Seneste Nyt

Dan-Bunkering-sagen: Jetbrændstof blev fragtet på mørkelagte skibe i sag om sanktionsbrud

Det var med slukkede navigationssendere, at russiske tankskibe sejlede jetbrændstof til en havneby i Syrien fra 2015 til 2017 i sagen, hvor to fynske firmaer er tiltalt for brud på EU’s sanktioner.

Sådan lød det fra anklagerne på andendagen af sagen mod Middelfartfirmaet Dan-Bunkering, der er tiltalt for at levere 172.000 ton jetbrændstof til russiske skibe, der sejlede det videre til Syrien.

De russiske skibes sejladser er blevet kortlagt ud fra de signaler, skibe skal udsende for ikke at sejle på hinanden. Kortlægningen viser ifølge anklagerne, at de russiske tankskibe konsekvent slukkede de såkaldte AIS-sendere, hver gang de sejlede videre med jetbrændstof, som var leveret af Dan-Bunkering.

Senderne var slukket i op til flere døgn. Og i det tidsrum kunne skibene godt nå til Syrien og losse jetbrændstoffet, lyder det fra anklagerne, der også har fremlagt andre underbyggende dokumenter.

Dan-Bunkerings ejerselskab Bunker Holding og dets administrerende direktør, Keld Demant, er anklaget for otte af handlerne i sagen, og Dan-Bunkering for 33.

Alle nægter sig skyldige. Ifølge forsvarerne har Dan-Bunkering ikke ansvar for, hvad der skete med brændstoffet, efter at det var blevet leveret.

Nyheder

  1. Syrien beder Europa om mere nødhjælp: Sanktioner er ingen undskyldning

    Europa bør gøre mere for at hjælpe Syrien efter det drabelige jordskælv, der har efterladt store områder i ruiner og mere end tusinde døde.

    Det mener Syriens udenrigsminister, Faisal Mekdad, skriver Reuters. Han siger ifølge nyhedsbureauet, at sanktionerne mod Syrien "ikke er nogen grund til ikke at hjælpe".

    USA har tidligere meddelt, at landet arbejder med samarbejdspartnere på at få hjælp til Syrien, selvom USA ikke anerkender landets regering.

    Syriske myndigheder har længe ment, at vestlige sanktioner har skadet mulighederne for at genopbygge områder, hvor den 12 år lange borgerkrig har hærget.

    Omvendt har USA og Europa argumenteret for, at sanktionerne skal presse den syriske regering ind i en politisk proces, der kan gøre en ende på konflikten, skriver Reuters.

  2. USA godkender salg af eftertragtede raketter til Polen for milliardbeløb

    Polen bliver med al sandsynslighed udstyret med effektive våben fra USA i den kommende fremtid.

    Det amerikanske udenrigsministerium har nemlig godkendt et muligt salg af våbensystemet Himars, som er langtrækkende missiler, raketter og raketsystemer, til Polen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Våbnene har en værdi på op mod ti milliarder dollar. Det svarer til knap 70 milliarder kroner.

    Polen har på det seneste opjusteret sine våbenlagre gevaldigt, mens ældre våben er blevet doneret til nabolandet Ukraine.

  3. Henriette Ergemann fra Kalundborg bliver Nye Borgerliges nye næstformand

    Efter et kampvalg med seks kandidater har Nye Borgerlige fået en ny politisk næstformand.

    Det bliver Henriette Ergemann, som overtager posten fra Peter Seier Christensen, der har valgt at stoppe samtidig med tidligere formand Pernille Vermund.

    Henriette Ergemann er medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune og partiets førstesupleant til Folketinget i Sjælllands Storkreds, skriver Ritzau.

    Hun vandt afstemningen med 204 ud af 317 stemmer fra de delegerede.

  4. Elefantunge i København mister store dele af sine ører efter sygdom

    Elefantungen Mun fra Københavns Zoo har mistet store dele af sine ører, efter den har været ramt af den dødelige blødningssygdom elefantherpes.

    Det skriver den zoologiske have på sin facebookside.

    - Selv om det værste nu er overstået, fortsætter det hårde arbejde for at redde så meget af Muns ører som muligt og undgå infektion, lyder det.

    Elefanten er ikke længere syg af herpesinfektionen, men den får stadig medicinsk behandling mod betændelse, der sidder i ørene.

  5. 'Halløj på Badehotellet' genopstår med ny sæson

    'Halløj på Badehotellet' siger 'halløj' igen med en ny sæson. (Foto: © Leon Neal, Scanpix Denmark)

    Inden længe kan den noget utraditionelle hotelejer Basil Fawlty igen tage imod gæster.

    Den legendariske, britiske sitcom-serie, hvis to sæsoner originalt løb over skærmen i 1975 og 1979, genopstår nemlig i form af en ny sæson.

    Det skriver flere medier heriblandt Variety.

    Manuskriptet til de nye afsnit skal, som det er tilfældet med resten af serien, skrives af John Cleese, som til den nye sæson får selskab af sin datter, Camilla Cleese.

    Ifølge Variety skal de begge medvirke i seriens nye sæson - John Cleese selvfølgelig i rollen som Basil Fawlty - hvor de to sammen slår dørene op til et nyt hotel.

  6. Nato-lande sender over 1.400 redningsarbejdere til Tyrkiet

    Flere end 20 lande tilknyttet Nato sender sammen mere end 1.400 redningsarbejdere til Tyrkiet efter gårsdagens jordskælv. Det skriver forsvarsalliancen i en pressemeddelelse.

    Dermed bistår landene med forskellige typer assistance, herunder eftersøgnings- og redningshold med redningshunde, brandmænd og ingeniører.

    Også sundhedspersonnel og jordskælvseksperter bliver sendt afsted.

    Finland og Sverige bidrager også til hjælpepakken, skriver Nato.

  7. Nedskudt kinesisk luftballon fisket op af Atlanten

    Den amerikanske flåde har i dag offentliggjort billeder af den kinesiske luftballon, der bliver fisket op (Foto: © US Navy/Mass Communication Speci, Ritzau Scanpix)

    Store dele af den kinesiske luftballon, der har skabt storpolitisk røre og som lørdag blev skudt ned ud for den amerikanske østkyst, er blevet fisket op af vandet.

    Det viser billeder, som den amerikanske flåde i dag har offentliggjort. Billederne blev taget i søndags, skriver Ritzau.

    Ballonen, som fik USA's udenrigsminister til at aflyse et længe ventet besøg i Kina, betyder ikke, at der er kold luft mellem de to lande, sagde præsident Joe Biden sent i aftes amerikansk tid.

    Ifølge Kina var det en civil vejrballon, der var på afveje. Men USA's er overbevist om, at der er tale om et overvågningsredskab.

    - Fra begyndelsen havde vi en god indikation af, at det var en overvågningsballon, sagde general Glen VanHerck fra det amerikanske luftvåben i går.

  8. Forsvarsministeriet bekræfter kampvognsdonation: 80 kampvogne skal afsted hurtigst muligt

    Nu bekræfter Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse, at Danmark i samarbejde med Tyskland og Holland har indgået et samarbejde om at renovere og donere mindst 100 kampvogne til Ukraine.

    I første omgang skal omtrent 80 Leopard 1A5-kampvogne hurtigst muligt sendes til Ukraine. Ifølge Forsvarsministeriet forventes de første at kunne være klar om få måneder.

    - Ukraine har hårdt brug for kampvogne for at kunne modstå Ruslands fortsatte aggression.

    - Jeg er stolt over, at Danmark har store aktier i det nye samarbejde med andre lande om at støtte Ukraine, lyder det fra fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

    Samarbejdet bekræftes ligeledes i en fælles erklæring fra de tyske og hollandske forsvarsministre.

  9. Dronning Margrethe er dybt berørt og sender tanker til jordskælvsofre

    Dronning Margrethe sender sine tanker til de pårørende efter de voldsomme jordskælv i Tyrkiet og Syrien.

    I en udtalelse på kongehusets Instagram siger hun, at hun er dybt berørt af situationen.

    - Jeg er dybt berørt af ødelæggelser efter jordskælvet centreret Tyrkiet, som ramte i går, og som har forårsaget dybe lidelser i både Tyrkiet og Syrien, siger dronning Margrethe.

    - Jeg sender mine dybtfølte kondolencer til de efterladte og ønsker om en hurtig bedring til de sårede. Jeg sender mine dybeste kondolencer og medfølelse til alle de ramte.

  10. Politiet beroliger borgere efter forsøg på børnebortførsel i Esbjerg

    Politiet i Esbjerg er i gang med en beroligende indsats over for byens borgere, efter en episode i fredags hvor to piger på henholdsvis 12 og 15 år blev forsøgt bortført af to personer i en hvid varebil.

    Hændelsen har skabt røre på sociale medier, men episoden bør ikke danne grundlag for en generel utryghed, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    - Vi tager altid sådanne anmeldelser meget alvorligt, men vores undersøgelse af sagen viser, at der ikke er grund til at borgerne skal føle sig utrygge, siger politikommissær Morten Alslev i pressemeddelelsen.

  11. 22-årig kvinde fundet død i lejlighed i Varde - blev ikke udsat for forbrydelse

    I går efterforskede Syd- og Sønderjyllands Politi et mistænkeligt dødsfald i en lejlighed i Varde.

    I dag meddeler politiet, at intet tyder på, at den 22-årige kvinde, der var død, var blevet udsat for en forbrydelse.

    Det oplyser Kent Brynilsen, som er vicepolitiinspektør i kredsen, til DR

    Obduktionen er afsluttet, og der er intet, der tyder på, at kvinden er blevet udsat for en strafbar gerning, fortæller han.

    Kvinden er desuden blevet endeligt identificeret, og de pårørende er underrettet.

  12. Dansk Hercules-fly kommer ikke afsted til katastroferamte Tyrkiet

    Missionen er aflyst.

    Det danske Hercules-fly, der ellers skulle på vingerne mod Tyrkiet i dag omkring klokken 15.30, må blive på jorden.

    Det skyldes en fejl i motoren på flyet.

    De 77 nødhjælpsarbejdere fra Østrig, som flyet skulle hente og fragte til Tyrkiet, må nu med et rutefly i stedet.

    Du kan følge DR's liveblog med seneste nyheder om katastrofen her.

  13. Mærsk standser arbejde i tyrkisk havn

    • Branden udbrød i går, efter containere rev sig løs i forbindelse med jordskælvet. (Foto: © BENOIT TESSIER, Ritzau Scanpix)
    • Mærsk udtaler, at firmaet ikke ved, hvornår havnen igen er funktionel. (Foto: © Benoit Tessier, Ritzau Scanpix)
    • Røg stiger højt fra branden, som har været i gang siden i går. Den tyrkiske præsident Erdogan har erklæret undtagelsestilstand i ti byer i tre måneder. (Foto: © BENOIT TESSIER, Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Den sydtyrkiske havn Iskenderun har lidt alvorlige strukturelle skader på grund af de jordskælv, der i går ramte Tyrkiet.

    A.P. Møller - Mærsk oplyser i en meddelelse, at alle operationer i øjeblikket er indstillet, og det ikke vides, hvornår de genoptages.

    - I betragtning af situationen ved Iskenderun bliver vi nødt til at foretage en ændring for alle reservationer, som er på vej til havnen, står der ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    - Vi planlægger i øjeblikket at omdirigere containere til nærliggende knudepunkter

    Billeder fra havnen viser, der er opstået brand i flere containere efter jordskælvet. De har brændt siden i går.

  14. Østre Landsret stadfæster dom: To mænd får livstidsdom for rovmord

    To mænd er i dag blevet idømt fængsel på livstid af Østre Landsret.

    Med dommen stadfæstes den dom, som blev afsagt af retten i Næstved i 2020.

    De er kendt skyldig i et rovmord på to ældre møntsamlere. Et rovmord er et drab, der er begået forsætligt og med den hensigt at stjæle eksempelvis penge eller værdigenstande fra offeret.

    Drabene blev begået på to ældre mænd i 2019 i Ruds Vedby og Vemmelev på Vestsjælland med to måneders mellemrum.

    De to mænd blev anholdt i juni 2019, og i grundlovsforhøret erkendte den ene at have begået dødbringende vold mod de to ældre mænd.

    Men siden ændrede han forklaring. Den yngste har nægtet sig skyldig siden begyndelsen.

    Selv om fængsel på livstid er den strengeste straf, man kan få herhjemme, så er det nødvendigvis ikke sådan, at man skal sidde i fængsel resten af livet.

    Ifølge Retsadvokaterne sidder livstidsdømte i fængsel i gennemsnit 16 til 17 år.

  15. Tidligere britisk betjent idømt livstid for voldtægter

    Den 48-årige tidligere britiske politibetjent David Carrick er blevet idømt fængsel på livstid.

    Det skriver BBC.

    For nogle uger siden erkendte han i retten, at han i perioden 2003 til 2020 havde begået 24 voldtægter. I alt erklærede David Carrick sig skyldig i 49 lovovertrædelser, der foruden de fuldbyrdede voldtægter også indebar forsøg på voldtægt og andre former for seksuel vold og overfald.

    Alle lovovertrædelserne er begået, mens David Carrick tjente som betjent i Londons Politi, Metropolitan Police.

    Nu er straffen udmålt og afsagt, og ifølge BBC er han blevet idømt 36 gange fængsel på livstid. Det betyder i praksis, at han skal afsone mindst 30 års fængsel, inden han kan ansøge om prøveløsladelse.

  16. Dansk Hercules-fly er snart på vej til Tyrkiet med nødhjælpsarbejdere

    De massive ødelæggelser efter de kraftige jordskælv i Tyrkiet og Syrien, der skete natten til mandag, sender nu et dansk Hercules-fly i luften.

    Planen er, at det flyver til Østrig.

    Her samler det 77 nødhjælpsarbejdere op, og flyver herefter videre til Tyrkiet, hvor de skal hjælpe med at redde tilskadekommende efter katastrofen.

    Flyet letter i dag ved 15.30-tiden fra Flyvestation Aalborg.

    Syrien blev også ramt af jordskælvet, og det anslåes, at der i de to lande tilsammen er over 5.000 døde. Dødstallene forventes at stige de næste timer og døgn, som redningsarbejdet skrider frem.

    Du kan følge DR's liveblog med seneste nyheder om katastrofen her.

    Rettelse: Det fremgik tidligere, at flyet letter klokken 14.30. Det er blevet ændret til at lette omkring klokken 15.30.

  17. Dansk statsborger er savnet i Tyrkiet efter jordskælv

    En dansker er forsvundet i det område, hvor jordskælvet i går ramte i Tyrkiet.

    Det oplyser Udenrigsministeriet til DR Nyheder.

    - Udenrigsministeriet kan oplyse, at én dansk statsborger p.t. er savnet i det berørte område, lyder det fra ministeriet.

    Ministeriet oplyser ikke nærmere om den savnede.

    Udenrigsminissteriet er i kontakt med enkelte andre rejsende i Tyrkiet, der er berørt af situationen.

    Her er der blandt andet blevet "rådgivet om mulighederne for at få tag over hovedet i området", lyder det.

  18. Erdogan erklærer tre måneders undtagelsestilstand i ti byer

    Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har i en tale erklæret tre måneders undtagelsestilstand i ti jordskælvsramte byer.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Ved undtagelsestilstand bliver normale love og rettigheder sat ud af kraft på grund af omstændigheder, der truer samfundets struktur.

    Præsidenten fortæller, at det officielle dødstal i Tyrkiet nu er 3.549, og tilføjer, at 70 lande har tilbudt at bidrage til den igangværende redningsindsats.

    Ifølge Erdogan vil myndighederne stille de mange hoteller i Antalya-området til rådighed for dem, der har mistet deres hjem i jordskælvet.

  19. Danmarks sender op til 20 millioner kroner til akuthjælp i Syrien

    Dan Jørgensen fortæller om de 20 millioner, der nu også afsættes til at kunne hjælpe til i kriseramte Syrien. (Foto: © (C) DR Nyheder)

    Danmarks sender op til 20 millioner kroner til Syrien, fordi landet er hårdt ramt efter gårsdagens jordskælv i nablolandet Tyrkiet.

    I går blev det meldt ud, at 10 millioner sendes som akuthjælp til Tyrkiet, hvorfor det samlede beløb altså nu er op til 30 millioner kroner.

    - Det er penge, der skal gå til de mest basale livsfornødenheder, siger Dan Jørgensen (S), minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.

    - Det er tæpper, det er soveposer, det er mad, det er vand og i nogle tilfælde kontanter.

    Midlerne til Syrien skal nu søges af organisationer, der kan distribuere nødhjælpen til de berørte syrere. Dansk Flygtningehjælp og Red Barnet har allerede taget ejerskab på de ti millioner til akuthjælp i Tyrkiet.

    Danmark skal samtidig lede den fællesnordiske indsatsgruppe, der skal hjælpe med koordinering og planlægning i kriseområdet, fortæller ministeren.

  20. Skæbnerne er hårde efter jordskælv: Nour blev fundet i live under murbrokkerne i Syrien

    Skæbnerne er mange og hjerteskærende, efter jordskælv i Tyrkiet har fået tusindvis af huse til at kollapse i Tyrkiet og nabolandet Syrien.

    Mens dødstallet bliver ved med at stige til foreløbigt over 5.000, bliver flere og flere også reddet ud af sammenstyrtede huse.

    I nat lykkedes det redningsarbejdere at redde en lille pige ud fra et sammenstyrtet hus nær Aleppo i Syrien, skriver AP.

    Redningsarbejderne råber i glæde, da de ser pigen Nour i live i murbrokkerne.

    - Far er her, vær ikke bange, siger en redningsarbejder med henvisning til Nours far, der står og følger med.

    - Kære Nour, kig over på ham.

    Efterfølgende løfter de pigen ud af det kollapsede hus, der øjensynligt har kostet andre livet, mens Nour - der betyder "lys" på arabisk - kan forenes med sin far.

    ADARSEL: Videoen nedenfor af Nours redning kan indeholde voldsomme billeder:

  21. DR-journalist i Tyrkiet: Folk forstår ikke, hvorfor der er mangel på redningsfolk

    Selv om redningsarbejdere mange steder i Tyrkiet arbejder i døgndrift, lyder kritikken, at det langt fra er nok.

    Det fortæller Steen Nørskov, der er DR's journalist i den tyrkiske storby Istanbul.

    - Man ser pårørende, der står foran sammenstyrtede huse, og fortvivlende fortæller tyrkiske journalister, at de har stået der siden i går, og at de redningsfolk, der har været der, er gået forbi til andre sammenstyrtede bygninger.

    Der er tale om et såkaldt TAST-team, der står for "Technical Assistance and Support Team", som skal oprette såkaldte "basecamp", så de mange nødhjælpsarbejdere, der lige nu også strømmer til området, har et sted at være.

  22. Aarhus indfører pant på takeaway-emballage som et forsøg

    300 millioner engangskopper og 150 millioner engangsbokse bliver langet over diskene på spisesteder landet over om året.

    I Aarhus Kommune vil de have det tal ned og indfører nu en forsøgsordning, som foreløbigt skal løbe i tre år.

    I den udsendte pressemeddelse skriver kommunen, det bliver to-go-kaffen, der i første omgang bliver forsøgskanin, men det er ambitionen at etablere et retursystem, der kan håndtere flere slags takeaway-emballage.

    Hos de kaffebarer, som har meldt sig til projektet, skal gæster betale lidt ekstra for en genanvendelig kop til sin kaffe, som efter brug kan pantes flere steder i kommunen.

    Rammerne og finansieringen er på plads, og kommunen har annonceret et udbud efter samarbejdspartnere, som kan hjælpe med at etablere systemet.

  23. Disney fjerner episode af The Simpsons med kritik af Kina

    Streamingtjenesten Disney+ har valgt at fjerne et afsnit af tegneserien The Simpsons fra streamingplatformens brugere i Hongkong.

    I afsnittet træder Marge Simpson i pedalerne på sin spinningcykel, mens hun kigger på en skærm med en online-instruktør, der står foran Den Kinesiske Mur.

    Han udbryder: "Se Kinas vidundere. Bitcoin-miner, tvangsarbejdslejre, hvor børn laver smartphones", skriver CNN, som ved selvsyn har bekræftet, at afsnittet ikke er tilgængeligt på Disney+ i Hongkong.

    I 2020 trådte en ny lov i kraft i Hongkong, som skærpede reglerne for, hvad man må sige om Kina.

    Det er ikke første gang, en episode af The Simpsons er gjort utilgængelig for Disney+'s brugere i Hongkong.

    I 2021 fjernede Disney+ et afsnit, som indholdt en scene på Den Himmelske Freds Plads, hvor mindst 10.000 døde i forbindelse med demonstrationer i 1989.

    Her støder familien Simpsons på et skilt, hvor der står "Der skete intet her i 1989".

Mere fra dr.dk