Den sønderjyske byggemarkedskæde Davidsen har solgt 90 procent af sine ejerandele til den finske handelsvirksomhed Kesko.
Det oplyser Davidsen i en pressemeddelelse.
Salget sker som led i et generationsskifte, lyder det fra stifter og ejer Povl Davidsen.
- Min familie og jeg har de seneste år arbejdet på forskellige generationsskifteløsninger. Nu får vi en dedikeret og dygtig majoritetsejer ind, som er blandt de dygtigste i Nordeuropa til handel, forretningsdrift og logistik.
Poul Davidsen stiftede Davidsen for 60 år siden. Han og familien beholder 10 procent af aktierne i virksomheden og en plads i bestyrelsen. Davidsen fortsætter også med samme navn og ledelse.
Davidsen har mere end 850 ansatte, 22 trælaster i Danmark og en i Grønland. Sidste år omsatte virksomheden, der har hovedsæde i Vojens, for 4,2 milliarder kroner.