Fremadrettet kan Danmark give afslag på import af olieholdigt spildevand med lav nyttiggørelse.
Det står klart, efter at Miljøministeriet har været i dialog med EU-kommissionens juridiske eksperter omkring en sag i Slagelse Kommune, hvor virksomheden RGS Nordic blandt andet importerer olieholdigt spildevand fra Norge, som de renser og pumper ud i havet ved Agersø Sund ved Skælskør.
Det oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
- Når den såkaldte nyttiggørelse af olieholdigt spildevand er så lille, så har Danmark mulighed for at gøre indsigelse til Norge og andre lande og sige, at vi ikke vil modtage det her spildevand, hvis det påvirker miljøet så voldsomt og nyttiggørelsen er så lille, og den mulighed vil jeg gøre brug af, siger miljøminister Magnus Heunicke til DR.
Reglerne i EU's transportforordning kan give et land mulighed for at give afslag, når en stor del af det importerede affald eller spildevand importeres, og kun en lille del kan nyttiggøres.
Men muligheden for at afvise spildevand gælder kun fremadrettet. Det vil sige, at tidligere givne tilladelser stadig er aktive, indtil de udløber.
Og dermed fortsætter importen af norsk oliespildevand til Skælskør de næste 2,5 år, siger miljøminister Magnus Heunicke.
- Det er det negative element ved det her. Vi har et juridisk grundlag, der giver mig mulighed for at stoppe den fremtidige import af den her type olieholdige spildevand, siger han.
- Men det er altså kun fremtidigt. Så det vil sige, at hvis man opererer på en gammel godkendelse, så skal den have lov til at udløbe først.
Opdateret klokken 17.42 med information om EU's transportforordning.