Dagens vejr: Tørt og skyet, men nogen kan se frem til sol
Dagen i dag bliver en skyet affære, men ingen mørke skyer truer i horisonten.
Det bliver en tør, skyet omgang ude i det danske land, men længst mod nord bliver det dog til nogen sol, skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Temperaturerne nærmer sig det sommerlige med mellem 15 og 19 grader. Ved østvendte kyster lidt køligere. Fra nord og nordøst kommer der nemlig det, nordmændene vil beskrive som en "laber bris" eller måske endda en jævn vind, der kan køle en smule.
I aftentimerne bliver det også mest skyet og tørt, men i nat får de sydvestlige egne lidt regn.