr i ballonerne skal desuden måle spændinger i atmosfæren, der udløser lyn.

    Under et lignende forsøg sidste år forsvandt den ene ballon, og den blev først fundet ti måneder efter i et træ tæt på Næstved.

  • Håndboldherrerne fra Kap Verde taberdømmes ved VM - er for hårdt ramt af corona

    Håndboldherrerne fra Kap Verde er blevet taberdømt ved VM.

    Grundet coronasmitte i truppen kan holdet ikke mønstre de 10 spillere, som er kravet, på holdkortet til søndagens kamp mod Tyskland i gruppe A.

    Derfor bliver holdet taberdømt, oplyser Kap Verdes håndboldforbund på Facebook.

    En oplysning, som TV2 Sport har fået bekræftet.

  • Norsk kongepar må fejre regentjubilæum i stilhed

    Norges kong Harald og dronning Sonja må på grund af coronapandemien i dag fejre deres 30 års regentjubilæum i stilhed. (Foto: LISE ASERUD © Scanpix)

    Norske kong Harald og dronning Sonja kan i dag fejre, at det er 30 år siden, at de besteg tronen.

    Men dagen bliver ikke markeret med officielle begivenheder eller ceremonier på grund af coronanedlukning, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

    Kong Harald overtog tronen efter sin far kong Olav.

    Det norske regentpar er begge 83 år og er stadig optaget af deres royale forpligtelser.

    De to mødte hinanden i 1959, men blev først et par officielt ti år efter, fordi kong Olav og flere politikere i lang tid afviste, at kong Harald kunne gifte sig med en borgerlig kvinde.

  • Politiet efterlyser vidner til mulig bilbombe i Gladsaxe

    Københavns Vestegns Politi håber på at høre fra vidner, der har set noget mistænkeligt på parkeringsplads i Gladsaxe, hvor en mulig bilbombe blev fundet i går eftermiddag.

    - Vi er interesseret i at høre fra vidner, der kan have set noget mistænkeligt. Man skal ikke holde sig tilbage, siger Peter Malmose, fungerende politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi.

    Politiet efterforsker sagen som et drabsforsøg.

    En mand kontaktede politiet, fordi der sad noget mistænkeligt på hans bil, der holdt parkeret på Gyngemose Parkvej i Gladsaxe. Området blev spærret af og flere hundrede beboere evakueret.

  • Syv unge overtrådte forsamlingsforbud i p-kælder - koster dem hver en bøde på 2.500 kroner

    Fyns Politi har natten til søndag uddelt syv bøder for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, da syv unge mennesker var samlet i parkeringskælderen under en Rema 1000 i Odense, skriver TV2 Fyn.

    - Vi får en anmeldelse om, at der er nogen i kælderen, og da vi kommer derud, er der syv unge mennesker, der sidder i deres biler og gasser op, siger vagtchef ved Fyns Politi Ehm Christensen til TV2 Fyn.

    De unge er i alderen 20-22 år - og udover en bortvisning fra området koster det dem også hver en bøde på 2.500 kroner for overtrædelse af forsamlingsforbuddet.

  • To kvindelige højesteretsdommere skudt i Afghanistan

    To kvindelige højesteretsdommere er blevet dræbt af skud i Afghanistans hovedstad Kabul, oplyser nyhedsbureauet AP.

    Ahmad Fahim Qawim, talsmand for Højesteret, har ikke nævnt kvindernes navne.

    De var på vej til kontoret i bil, da de blev angrebet. Chaufføren blev såret.

    Ingen har sagt, at de stod bag drabene, og Taliban-talsmand Zabihullah Mujahid afviser, at Taliban stod bag.

    Det er det seneste angreb i Kabul, mens Taliban og regeringen forhandler om en fredsaftale i Qatar.

  • Leif var den første dansker, der fik vaccinen - nu har han fået stik to: Nu skal jeg ha' en kold øl og se i mit leksikon

    Leif blev berørt, da han fik sit andet stik af coronavaccinen - nu venter der en afslappende dag med øl og leksikonlæsning. (© dr)

    79-årige Leif Heiselberg fra plejehjemmet Ældrecenter Øst i Odense blev den første dansker, der blev vaccineret mod corona for cirka tre uger siden - og i dag fik han så det andet og sidste stik.

    - Det var lidt stort, at nu er det cementeret fast. Selv om jeg ser lidt kålhøgen på det, så var jeg nu alligevel lidt berørt - det var jeg, siger Leif Heiselberg efter stikket.

    Leif vil nu bruge resten af søndagen på at slappe af - og nok læse i Den Store Danske Encyklopædi, som han har købt.

    - Sidste gang sagde jeg, at jeg skulle have en kold øl - og jeg har et køleskab deroppe, der er fyldt med alkoholfrie øl, så er det meget rart at sidde og slappe af og få en kold øl.

    Er det for at fejre det andet stik?

    - Jeg ved ikke om det er for at fejre - det er bare behageligt. Og så kan det være jeg tager et bind af leksikonet også - og en kold øl. Sådan skal det være.

    Du kan se hele interviewet med Leif her:

  • Snart kan en robot måske pode dig for coronavirus

    Et nyt samarbejde mellem læger fra Odense Universitets Hospital og ingeniører fra Syddansk Universitet har skabt podningsrobotten Care-bot.

    Formålet med robotten er at lette presset på sundhedspersonalet.

    - En stor del af podningspersonalet vil gerne bruge tiden på noget andet. Podning er jo ensidigt arbejde, som en robot sagtens kan hjælpe med, fortæller Andreas Holmetoft, der er robotforsker og har ansvaret for selve robotten.

    Udover at lette arbejdstrykket, så kan robotterne også mindske smitterisikoen for sundhedspersonalet.

  • Dr. Dre er blevet udskrevet efter hjerneblødning

    Dr. Dre er blandt andet kendt for at medvirke på hits som No Diggity og California Love. Men der er mange hits med hans hånd på. (Foto: CHRIS DELMAS © Scanpix)

    Den kendte rapper Dr. dre blevet udskrevet fra hospitalet, efter at han den 5. januar blev indlagt med en hjerneblødning.

    Det bekræfter den 55-årige rappers advokat ifølge BBC.

    Hvordan hans tilstand er, vides ikke, men han kom angiveligt hjem fredag, for her skrev en anden rapperkollega, Ice T, på Twitter:

    - Har lige Facetimet med Dr. Dre. Han er lige kommet hjem. Tryg og ser godt ud.

    Dr. Dre blev indlagt på Cedars-Sinai Medical Center i Los Angeles, og dagen efter skrev han i en opdatering på Instagram:

    - Jeg har det godt og får fremragende behandling fra lægerne. Jeg vil snart være ude af hospitalet og hjemme igen.

  • Lyntest finder 149 tilfælde af corona - positivprocent på 0,72

    Der blev i går fundet 149 tilfælde af coronasmitte blandt personer, der lod sig lynteste hos de fire private testudbydere.

    I alt blev der foretaget 20.594 lyntest, hvilket betyder, at 0,72 af de testede var smittet.

    Det oplyser udbyderne Falck, SOS International, Carelink og Copenhagen Medical til Ritzau.

    Det er tredje dag i træk, at positivprocenten er lavere end 1. Den foreløbig højeste positivprocent blev registreret 12. december, hvor 4,23 procent af de danskere, der fik en lyntest, viste sig at være smittet med coronavirus.

  • Trump har stadig ikke afgjort, hvem der skal repræsentere ham under rigsretssag

    Trump har stadig ikke afgjort, hvem der skal repræsentere ham rent juridisk til rigsretssagen.

    Det oplyser præsidentens pressechef, J. Hogan Gidley, på Twitter.

    - Præsident Trump har endnu ikke besluttet, hvilken advokat eller hvilket advokatfirma der skal repræsentere ham under dette skandaløse angreb på vores forfatning og demokrati, også kendt som fup-rigsretssagen. Vi holder jer opdateret, skriver han.

    Meldingen kommer, efter at Trumps ellers faste, private advokat Rudy Giuliani til ABC News har sagt, at han "lige nu er involveret" - og at han er blevet set ved Det Hvide Hus.

  • Mexicos dødstal runder 140.000

    I løbet af det seneste døgn er der registreret yderligere 1219 coronarelaterede dødsfald i Mexico, hvilket bringer det samlede antal døde under pandemien op på 140.241.

    Det oplyser landets sundhedsministerium, skriver Ritzau.

    Samtidig er der det seneste døgn registreret yderligere 20.523 smittetilfælde. Det bringer det samlede antal smittede under pandemien op på over 1,6 millioner.

    Sundhedsmyndighederne mener dog, at de reelle tal kan være langt højere.

  • Politi stopper fest med 15 unge i Horsens - nu vanker der bøder

    Politiet satte lørdag aften en stopper for en fest i et beboerhus i Horsens, hvor der trods forsamlingsforbud var 15 personer til stede. Det skriver TV Syd.

    Siden onsdag den 6. januar har forsamlingsforbuddet været på maks. fem, når man mødes uden for eget hjem.

    Politiet fik flere henvendelser om festen, og kort før klokken 23:30 fandt en patrulje så de 15 unge mennesker forsamlet.

    Festen bliver en dyr omgang for de, der hver står til en bøde på 2.500 kroner.

  • Pas på isglatte veje efter endnu iskold nat

    I går nat nåede temperaturen ved Horsens ned omkring minus 12 grader - det hidtil koldeste målt i denne vinter og i tre år. Nattens temperaturer har ikke været helt så lave, men flere steder på Sjælland har man haft ned til minus otte grader.

    Der advares igen til morgen om mulige isglatte veje mange steder i landet, så kør forsigtigt.

    Ifølge DMI vil dagens temperaturer ligge på omkring frysepunktet.

    - Dagen viser sig fra det skyet siden med lidt sne, især til Vestjylland og Bornholm. Temperaturen kommer op nær frysepunktet. Sjælland starter dog med 5 til 7 graders frost, skriver DMI på Twitter.

    Stederne med den turkise farve advares der mod isglatte veje. (Foto: Trafikken.dk)
  • Østrig forlænger nedlukning til 7. februar

    Østrig forlænger nedlukningen af landet som følge af coronaviruspandemien i yderligere to uger frem til 7. februar.

    Det rapporterer det østrigske nyhedsbureau APA ifølge dpa.

    Det betyder, at butikker og restauranter må forblive lukkede, mens skolerne må fortsætte fjernundervisningen.

  • Politiet efterforsker mulig bilbombe som drabsforsøg med mulige rocker- og bandeforbindelser

    I går eftermiddags kontaktede en mand politiet, fordi der sad noget mistænkeligt på hans bil, der holdt parkeret på Gyngemose Parkvej i Gladsaxe. Politiet tog ingen chancer og destruerede genstanden.

    I nat skriver Københavns Vestegns Politi, at sagen efterforskes som et drabsforsøg, og at der "sandsynligvis har været tale om en genstand, som kunne have forårsaget en eksplosion, men det skal yderligere tekniske undersøgelser klarlægge endeligt".

    Hvad motivet er, undersøges også fortsat, men det kan have forbindelse til rocker- og bandemiljøet.

    - Det er for tidligt at fastslå, hvad der ligger bag. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke afvise, at hændelsen kan have forbindelse til uoverensstemmelser i rocker- og bandemiljøet, men det skal efterforskningen afdække nærmere, siger fungerende politiinspektør Peter Malmose.

  • Dødstal efter jordskælv i Indonesien er steget til 62

    Strømforsyningen er tilbage i dele af det ramte område, og køretøjer kan nu køre på hovedvejen. (Foto: IQBAL LUBIS © Scanpix)

    Dødstallet efter et kraftigt jordskælv med en styrke på 6,2 på den indonesiske ø Sulawesi i fredags er steget til 62, oplyser landets katastrofemyndigheder.

    Det hidtidige dødstal lød på mindst 42.

    Talsmand Raditya Jati fortæller, at de fleste døde er fundet i den hårdtramte provinshovedstad Mamuju. Her er der bekræftet 47 omkomne efter skælvet. Ni andre ofre er fundet i det nærliggende distrikt Majene.

    Antallet af kvæstede er steget til 826 personer.

  • Virolog om ny coronamutation: 'Det er et meget dårligt tidspunkt rent epidemimæssigt'

    Det er et meget dårligt tidspunkt, at en sydafrikansk og mere smitsom coronavariant bliver konstateret i Danmark. Det siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet.

    - Det er et meget dårligt tidspunkt rent epidemimæssigt, at vi får introduceret denne variant, for den har nogle af de samme egenskaber som den britiske mutation.

    - Den er mere smitsom. Det er klart, at det ønsker vi ikke at have lagt oveni den situation, vi i forvejen står med, siger Allan Randrup Thomsen.

    Det er på nuværende tidspunkt meget svært at vurdere, om smitten med den sydafrikanske variant kan holdes i skak, mener han.

  • USA's Nationalgarde er i alarmberedskab inden Joe Bidens indsættelse

    Nationalgarden i USA bliver sendt til Washington D.C i frygt for voldelige uroligheder i weekenden forude for Joe Bidens indsættelse som USA's næste præsident på onsdag. Det skriver BBC.

    Garden sættes ind for at forhindre en gentagelse af de dødelige optøjer den 6. januar, hvor demonstranter stormede Kongressen i USA, og flere mistede livet.

    Medlem af Repræsentanternes Hus Don Beyer skriver på Twitter, at der er en fare ved at være ved området omkring Kongressen, og opfordrer folk til holde sig væk.

  • Bomberyddere fjerner nu mulig bilbombe fra boligområde i Gladsaxe

    Der blev lørdag fundet en mistænkelig genstand på en bil i Gladsaxe, som politiet mistænker for at være en bilbombe. Det førte til en større evakuering af 313 beboere.

    Lørdag aften har et bomberydningshold fra Forsvaret beskudt genstanden. Det oplyser Københavns Vestegns Politi på Twitter.

    - Det sikres nu, at den er uskadeliggjort, så beboerne snart kan vende hjem, skriver politiet.

    Politiet kan lørdag klokken 22.30 ikke sige, hvorvidt der rent faktisk er tale om en bilbombe.

    Chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard oplyste tidligere lørdag, at politiet er i gang med at efterforske, hvem der har anbragt den mulige bombe på bilen.

  • Sponsorer truer med at trække sig fra VM i ishockey, hvis Hviderusland er medvært

    Skoda vil ikke være hovedsponsor ved dette års VM i ishockey, hvis det skal afholdes i Hviderusland.

    Det meddeler den tjekkiske bilfabrikant, der har været VM-sponsor siden 1993, lørdag på Twitter.

    - Vi har været en stolt partner til VM i ishockey i 28 år. Men vi respekterer og støtter også menneskerettighederne.

    - Derfor vil Skoda trække sig som sponsor for VM i 2021, hvis Hviderusland bekræftes som medvært for begivenheden, skriver Skoda.

    Skoda vil have fjernet Hviderusland som medarrangør, fordi regeringen fortsætter med at slå hårdt ned på fredelige demonstrationer i landet.

  • Franskmænd skal holde sig indenfor fra klokken 18 til 06

    Gaderne er tomme i Frankrig efter klokken 18. (Foto: Georges Gobet © Scanpix)

    Gaderne i både små og store franske byer stod lørdag aften tomme, efter et strammet udgangsforbud er trådt i kraft over hele landet.

    Fra lørdag skal franskmændene holde sig hjemme halvdelen af døgnet - fra klokken 18 til klokken 06. Dermed er udgangsforbuddet rykket to timer frem.

    Tiltaget skyldes spredningen af coronavirus i landet. Frankrig har rundet 70.000 coronadødsfald og er dermed det land i verden, der har registreret syvendeflest.

    Den franske regering er mest bekymret for en mutation, der først blev registreret i Storbritannien, som også har spredt sig i Frankrig.

  • SSI opruster: Kan undersøge alle positive coronaprøver for særlige mutationer

    Nu er ikke kun den britiske virusmutation, men også den sydafrikanske er ankommet til Danmark. Det kunne Statens Serum Institut (SSI) oplyse lørdag.

    Derfor har SSI oprustet deres fuldgenomsekventering, så man nu kan analysere alle positive PCR-prøver fra Testcenter Danmark og fra hospitalerne, siger Anders Fomsgaard, der er overlæge og virusforsker hos Statens Serum Institut.

    De to virusvarianter ligner hinanden på den måde, at de begge er ekstra smitsomme.

    Men de adskiller sig ved, at den sydafrikanske mutation er mindre følsomme over for antistoffer, forklarer han.

    - Det er en lidt kedelig kombination, at den både er god til at sprede sig og har en anden biologisk effekt også.

  • Det er en mulig bilbombe, der har ført til evakuering i Gladsaxe

    Forsvarets sprængningseksperter kan ikke udelukke, at det kan være sprængstof, der er blevet monteret på en bil i Gladsaxe. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

    Lørdag eftermiddag modtog de en anmeldelse om, at der sad en genstand på en bil, som kunne være en bilbombe. Med det samme blev politi og forsvarets sprængningseksperter sendt til området.

    Politiet valgte at evakuere flere borgere, der bor tæt på bilen.

    - Vi har sikret området og har situationen under kontrol, siger chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard.

    - Det er en alvorlig situation. Derfor har vi udkommanderet et stor antal politifolk, og har evakueret borgere, der bor i nærheden af det sted, hvor den mulige bilbombe er fundet.

    Samtidig har Københavns Vestegns Politi indledt en massiv efterforskning for at finde ud af, hvem der har placeret det mulige sprængstof.

  • Indien vil vaccinere 300 millioner inden juli

    Indiens premierminister, Narendra Modi, har lørdag skudt et af verdens største vaccinationsprogrammer i gang.

    Regeringen stiler mod at vaccinere omkring 300 millioner mennesker inden juli. Det sker som en del af det folkerige lands bestræbelser på at få kontrol med coronavirusset.

    Modi vil ikke selv tage vaccinen med det samme, fordi Indien i første omgang prioriterer sygeplejersker og læger og andre i frontlinjen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Indien, der har 1,3 milliarder indbyggere, har verdens næsthøjeste antal smittetilfælde efter USA, og regeringen har hidtil godkendt to vacciner - den ene mangler dog stadig at gennemføre kliniske forsøg.

  • Brite håber at finde 1,6 milliarder i bitcoins på losseplads

    En britisk mand har tilbudt de lokale myndigheder i Newport City Council i Wales 52,5 millioner pund- omkring 431 millioner kroner - for at få lov til at gå på skattejagt på en lokal losseplads. Det skriver CNN.

    Her håber manden - James Howells - at finde en harddisk fyldt med den digitale valuta bitcoin, som han for flere år siden ved et uheld kom til at smide i skraldespanden.

    Harddisken indeholdt 7500 bitcoins, som James Howells havde købt i 2009. På det tidspunkt var bitcoins næsten intet værd.

    Da kryptovalutaens værdi begyndte at skyde i vejret, begyndte han at lede efter sin harddisk. I den forbindelse gik det op for ham, at han ved et uheld var kommet til at smide den ud i 2013.

    Den seneste tid er værdien på bitcoins steget voldsomt, og James Howells' 7500 bitcoins er dermed i dag en kæmpe formue værd.

  • Rullemarie er sendt ind i Gladsaxe: Politiet undersøger mystisk pose

    Politi, brandvæsen, ambulancer og kriminalteknikere er talstærkt til stede i Gladsaxe, hvor der er blevet fundet en mistænkelig sort plastikpose.

    Plastikposen ligger i området ved Gyngemose Parkvej i byen.

    Betjentene har taget Rullemarie i brug, som er to robotter, der undersøger den sorte pose og dens indhold.

    Ifølge B.T. og Ekstra Bladet er beboere i nærheden af området blevet evakueret. Det drejer sig ifølge aviserne om beboere i tre boligblokke. Desuden er der bombehunde til stede, skriver B.T.

  • SSI: Usandsynligt, at den sydafrikanske variant vil sprede sig i Danmark som den britiske

    Den sydafrikanske virusmutation har officelt gjort sit indtog i Danmark. Det kunne Statens Serum Institut fortælle i dag.

    Men det er usandsynligt, at den sydafrikansk coronavariant vil sprede sig i Danmark, som man har set med den britiske. Sådan lyder det fra Tyra Grove Krause, der er konstitueret faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI).

    - Man kan ikke udelukke, at den begynder at sprede sig mere bredt i Danmark, men nu har vi kun et tilfælde indtil videre.

    - Den vil have svært ved at udkonkurrere B117, som allerede nu har et godt tag i Danmark, siger hun.

  • Professor om sydafrikansk variant i Danmark: Tidligere corona-smittede er ikke lige så godt beskyttet mod mutation

    Den sydafrikanske covid-19 variant er for første gange fundet i Danmark. Og det er der grund til at tage ganske alvorligt, mener Lars Østergaard, der er professor og ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

    - Den sydafrikanske variant ser ud til være mere smitsom - ligesom den britiske.

    - Det, der er bekymrende ved den sydafrikanske variant, er, at nogle studier viser, at de antistoffer, man har lavet første gang man var smittet, ikke virker så godt på den nye variant. Det er bekymrende.

    Men der er ikke noget, der tyder på, at den skulle give et mere alvorligt sygdomsforløb end de andre varianter, siger Lars Østergaard.

    Han understreger, at man endnu ikke ved, hvordan vaccinerne virker over for denne her variant.

  • Vacciner ventes fortsat at virke trods ny coronavariant

    I dag er det første tilfælde af ny covid-19-variant, der stammer fra Sydafrika, fundet i Danmark. Ud over at den sydafrikanske variant er mere smitsom, vurderes den også at være mindre følsom over for vacciner.

    Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.

    SSI slår dog fast, at coronavaccinerne fortsat ventes at virke, og at de nye varianter overvåges tæt.

    - Selvom der nu er fundet varianter med mutationer med forventet nedsat følsomhed for antistoffer, betyder det ikke, at vaccinerne ikke vil virke, men de nye varianter overvåges tæt, siger virolog Anders Fomsgaard fra SSI.

  • Det første tilfælde af sydafrikansk covid-19-variant er nu fundet i Danmark

    Det første tilfælde af den sydafrikanske covid-19-variant er fundet i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut.

    Det danske covid-19-tilfælde af B.1.351/501Y blev fundet på Sjælland og forbindes med en rejse til Dubai.

    Varianten har både mutationen 501Y, som er forbundet med større smitsomhed, og mutationen 484K, som måske kan medføre en nedsat følsomhed over for de beskyttende antistoffer hos patienter, der er kommet sig efter COVID-19 infektion.

    Det danske tilfælde er fundet ved SSI’s generelle sekvenserings-overvågning. Styrelsen for Patientsikkerhed udfører intensiv smitteopsporing og inddæmning af de påviste tilfælde med varianter, der kræver særlig opmærksomhed.

  • Kritik af Norges vaccinestrategi: 'Tempoet går for langsomt'

    Siv Jensen kritiserer den norske regerings coronastrategi. (Foto: Norsk Telegrambyra AS © Scanpix)

    Lederen af det norske Fremskridtsparti, Siv Jensen, kritiserer den norske regerings vaccinestrategi. Det skriver mediet VG.

    Hun kritiserer blandt andet, at alle vaccinedoser, der ankommer til Norge, opbevares i en uge, før de bliver fordelt ligeligt til kommunerne.

    Men partilederen så hellere, at der bliver sendt flere doser til nogle kommuner i stedet for den lige fordeling. Det mener hun vil spare tid.

    – Tempoet på vaccineringen går fortsat for langtsomt i forhold til alle de lande, der er naturligt at sammenligne sig med. Regeringen har hele tiden sagt, at de følger den plan, der er lagt. Problemet er selve planen - det er den, vi stiller spørgsmål ved.

    Fredag har Norge ifølge avisen givet 42.000 doser og 147.115 doser i Danmark, som får omtrent lige så mange vacciner tildelt som Norge.

  • Trods flot målmandsshow på ét minut taber Sydkorea til Hviderusland

    Changwoo Lee (til højre) gjorde, hvad han kunne. (Foto: HAZEM GOUDA © Scanpix)

    Sydkoreas målmand Changwoo Lee spillede et helt suverænt minut mod Hviderusland, da han tre gange på kort tid hev en eminent redning frem.

    Men den korte og fine stime var forgæves. Sydkorea tabte 32-24 til hviderusserne.

    Sydkorea har i år sendt et universitetshold til VM, da det normale A-landshold skal forberede sig til OL senere i år. Ingen af deres VM-spillere er derfor født tidligere end 1998.

    Sydkoreanerne har efter dagens nederlag tabt deres første to kampe ved VM, mens Hviderusland har tre point efter to kampe.

    Du kan se Changwoo Lees flotte redninger i videoen herunder.

  • Kap Verde yderligere coronaramt: Risikerer at blive taberdømt ved VM

    Kap Verde er i forvejen meget hårdt ramt af coronavirus i deres trup ved håndbold-VM i Egypten.

    Lørdag kom der mere dårligt nyt til øriget, der i forvejen har 11 spillere ude af turneringen med coronavirus. Således er yderligere to spillere fra Kap Verdes landshold testet positiv for coronavirus.

    IHF skriver videre, at Kap Verde nu er så hårdt ramt af coronavirus, at deres kamp mod Tyskland søndag er i fare, fordi Kap Verde ikke kan stille hold.

    Dermed risikerer Kap Verde at blive taberdømt 10-0 i opgøret mod tyskerne, medmindre de flyver mindst en ny spiller til Egypten - der selvfølgelig skal være testet negativ for coronavirus.

  • Iskold nat på -11,9 gav laveste temperatur målt i tre år

    Hvis du synes, at det har været lidt ekstra koldt i nat, så er der en god forklaring.

    Lørdag morgen blev der nemlig målt -11.9 grader på en målestation ved Horsens. Det er den laveste temperatur målt siden marts 2018, oplyser DMI.

    Udover iskold luft faldt der også op mellem fem og ti centimeter sne i Nord- og Vestsjælland og nogle steder i Nordjylland. Og det har givet ideelle forhold til blandt andet en kælketur, som fortsætter resten af weekenden, skriver vagthavende meteorolog Lars Henriksen.

    Men det er med at komme ud og nyde det, for der er mildere vinde på vej, og inden længe er sneen igen væk.

  • Dansk badmintonstjerne er finaleklar i Thailand Open

    Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen er klar til finalen i Thailand Open i herresingle.

    Turneringen er en Super 1000-turnering, der er det højeste niveau på Det Internationale Badmintonforbunds World Tour.

    I semifinalen tog Viktor Axelsen sejren i tre sæt mod indonesiske Anthony Sinisuka Ginting.

    21-19, 13-21, 21-13 lød sætcifrene på i danskerens favør.

    Finalen spilles natten til søndag, hvor Axelsen møder Angus Ng Ka Long fra Hongkong.

  • Spiller fra dansk VM-trup: Det er overdrevet at sige, at turneringen skal aflyses

    Mads Mensah mener, at en VM-aflysning vil være at gå for langt, som situationen ser ud lige nu. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

    Kritikken af VM i håndbold i Egypten har været hård, efter at flere deltagerlande har opdaget adskillige coronatilfælde i staben.

    Blandt andre Norges tidligere landsholdsmålmand har talt for en aflysning af turneringen - også set i lyset af, at der har været klager over utilstrækkelig sikkerhed i de såkaldte hotelbobler, hvor holdene bor.

    Men en aflysning vil være at gå for langt, som situationen ser ud lige nu, siger den danske playmaker Mads Mensah.

    - Tingene er stadig ikke eskaleret så meget, at man kan sige, at det skal aflyses. Jeg synes, det er en overdrivelse, lyder det fra Mensah.

  • 48 tilfælde af B117-virus siden 13. januar

    Der er i alt fundet 256 tilfælde af mutationen B117 i positive coronaprøver, oplyser Sundheds- og Ældreministeriet.

    Sidst tallet blev opgjort den 13. januar, var der 208 konstaterede smittede med varianten, der stammer fra Storbritannien.

    Det vil sige, at der er fundet 48 nye tilfælde.

    Selvom smittetallene overordnet set går i den rigtige retning, så er der relativt mange smittede med B117, siger Christian Wejse, der er speciallæge i infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital.

    - Det er en betydelig stigning, men det ligner ikke noget, der bliver fordoblet på en uge. Det kan tyde på, at der er en vis opbremsning. Men den er stadigvæk i betydelig stigning, siger han.

  • Mand varetægtsfængslet for at smugle 310 kilo hash, amfetamin og kokain til Danmark

    En 56-årig hollandsk mand er lørdag blevet varetægtsfængslet sigtet for at have smuglet flere hundrede kilo hash til Danmark og Sverige.

    Det oplyser Københavns Vestegns Politi, der har været i gang med en længerevarende efterforskning.

    Den 56-årige vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup - sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 191.

    Ifølge sigtelsen har manden smuglet mindst 310 kilo hash, 13 kilo amfetamin og ti kilo kokain til Danmark.

    - Jeg er meget tilfreds med, at det efter en længerevarende efterforskning er lykkedes at anholde den mistænkte, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

  • Mia Blichfeldt taber badminton-semifinale til verdensetter

    Den danske badmintonspiller Mia Blichfeldt har tabt 2-0 til verdensetteren Tai Tzu-ying fra Taiwan i semifinalen i damesingle ved Thailand Open.

    Blichfeldt misbrugte fem sætbolde i andet sæt, før hun tabte semifinalen med cifrene 8-21, 21-23.

    Der var stor forskel på de to spillere i første sæt. Blichfeldt fik bedre fat i andet sæt, hvor hun kom foran 20-16.

    Senere i eftermiddag spiller Viktor Axelsen semifinale i herresingle mod Anthony Sinisuka Ginting fra Indonesien.

  • Fem borgere har fået prik nummer to og er færdigvaccinerede

    0,0001 procent af den danske befolkning er nu færdigvaccinerede, oplyser Statens Serum Institut.

    Fem borgere modtog i går deres andet stik med Pfizer/Biontech-vaccinen, og de er som de første igennem proceduren, der skal beskytte mod covid-19.

    Tallene, der dækker vaccineudrulningen frem til klokken 4.30 i morges, viser også, at 162.328 borgere er påbegyndt vaccinen. Af dem har 519 fået Modernas vaccine, mens resten har fået Pfizer/Biontechs. Det svarer samlet til 2,78 procent af befolkningen.

    Vaccinationerne gik i gang i Danmark den 27. december.

  • 256 personer er smittet med den særlige engelske coronavariant

    Der er nu fundet 256 tilfælde af mutationen B117 i positive coronaprøver, oplyser Sundheds- og Ældreministeriet på Twitter.

    Sidst, tallet for forekomst af virusvarianten blev opgjort, var i onsdags, og her var tallet 208.

    Andelen af prøver med coronavarianten er steget fra 2,4 procent i uge 53 til 3,6 procent i uge 1.

    Sidste uge blev restriktionerne i samfundet strammet yderligere netop for at begrænse spredningen af varianten, der har fået navnet B117.

Mere fra dr.dk