
Dansk Folkeparti ønsker med en kampagne imod såkaldte woke-tendenser, "krænkelseshysteri" og identitetspolitik at opnå en bredere appel.
Det siger formand for partiet Morten Messerschmidt i et interview med Avisen Danmark.
Interviewet kommer ovenpå på stor uro i partiet over den seneste tid.
Men med en ny femårig strategi, som anti-wokekampen er en del af, ønsker Morten Messerschmidt at skabe fornyet DF-fremgang.
Derfor har han fået trykt 100.000 foldere med titlen 'Det er okay at være almindelig'. Derudover bliver der rykket annoncer ind i især ugeaviser i provinsen, og gadebilledet i byerne vil også blive præget af det, som DF kalder en anti-woke-kampagne.
- Det handler om, at vi gerne vil have en bredere appel, og at folk også forbinder os med identitetspolitikken. Krænkelseshysteriet er ved at blive en bred tendens. Man må ikke kalde ting for Kæmpe Eskimo eller kagemand, almindelige homoseksuelle skal promovere 71 forskellige køn for at kunne være med i deres forening, siger Morten Messerschmidt.