Danmark med kok Brian Mark Hansen har vundet Bocuse d’Or - det uofficielle VM for kokke.
Det danske hold tog sejren foran Norge på andenpladsen og Ungarn på tredjepladsen.
I 2022 vandt det danske mandskab Bocuse d'Or Europe, der er det uofficielle europamesterskab for kokke.
- Det har aldrig gået bedre. Det her er så sindssygt. Sådan en gammel koger som mig fra Søllerød Kro. At jeg går ned og vinder det her. Det er lidt voldsomt, siger Brian Mark Hansen ovenpå sejren til Ritzau.
Men man kommer ikke til tops ved at ligge på den lade side, og det har Brian Mark Hansen også mærket på egen krop.
- Det har krævet arbejde fra ni om morgen til et-to stykker om natten en seks gange om ugen i fire måneder, siger han til DR.
Brian Mark Hansen udgjorde sammen med assistent Elisabeth Madsen fra Svinkløv Badehotel og coach Christian Ebbe det danske hold.