Chiles præsident har fået udkast til ny grundlov i hænderne

Chiles præsident, Gabriel Boric, fik mandag overrakt udkastet til en ny grundlov i det sydamerikanske land.
Loven skal efter planen erstatte landets tidligere grundlov, der blev indført af militærdiktaturet for 41 år siden.
Det kræver, at størstedelen af det chilenske folk vender tommelfingeren opad, når de skal ind i stemmeboksen 4. september.
Mere end 75 procent af befolkningen i Chile stemte for to år siden ja til, at der skulle udarbejdes en ny grundlov.
Siden er stemningen vendt, og i øjeblikket viser en meningsmåling, at et flertal vil sige nej tak til den nye grundlov, fordi der er opstået skepsis omkring grundlovskommissionens arbejde, skriver Washington Post.