De første smittetilfælde er opdaget ved vinter-OL i Beijing
Den 4. februar begynder vinter-OL i Beijing, og de første atleter og øvrige personer, der på forskellige måder skal deltage i legene, er ankommet til Kina.
I alt drejer det sig om 2.586 personer, og de er blevet underlagt strenge testkrav, og der er i den forbindelse opdaget 72 smittetilfælde. Ingen af dem har dog været blandt de 171 atleter, der er kommet til landet, skriver Reuters.
Alle deltagere skal under legene være så isolerede som muligt med daglige test, og arrangørerne forventer, at der bliver foretaget flere end 330.000 test i de tre uger, OL varer.
I søndags blev der indført yderligere restriktioner af bystyret i Beijing, efter at der blev registreret ni lokale smittetilfælde.