Dansk ekspedition finder tre skibsvrag i Østersøen: 'Det er lidt ligesom mordgåder, der skal opklares'

Historierne om skibene er sande dramaer, siger ekspert.

  • Tre skibsvrag er fundet på bunden af Østersøen, og de er i helt usædvanlig god stand, siger eksperter. Billederne er taget med et avanceret robotkamera, som kan skabe et virtuelt billede af vragene. (Foto: © Sea War Museum Jutland)
  • Billedet viser detaljerne på et skibsvragene. (Foto: © Sea War Museum Jutland)
1 / 2

Et eksperthold fra vestjyske Sea War Museum Jutland og Nationalmuseet fik sig for nylig en glædelig overraskelse under en ekspedition i Østersøen.

Her fandt de nemlig intet mindre end tre velbevarede skibsvrag på bunden af havet - cirka 150 meter under vandets overflade.

- Det er ligesom juleaften, siger skibsarkitekt og marinarkæolog Christian Lemée, der var med på ekspeditionen, om det usædvanlige fund.

Videoen nedenfor viser et af vragene helt tæt på.

To af skibsvragene er tidligere handelsskibe og er formodentlig af nederlandsk oprindelse.

Det ene stammer fra et sted mellem slutningen af 1600-tallet til begyndelsen af 1700-tallet og er cirka 25-27 meter langt. Det andet er et lidt mindre vrag på omtrent 16-17 meter, som stammer fra 1600-tallet.

Det tredje skibsvrag - som er blevet døbt "kanonvraget" - stammer fra sidste halvdel af 1700-tallet og kommer sandsynligvis fra Skandinavien.

Vraget på cirka 24-27 meter er også et handelsfartøj, men det særlige ved det her er, at det er forsynet med kanoner - sandsynligvis til at forsvare sig, vurderer Christian Lemée.

Skibene blev fundet med flere sømils afstand til hinanden, og der er ikke noget, der tyder på en forbindelse mellem dem.

En sørgelig slutning

Christian Lemée ved endnu ikke med sikkerhed, hvorfor skibene er sunket til bunds, men der er ikke skudhuller i skibenes skrog, og der er heller ikke andre synlige tegn på, at der er skulle være sket nogle forbrydelser.

Østersøens vilde farvand kan derimod været forklaringen, siger marinarkæologen, der påpeger, at flere af vragene har tegn på skader fra vind og vejr - herunder en ødelagt mast og knuste træplanker.

- Historierne om skibene er sande dramaer. På alle skibe har vi fundet rester fra skibenes joller. Det betyder, at de personer, der har været på skibene, ikke kan være flygtet. Derfor er dem ombord formentlig druknet.

Ifølge Christian Lemée kan man forestille sig, at alle skibe er gået ned, uden at nogen har bemærket det, fordi det er sket så langt ude på havet.

- Det er lidt ligesom mordgåder, der skal opklares.

Sådan ser "kanonvraget" ud tæt på. (Foto: © Sea War Museum Jutland)

Aldrig set noget lignende

På ekspeditionen har ekspertholdet anvendt nogle undervandsrobotter med avanceret teknologi til at fotografere skibene. Billederne er computergenerede, men ekstremt præcise, og det forklarer, hvorfor de ser nærmest helt animerede ud.

- Vragene stod næsten som den dag, de sank for flere hundrede år siden. Jeg har dykket hele mit liv og undersøgt hundredvis af vrag, men jeg har aldrig set noget lignende. Skibene stod, som var de lige blevet forladt, siger Gert Normann Andersen, der er ekspeditionsleder og direktør fra Sea War Museum Jutland.

Billederne, der er taget af det ene vrag, "kanonvraget", er også blevet brugt til at lave en 3D-video.

Verdens bedst bevarede træskibsvrag

Det er kommet bag på ekspeditionsholdet, hvor velbevarede skibsvragene er.

Årsagen er, at pæleorm og andet, der normalt angriber træværk, ikke kan overleve i Østersøen, hvor bundmiljøet er surt og iltfattigt. Derfor er Østersøen og de amerikanske søer blandt de steder, der formodes at være hjemsted for verdens bedst bevarede træskibsvrag.

-I Nordsøen bliver alle vrag nedbrudt på rekordtid. Alt træværk bliver spist af pæleorm, og bølgebevægelser og tunge fiskeredskaber tager sig af resten, siger Gert Normann Andersen.

I alt var 27 personer med på ekspeditionen, som havde til formål at undersøge, hvordan vrag og andet træværk nedbrydes under vand.