Seneste Nyt

Canadisk provins legaliserer hårde stoffer til eget forbrug

Fra i dag og de næste tre år vil det være lovligt at være i besiddelse af hårde stoffer som methamfetamin, kokain og heroin i Canadas vestlige provins British Columbia.

Bloomberg skriver, at voksne på 18 år eller derover ikke vil få politiet på nakken, hvis de er i besiddelse af mindre end 2,5 gram hårde stoffer til eget forbrug.

- I betragtning af vores forståelse for brug af stoffer som et sundhedsproblem og ikke et kriminelt problem, er vi nødt til at tage dette skridt for at imødegå skam og stigmatisering, siger minister for mental sundhed og afhængighed i British Columbia Jennifer Whiteside.

Smugling af narkotika vil stadig være ulovligt, mens det ikke er tilladt at være i besiddelse af stoffer nær skoler og i lufthavnen.

Det er ikke første gang, at Canada godkender besiddelse af stoffer. For fire år siden legaliserede landet cannabis.

Nyheder

  1. Mike Pence skal vidne om samtaler med Donald Trump

    En føderal dommer har beordret USA’s tidligere vicepræsident, Mike Pence, til at vidne om de samtaler han havde med den tidligere præsident Donald Trump forud for stormløbet på Kongressen den 6. januar 2021.

    Det skriver nyhedsbureauet dpa.

    Her skal Mike Pence svare på spørgsmål foran en storjury, der undersøger Trumps rolle og bestræbelser på at omstøde resultatet af præsidentvalget i 2020, hvor han tabte til Joe Biden.

    Flere personer mistede livet under stormløbet på Kongressen.

    Mellem 2017 og 2021 var Mike Pence vicepræsident under Donald Trump.

  2. Efter dødelig brand i Mexico: Migranter satte ild til madrasser

    39 migranter mistede livet under en brand i et center for migranter i byen Ciudad Juarez i det nordlige Mexico.

    Nu har mexicanske myndigheder fundet årsagen til branden, skriver nyhedsbureauet AP.

    Ifølge Mexicos præsident, Andrés Manuel López Obrador, blev branden startet af migranter på centret, der i protest over at skulle udvises satte ild til madrasser.

    - De placerede madrasser ved døren til centret og satte ild til dem i protest, siger præsidenten til ifølge AP.

    - De havde aldrig forestillet sig, at det ville forårsage denne frygtelige ulykke,

    Centerets beboere kommer fra Mellem- og Sydamerika.

    Ifølge regeringens Nationale Migrationsinstitut befandt der sig 68 mænd inde i bygningen.

  3. Annoncer på nettet skal afholde briter fra at tage på druktur til Amsterdam

    Når briter i denne uge googler "polterabends Amsterdam", "billige hoteller Amsterdam" eller "pub crawl Amsterdam", vil de blive mødt af videoannoncer, der beskriver konsekvenserne ved voldsomme mængder alkohol og stoffer i form af bøder, sigtelser eller skade på helbredet.

    Amsterdam har nemlig lanceret en onlinekampagne målrettet unge britiske mænd for at minimere deres støjende og generende adfærd i byens ’Red Light District’ i forbindelse med drukture eller polterabender.

    Det skriver The Guardian.

    I en pressemeddelelse siger Sofyan Mbarki, der er viceborgmester for økonomiske anliggender og Amsterdams indre by, at Amsterdam ønsker at stoppe væksten af uansvarlige turister, der påvirker hverdagen for de mange hollændere, der bor i og omkring Red Light District.

    - Besøgende er stadig velkomne, men ikke hvis de opfører sig dårligt og skaber problemer, siger han ifølge The Guardian.

    Kampagnen starter i Storbritannien og vil derefter blive lanceret i Holland og andre europæiske lande.

  4. Skotland tager fusen på Spanien i EM-kvalifikationen

    Scott McTominay spillede hovedrollen i Skotlands første sejr over Spanien siden 1984. (Foto: © Lee Smith, Ritzau Scanpix)

    De skotske fodboldherrer leverede tirsdag aften en stor overraskelse i EM-kvalifikationen.

    Hjemme på Hampden Park i Glasgow vandt skotterne 2-0 over Spanien.

    Manchester United-spilleren Scott McTominay blev den helt store helt for Skotland med et mål i hver halvleg.

    Med sejren hopper skotterne op på førstepladsen i kvalifikationens gruppe A med maksimumpoint efter to kampe og en målscore på 5-0.

    Spanien indtager andenpladsen med tre point.

    I samme gruppe skuffede Norge tidligere på aftenen, da de smed en 1-0-føring væk og spillede 1-1 mod Georgien.

  5. Appelret vil have ny høring om drabsdømt kendt fra podcasten 'Serial'

    I 2014 var historien om drabsdømte Adnan Syed i alles ører via podcasten ’Serial’, der rejste tvivl om hans skyld vedrørende drabet på hans ekskæreste i 1999.

    Det fik blandt andet en dommer til at beordre Syeds løsladelse i 2022.

    Men nu har en appelret i Maryland genetableret drabsdommen mod Adnan Syed. Det skriver en række medier herunder Reuters, CNN og New York Times.

    Appelretten i Maryland fandt, at en lavere domstol havde krænket broderen til offeret ved ikke at underrette ham om samt give ham mulighed for at deltage i en høring vedrørende ophævelsen af Adnan Syeds drabsdom.

    Derfor har appelretten beordret en ny høring om at ophæve Adnan Syeds frifindelse.

    Det fremgår ikke, om appelrettens beslutning betyder, at Syed skal vende tilbage til fængsel, skriver New York times.

  6. 10.000 danskere har udelukket sig selv fra odds, gambling og kasinobesøg på et år

    Siden januar 2022 har 10.000 danskere tilmeldt sig Rofus, der står for Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere.

    Dermed har 40.000 danskere udelukket sig selv fra spil og gambling, siden Rofus blev oprettet i 2012.

    Det oplyser Spillemyndigheden, der står bag Rofus.

    - Vi har haft en meget intensiv indsats i forhold til at udbrede kendskabet til Rofus og har kørt flere kampagner. De sidste par år har spiludbyderne også været forpligtet til at reklamere for Rofus, når de sælger spil, siger Anders Dorph, der er direktør i Spillemyndigheden.

    Når du tilmelder dig Rofus, udelukker du dig selv fra alle onlinespil, hvor der er pengeindsatser.

    Det kan eksempelvis være gennem hjemmesider eller apps, hvor du smider en 20’er på uafgjort mellem Arsenal og Manchester United, eller hvor du lægger 50 kroner på rød i rouletten via et onlinekasino. Og det omfatter også fysiske kasinoer.

  7. Tre ansatte i Energi Danmark klar til at gå i retten for at få trecifret millionbonus

    De tre medarbejdere, der har optjent trecifrede millionbonusser i Energi Danmark, er klar til at gå i retten for at få pengene.

    Det siger deres advokat til Finans.

    - Vores primære argument er, at der er indgået fuldstændigt gyldige aftaler, siger Frederik Brocks, partner i advokatfirmaet Lind.

    Det er medarbejdernes fagforbund Djøf, som har udpeget ham til at tage sig af sagen.

    Finans afslørede i begyndelsen af marts, at nogle få udvalgte medarbejdere i Energi Danmark var blevet stillet en trecifret millionbonus i udsigt af den nu afgåede administrerende direktør, Jørgen Holm Westergaard.

    Energi Danmark har dog kaldt bonusaftalen for ugyldig og har suspenderet de tre medarbejdere, som ikke vil give afkald på bonusserne.

  8. Person bag skoleskyderi i Nashville var ukendt af politiet

    Politichef John Drake (i midten) ved pressemøde om skoleskyderiet i Nashville. (Foto: © SETH HERALD, Ritzau Scanpix)

    Den 28-årige gerningsmand, der i går dræbte tre børn og tre voksne på en kristen privatskole i Nashville, var ukendt af politiet.

    Det siger politiet i Nashville ved et pressemøde om skoleskyderiet i delstaten Tennessee, ifølge Reuters.

    Gerningsmanden, der blev dræbt af politiet på skolen, havde i alt købt syv våben og brugte tre af dem under skyderiet.

    Politichef i Nashville John Drake, oplyser, at gerningsmanden var i behandling for en "følelsesmæssig lidelse".

    Politiet har endnu ikke fundet noget motiv for drabene.

    Den 28-årige Audrey Hale var biologisk kvinde, men havde også brugt mandlige pronomer (han/ham-tiltale, red.) på sociale medier.

  9. Naturpleje-pony dræbt i formodet ulveangreb

    En mindre naturpleje-pony blev i går fundet død på Borris Hede ved Skjern, hvor den gik indhegnet bag almindelig tråd.

    Ejeren tilkaldte derfor ulvekonsulent Jens Henrik Jacobsen, som tilså liget, hvor der ikke var meget andet end knogler og indvolde tilbage.

    - Der var spist en del af det. Og så var der nogle kraftige bid i struben og halsregionen, siger Jens Henrik Jacobsen.

    DNA-prøver er nu sendt til Tyskland for at afgøre, om det var en ulv, som slog hesten ihjel.

    Ifølge Miljøstyrelsen sker denne type angreb ikke ofte.

    - Det er anden gang herhjemme, at vi oplever angreb på ponyer, hvis det er et ulveangreb, siger Lasse Jensen, miljøplanlægger i Naturstyrelsen.

    Her henviser han til, at en flok shetlandsponyer blev angrebet af ulve tilbage i 2019.

    Sidste år var det primært får og lam, der endte som bytte for ulven ved i alt 32 bekræftede ulveangreb.

    Samlet blev 161 husdyr ofre for ulvens appetit, viser en opgørelse fra Miljøstyrelsen. Der er ikke registeret angreb bag såkaldte ulvesikrede hegn.

  10. Aalborgs borgmester træder tilbage til sommer

    Thomas Kastrup-Larsen (S) træder tilbage fra borgmesterposten i Aalborg til sommer, oplyser Socialdemokratiet i Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

    Her fremgår det også, at Thomas Kastrup-Larsen ikke vil genopstille til næste kommunalvalg, der afvikles i 2025.

    - Jeg har lige rundet et skarpt hjørne - 50 år - og jeg har også for kort tid siden haft 25-års jubilæum som byrådsmedlem, skriver Kastrup-Larsen i pressemeddelelsen.

    - Når jeg mærker dybt efter og tænker det hele igennem, så når jeg frem til den konklusion, at det er nu, jeg skal tage det store spring og prøve noget andet.

    Siden 2014 har Thomas Kastrup-Larsen været borgmester i Aalborg Kommune.

  11. Star Wars-stjerne lægger stemme til ukrainsk luftalarmsapp

    Når luftangrebene regner over de ukrainske byer, hyler luftalarmerne. Men andre bliver også advaret via en app, og her er det en særlig stemme, der opfordrer ukrainerne til at søge dækning.

    Fra telefonens højtalere er det nemlig lyden af Luke Skywalker – eller Mark Hamill, som portrætterer den ikoniske jediridder i Star Wars-filmene, der advarer, når missilerne falder.

    - Et eventyr om det gode mod det onde er i resonans med, hvad der foregår i Ukraine, sagde Hamill til AP i et interview om appen.

    - Det ukrainske folk, der samler sig for sagen og reagerer så heroisk. Det er umuligt ikke at blive inspireret af, hvordan de har klaret denne storm.

    Appen er blevet downloadet mere end 14 millioner gange og har også en ukrainsk-sproget indstilling.

    AP skriver dog, at mange ukrainere foretrækker lyden af Mark Hamil. Især når han via appen informerer om, når bombardementerne er overstået ved at sige: "May the force be with you".

    Mark Hamil i 2019 til premieren af ny Star Wars-film. (Foto: © Jordan Strauss, Jordan Strauss/Invision/AP)
  12. Dagrofa tilbagekalder passionsfrugt

    Har du været forbi MENY, SPAR, Let-Køb eller Min Købmand og købt passionsfrugten, EAT ME, så skal den smides ud eller leveres tilbage til butikken.

    Frugten er blevet tilbagekaldt af Dagrofa ApS, da den ha ret for højt indhold af cadmium.

    Det oplyser Fødevarestyrelsen på sin hjemmesid.

    Passionsfrugten sælges i en pakke med tre frugter.

    Cadmium er et tungmetal, der kan være i fødevarer. I passionsfrugten er grænseværdien af tungmetallet for højt, og derfor kan en sundhedsmæssig risiko ikke udelukkes, skriver Fødevarestyrelsen.

    Det er dog først tale om en sundhedsmæssig risiko ved for højt indtag af Cadmium over længere tid, skriver de.

  13. Rockergruppen Satudarah smidt ud af klubhus i Esbjerg

    Siden efteråret 2022 har rockergruppen Satudarah benyttet en ejendom i Sædding i Esbjerg som klubhus.

    Men nu går den ikke længere.

    Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at rockergruppen har fået forbud mod at bruge klubhuset.

    I Esbjerg Kommune har kommunalbestyrelsen gjort brug af en lov fra 2017, der giver dem mulighed for at forbyde bestemte grupper at bruge en ejendom som samlingssted.

    Det kræver, at gruppens brug af ejendommen kan være til væsentlig ulempe og utryghed for naboer.

    - Vi vurderer løbende mulighederne for at benytte de værktøjer, vi har til rådighed. Og det har vi gjort i denne situation i et godt samarbejde med kommunen, oplyser politidirektør Frits Kjeldsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi i pressemeddelelsen.

    Forbuddet gælder i tre måneder, men kan forlænges af kommunalbestyrelsen, hvis Satudarah tager ejendommen i brug under forbuddet.

  14. Franske demonstrationer fører til kampe med politiet

    Demonstrationer i Frankrig har i dag ført til kampe mellem fransk politi og sortklædte demonstranter, der har sat ild til skraldespande og kastet genstande efter politiet i Paris.

    Politiet har besvaret angrebene med tåregas, skriver Reuters.

    Lignende kampe er også blevet registreret i Rennes, Bordeaux, Toulouse og Nantes.

    I Paris har demonstranter startet et bål i en gade, hvor flere genstande kastes i flammerne, som du kan se i videoen i bunden.

    Fransk politi er mødt talstærkt op i de franske gader i dag på grund af demonstrationer og strejker som følge af præsident Emmanuel Macrons pensionsreform, der blandt andet vil hæve pensionsalderen fra 62 år til 64 år.

  15. OL-boss åben overfor russiske atleter igen - medmindre de støtter krigen

    Thomas Bach fortalte på tirsdagens kongres, at individuelle russiske og belarusiske atleter allerede deltager i en række sportsgrene, og "at det fungerer". (Foto: © Denis Balibouse, Ritzau Scanpix)

    Tirsdag præsenterede Præsidenten i Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach, en række anbefalinger til de internationale forbund og sportsarrangører.

    Her lød anbefalingen blandt andet, at russiske og belarusiske atleter bør tillades at deltage i internationale konkurrencer, hvis de gør det som individuelle, neutrale atleter.

    I den forbindelse fremhævede Thomas Bach en række sportsgrene som tennis og cykling, hvor man ser individuelle russiske atleter deltage, og at "der har ikke været nogen sikkerhedsfare", lød det fra IOC-præsidenten.

    Der er dog en række forbehold i IOC's anbefalinger.

    - Hold bestående af atleter med russisk eller belarusisk pas kan ikke komme til overvejelse.

    - Atleter, der aktivt støtter krigen, kan ikke konkurrere, og støttepersonale, der aktivt støtter krigen, kan ikke få adgang, lød det fra Thomas Bach.

    IOC-præsidenten oplyste samtidig, at tiden endnu ikke er inde til at vurdere, hvordan russiske og belarusiske atleter kan få lov at deltage neutralt ved OL i Paris om halvandet år.

    Kongressen i Lausanne løber til og med torsdag.

  16. Unge mænd sigtet i omfattende telefonsvindel mod ældre kvinder med navne som Aase og Hjørdis

    Fem unge mænd er blevet anholdt for omfattende telefonsvindel mod ældre kvinder med navne som Aase og Hjørdis.

    Det oplyser Københavns Politi.

    Efter afhøring er fire af dem blevet løsladt, men er fortsat sigtet, mens en 23-årig er blevet varetægtsfængslet i 27 dage.

    Han er sigtet for i 21 tilfælde at have franarret ældre kvinder penge. Cirka 100.000 kroner løber svindlen op i.

    Svindlerne har ifølge sigtelsen udgivet sig at være fra en offentlig myndighed og har fortalt, at kvinderne skulle have penge tilbage i skat eller pension - på den måde har de kunnet få dem til at udlevere kortoplysninger.

    Også Midt- og Vestsjællands Politi advarer om telefonsvindlere. Politiet oplyser til TV2, at en ældre kvinde med navnet Helga formodes at være blevet svindlet for 500.000 kroner.

  17. Humza Yousaf er ny førsteminister i Skotland

    Humza Yousaf bliver ny førsteminister i Skotland. (Foto: © JANE BARLOW, Ritzau Scanpix)

    I går blev Skotlands sundhedsminister, Humza Yousaf, leder af Skotlands Nationale Parti, SNP.

    I dag er han officielt blevet valgt som Skotlands nye førsteminister af det skotske parlament.

    Det skriver Sky News.

    37-årige Yousaf overtager dermed tøjlerne fra Nicola Sturgeon.

    Han var en af tre kandidater, der var klar til at overtage rollen, efter Sturgeon meldte sin afgang tilbage i februar.

    - Mit udgangspunkt vil altid være, at vi alle ønsker det bedste for Skotland og de mennesker, som vi er så privilegerede at repræsentere, sagde Humza Yousaf i forbindelse med udnævnelsen.

    Som førsteminister vil Humza Yousaf være den politiske leder af Skotland og chef for den skotske regering.

  18. Klimaminister efter mere støtte til fjernvarme: Der er ikke penge til alle

    Der er 200 millioner kroner på vej til olie- og gaskunder, der vil skifte deres fyr ud med fjernvarme.

    Desuden kan fjernvarmeselskaberne søge tilskud fra en pulje med 88 millioner kroner til udrulning af fjernvarme.

    Klima- energi- og forsyningsminister Lars Aagaard er glad for aftalen, men han erkender også, at pengene nok ikke rækker til at opfylde alle ønsker.

    - Jeg må være ærlig at sige, at vi ikke kan understøtte hver eneste fjernvarmebudget fra nu af og til der ikke er flere naturgasfyr i Danmark, siger han.

    De 200 millioner kroner bliver fordelt efter først til mølle-princippet, og det er måske ikke den mest hensigtsmæssige måde at fordele pengene på, erkender Lars Aagaard.

    Derfor vil regeringen undersøge, om man kan give tilskud på en anden og bedre måde. Hvis altså det lykkes at finde flere penge til omstilling til fjernvarme fremover, siger ministeren.

  19. Producent fjerner antibiotikummet Dicillin fra markedet

    Firmaet Sandoz trækker antibiotikummet Dicillin permanent fra markedet.

    Det sker efter en sag om fund af multiresistente bakterier, skriver mediet MedWatch.

    En inspektion hos producenten har ifølge MedWatch vist brud på regler for god fremstillingspraksis.

    Blandt andet manglende rengøring og uregelmæssig brug af handsker.

    Dicillin er produceret for den schweiziske medicinalvirksomhed Sandoz af en europæisk kontraktproducent, skriver Ritzau.

  20. Norge henter to terrorsigtede søstre hjem fra syrisk fangelejr

    To terrorsigtede norske søstre er på vej hjem til Norge igen, efter de rejste til Syrien for ti år siden.

    Det skriver norske NRK.

    De to søstre bliver hentet hjem sammen med deres tre børn fra al-Roj- lejren, hvor de har været tilbageholdt.

    Beslutningen falder på baggrund af forholdene i den syriske fangelejr.

    - Leveforholdene i lejrene er meget dårlige og farlige. Disse norske børn har i lang tid boet i lejre, som ingen børn bør bo i, skriver udenrigsminister Anniken Huitfeldt til NRK.

    - I lejrene er der også fare for, at børn kan blive radikaliseret og senere rekrutteret til terrorbevægelser. I Norge kan børnene få den opfølgning, de har brug for, skriver han.

    De to kvinder er terrorsigtet for at være medlem af en terrorgruppe og vil blive anholdt af norsk politis sikkerhedstjeneste, når deres fly lander i Norge.

  21. Norsk letbanetog brager ind i mur på endestation

    Passagererne, der rejste med letbanen i den norske by Bergen, fik sig noget af en overraskelse, da toget bragede ind i en mur på endestationen i stedet for at bremse op og stoppe som vanligt.

    Det skriver norske Dagbladet Bergen.

    12 personer kom til skade under ulykken, hvor syv af dem er blevet transporteret til hospitalet, oplyser Lena Einarsen, der er indsatsleder for sygehuset i Bergen.

    Årsagen til ulykken vides ikke, men politiadvokat Andreas Foxen Haldorsen siger, at letbaneføreren er blevet sigtet efter ulykken for "begrundet mistanke om uagtsom fare for offentligheden".

  22. Ekspolitiker dømt for anden gang for at tjene penge på sexfester

    En tidligere lokalpolitiker fra Syddjurs kommune er blevet idømt ni måneders ubetinget fængsel for rufferi.

    Han er fundet skyldig i at have arrangeret sexfester, hvor han tjente penge på, at kvinder havde sex med flere mænd samtidig.

    Det er ikke første gang, at den tidligere lokalpolitiker dømmes for at arrangere såkaldte gangbangs.

    I maj 2019 fik han seks måneders betinget fængsel for at have arrangeret 76 gangbangs forskellige steder i Jylland, skriver Ritzau.

    Han har nægtet sig skyldig og hævdet, at han ikke har tjent en krone på de seksuelle arrangementer.

  23. Franske myndigheder efterforsker fem storbanker i sag om omfattende skattesvig

    Franske myndigheder har tirsdag undersøgt fem banker i efterforskningen af omfattende skattesvig. Det skriver nyhedsbureauet ATP ifølge Ritzau.

    Myndighederne mistænker bankerne for at have svindlet for op mod 140 milliarder euro, hvilket svarer til 1.043 milliarder kroner.

    Bankernes svindel skulle være sket i forbindelse med udbetaling af udbytteskat. Udbytteskat er den skat, aktionærer og anpartshavere betaler af det udbytte, der udloddes af en virksomheds eventuelle overskud.

    Ifølge avisen Le Monde er det blandt andre bankerne BNP Paribas, Natixis, Société Générale og britiske HSBC, som er ved at blive undersøgt af de franske myndigheder.

    Svindlen skulle eftersigende have stået på over en periode på 20 år, oplyser nyhedsbureauet.

    Det er også tidligere sket i Danmark, at personer har snydt statskassen for milliarder.

    Blandt andre Sanjay Shah, der siden 31. maj sidste år har været fængslet i Dubai på baggrund af en anmodning fra danske myndigheder, der ønsker ham udleveret til en kommende retssag om udbytteskat.

  24. Diabetikere anbefales at få særlig blodsukkermåler

    Behandlingsrådet, der rådgiver Danske Regioner, har offentliggjort nye anbefalinger.

    De anbefaler, at alle med type 1-diabetes bør tilbydes en sensorbaseret glukosemåler som en del af deres behandling.

    I dag må mange personer med insulinkrævende diabetes prikke sig flere gange om dagen i fingrene for måle deres blodsukker.

    Men med en sensorbaseret glukosemåler bliver en måleren plastret på armen. Hvis blodsukkeret bliver for højt eller lavt, går en alarm på telefonen.

    Behandlingsrådet håber, at personer med type 1-diabetes kan spare nogle sygehusbesøg, fordi den særlige glukosemåler i højere grad hjælper med at have et stabilt blodsukker.

    I dag kan du godt være i løbende behandling på sygehuset, men hvis dit blodsukker over en længere periode er stabilt, kan du ikke få en sensorbaseret glukosemåler fra sygehuset.

    Der skal være store udsving i blodsukkeret for, at du kan få den særlige måler.

    Hvis du derudover skal have den særlige måler, skal du søge om det hos din kommune.

    Der er dog store kommunale forskelle på, hvilke kommuner, der bevilliger sensorbaseret glukosemåler.

  25. Rydningstjeneste fandt ingen bomber i sø ved Rødding

    Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste EOD har afsluttet indsatsen med at afsøge et område og en sø ved Rødding i håbet om at finde bomber fra Anden Verdenskrig.

    Men man fandt ingenting, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Politiet valgte at tage henvendelsen seriøst og afsøgte i midten af januar to områder på markerne uden for Sdr. Hygum, og i dag blev en sø delvist tømt for vand.

    Nu mener eksperterne, at området er grundigt afsøgt, og derfor foretager man sig ikke mere i sagen, oplyser politiet.

  26. Britisk efterretningstjeneste: Terrortruslen i Nordirland er blevet større

    Den britiske efterretningstjeneste har hævet terrortrusselsniveauet i Nordirland fra "betydelig" til "alvorlig".

    Det oplyser Chris Heaton-Harris, den britiske minister med ansvaret for Nordirland, ifølge Sky News.

    En lille gruppe mennesker er fast besluttet på at gøre skade gennem politisk vold, lyder det.

    - Befolkningen skal være på vagt, men ikke være i alarmberedskab og fortsætte med at dele deres bekymringer til politiet i Nordirland, siger han.

  27. Svensk politi får hård kritik for indsats mod alvorlig kriminalitet

    Den svenske rigsrevision retter en hård kritik af svensk politis særlige indsats ved alvorlige og store hændelser.

    Det skriver svenske SVT.

    I flere år har det svenske politi brugt betegnelsen en 'særskilt hændelse', når der har været behov for at hente ekstra ressourcer fra hele Sverige til pludselige hændelser som for eksempel bandekriminalitet i Stockholmsområdet, terror og større ulykker.

    Det er også sket i forbindelse med planlagte begivenheder som større demonstrationer, statsbesøg, kongelige bryllupper.

    Politiet får kritik for ikke at kunne gøre rede for, hvor mange særskilte hændelser, der har været, hvor længe de har varet, hvor mange betjente der har været involveret, og hvad indsatsen har kostet de svenske skatteydere.

    - Alt i alt betyder det, at det ikke er muligt at måle, om netop de begivenheder har haft nogen effekt, siger formanden for Rigsrevisionen, Linda Jönsson, til SVT.

    Rigsrevisonen konkluderer, at indsatsen kan gøre mere skade end gavn. Den giver mening i de første timer eller dage, efter noget stort er sket. Men gennem en længerevarende periode er det meget ressourcekrævende og ødelæggende for politiet, fordi de lokale politikredse er nødt til nedprioritere deres egne kriminalsager.

    Politiet afviser dog kritikken og siger, at metoden er en ledelsesform og ikke en måde at bekæmpe kriminalitet på.

  28. Københavnske skraldemænd laver aftale med Amager Ressourcecenter

    Skraldemændene i København, Tårnby og Dragør har indgået en aftale med Amager Ressourcecenter (ARC), om deres arbejdsforhold.

    Det skriver Fagbladet 3F.

    Efter i sidste uge at have strejket på grund af utilfredshed med arbejdstiderne, genoptog skraldemændene mandag arbejdet.

    - Aftalen tager højde for tempo kontra antallet af tømninger, og at arbejdsliv og privatliv kan gå hånd i hånd, siger afdelingssekretær i 3F Kastrup Mike Stirling til Fagbladet 3F.

    Hos Amager Ressourcecenter, der overtager opgaven med at samle skrald i hovedstadsområdet 1. maj, er der også tilfredshed.

    Aftalen sikrer, at skraldemændene har mulighed for at udføre deres arbejde på en forsvarlig måde, så "de kan holde til et helt arbejdsliv", siger Helena Hasselsteen Nielsen, der er chef for affaldsindsamling i Amager Ressourcecenter.

  29. Mindst 39 migranter er døde i brand i Mexico

    Billeder fra Ciudad Juarez viser, at beredskabet rykkede massivt ud, da meldinger om branden løb ind. (Foto: © LUIS TORRES, Ritzau Scanpix)

    Ifølge det nationale migrationsinstitut i Mexico har mindst 39 migranter mistet livet i en brand, der brød ud på et center for migranter i byen Ciudad Juarez. Det skriver Reuters.

    Byen ligger tæt på den amerikanske grænse.

    Ifølge de mexicanske myndigheder skulle der have opholdt sig 68 voksne fra Central- og Sydamerika på centeret.

    I forbindelse med branden er 29 af migranterne kommet til skade og er blevet bragt til lokale hospitaler.

  30. EU forlænger krav om lavere gasforbrug

    Efter Rusland invaderede Ukraine sidste år, skød energipriserne i vejret, og EU-landene blev enige om at reducere det europæiske gasforbrug med 15 procent.

    Tiltaget stod til at udløbe 31. marts, men EU-landenes ministre er blevet enige om at forlænge kravet. Det skriver Ritzau.

    Det betyder, at EU-landene nu vil holde fast i den 15 procents reduktion, så det i stedet gælder til marts 2024.

    EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har tidligere oplyst, at kravet har ført til et fald i gasforbruget på næsten 20 procent set over hele EU.

  31. Dansk fodboldklub får nigeriansk medejer

    Aarhus Fremad har fået ny ejer (Foto: © Mikkel Berg Pedersen, Ritzau Scanpix)

    Fodboldklubben Aarhus Fremad har fået et nyt ansigt i ejerkredsen, efter at en nigeriansk it-milliardær har købt 55 procent af klubben. Det oplyser klubben på Facebook.

    Navnet er Shola Akinlade, og han er direktør i softwarefirmaet Paystack og har allerede erfaring fra fodboldverdenen, da han driver klubben Sporting Lagos i Nigeria. Dermed får Aarhus Fremad også en ny søsterklub.

    Men der bliver ikke de store omvæltninger for topholdet i anden division, siger klubdirektør Lars Kruse til Aarhus Stiftstidende.

    - Det er faktisk så kedeligt, at der ikke kommer til at være nogle forandringer. Planen er, at vi fortsætter med det setup, vi har. Der er selvfølgelig nogle investeringer, der ligger lige til højrebenet - noget fitness-udstyr, nogle GPS-trackere på spillerne og så videre, siger han.

  32. Dronning Margrethe udsætter traditionsrigt sommertogt

    Dronning Margrethes sommertogt med Kongeskibet Dannebrog er udsat som følge af dronningens rygoperation i februar. Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelse.

    Regenten skulle ellers have besøgt Bornholm, øgruppen Ertholmene og Halsnæs Kommune i juli måned. Besøget er i stedet udsat til 2024.

    Rygoperationen betyder også, at bybesøget i Allerød Kommune, der var planlagt til at finde sted i maj måned, bliver rykket til efteråret.

    Det forventes, at årets sensommertogt til Vordingborg Kommune, Randers Kommune og Fredericia Kommune bliver gennemført som planlagt.

    I pressemeddelelsen oplyser Kongehuset, at dronningens genoptræning går godt, men at genoptræningsforløbet fortsat vil strække sig over længere tid.

    Derfor vil dronningens officielle program også være præget af ”et lavere aktivitetsniveau” end normalt.

  33. Danskejet skib angrebet af pirater i Guineabugten: Ingen danske søfolk er ombord

    Her ses et billede af skibet Monjasa Reformer, som blev angrebet af pirater i lørdags. (foto: Monjasa)

    Et danskejet skib er blevet angrebet af pirater i Guineabugten.

    Det oplyser det danske shippingselskab Monjasa i en pressemeddelelse.

    Angrebet på fartøjet, der sejler med olie og kemikalier, skete vest fra Pointe-Noire i Congo i lørdags omkring klokken 22.30 lokal tid.

    På det tidspunkt var der ifølge Monjasa 16 besætningsmedlemmer på skibet. Ingen af besætningsmedlemmerne er danske, oplyses det.

    Det er uvist, om piraterne stadig er på skibet, da Monjasa på nuværende tidspunkt ikke har nogen kontakt til skibet, der sejler under liberisk flag.

    - Kommunikationskanalerne på skibet er i øjeblikket nede. Vi samarbejder med de lokale myndigheder for at etablere kontakt for at forstå situationen og give støtte til besætningen til at komme igennem disse skrækkelige begivenheder, skriver selskabet i pressemeddelelsen.

    Monjasa har allerede en fast protokol, som besætninger skal overholde i tilfælde af piratangreb, og besætningen havde derfor søgt i sikkerhed i et beskyttelsesrum.

  34. Claus Hjort Frederiksen skal for retten til november

    Den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) skal retten til november. Sagen forventes at forløbe over 12 retsdage.

    Det oplyser Københavns Byret til DR Nyheder.

    Claus Hjort Frederiksen er tiltalt for at have røbet statshemmeligheder. Han nægter sig skyldig.

    Tiltalen mod den tidligere minister og Venstre-veteran er indtil videre hemmeligholdt af anklagemyndigheden.

    Ifølge Claus Hjort Frederiksen selv handler sagen om, at han skulle have talt over sig i interview i medierne.

    Han har i en række interviews blandt andet omtalt et yderst hemmeligt kabelsamarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og USA. Et samarbejde som flere medier, heriblandt DR Nyheder, tidligere har beskrevet.

    Anklagemyndigheden har tidligere sagt, at man ønsker, at sagen skal køres for lukkede døre.

    - Det kan skade forholdet til efterretningstjenesternes samarbejdspartnere, svække tilliden til efterretningstjenesterne og gøre det sværere for dem at udføre deres arbejde, siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen, Statsadvokaten i Viborg, i en pressemeddelelse omkring tiltalen.

    Sagen forventes at begynde den 7. november og forventes afsluttet i midten af december.

Mere fra dr.dk