Det er ikke en løsning på klimakrisen blot at genanvende produkter som plastik eller papir.
Der skal mere til, mener danske Inger Andersen, der er generaldirektør for FN's miljøprogram, Unep.
- Der er forskellige tilkørsler til løsningernes motorvej. Men jeg tror, at alle anerkender, at status quo ikke er en mulighed, siger hun til Ritzau ved FN's Generalforsamling i New York.
Kommentarerne falder to uger efter udgivelsen af det første udkast til en fremtidig international traktat om plastikforurening, som forventes færdig i slutningen af 2024.
Det mest presserende er ifølge Inger Andersen at reducere forbruget af plastik i det hele taget.
Det globale forbrug af netop plastik er i løbet af de sidste to årtier mere end fordoblet, skriver Ritzau.