Regeringen vil styrke Danmarks udenrigstjeneste, og det betyder flere danske diplomater med fast bopæl i andre lande.
Til næste år åbner Danmark ambassader i Bosnien-Hercegovina, Moldova og Malaysia.
Desuden har man besluttet ikke at lukke ambassaden i Tanzania alligevel.
- De nye ambassader skal give Danmark en stærkere tilstedeværelse i de østlige frontlinjestater, på Balkan og hos centrale globale partnere. Verden er blevet mere usikker og uforudsigelig, så vi har brug for at opbygge nye alliancer. Det kræver, at vi har danske diplomater på jorden flere steder i verden, udtaler udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i en pressemeddelelse.
Når dørene åbnes til et lille stykke Danmark i Moldova, vil det danske diplomati ifølge ministeriet være til stede i 'i alle frontlinjestater til Ukraine'.