Dating-appen Grindr advarer nu sine egyptiske brugere mod falske profiler oprettet af myndighederne.
Brugere, der befinder sig i Egypten og benytter sig af appen, vil blive mødt af følgende besked, når de åbner tjenesten på deres telefoner:
Vi er blevet advaret om, at egyptisk politi aktivt forsøger at anholde homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner fra digitale platforme. De benytter sig af falske profiler, ligesom de også har overtaget ægte profiler fra folk, som er blevet anholdt og efterfølgende fået taget deres telefoner. Vær ekstra forsigtig både online og offline.
Det skriver Al Jazeera.
Ifølge Udenrigsministeriet er homoseksualitet ikke ulovligt i Egypten, men det tolereres ikke.
I 2017 arresterede myndighederne syv personer for at hejse et regnbueflag ved en rockkoncert, oplyser Al Jazeera.