Seneste nyt

Coronakrisen giver SAS det største underskud nogensinde

  • Coronakrisen giver SAS det største underskud nogensinde

    Coronakrisen giver SAS det største underskud nogensinde. I regnskabsåret fra november 2019 til oktober 2020 taber SAS 9,3 milliarder svenske kroner, viser regnskab.

    Det svarer til godt 6,7 milliarder danske kroner.

    I regnskabsåret før havde SAS et overskud på 0,6 milliarder svenske kroner - svarende til 0,4 milliarder danske kroner.

    Det kommende år ser også ud til at blive hårdt for SAS. Først i 2022 ventes der mere normale tilstande i luftfartsbranchen.

    Ydermere ventes der at gå et par år, før efterspørgslen er tilbage på det niveau, der blev set inden corona.

    Seneste Nyt

  • For første gang nogensinde er lige mange kvinder og mænd værnepligtige i Flyvevåbnet

    For første gang nogensinde er der ikke mandlig dominans blandt Flyvevåbnets værnepligtige.

    På det nye hold med 114 værnepligtige, der startede i dag, er 57 kvinder, oplyser Forsvaret.

    - Det er en vigtig og god nyhed, at kvinderne i stadig stigende grad ser Forsvaret som en attraktiv karrierevej. Vi har brug for deres kompetencer i felten og ved forhandlingsbordet på lige fod med mændenes, udtaler forsvarsminister Trine Bramsen.

    Forsvaret oplyser, at der på ingen måde bliver gjort forskelle mellem kønnene - de skal igennem de samme øvelser og kontroller og leve op til de samme krav.

    Blandt Flyvevåbnets fastansatte er cirka 10 procent kvinder.

  • FN-eksperter om forgiftning af Navalnyj: Rusland gjode det for at skabe frygt

    To FN-eksperter mener nu også, at Rusland stod bag forgiftningen af den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj.

    De mener, at det var et forsøg på at sende en kraftig advarsel til regeringskritiske stemmer.

    - Det er vores konklusion, at Rusland er ansvarlig for forgiftningen af Navalnyj, siger den ene af eksperterne, Agnès Callamard.

    Callamard er FN's ekspert inden for henrettelser uden foregående retssag. Hun har i samarbejde med Irene Khan, der er ekspert inden for ytringsfrihed, efterforsket giftangrebet på Navalnyj.

    De konkluderer også, at Navalnyj blev forgiftet med giftstoffet novitjok.

    - Novitjok blev valgt netop for at sprede frygt, lyder det.

  • Sarkozy appellerer sin fængselsdom for bestikkelse

    Frankrigs tidligere præsident, Nicolas Sarkozy, appellerer sin dom for korruption og bestikkelse.

    Det oplyser hans advokat Jacqueline Laffont ifølge det franske medie BMF TV.

    - Den følelse, vi har i dag, når vi lytter til de få uddrag af motivation, som retten har leveret, er, at denne beslutning er helt ude af trit med sagen, siger advokaten, der understreger, at den tidligere præsident tager dommen "roligt, men er fast besluttet på fortsat at bevise sin uskyld".

    Sarkozy blev idømt tre års fængsel, heraf ét ubetinget.

    Sådan så det ud tidligere i dag, da Sarkozy var på vej ind for at høre dommen:

  • Mette Frederiksen efter møde med Venstre: Vi er ikke enige om alt, men om meget

    Det her billede blev lagt ud på Mette Frederiksens Facebookside efter mødet. (© Mette Frederiksens facebookside)

    Det var "et godt møde" om den videre genåbning af landet mellem statsminister Mette Frederiksen og Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen her til eftermiddag.

    Det skriver Mette Frederiksen i en opdatering på Facebook.

    - Jeg fik gennemgået Venstres forslag. Vi er ikke enige om alt, men om meget. Og der er mange gode takter. Ikke mindst hvad angår vacciner, vigtigheden af coronapas og ønsket om blandt andet at få flere børn og unge i skole igen, skriver hun.

    Efter planen er forhandlingerne om genåbning slut 12. marts.

  • Stor heavy metal-festival aflyst i Storbritannien

    Download Festival, der er den næststørste musikfestival i Storbritannien, er mandag eftermiddag blevet aflyst.

    Det skriver arrangørerne på Twitter.

    Festivalen skulle have fundet sted fra fredag den 4. juni til søndag den 6. juni 2021.

    Nu er den udsat til den 10. til 2. juni 2022, hvor festivalen vender tilbage 'stærkere end nogensinde', hedder det.

  • Positiv Ellemann efter første genåbningsmøde: Det er mit indtryk, at regeringen vil lytte

    Venstre har været første parti til møde med regeringen om en langsigtet genåbningsplan af Danmark, og det var et fint møde, fortalte formand Jakob Ellemann-Jensen efterfølgende.

    - Det er mit indtryk, at regeringen vil lytte, for vi har jo gjort os den umage at lave en plan - og derfor har vi noget nu at tage udgangspunkt i. Jeg hører en lydhørhed over for den her plan, siger Jakob Ellemann-Jensen.

    Planen går mere konkret ud på, at genåbningen skal ske med 14 dages intervaller, når alle over 50 år har fået et stik eller et tilbud om en vaccine.

    Du kan høre Ellemann i videoen her:

  • Prins Harry: Det har været utrolig hårdt, men i det mindste har vi hinanden

    Harry og Meghan har meddelt, at de ikke vender tilbage til deres officielle pligter i kongefamilien. (Foto: DAN HIMBRECHTS © Scanpix)

    Prins Harry afslører i et tv-interview, at det har været ekstremt hårdt for ham og hustruen Meghan at bryde med det britiske kongehus.

    - Det har været helt utrolig hårdt for os to, men i det mindste har vi hinanden, siger han.

    Det kommer frem i et længe ventet tv-interview, hvor det amerikanske talkshow-ikon Oprah Winfrey interviewer parret.

    Det er kun de første små klip fra interviewet, som er blevet offentliggjort af tv-stationen CBS.

    Men man kan høre Harry forklare lidt om årsagen til, at parret har valgt at trække sig fra deres forpligtelser i det britiske kongehus.

    - Min største bekymring var en gentagelse af historien, siger Harry og hentyder til, hvordan det var for hans afdøde mor, prinsesse Diana, der måtte gå igennem det helt alene.

    Interviewet bliver vist på CBS søndag den 7. marts klokken 20 lokal tid.

  • Dansk tenniskomet vinder stor sejr

    Clara Tauson slog mandag den topseedede russer, Ekaterina Alexandrova, i WTA-turneringen i Lyon.

    I to sæt, 6-3, 6-4, triumferede den 18-årige dansker i turneringens første runde.

    Alexandrova er nummer 33 på verdensranglisten, hvor Tauson er nummer 139.

    I næste runde møder ungarnske Timea Babos, der rangerer som nummer 105 på verdensranglisten.

  • Sarkozy kommer ikke bag tremmer - kan få lov at afsone derhjemme med fodlænke

    Den tidligere franske præsident, Nicolas Sarkozy, kommer næppe til at afsone sit ene års ubetingede fængsel bag tremmer.

    I stedet understregede dommeren ved dagens domsafsigelse, at Sarkozy kan få tilladelse til at afsone straffen derhjemme med fodlænke på, skriver det franske medie BFM TV.

    Sarkozy blev idømt tre års fængsel, heraf var ét år ubetinget. Han forlod retten uden at sige noget, og det vides endnu ikke, om han appellerer dommen.

  • Knap 95.000 har bestilt tid til test efter besked på smittestop-appen

    Appen 'Smittestop' er årsag til, at 94.458 personer har valgt at bestille tid til en coronatest - herefter er 860 personer konstateret smittet med covid-19.

    Det oplyser Sundhedsministeriet på Twitter.

    I alt har 57.080 brugere meldt sig smittede i appen, som er downloadet 2.197.592 gange.

  • Lægemiddelstyrelsen går på TikTok for at informere om vaccine

    Lægemiddelstyrelsen har oprettet en profil på det sociale medie TikTok for at informere om vaccine mod corona.

    Styrelsen har konstateret, at der foregår en livlig debat om vaccine på TikTok, og den følger derfor efter WHO, der i skrivende stund har 2,8 millioner følgere på TikTok.

    - Vores mål er at understøtte en oplyst debat om coronavaccinerne. I den sammenhæng vil vi gerne have alle med, også selv om de ikke nødvendigvis er vores kernemålgruppe, siger kommunikationschef Thomas Dybro Lundorf fra Lægemiddelstyrelsen til Journalisten.

  • 329 er nomineret til Nobels Fredspris - blandt andre Navalnyj og Putin

    Der er i alt kommet 329 nomineringer til Nobels Fredspris i år.

    234 af disse er enkeltpersoner, og 95 er organisationer, skriver NRK.

    Blandt de nominerede er den forgiftede russer Aleksej Navalnyj, Ruslands præsident Putin, Black Lives Matter, Greta Thunberg og Donald Trump.

    Antallet af nomineringer er de tredje højeste nogensinde - det er to færre end i 2018. Rekorden blev nået i 2016, hvor der kom 376 forslag ind.

  • Utallige har stjålet af den: Nu skal 'frit blomsterlejde' redde berømt forårsbebuder

    Mange gæster har i årenes taget et lille stykke af Kaj Munks digt "Den blå anemone" med hjem fra haven på Kajs Munks præstegård i Vedersø.

    Det betyder, at der nu kun er meget få anemoner tilbage i præstegårdshaven.

    Ringkøbing-Skjern Museum håber derfor nu på hjælp fra befolkningen og tilbyder 'frit blomsterlejde', så alle, der har lyst, er velkomne til at sende museet lidt knolde eller stiklinger fra planten retur til præstegården.

    Den blå anemone blev berømt, da digterpræsten Kaj Munk i 1943 skrev digtet "Den Blå Anemone", som i dag også findes i Højskolesangbogen.

    Den blå forårsbebuder hentede Kaj Munk selv i sin til fra Lolland til Vedersø i Vestjylland. (© Ringkøbing-Skjern Museum)
  • Tre ud af fire er vaccineret med Pfizer/BioNTech-vaccinen

    De fleste, som på nuværende tidspunkt er blevet vaccineret mod corona, er blevet vaccineret med vaccinen fra Pfizer/BioNTech.

    Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

    Fordelingen er, at tre ud af fire personer har fået Pfizer/BioNTechs vaccine - svarende til 77,2 procent. I alt 19,7 procent har fået vaccinen fra AstraZeneca, mens vaccinen fra Moderna kun er blevet brugt i 3,2 procent af tilfældene.

    Fordelingen skal ses i lyset af, hvornår vaccinerne er blevet godkendt, og hvor mange doser selskaberne har leveret til Danmark.

    Indtil videre har 429.887 personer i Danmark fået første stik med en vaccine. 184.435 personer er færdigvaccinerede.

  • Ellemann inden forhandlinger om genåbning: Ingen grund til at det skal vare flere uger

    Der er ingen grund til, at statsminister Mette Frederiksen og Folketingets partier først er færdige med at diskutere næste fase af genåbningen om 12 dage.

    Sådan lyder det fra Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, kort inden han skal til forhandlingerne.

    - Jeg er ikke i tvivl om, at både jeg og mine kolleger stiller op dag og nat for at forhandle de her ting. Der er ikke nogen grund til at lade det vare flere uger, siger Ellemann-Jensen til Ritzau.

    Her er tidsplanen for forhandlingerne:

    1. marts: Venstre

    2. marts: Dansk Folkeparti.

    3. marts: SF.

    4. marts: Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser til Israel.

    9. marts: De Radikale.

    10. marts: De Konservative, Nye Borgerlige og Enhedslisten.

    12. marts: Liberal Alliance og Alternativet.

  • Nye danske kampfly får malet dannebrog på halefinnen

    De meget diskuterede nye danske F-35-kampfly er snart ved at være klar til at tørne ud for Forsvaret.

    På et nyt billede på Twitter viser Forsvaret netop et af de nye fly frem, som har fået malet dannebrog på halefinnen.

    Efter planen bliver F-35-flyerne taget i brug af de danske jagerpiloter om to år.

  • Amnesty International om dødelige demonstrationer i Myanmar: Chokerende og stærkt bekymrende

    - Det er chokerende og stærkt bekymrende, at politiet og militæret reagerer ved at bruge dødbringende kraft mod helt fredelige demonstranter.

    Sådan lyder det fra Emerlynne Gil, der er regional vicedirektør for research hos Amnesty International.

    Gårsdagens demonstrationer har været de voldeligste, siden militæret kuppede sig til magten den 1. februar.

    Her blev mindst 18 personer dræbt og mere end 30 personer såret af landets sikkerhedsstyrker.

    Fra amerikansk side har man fordømt "den afskyelige vold" begået af militæret og truet med at indføre flere sanktioner mod landet.

  • Så er der igen handlende i landets gågader

    Masser af mennesker på Strøget i København. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

    I dag har små butikker fået lov at slå dørene op for første gang siden jul.

    Og på billeder kan man se, at der endelig er kommet handlende i gaderne igen.

    Livgarden fik i dag lidt flere tilskuere, da de passerede på Strøget i dag på vej til vagtskifte. (Foto: Philip Davali © Scanpix)
    Folk står i kø foran youSee på gågaden i Aarhus. (Foto: Mikkel Berg Pedersen © Scanpix)
    En vagt fra G4S sørger for at der ikke kommer for mange ind i H&M i Aarhus. (Foto: Mikkel Berg Pedersen © Scanpix)
  • Britiske prins Philip overført til et andet hospital for nye test

    Prins Philip fylder 100 til juni. (Foto: adrian dennis © Scanpix)

    Storbritanniens 99-årige prins Philip er i dag blevet overflyttet til et andet hospital i det centrale London.

    Det oplyser det britiske kongehus i en pressemeddelelse, skriver BBC.

    Prins Philip har efterhånden været indlagt i et par uger, og egentlig bliver han behandlet for en infektion, men nu skal han også undersøges for allerede kendte hjerteproblemer.

    Ifølge kongehuset reagerer prinsen godt på behandlingen, og det forventes, at han er indlagt i hvert fald resten af ugen.

  • Frankrigs tidligere præsident Sarkozy i fængsel for korruption

    66-årige Sarkozy var Frankrigs præsident fra 2007-2012. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)

    Den tidligere franske præsident, Nicolas Sarkozy, er af en domstol blevet fundet skyldig i korruption ved at have bestukket en dommer.

    Det skriver franske medier.

    Han har fået tre års fængsel, heraf er ét ubetinget. Hvorvidt han rent faktisk kommer bag tremmer det ene år, vides ikke, da man i Frankrig ofte kun kommer i fængsel ved en dom på over to års ubetinget fængsel.

  • Lovforslag om fælles EU-vaccinepas er klar senere på måneden

    En række EU-lande har i den seneste tid presset på for, at de i fællesskab skal udvikle et vaccinepas, som kan gøre det lettere for færdigvaccinerede personer at krydse grænserne i EU.

    Nu meddeler kommissionsformand Ursula von der Leyen, at Europa-Kommissionen i løbet af marts vil præsentere et lovudspil til det, som har fået navnet "et digitalt grønt pas".

    Målet er, at folk skal kunne bruge det som bevis på, at de eksempelvis er blevet vaccineret mod covid-19, eller at de er blevet testet for coronavirus.

    Her kan du høre, hvad statsminister Mette Frederiksen (S) mener om coronapas:

  • Yderst sjælden sommerfugl fundet i Nordjylland

    Årets sidste vinterdag bød på en vaskeægte sommerfuglesensation.

    I går uploadede sygeplejerske Anne Jensen et billede af den Sortplettede Blåfugl til artsbestemmelse i Naturbasen – Danmarks Nationale Artsportal. Billedet er taget i juli 2020 ved Skallerup Klit nær Hjørring i Nordjylland.

    Efter et par kritiske spørgsmål fra Naturbasens medlemmer var der hurtig enighed om fundets rigtighed.

    Fundet er noget helt særligt, fordi den nærmeste (og eneste) danske bestand af Sortplettet Blåfugl findes ved Høvblege på Møn, hvor bestanden er stabil, men meget sårbar.

    Arten fandtes tidligere flere steder i Danmark, men anses for forsvundet fra alle andre steder end Møn.

  • Nu er 7,4 procent af befolkningen coronavaccineret

    Dagens vaccinetal:

    Der er indtil videre vaccineret 429.887 danskere. Det svarer til 7,4 procent af befolkningen.

    184.435 personer er færdigvaccinerede.

  • 497 nye smittede - fire personer er døde

    497 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Fire personer er døde.

    Dagens smittetal er baseret på 138.184 prøver. Det svarer til, at 0,36 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er nu 243 personer indlagt med corona på de danske hospitaler. Det er 12 flere end i går. Af de indlagte er tre på intensiv afdeling. Det skal dog lige nævnes, at antallet af indlagte nogle gange er højere om mandagen, fordi der muligvis ikke er udskrevet så mange hen over weekenden.

  • Ung bilist flygtede - samlede 23 sigtelser på 30 minutter

    Sent i aftes ville politiet standse en bil i Mariager, men det skulle vise sig ikke at være så nemt, fortæller Mikkel Mitchell, fungerende politikommisær hos lokalpolitiet Himmerland.

    Den 23-årige bilist valgte i stedet at stikke af, og i eftersættelsen, der varede 30 minutter, nåede han at samle sammen til 23 sigtelser.

    Herunder spirituskørsel, narkokørsel og flere hastighedsovertrædelser - et sted kørte han 160 kilometer i timen, hvor grænsen var 50.

    Politiet har efterfølgende beslaglagt bilen.

  • Alle i Kolding, Vollsmose, Ishøj og København NV bør blive testet

    Alle, der bor i Kolding, Vollsmose, Ishøj eller Københavns Nordvestkvarter bør blive testet for coronavirus.

    Sådan lyder meldingen nu fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Opfordringen kommer for at undgå smittespredning, da der i netop de områder er mange smittede.

    Der er blevet lavet ekstra testcentre i de områder, hvor man ikke behøver bestille tid til test på forhånd.

  • Ny testmetode afslører eventuel smitte med variant efter kort tid

    I den forløbne uge er en ny testmetode taget i brug enkelte steder, og i dag bruges den på alle testcentre, oplyser Statens Serum Institut.

    Den kaldes præcis, og så kan den finde både den britiske, sydafrikanske og brasilianske variant.

    Den nye testmetode vil sætte gang i smitteopsporingen hos Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi svaret kommer allerede 12-24 timer.

    Tidligere gik der længere tid, inden smitte med en variant kunne påvises, fordi den positive prøve først skulle undersøges igen.

  • Flere personer anholdt efter ransagning i FC Barcelonas bygninger

    Det spanske politi har i forbindelse med en efterforskning af klubbens administration ransaget FC Barcelonas bygninger og foretaget anholdelser.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Politiet har tilbageholdt personer i forbindelse med aktionen, men det oplyses ikke hvem og hvor mange, der er anholdt.

    Politiaktionen relaterer sig til sidste års 'Barcagate', hvor klubbens ansatte blev beskyldt for at stå bag tilsvininger af klubbens egne spillere, der var kritiske over for den tidligere præsident Josep Maria Bartomeu.

    Klubben har benægtet anklagerne.

    Dagens anholdelser kommer under en uge, inden klubben skal vælge ny præsident.

  • Danskere brød anbefalingerne på Færøerne og tog direkte på druk

    Da fem unge danskere i fredags landede i lufthavnen på Færøerne tog de direkte i byen i Thorshavn.

    Det er et brud på anbefalingerne på Færøerne. Lige nu beder man indrejsende holde sig i isolation i seks dage.

    - Vi blev opmærksom på situationen, da vi bliver underrettet om, at den ene af de unge mænd ligger døddrukken på gaden, siger politidirektør Michael Boolsen til Ritzau.

    Færøernes regeringsleder, lagmand Bárður á Steig Nielsen, er vred over opførslen.

    Han kalder det "respektløst" at komme og udnytte, at Færøerne gennem "tillid og anbefalinger" er kommet ned på nul smittetilfælde i fredags.

  • Finland gør klar til at lukke restauranter og skoler på grund af coronasmitte

    Den finske regering har erklæret nødretssituation på grund af en stigning i antallet af smittede med coronavirus, skriver Reuters.

    Det betyder, at restauranter og skoler kan lukke og adgangen mellem områderne kan begrænses.

    Finland har lukket grænserne, men antallet af smittede stiger, og nye varianter bidrager til det.

    Landet har registreret 58.064 tilfælde og 742 dødsfald, mens 210 personer er indlagt.

  • Sydafrika lemper coronarestriktioner

    Sydafrikanere får nu rigere mulighed for at bevæge sig frit, og så åbnes der mere op for den økonomiske aktivitet.

    Det sker, efter landet i nat har lempet på coronarestriktionerne, hvor landet er gået fra beredskabsniveau tre til nummer et.

    Ifølge landets præsident, Cyril Ramaphosa, har de tiltag, man har indført, virket og ført til, at antallet af smittede er faldet.

    I Sydafrika blev der i sidste uge registreret nye 10.000 smittetilfælde, hvorimod der i slutningen af december blev fundet 90.000 tilfælde.

    Landet har indtil videre registreret knap 50.000 coronarelaterede dødsfald.

  • Ny sag mod syrienkriger droppes efter fire års ventetid

    For fire år siden blev en dømt syrienkriger sigtet i Danmark for at have hvervet en anden mand til Islamisk Stat.

    Men siden da har han måttet vente på en afklaring på, om sigtelsen også ville føre til en tiltale og dermed en retssag. Nu er svaret kommet - anklagemyndigheden har valgt at droppe sagen, oplyser mandens advokat.

    - Det er ikke i orden. Det burde man have afgjort meget tidligere i forløbet, siger advokaten André Rouvillain til Ritzau.

    Manden har siddet fængslet siden marts 2015 og blev siden idømt seks års fængsel for at tilslutte sig Islamisk Stat i Syrien.

    Den dom blev han i weekenden færdig med at afsone.

  • Mette Frederiksen varsler ændringer i vaccineprogrammet

    Der kan være en ændring af vaccinationsprogrammet på vej.

    Som det ser ud nu, er befolkningen inddelt i 12 forskellige grupper, blandt andet efter alder. Her går der en skillelinje ved personer på 65 år og derover. Men den skillelinje er nok sat for højt, siger statsminister Mette Frederiksen (S) i dag.

    Det er formentlig allerede ved 50 år, folk skal prioriteres i vaccinationskalenderen.

    - Det er sat for højt. Når vi ser på, hvem der i risiko for indlæggelser og mere alvorlig sygdom. Der skal vi ned under 65, givetvis til 50.

    - Men det skal myndighederne nok melde mere konkret ud omkring, siger statsministeren.

  • AGF dropper protest efter gårsdagens straffedrama

    Superliga-klubben AGF fik i går dømt et straffespark imod sig efter slutfløjtet i udekampen mod FC København.

    Straffesparket blev dømt efter en videogennemgang af de sidste sekunder af kampen, og efterfølgende udtrykte en frustreret AGF-direktør Jacob Nielsen, at klubben ville nedlægge protest ovenpå dommen, der betød, at århusianerne måtte tage fra København med et point i stedet for tre.

    Her til formiddag skriver klubben i en pressemeddelslse, at man ikke vil gå videre med sagen. Direktør Jacob Nielsen undskylder samtidig for sin retorik.

    - Ikke mindst over for FC København, hvor jeg i kampens hede sagde, at de var gode til at manipulere med dommerne. Det udtryk vil jeg gerne beklage, siger Jacob Nielsen.

  • Genbrugsguld har hobet sig op under corona-nedlukning

    Også flere genbrugsbutikker kan slå dørene op i dag.

    Derfor er butikkerne fyldt til bristepunktet med genbrugsvarer.

    Generalsekretær Christian Bjerre anslår, at Blå Kors har mistet indtjening for op mod 10 millioner kroner under nedlukningen.

    Røde Kors oplyser, at organisationen i samme periode har tabt 15 millioner kroner i indtægter pr. måned.

  • Efter bøvl med vaccinebooking: Det skal være lettere for ældre og sårbare at booke tid

    Det skal være lettere for de ældre og mest sårbare borgere at booke tid til vaccination mod corona.

    I Region Sjælland vil tusinder af borgere blive kontaktet af deres kommune, og regionen vil finde vaccinationstid, hvis borgerne ønsker det.

    Det er et led i et nyt initiativ fra Region Sjælland og regionens kommuner.

    Mange ældre borgere har svært ved selv at booke tider til vaccination. Der er samtidig inviteret flere borgere, end der lige nu er vacciner til, og det skaber utryghed om, hvornår man kan få en tid.

    I alt vil 6.800 borgere i regionen fra vaccinationsgrupperne 2 og 3 blive kontaktet.

  • Første skoledag efter hjemmeskole: Lærer og elev glæder sig til grin og snak i klasselokalet

    Louise Sunesen (tv) med klassekammeraterne Signe og Victor. (Foto: Mads Kruse Juhl)

    Der er dannebrogsflag på bordene i 9.As klasselokale på Søndre Skole i Viborg her til morgen, for eleverne har første skoledag efter flere ugers hjemmeundervisning.

    - Jeg tror, at vi kommer til at snakke rigtig meget mere, end vi plejer normalt, fordi vi endelig kan se hinanden igen, siger Louise Sunesen fra 9.A.

    Dansklærer Carsten Skejø har forberedt et forløb med reklamer, men han har ikke tænkt sig at tysse ret meget på eleverne i dag.

    - Det vigtigste bliver at komme tilbage og få lov til at snakke. At få trivslen banket bare en lille, bitte smule op ad, siger han.

  • Aung San Suu Kyi anklaget for at have walkie-talkier og bryde coronaregler

    Ifølge FN blev 18 demonstranter dræbt i Myanmar i weekenden, og i dag fortsatte protesterne under et virtuelt retsmøde, hvor nye anklager blev fremsat mod den afsatte leder, Aung San Suu Kyi. (Foto: STRINGER © Scanpix)

    Aung San Suu Kyi, Myanmars afsatte leder, har i dag deltaget i et virtuelt retsmøde, hvor flere punkter er blevet føjet til anklagen mod hende, oplyser hendes advokater.

    Landets første demokratisk valgte leder er tiltalt for at have tilskyndet til offentlig uro, at have haft walkie-talkier uden tilladelse og at have brudt landets coronaregler.

    Det er første gang, at Aung San Suu Kyi har set sit hold af advokater, der skal tale hendes sag i retten. Det er ligeledes første gang, at hun selv er blevet set offentligt.

    Under retsmødet gik demonstranter igen på gaden efter en blodig weekend.

  • Terrortiltalt norsk IS-kvinde nægter sig skyldig

    En terrortiltalt kvinde har i Oslo i dag erklæret sig ikke skyldig i anklager om at have støttet ekstremistgruppen Islamisk Stat i Syrien.

    - Nej, svarede den 30-årige kvinde, da tiltalen mod hende var læst op i tingretten i den norske hovedstad. Tingretten er den første retsinstans i Norge og svarer til byretten.

    Retssagen blev indledt mandag morgen og skal vare i fire uger.

    Kvinden blev for et år siden hentet hjem fra al-Hol lejren i Syrien. Hun er mor til to børn.

    Hun blev anholdt, da hun landede i Oslo. Hendes børn er i dag fire og seks år. Det ene barn var alvorligt syg, da de blev hentet tilbage til Norge.

  • Nogle butikker i Kolding lukker endnu færre kunder ind for at undgå smitte

    I Kolding må flere butikker også åbne i dag. Byen har den seneste tid været igennem en ekstra lukning af skoler og daginstitutioner på grund af stigende coronasmitte.

    Men mange butikker har valgt at lukke færre ind, end de må ifølge retningslinjerne.

    En af de butikker er herretøjsbutikken Harresø, hvor ejer Søren Harresø højst vil lukke fem kunder ind ad gangen.

    Citychef Mette Schumacher er bekymret for, at smitten stiger, så alle butikker bliver lukket igen, og hun opfordrer derfor til, at kun én person fra hver familie eller gruppe går ind i butikken.

  • Venstre foreslår gradvis åbning hver 14. dag

    V-formand Jakob Ellemann-Jensen vil på et møde med statsminister Mette Frederiksen senere i dag præsentere et forslag om en gradvis åbning hver 14. dag, hvis der er styr på smitten.

    Til maj skal hele samfundet som udgangspunkt åbnes helt op, hvis alle over 50 år og de særligt sårbare er vaccineret, mener han.

    I første fase af Venstres genåbningsplan skal højskoler, efterskoler og liberale erhverv såsom frisører og massører åbne helt, og desuden skal langt flere elever tilbage i grundskolen.

    I næste fase skal ungdomsuddannelserne, tekniske skoler og gymnasier åbne.

    Nattelivet er noget af det, som må vente til sidst, mener Ellemann-Jensen.

  • Nu åbner butikkerne: 'Vi glæder os helt vildt'

    - Jubiii! Vi er tilbage igen.

    Sådan står der på døren hos forretningen H.W. Larsen, der sælger køkkenudstyr i København. I dag får butikkerne nemlig lov at åbne igen, og derfor er der højt humør hos souschef Thomas Larsen.

    - Det har været svært ikke at vide, hvornår vi kunne åbne. Men nu er vi her – forhåbentlig med masser af kunder. Vi glæder os helt vildt til at åbne igen.

    I mere end to måneder har butikken været lukket, og nu håber han, at lidt af det tabte salg kan indhentes.

  • Nogle skoler i Nordjylland åbner først for afgangselever om et par dage

    Alle skoler i Vestjylland er klar til at åbne i dag, mens seks kommuner i Nordjylland har ikke kunnet nå at blive klar.

    DR Nyheder har ringet til kommunerne, og det viser sig, at Læsø, Thisted, Morsø og Aalborg åbner skolerne i dag.

    Frederikshavn, Vesthimmerland, Rebild, Hjørring og Brønderslev åbner i morgen, mens Jammerbugt er klar på torsdag.

    Afgangselever i de to regioner kan i dag møde i skole igen, men kravet er en negativ corona-test, som er højst 72 timer gammel.

    Tidligere var Mariagerfjord kommune nævnt blandt dem, som åbner i dag, men det er ikke korrekt. I løbet af ugen tages der stilling til tidspunktet, og måske åbnes der først for afgangselever om en uge.

  • Sundhedsministeriet: Samtykke til børns test kan gælde i en periode

    Forældre behøver ikke give samtykke, hver gang deres barn skal testes for at kunne møde op i skolen. Samtykke kan bruges ved hver test, oplyser Sundhedsministeriet.

    Men det er ifølge Sundhedsministeriet ikke korrekt. Et samtykke vil ifølge ministeriet kunne gælde i en afgrænset periode - for eksempel i nogle måneder.

  • Alle over 60 år kan nu blive vaccineret i Indien

    Indiens premierminister, Narendra Modi, får her sin første corona-vaccine. (Foto: PRESS INFORMATION BUREAU © Scanpix)

    Den indiske premierminister, Narendra Modi, har modtaget det første vaccinestik mod coronavirus.

    Samtidig begynder den folkerige nation anden fase af vaccineringen.

    Nu kan personer over 60 år og dem, der er over 45 år og lider af en underliggende sygdom, blive vaccineret, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Hidtil har vaccinekampagnen været rettet mod sundhedspersonale og andre i frontlinjen.

    Indien med 1,3 milliarder indbyggere har indtil videre vaccineret 12,2 millioner i frontlinjen.

    Regeringen besluttede i sidste uge, at folk skal kunne vælge mellem den indiske vaccine fra Covaxin eller vaccinen fra AstraZeneca.

  • Marts starter med sol og lidt lavere temperaturer

    Haderslev. (Foto: Viggo Hjort Kohberg © Viggo Hjort Kohberg)

    Det er blevet forår, og dagens vejrudsigt er klar.

    Dagen starter med skyer de fleste steder, og mange steder er det tåget og diset i løbet af morgen- og formiddagstimerne.

    Det klarer dog op, og der kommer lidt til nogen sol og det holder tørt. Temperaturen ligger mellem 3 og 9 grader. Det bliver varmest i Nordjylland, mens Bornholm og Lolland-Falster ligger mellem 3 og 4 grader.

    Vinden er svag til jævn fra vest, men Nordjylland og Bornholm får frisk vind. I aften falder temperaturen, men holder sig over frysepunktet med 1 til 5 graders varme.

  • 'Hverdagens helte' kommer på danske frimærker

    Til efteråret får dronningen konkurrence på frimærkerne, når PostNord udgiver nye frimærker, der fejrer "de største helte ude i hverdagen".

    Det bliver til fem forskellige frimærker, hvor en helt almindelig person fra hver af de fem regioner i Danmark bliver afbilledet på mærket.

    Man kan fra i dag selv nominere sin hverdagshelt på PostNords hjemmeside. Senere vil man kunne stemme på sin favorit - og de fem vindere kommer altså i sidste ende på frimærker til efteråret.

    - Vi kunne godt tænke os at bruge frimærkerne til at fejre dansk kultur og dem, der bor i Danmark. Og hvad kunne være bedre, end at fejre de største helte ude i hverdagen, siger Designchef ved PostNord Martin Pingel.

  • Tiger Woods takker golfspillere for hyldest

    Spillere og tilskuere var klædt i sort og rødt under World Golf Championship i Florida. (Foto: Erik S. Lesser © Scanpix)

    En stor gruppe golfspillere valgte i går at hylde golfstjernen Tiger Woods under World Golf Championship i Florida.

    Det gjorde de ved at iføre sig det, der i mange år har været Woods' standardbeklædning på sidste runde af en golfturnering:

    Sorte bukser. Rød trøje.

    Hyldesten kom på baggrund af den ulykke, der i sidste uge måske satte en stopper for Woods' golfkarriere, da han ødelagde sit ben i et voldsomt biluheld.

    Det rørte den 45-årige golfspiller.

    - Det er svært at forklare, hvor rørende det var, da jeg tændte fjernsynet og så alle de røde trøjer.

    - Til hver en golfspiller og hver eneste fan, I hjælper mig virkelig med at komme gennem denne svære tid, skriver han i et tweet.

  • USA sender advarsel til Myanmar efter demonstranters død

    USA kritiserer sikkerhedsstyrkerne i Myanmar for at gå alt for hårdt frem over for demonstranter i landet.

    I går blev 18 demonstranter ifølge FN dræbt i sammenstød med sikkerhedsstyrkerne. USA's udenrigsminister, Antony Blinken, kalder det "afskyelig vold".

    USA er klar til at arbejde for at stille de ansvarlige til ansvar, skriver han i et tweet.

    Der har været daglige demonstrationer i Myanmar, siden militæret 1. februar kuppede regeringen og afsatte den demokratisk valgte leder Aung San Suu Kyi for at indsætte en militær leder i stedet.

  • Ingen priser til Thomas Vinterberg og 'Druk' ved Golden Globes

    Thomas Vinterbergs biografhit 'Druk' var nomineret i kategorien 'Bedste Ikke-engelsksprogede film' ved dette års Golden Globes, men filmen måtte se sig slået af 'Minari', der handler om en sydkoreansk familie, der forsøger at klare sig i staten Arkansas i USA.

    'Minari' er amerikansk-produceret, men der tales koreansk i store dele af filmen, og derfor blev den placeret i samme kategori som 'Druk'.

    Susanne Biers hitserie 'The Undoing' var nomineret i kategorien 'Bedste miniserie eller tv-film', men prisen gik til Netflix-serien 'The Queen's Gambit', der på forhånd var udpeget som favoritten.

Mere fra dr.dk