80,1 milliarder.
Så meget udgjorde de direkte og identificerbare coronarelaterede udgifter for det offentlige i perioden marts 2020 til og med juni 2021. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik.
Beløbet omfatter kun aktiviteter, der alene er opstået som konsekvens af coronapandemien, og er det første foreløbige bud på det offentliges coronaudgifter.
De fleste af pengene - 56,9 milliarder kroner - gik til økonomisk kompensation til virksomheder under krisen. 18,5 milliarder gik til sundhedsområdet, og 4,6 milliarder blev brugt på målrettede initiativer.
Det fremgår af analysen, at det offentliges udgifter til testindsatsen i alt udgjorde 8,2 milliarder fordelt over PCR-tests i TestCenter Danmark, prøvetagning i regionerne og prøveanalyser.