Der er lige nu fuld gang i at forberede vejene til morgentrafikken på grund af både snefald og isglatte veje.
Det fortæller Linda Davidsen, der er vagthavende i trafikcenteret hos Vejdirektoratet.
- Alt hvad vi har af sneplove og saltspredere er ude at køre. Vi forventer en langsom morgen i trafikken, siger hun.
Der er glat føre mange steder, lyder det fra Vejdirektoratet.
- Der er glat både på Hirtshalsmotorvejen og Frederikshavnmotorvejen, og her ligger der også godt med sne. Kigger vi længere mod Syd fra E45 fra Aalborg ned mod Aarhus, er der glat føre på store dele af strækningen, siger Linda Davidsen.
Der er også isgalt omkring Vejle og Skanderborg, på Fyn og store dele af Sjælland.
På Sønderjyske Motorvej og omkring Kolding er der rigtig meget sne lige nu:
- Det eneste sted, hvor vi ikke rigtig ser sne, er i Københavnsområdet. Der er dog godt med sne på alle de store motorveje, der går ind mod København, lyder det fra Vejdirektoratet.