Seneste nyt

Christian Eriksen skal have indopereret en hjertestarter

Overblik

  1. 28. jul kl. 21:28Sport
    Coronasmitten stiger I Tokyo
  1. Christian Eriksen skal have indopereret en hjertestarter
    - Christian er helt afklaret med beslutningen, siger landsholdslægen. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

    Christian Eriksen skal have indopereret en hjertestarter.

    Det oplyser DBU på Twitter.

    - Efter at Christian har gennemgået diverse hjerteundesøgelser, er det blevet besluttet, at han skal have indopereret en hjertestarter, en såkaldt ICD-enhed. Dette giver man efter hjertestop udløst af hjerterytmeforstyrrelse, siger DBU's landsholdslæge, Morten Boesen.

    Ifølge DBU er Eriksen afklaret med situationen.

    - Planen er forelagt kollegaer nationalt og internationalt, som alle entydigt anbefaler det samme. Vi opfordrer til at give Christian og familien ro den næste tid, siger Morten Boesen.

  2. Familie og venner tog afsked med Bent Melchior

    Det solrige sommervejr dannede en smuk kulisse, da tidligere overrabbiner Bent Melchior blev stedt til hvile på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

    Den tidligere overrabiner Bent Melchior blev i dag begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København.

    Han døde i går, 92 år gammel.

    Chefredaktør for Weekendavisen, Martin Krasnik, forsøgte i går at sætte ord på den betydning, som Bent Melchior har haft. Det kan læses her.

    • Kisten med Bent Melchiors jordiske rester bæres fra kapellet ud på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    • Mange var mødt op for at vise den sidste respekt til den afdøde. Bent Melchior var mange år en af de mest fremtrædende religiøse ledere i Danmark. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    • Bent Melchiors barnebarn og nuværende overrabbiner, Jair Melchior, taler til den fremmødte forsamling. Både hans bedstefar, Bent Melchior, og oldefar før ham har bestredet hvervet som øverste rabbiner i Det Mosaiske Trossamfund. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    • Chefredaktør på Weekendavisen, Martin Krasnik, var også til stede til begravelsen. Han satte i går ord på den betydning, han mener, Bent Melchior havde som person i sine 92 år her på Jorden. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    • Som overrabbiner ved Det Mosaiske Trossamfund fra 1969 til 1996, og sidenhen en aktiv del af den offentlige debat, har Bent Melchior haft stor indflydelse på og betydning for det jødiske samfund i Danmark. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
    1 / 5
  3. Brostrøm: Vi har sat mange ting ind på kontoen, der giver et godt fundament for epidemikontrollen

    Det kan virke underligt, at flere lande i Europa lukker mere ned, mens vi i Danmark virker til at åbne mere.

    I Norge har man udskudt en genåbning på grund af smittetallene på det seneste, og i Island skal vaccinerede turister igen til at vise en negativ PCR-test på grund af stigende smittetal.

    Men der er flere ting, der kan være en del af forklaringen på forskellen, blandt andet Danmarks testkapacitet og smitteopsporing. Det forklarer Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

    - Vi har sat mange ting ind på kontoen, som giver os et godt fundament for at bevare epidemikontrollen, siger han i Deadline.

    - Udover vores testkapacitet har vi brugt vores coronapas til at understøtte vores genåbning, og så har vi fremskyndet og udvidet vores vaccinationsprogram. Vi fik i sommeren 1,3 millioner ekstra vacciner og har samtidig udvidet med to nye grupper – ammende og gravide kvinder og børn mellem 12-15 år. Så vi har inviteret – og har vacciner klar til – næsten 90 procent af vores befolkning.

  4. Joe Biden: Ikke-vaccinerede føderalt ansatte skal bære mundbind på arbejde

    Har du ikke fået dig en coronavaccine som føderalt ansat i USA, så skal du bære mundbind, når du er fysisk på arbejde.

    Sådan lyder det i hvert fald fra USA's præsident, Joe Biden, ved en præsentation af en række tiltag, der skal være med til at mindske spredningen af coronavirusset i USA, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

    Derudover skal de berørte ikke-vaccinerede holde fysisk afstand og testes med jævne mellemrum.

    Et andet tiltag går på, at få flere af de større børn til at blive vaccineret, hvor skoledistrikter skal sørge for, at der jævnligt opstilles pop-up-vaccinationsklinikker.

  5. Israel tilbyder tredje vaccinationsstik til folk over 60

    Israel vil tilbyde et tredje stik med Pfizer/BioNTech-vaccinen til personer over 60 år, oplyser premierminister Naftali Bennett ifølge Reuters.

    Det sker for at begrænse udbredelsen af deltavarianten af coronavirus.

    Landet var førende på verdensplan i vaccineudrulning tilbage i december, januar og februar, hvor mange israelere fik deres stik.

    På samme vis bliver det også første sted i verden, hvor der gives et tredje stik for at dæmme op for den smitsomme deltavariant af covid-19, skriver Reuters.

    Omkring 57 procent af den israelske befolkning er vaccineret.

    Der er på det seneste registreret flere end 2.000 saglige smittetilfælde i landet, hvor der for få måneder siden kun var ganske få tilfælde.

  6. OL-dagen i billeder: Få et overblik over dagens danske præstationer

    Herunder kan du se dagens danske resultater fra OL i Tokyo:

    1 / 10
  7. Scarlett Johansson sagsøger Disney for at streame film før tid

    Scarlet Johansson sagsøger Disney, fordi selskabet ifølge den verdensberømte skuespillerinde har forbrudt sig på hendes kontrakt ved at udkomme flere steder med filmen 'Black Widow', hvor hun selv spiller hovedrollen. Her ses Johansson i samme rolle, men i en anden film. (Foto: Unknown © Scanpix Denmark)

    Den amerikanske hollywoodstjerne Scarlett Johansson sagsøger Disney.

    Det skriver avisen Wall Street Journal og nyhedsbureauet Reuters.

    Hun mener, at Disney har brudt kontrakten med hende, fordi filmen 'Black Widow', hvor hun selv spiller hovedrollen, bliver udgivet to steder på samme tid.

    For mens filmen har premiere i biograferne udkommer den samtidigt på streamingtjenesten Disney+.

    Ifølge skuespilleren var hun i kontrakten garanteret, at filmen eksklusivt skulle have premiere i biograferne. Hendes løn for filmen er nemlig i høj grad baseret på, hvordan filmen klarer sig i biograferne.

    Så hun ville kunne mærke det på pengepungen, hvis folk vælger at se filmen over en omgang bland selv-slik derhjemme i sofaen snarere end i biograferne.

  8. FCK cruiser videre i Conference League-kvalifikationen, mens AGF må vinke farvel til Europa

    FC København spillede sig videre til 3. runde af kvalifikationen til den europæiske turnering Europa Conference League, mens AGF skuffede fælt mod nordirske Larne FC.

    FCK spillede sig videre i sikker stil, da københavnerne på udebane vandt 5-0 mod Torpedo Zhodino og gik videre med 9-1 samlet.

    William Bøving og Rasmus Højlund scorede to mål hver, mens Kevin Diks scorede et enkelt.

    AGF var tvunget til at vinde mod Larne FC, da det blev til et nederlag i det første opgør i Nordirland på 2-1.

    Det startede dårligt, da Jon Dagur Thorsteinsson efter kun 26 minutter af første halvleg fik sit andet gule kort, som dermed blev vekslet til et rødt kort.

    Kort inden pausen bragte Ronan Hale udeholdet foran. AGF svarede tilbage med et kvarter tilbage af kampen, da Patrick Olsen scorede til 1-1, men det var ikke nok til at sikre den samlede sejr.

    Dermed må AGF vinke farvel til europæisk gruppespil.

    I 3. runde skal FCK møde Lokomotiv Plovdiv fra Bulgarien. De to opgør spilles 5. og 12. august med første kamp ude og returkamp i Parken.

  9. Det sydlige Tyrkiet i flammer: Tre meldes dræbt i skovbrande

    (Billede: REUTERS/Kaan Soyturk) (Foto: KAAN SOYTURK © Ritzau Scanpix)

    Tre mennesker er i dag døde i en skovbrande i det sydlige Tyrkiet, hvor myndighederne kæmper med flere forskellige brande.

    Mange landsbyer og hoteller er blevet evakueret.

    • En kæmpe røgsky troner over det kystnære feriested i Marmaris som følge af skovbrandene. (Foto: MONICA FOX ELENBAAS © Ritzau Scanpix)
    • En udbrændt brandbil er forkullet af flammerne i en skov nær byen Manavgat, øst for den store ferieby Antalya. (Foto: KAAN SOYTURK © Ritzau Scanpix)
    • Folk forsøger at slukke de mindre flammer, før de går ud af kontrol. Myndighederne siger, at over 60 skovbrande er brudt ud ved middelhavskysten denne uge. (Foto: ILYAS AKENGIN © Ritzau Scanpix)
    • Sort røg driver ind over et hotelområde under en stor skovbrand, mens de ferierende gæster forsøger at fortsætte de normale ferieaktiviteter. (Foto: ILYAS AKENGIN © Ritzau Scanpix)
    • Den tyrkiske middelhavskyst huser mange populære feriedestinationer. Her er det nær byen Manavgat, øst for den store ferieby Antalya. (Foto: ILYAS AKENGIN © Ritzau Scanpix)
    • De mørke røgskyer strækker sig så langt øjet rækker. (Foto: ILYAS AKENGIN © Ritzau Scanpix)
    • En beboer betragter flammerne. (Foto: KAAN SOYTURK © Ritzau Scanpix)
    1 / 7
  10. Fodbolddirektør i Esbjerg fB: Det er kaotisk

    - Det er kaotisk. Og jeg er sgu ked af, at det er kommet hertil.

    Sådan lyder det fra Brian Knudsen, der er administrerende direktør i Esbjerg fB, efter spillerne på klubbens superligahold i dag kritiserer klubbens tyske cheftræner, Peter Hyballa, i et åbent brev.

    Spillerne mener blandt andet ikke, at træneren har 'de fornødne faglige eller menneskelige egenskaber til at lede spillertruppen'.

    - Som spiller skal man føle sig tryg og respekteret, når man er på arbejde. Der er foregået nogle ting her, som vi skal tage fat i, og vi skal finde en løsning på det her, siger Brian Knudsen.

    Direktøren vil dog ikke kommentere på, om cheftræneren, der er blevet kritiseret for både psykysk og fysisk at gøre brug af meget hårdhændede metoder i sin trænerrolle, skal afskediges.

  11. Ny rapport: Malta undlod at beskytte undersøgende journalist, der senere blev dræbt

    Journalisten Daphne Caruana Galizia i 2011. Hun blev dræbt i oktober 2017. (Foto: Darrin Zammit Lupi © Scanpix Denmark)

    Staten Malta undlod at beskytte den undersøgende journalist Daphne Caruana Galizia, der blev dræbt i 2017.

    Det konkluderer en uafhængig undersøgelse, der har været i gang siden 2019, i dag i en rapport.

    Rapporten kommer desuden frem til, at man har fundet 'beviser i meget stort omfang' på, at der var et særdeles venskabeligt forhold mellem Maltas regering og store virksomheder og deres ejere.

    Caruana Galizias liv var i stor fare fra 2016, hvor hun afslørede, hvordan toppolitikere gemte deres penge i skattely, konkluderer rapporten. I 2017 blev hun dræbt af en bilbombe.

    Forretningsmanden Yorgen Fenech er siden blevet anklaget for at være bagmanden for forbrydelsen - en forretningsmand, der var under Galizias lup på det tidspunkt, hvor hun døde.

  12. Sejl nu uden om! Søværnet afviser dagligt lystbåde ved Femern-byggeriet

    (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Lystsejlere, der sejler gennem Femern Bælt, skal planlægge deres tur bedre.

    Sådan lyder opfordringen fra Søværnet, som i juli måned har brugt ekstra meget tid på at hjælpe lystbåde, der har forvildet sig ind på forbudt område ved byggeriet af den kommende Femern-tunnel.

    I gennemsnit har Søværnet måttet hente forvildede både ud 10-15 gange om dagen i sundet mellem Lolland og Femern.

    Det fortæller Niels Jacob Mygind, der er souschef for VTS Femern, der er den afdeling af Søværnet, der overvåger området.

    - Der har været dage, hvor vores fartøjer har været i gang i alle de lyse timer med at hjælpe lystbåde rundt om de her arbejdsområder.

  13. Danmark kan blive mødt med sagsanlæg, hvis forsøgene på at hjemsende syrere fortsætter

    Danmark kan muligvis blive mødt med et sagsanlæg ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, hvis regeringen fortsætter sin politik om at tage opholdstilladelser fra syriske flygtninge fra Damaskus og på sigt sende dem tilbage.

    Det London-baserede advokatkontor Guernica 37 bekræfter således overfor DR, at danske og internationale advokater forbereder et sagsanlæg, hvis den danske regering fortsat vil tvinge syrere til hjemsendelse.

    - Hvis appelsystemet i Danmark fejler, så vil vi tage sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, skriver advokaten Carl Buckley i en mail til DR.

    I Danmark vurderer flygtningenævnet, at Damaskus ikke længere er præget af 'ekstrem generel voldsudøvelse'.

    Det betyder, at flygtninge fra området kan få inddraget deres opholdstilladelser i Danmark, medmindre de er personligt forfulgte og risikerer for eksempel tortur.

    Foruden Ungarn er Danmark det eneste land i Europa, der finder Damaskus sikkert. En holdning FN er lodret uenige i.

  14. Øresundsbroen er igen åbnet

    Øresundsbroen er nu igen åbnet i begge retninger for trafik.

    Det skriver Vejdirektoratet på deres Twitter-profil.

    Broen var tidligere i dag lukket på grund af et uheld, men er altså åbnet igen.

  15. 17 procent af de inviterede har ikke startet deres vaccinationsforløb

    De fleste kender efterhånden proceduren.

    Man læser en pamflet, sætter sig til rette, blotter sin overarm, bliver stukket, og slutteligt venter man pænt i 15 minutter.

    Men der er stadig 17 procent af danskerne over tolv år, der ikke har taget imod tilbuddet om et covid-19-vaccinationsforløb.

    For personer over 15 år er det 15 procent.

    Det viser data fra Sundhedsstyrelsen opgjort 26. juli, skriver Ritzau.

    Professor Michael Bang Petersen, der leder af Hope-projektet, som undersøger befolkningens adfærd og holdninger under corona, mener, at der især er to grupper, der ikke har takket ja til stikket.

    - Vi har en gruppe af decideret skeptikere på omkring fem procent og en gruppe af tvivlere på omkring ti procent, siger han til Ritzau.

    Han understreger desuden, at den vigtigste faktor for vaccinevillighed er tillid til sundhedsmyndighederne.

  16. Dødstallet stiger i Tyskland efter eksplosion på forbrændingsanlæg i tirsdags

    Tirsdagens eksplosion på et kemisk forbrændingsanlæg i Tyskland har nu kostet mindst fem personer livet.

    Det siger tysk politi ifølge Reuters.

    Det sker, efter man i dag har fundet tre af de savnede personer, der er omkommet under eksplosionen og den efterfølgende brand. To er stadig savnet.

    Ulykken skete tirsdag formiddag i et industriområde i den vesttyske by Leverkusen, og eksplosionen kunne registreres 40 kilometer væk.

    Årsagen til ulykken er stadigvæk ukendt.

  17. Øresundsbroen spærret i begge retninger på grund af uheld

    Et uheld har fundet sted, og det har spærret Øresundsbroen i begge retninger ved den kunstige ø Peberholm.

    Det oplyser Vejdirektoratet på Twitter.

    Allerede klokken 18:00 forventes broen genåbnet.

  18. Statens Serum Institut skyder verdens største undersøgelse om coronasenfølger i gang

    Verdens største undersøgelse om coronasenfølger.

    Det er det prædikat, som Statens Serum Institut sætter på deres nye undersøgelse af de senfølger, der kan være langvarige og alvorlige, når man har været smittet med covid-19.

    Det oplyser seruminstituttet i en pressemeddelelse.

    Undersøgelsen skal blandt andet være med til at skabe et klarere billede af senfølgerne, men det kan forhåbentlig også hjælpe med at forebygge dem, lyder det i pressemeddelelsen.

    Det er en spørgeskemaundersøgelse, og planen er at invitere cirka 600.000 borgere, der er blevet testet for covid-19.

    De første invitationer sendes ud via e-Boks søndag den 1. august.

  19. Efter anklager og seksuel chikane og kønsdiskrimination: Spilgigant undskylder

    Kritikken af ledelsen i det verdenskendte spilfirma Activision Blizzard har været tydelig og vedvarende efter firmaet i sidste uge blev sagsøgt af den amerikanske stat Californien.

    Firmaet er anklaget for at have en kultur, hvor kvindelige ansatte bliver udsat for konstant seksuel chikane, kønsbaseret forskelsbehandling og diskrimination.

    Anklager, som ledelsen hidtil har kaldt "forvrængede" og "falske".

    Det skriver spilmediet Polygon.

    - Vores indledende respons til de udfordringer, vi sammen står over for, var, helt ærligt, tonedøv.

    - Det er afgørende, at vi anerkender alle perspektiver og oplevelser og respekterer følelserne hos dem, der er blevet dårligt behandlet. Jeg undskylder for, at vi ikke tilbød tilpas meget empati og forståelse, skriver Bobby Kotick blandt andet i brevet.

  20. Norge modtager 258.000 ekstra Pfizer-doser

    Der er gode nyheder til nordmændene i forhold til vacciner.

    Statsminister Erna Solberg siger nemlig, at der er 258.000 ekstra doser af vaccinen fra Pfizer/BioNTech på vej til Norge.

    Det skriver det norske nyhedsmedie VG.

    Ifølge VG kommer doserne via et EU-samarbejde, som følge af, at nogle EU-lande ikke har behov for doserne.

    Vores nordiske nabo har for tiden de højeste smittetal i månedsvis. Noget, der har fået regeringen til at udskyde en planlagt yderligere genåbning af samfundet. Antallet af døde med corona har dog været meget lavt.

    Over 60 procent af nordmændene har fået mindst ét vaccinestik, og cirka en tredjedel er færdigvaccineret. I Danmark er det over halvdelen.

  21. Dansk-tysk forretningskvinde anklager den tidligere spanske konge for at udspionere hende

    Den dansk-tyske forretningskvinde Corinna Larsen har anklaget den tidligere spanske konge, Juan Carlos, for at have udspioneret hende gennem længere tid. Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Ved retten i London har Corinna Larsen, der tidligere har været i et romantisk forhold med den tidligere monark, onsdag krævet et polititilhold og økonomisk kompensation fra Juan Carlos.

    Juan Carlos til begravelse i 2019. (Foto: François Lenoir © Ritzau Scanpix)

    Juan Carlos har siden abdiceringen i 2014 været omdrejningspunkt for en række skandaler, blandt andet anklager om korruption. I øjeblikket er schweiziske anklagere i gang med at undersøge overførsler for millioner af euro mellem Juan Carlos og Saudi-Arabiens nu afdøde konge.

    Den tidligere spanske regents advokat har ikke kommenteret på den seneste anklage fra Corinna Larsen, men fastholder sin klients uskyld i sagerne.

  22. Brancheorganisation anker dom: Kræver flere penge fra Brønderslev Kommune

    Brancheorganisationen KA Pleje mener, at Brønderslev Kommune skal betale mere end fem millioner kroner i erstatning til hjemmeplejefirmaet Blæksprutten.

    KA Pleje anker Landsrettens dom over kommunen til Højesteret med krav om en langt større bod.

    Vestre Landsret fandt det bevist, at Brønderslev Kommune i flere år havde underbetalt Blæksprutten - og skønnede at beløbet måtte ligge omkring de fem millioner kroner. KA Pleje havde krævet 22 millioner.

    - I forhold til det prinipielle er dommen i Vestre Landsret en klar sejr til os, men vi kan ikke stiltiende se til, at man bare sjusser sig frem til erstatningsbeløbet og belønner kommunen for at bryde lovgivningen, siger direktør Karsten Høgild fra KA Pleje.

  23. Smittestigning i Skagen: Testkapacitet øges

    Høje smittetal i Skagen efter den velbesøgte uge 29, får nu Region Nordjylland til at øge mulighederne for at blive testet.

    Fra i morgen og foreløbigt indtil onsdag i næste uge bliver der åbnet for PCR-test alle dage på Skagen Rådhus. Det er muligt at blive testet både med og uden tidsbestilling.

    Det sker for at få brudt smittekæderne hurtigst muligt, skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

    - Det har vist sig, at smitten har skabt rigtig mange nære kontakter, som nu har behov for en PCR-test. Derfor åbner regionen for flere muligheder, for at blive testet lokalt, siger fung. formand for Region Nordjylland, Lone Sondrup (V).

  24. 848 er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn

    848 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går.

    En person er død.

    Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i sin seneste opgørelse.

    Dagens smittetal er baseret på 56.368 PCR-test.

    Det svarer til, at 1,5 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Gårsdagens smittetal var 1.284 baseret på 80.295 PCR-test, hvilket gav en positivprocent på 1,6.

    Der er nu 57 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er syv færre end i går. Af de indlagte er 10 på intensiv afdeling og fem er i respirator.

    Der er indtil videre vaccineret 4.165.407personer, hvilket svarer til 71,2 procent af befolkningen.

    3.101.169 personer er færdigvaccinerede, hvilket er 53,0 procent af befolkningen.

  25. Hver fjerde smittede mener at være blevet smittet i udlandet

    De seneste dage er antallet af tilfælde med coronasmitte steget i Danmark, og det skyldes blandt andet, at flere hiver smitte med hjem fra ferie i udlandet.

    Det skriver Statens Serum Institut (SSI) torsdag på sin hjemmeside.

    Hver fjerde smittede formoder at være blevet smittet i udlandet. Det viser tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

    De hyppigste smittelande er Spanien, Bulgarien, Tyrkiet, Grækenland og Cypern, som også er populære feriedestinationer hen over sommeren.

    Derudover oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed, at mange også formodes smittet i forbindelse med sociale arrangementer.

  26. 14 døde i monsunregn i verdens største flygtningelejr

    Flere dage med voldsom monsunregn har ført til store oversvømmelser, ødelæggelser og dødsfald i flygtningelejren i Cox's Bazar i Bangladesh.

    Det beretter flere organisationer - herunder Dansk Røde Kors.

    Lejren er ifølge FN's flygtningeorganisation, UNHCR, den største i verden. Den huser primært rohingya-flygtninge fra Myanmar.

    Mere end 10.000 rohingya-flygtninge er blevet evakueret. 14 personer har mistet livet, oplyste lokale embedsfolk onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

  27. Tsunamivarsel afblæst efter voldsomt jordskælv i Alaska

    De amerikanske myndigheder har afblæst et tsunamivarsel i Canada efter et jordskælv onsdag aften klokken 22.15 lokal tid - 8.15 torsdag dansk tid.

    Jordskælvet skete i havet knap 100 kilometer sydøst for byen Perryville og blev målt til 8,2.

    Der er ingen meldinger om skader eller tilskadekomne.

    Tsunamivarslet gjaldt kortvarigt også Hawaii, næsten 5.000 kilometer syd for Alaska. Det blev dog afblæst efter en time.

  28. Barn død med coronavirus

    Et barn under ni år er død med coronavirus i løbet af de seneste par dage. Det bekræfter Statens Serum Institut til DR Nyheder.

    Barnets køn, præcise alder og bopæl bliver ikke oplyst af hensyn til persondataloven.

    Det er andet coronasmittede barn i alderen nul til ni år, der har mistet livet i forbindelse med epidemien i Danmark.

    Det første barn døde tilbage i februar.

  29. Tusindvis af kvinder fik mangelfulde brystkræftundersøgelser: Nu bliver sagen anket

    Styrelsen for Patientsikkerhed anker Statsadvokatens beslutning om ikke at rejse en straffesag mod Region Sjælland om forkert håndtering af brystkræftforløb på Ringsted Sygehus.

    Her er flere tusinde kvinder i en årrække blevet visiteret forkert. En af dem er Katja Lindshauge, som er glad for, at sagen nu tages op igen.

    Flere centrale personer på Ringsted Sygehus blevet meldt til politiet, og sygehusets direktør er blevet fyret som følge af sagen.

    Nu er det op til Rigsadvokaten, om der skal rejses en straffesag.

  30. Trods ballade og ’usund kultur’: Erhvervsmand vil være borgmester i Randers

    Erhvervsmanden Claus Berggren har meldt sig som et bud på en ny borgmesterkandidat for Venstre i Randers. Det sker efter Christian Brøns trak sig mindre end fire måneder før kommunalvalget på grund ae "usund kultur" i byrådet.

    Claus Berggren sidder ikke i byrådet i forvejen og skal derfor vænne sig til at være i søgelyset, hvis han bliver valgt som spidskandidat den 16. august.

    - Når man arbejder som direktør, er man jo ikke offentlig på den måde. Og det var nærmest det, jeg skulle overveje: Har jeg lyst til det? siger han.

    Claus Berggren vil gøre op med det dårlige arbejdsmiljø og ’usund kultur’ i Randers Byråd, som Christian Brøns pegede på, da han trak sig. Berggren ønsker også gøre kommunen mere synlig overfor borgere og erhvervsliv.

  31. Anders Antonsen sikrer sig OL-kvartfinaleplads i badminton

    Anders Antonsen gør det til to ud af to mulige i herresingle i badminton.

    Efter Viktor Axelsens ottendedelsfinalesejr gjorde Antonsen sin landsmand kunsten efter, da han sikrede sig en kvartfinaleplads.

    Den blev sikret ved at slå britiske Toby Penty i to sæt.

    21-10, 21-15 endte det i Antonsens favør.

    Andet sæt var tættere end første, men der var ikke tvivl om, at Antonsen ville tage sejren.

    Antonsen møder i kvartfinalen vinderen af kampen mellem Anthony Ginting og Kanta Tsuneyama.

  32. Esbjerg-spillere udtrykker stærk mistillid til deres træner

    Spillerne i fodboldklubben Esbjerg fB retter i et åbent brev til ledelsen i klubben meget stærk kritik af klubbens tyske cheftræner, Peter Hyballa.

    - Peter Hyballa har efter vores klare opfattelse hverken de fornødne faglige eller menneskelige egenskaber til at lede spillertruppen, står der blandt andet i brevet, som Spillerforeningen har offentliggjort.

    - Vi har svært ved at se, hvordan han på nogen måde kan bringe klubben videre i en retning mod den succes, som vi alle ønsker, og som vi alle er parate til at arbejde hårdt for, står der også i brevet.

    DR Nyheder har fået en kommentar fra klubbens ledelse. Læs herunder:

  33. Knivskarp Viktor Axelsen spiller sig i kvartfinalen ved OL

    Viktor Axelsen er videre til kvartfinalen ved OL.

    I to sæt i ottendedelsfinalen besejrede han Tzu-Wei Wang fra Taiwan.

    21-16, 21-14 lød de danske sejrscifre.

    Viktor Axelsen så knivskarp ud, og især angrebsslagene ind på kroppen af Wang sad lige i skabet fra Axelsen.

    I kvartfinalen møder Axelsen vinderen af opgøret mellem Yu Qi Shi fra Kina og indonesiske Jonatan Christie, der spiller senere i dag.

  34. Sundhedsstyrelsen: Undersøgelse bekræfter sikkerhed ved vaccination af børn

    Sundhedsstyrelsen er blevet bekræftet yderligere i, at det er sikkert at vaccinere børn med mRNA-vacciner, og at det var den rigtige beslutning at indlemme 12-15 årige i det danske corona-vaccinationsprogram.

    Det oplyser Sundhedsstyrelsen i et nyt notat.

    Det skyldes en række udenlandske erfaringer og særligt et stort overvågningstudie fra USA, hvor næsten seks millioner vaccinerede børn i aldersgruppen 12-15 år er blevet monitoreret for eventuelle bivirkninger.

    Sundhedsstyrelsen konstaterer, at de indberettede bivirkninger fra studiet, der omfatter svimmelhed, kvalme, opkastninger og træthed, er velkendte og ligner dem, der er set ved vaccination af 16-25-årige.

    I Danmark er 12-15-årige siden 14. juli blevet inviteret til vaccination, og indtil videre har 36 procent af aldersgruppen bestilt tid til vaccination eller modtaget første stik.

  35. Jonas Vingegaard forlænger med Jumbo-Visma

    Den danske cykelrytter Jonas Vingegaard, der imponerede stort ved denne sommers Tour de France, har forlænget samarbejde med sit hold, Jumbo-Visma.

    Den 24-årige dansker har skrevet under på en ny kontrakt, der binder ham til holdet frem til udgangen af 2024.

    Vingegaard debuterede i Tour de France i år og endte på en imponerende andenplads i det samlede klassement.

    Jonas Vingegaard til venstre bliver hyldet for sin andenplads i Touren. (Foto: CHRISTOPHE ENA © Associated Press)
  36. Anne-Marie Rindom fortsætter sin dominans i laser radial-klassen

    Anne-Marie Rindom fortsætter med den forrygende sejlads.

    I torsdagens sidste sejlads var der ingen over eller ved siden af danskeren, der vandt den ottende sejlads i indledende i suveræn stil.

    Dermed holder Rindom fast i sin førsteplads. Der er sejlet otte af de ti sejladser i den indledende del af laser radial-konkurrencen.

    Der resterer to sejladser, som foregår fredag, inden det gælder medaljesejladsen.

    Anne-Marie Rindom har kurs mod guld. (Foto: Carlos Barria © Ritzau Scanpix)
  37. Risiko for tsunami i Alaska efter største jordskælv siden 1964

    Det amerikanske Tsunami Warning Center har udstedt et varsel om risiko for tsunami, efter et jordskælv har ramt havet knap 100 kilometer sydøst for byen Perryville i Alaska.

    Jordskælvet skete klokken 8.15 dansk tid og er ifølge det geologiske agentur USGS målt til 8,2.

    Jordskælvet er det kraftigste i USA siden jordskælvet i Alaska i 1964, der blev målt til 9,2. Dengang mistede over 250 personer livet.

    Der er pt. ikke meldinger om skader eller tilskadekomne ved dagens jordskælv.

  38. Frontpersonale fyret efter langtidssygemeldinger med coronasenfølger - ministre kaldt i samråd

    Enhedslisten har kaldt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i samråd.

    Det sker efter, at B.T. har beskrevet, at frontpersonale er blevet fyret, fordi de har været langtidssygemeldt med coronasenfølger.

    Det er helt efter reglerne, at man kan blive fyret ved efter lang tids sygdom, eller hvis man ikke forventer, at medarbejderen kan vende tilbage til arbejdet. Men arbejdsgiverne har stadig et moralsk problem, mener fagforbundet FOA.

    - Man sender personale ud i frontlinjen for at bekæmpe coronavirus og beder dem kæmpe røven ud af bukserne. Takken, de får, er så, at de bliver fyret, siger Torben Klitmøller Hollmann, formand for sosusektoren i FOA, til B.T.

  39. Bob Odenkirk fra 'Better call Saul' er stabil, efter han faldt om på settet

    Tirsdag faldt den 58-årige skuespiller Bob Odenkirk om på settet til den populære serie 'Better call Saul' i New Mexico.

    Nu fortæller en talsmand, at han fik et hjerteanfald, at han stadig er indlagt, men at han er stabil.

    - Han og familien er taknemmelige for de fantastiske læger og sygeplejersker, der passer på ham, og for skuespillerne, produktionsholdet og producerne, som har stået ved hans side, lyder det i en udtalelse ifølge AP.

    Sønnen Nathan Odenkirk skriver på Twitter, at hans far nok skal blive rask.

    Familien takker for de mange ønsker om god bedring og beder offentligheden om at respektere familiens privatliv, mens Bob Odenkirk kommer sig.

    Bob Odenkirk er stabil, efter han fik et hjerteanfald på settet til serien 'Better call Saul'. (Foto: VALERIE MACON © Ritzau Scanpix)
  40. Thailand sætter daglig rekord i antal smittede og døde

    Vaccinationscenter i Bangkok. (Foto: Narong Sangnak © Ritzau Scanpix)

    Thailand har torsdag registreret det hidtil højeste antal dagligt smittede under pandemien. I løbet af det seneste døgn er der således bekræftet 17.669 nye smittetilfælde.

    Det bringer det samlede antal bekræftede smittetilfælde i landet op på 561.030, siden pandemien brød ud. Samtidig er der registreret 165 daglige coronarelaterede dødsfald - det højeste antal under pandemien.

    Det er Delta-varianten, der har drevet tallene i Thailand op, og den udbredte smitterisiko har sendt sundhedsvæsenet på randen af et kollaps, og der er stor mangel på hospitalssenge.

    Myndighederne har fået kritik for at have været for dårlige til at få befolkningen vaccineret, og der menes at være et stort mørketal for antallet af smittede og coronadøde i Thailand.

    Regeringens mål er at vaccinere over 75 procent af befolkningen, men indtil nu 5,6 procent af borgerne vaccineret, skriver Reuters.

    /ritzau/

  41. Verdensmesteren i stangspring trækker sig med coronavirus

    Den amerikanske verdensmester i stangspring, Sam Kendricks, har trukket sig fra de olympiske lege. Kendricks er blevet testet positiv for smitte med coronavirus.

    Det oplyser den amerikanske OL-delegation.

    - Vi er kede af at måtte oplyse, at Sam Kendricks er blevet testet positiv for Covid-19 og ikke vil deltage i de olympiske lege i Tokyo, skriver amerikanerne i en pressemeddelelse.

    - I overensstemmelse med lokale regler og protokoller er han nu blevet overført til et hotel, hvor han er i isolation, lyder det videre.

  42. Klodens ressourcer for i år er opbrugt

    I dag har verden brugt de ressourcer, som kloden kan genskabe på et år, og resten af året er derfor rent overforbrug. Det skriver Ritzau.

    Dagen kaldes Earth Overshoot Day, og den falder tre uger tidligere i år end sidste år, hvor coronakrisen satte forbruget ned verden over.

    - Det siger sig selv, at man - ganske ligesom i privatøkonomien - ikke kan bruge flere penge, end man tjener. Sådan er det altså også med naturens ressourcer, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

    Danmark ligger nummer 14 på listen over de lande, der forbruger mest.

  43. Dansk bronzemedalje i roning

    Frederic Vystavel og Joachim Sutton kan kalde sig olympiske bronzevindere efter en helt forrygende præstation i dagens finale i toer uden styrmand.

    Vystaval og Sutton måtte på de afsluttende meter se sig over skulderen, da den canadiske båd kom buldrende og truede danskernes tredjeplads, men takket være en stærk afslutning kom danskerne ind over målstregen som nummer tre i tiden 6 minutter og 19,88 sekunder.

    Dermed har Danmark nu vundet to medaljer ved OL, da skeetskytten Jesper Hansen tidligere på ugen vandt sølv.

  44. Tysk cykelrytter tager afstand fra sportsdirektørs udråb

    Tidligere på dagen råbte Tysklands sportsdirektør 'Hol die Kameltreiber! Hol die Kameltreiber!' - ’Fang kameldriverne, fang kameldriverne!’, da den tyske rytter Nikias Arndt kørte bag to ryttere fra Eritrea og Algeriet på mændenes enkeltstart.

    Sportsdirektøren, Patrick Moster, har efterfølgende beklaget sit ordvalg.

    Og nu tager Nikias Arndt også afstand fra sportsdirektørens udtalelser. På Twitter skriver han.

    - Jeg er forfærdet over hændelserne ved OL-enkeltstarten og vil gerne distancere mig fra sportsdirektørens tilråb. Sådan nogle ord kan ikke accepteres.

    Du kan se hændelsen her.

  45. Tidligere kulturminister Grethe Rostbøll er død - 80 år

    Forhenværende kulturminister Grethe Rostbøll er død. Hun blev 80 år.

    I en dødsannonce fra familien i Politiken står der, at hun sov ind 26. juli efter "et fuldt ud levet liv".

    Politiken skriver i en nekrolog, at hun døde "efter længere tids svagelighed".

    Den konservative Grethe Rostbøll blev kulturminister i december 1990 i daværende statsminister Poul Schlüters regering.

    Hun bestred posten frem til januar 1993, hvor regeringen gik af efter tamilsagen. Efterfølgende begyndte hun at studere teologi.

    Portræt af Grethe Rostbøll i København, den 13. februar 2018. (Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen © Ritzau Scanpix)
  46. FC Midtjylland vinder mod Celtic og sikrer europæisk gruppespil

    Det holdt hårdt, men det lykkedes for de midtjyske ulve at sikre sejren mod Celtic i Champions League-kvalifikationen, der samtidig som minimum sikrer dem kvalifikationen til gruppespillet i Europa League.

    Det første opgør mellem FC Midtjylland og Celtic i Skotland endte 1-1, og midtjyderne skulle derfor gå efter sejren for at avancere til 3. runde af Champions League-kvalifikationen.

    Det startede skidt kort efter pausen, da Celtics anfører Callum McGregor scorede et fantastisk mål til 1-0.

    FCM kom tilbage i opgøret efter en time, da Awer Mabil udnyttede et flot oplæg og med hovedet udlignede til 1-1.

    Det blev også slutresultatet og dermed skulle kampen afgøres i forlænget spilletid. Her var det danske hjemmehold bedst, og det resulterede i en 2-1-scoring af Raphael Onyedika i første halvleg af den forlængede spilletid, hvilket også blev kampens sidste mål.

    FC Midtjylland skal med den samlede sejr møde hollandske PSV i 3. runde af Champions League-kvalifikationen. Vinder FCM kampen, er holdet et dobbeltopgør fra Champions League-gruppespillet. Taber midtjyderne kampen, kan holdet trøste sig med Europa League-gruppespillet.

    Awer Mabil stod for scoringen til 1-0. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
  47. Den skæggede bassist Dusty Hill fra ZZ Top er død - 72 år

    Den amerikanske bassist Joseph Michael Hill - bedre kendt som Dusty Hill - fra rockbandet ZZ Top er død.

    Det oplyser det amerikanske blues-rockband på sin Facebook-side.

    Dusty Hill sov stille ind i sit hjem i Houston, Texas. Han blev 72 år.

    - Vi, sammen med legioner af fans verden over, vil savne din urokkelige tilstedeværelse, din gode natur og varige indsats for at sørge for den monumentale bund til the Top.

    Opslaget på Facebook er underskrevet de to andre medlemmer af gruppen, Billy Gibbons og Frank Beard, skriver Ritzau.

    ZZ Top blev dannet i slutningen af 1969. Dusty Hill var bandets bassist, ligesom han indimellem også sang. Billy Gibbons er sanger og guitarist, mens Frank Beard er på trommer.

    Det amerikanske blues-rock band ZZ Top spiller koncert i Scandinavian Congress Center i Aarhus, d. 13/7 2016. Her ses bassist Dusty Hill på scenen. (Foto: Lasse Lagoni)
  48. Coronasmitten stiger I Tokyo

    Coronasmitten stiger I den olympiske værtsby, Tokyo. Onsdag nåede smittetallet over 3.000 for første gang.

    Målt per indbygger er smitten fortsat markant lavere end i Danmark. Bekymringen i Japan er, at langt de fleste ikke er færdigvaccinerede endnu.

    I Japan har 26 procent fået to stik, mens tallet i Danmark er 52 procent.

    Derfor beder den japanske premierminister nu japanerne om at følge OL fra sofaen.

    - Under disse omstændigheder vil jeg igen bede alle borgere om, at de undgår unødvendige udflugter, siger Yoshihide Suga.

    Herunder kan du høre DR’s Kim Bildsøe Lassen fortælle om, hvordan japanerne reagerer på den stigende smitte.

  49. USA's centralbank fastholder rekordlav rente og fortsætter med milliardopkøb af obligationer

    USA's centralbank fastholder sin rekordlave rente og sin økonomiske stimulus på sit juli-møde.

    Det skriver Reuters.

    Centralbankens komite siger, at man ser fremgang i økonomien og ikke mindst arbejdsmarkedet, men altså ikke nok til, at man tager foden fra speederen, når det kommer til pengepolitikken.

    Hver måned sender Centralbanken 120 milliarder dollar ud i økonomien ved at købe obligationer tilbage. Også det har den valgt at fortsætte, skriver Ritzau.

    - Man må konstatere, at Fed ikke for alvor fortæller noget nyt om, hvornår man begynder at stramme pengepolitikken, skriver Sydbanks cheføkonom, Søren Kristensen, i en kommentar til udmeldingen.

  50. OL-dagen i billeder: Få et overblik over dagens danske præstationer

    Herunder kan du se dagens danske resultater fra OL i Tokyo:

    1 / 11
  51. I New York kan amerikanere snart få $100 - eller knap 630 kroner - for at blive vaccineret

    Snart er det ikke længere bare gratis at få det første stik mod Covid-19 i New York. Fra på fredag vil amerikanere, der lader sig vaccinere for første gang, nemlig modtage 100 dollars - svarende til knap 630 kroner.

    Det meddeler byens borgmester Bill de Blasio.

    - Der er mange newyorkere, der gerne vil vaccineres, men som bare ikke har fået det gjort endnu, siger Bill de Blasio:

    - Jeg tror, det vil gøre en stor forskel, at vi nu giver 100 dollars, siger han ifølge avisen The New York Times.

    New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, meddelte tidligere i dag, at delstatens offentlige ansatte skal vælge mellem at blive vaccineret eller at blive testet på ugentlig basis. Her meddelte han desuden, at ansatte i sundhedssektoren, der har direkte kontakt med patienter, vil blive mødt med et krav om vaccination.

Mere fra dr.dk