Torsdag lander Danmarks første nye F35-kampfly.
Det oplyser Forsvarskommandoen.
Torsdag klokken 14 vil de første fire F35-kampfly lande på flyvestationen i Skrydstrup.
Danmark har købt i alt 27 af de topmoderne kampfly, der på sigt skal erstatte den aldrende F-16-flåde.
Flyene blev bestilt hos den amerikanske producent Lockheed Martin tilbage i 2016 til en pris på omkring 16 milliarder kroner.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) vil tage imod og hilse på den danske pilot, der flyver det første fly hjem til Danmark.
Den officielle fejring af de nye F35-fly finder først sted senere. 1. oktober vil der være fejring og formel overdragelse af flyene fra Lockheed Martin til Danmark.