Danmark øger sin udviklingsstøtte til det vestafrikanske land Niger med 50 procent, så den i perioden 2023-27 kommer til at udgøre i alt 920 millioner kroner, herunder 120 millioner kroner i uddannelsesstøtte.
Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, er aktuelt i Niger sammen med kronprins Frederik for at lancere det nye udviklingslandeprogram.
- Niger er et af verdens allerfattigste lande og kæmper massivt med konsekvenserne af klimaforandringer. Samtidig er Niger en central aktør i Sahel-området i håndteringen af migrationsstrømme og kampen mod terror. Derfor styrker vi vores fokus på Niger med et nyt landeprogram, siger Dan Jørgensen.
Ministeren peger på, at flere af de andre lande i regionen er inde i en uheldig udvikling. Både Mali og Burkina Faso har oplevet militærkup, og Wagnergruppen har vundet indpas i Mali.
- I en region, hvor demokrati er under pres, er Niger det eneste af vores samarbejdslande, der har gjort demokratiske fremskridt, siger Dan Jørgensen.
Der bor 25 millioner mennesker i Niger, som ligger syd for Algeriet og Libyen og nord for Nigeria.