Udskriv valg til Folketingets åbning, eller vi stiller et mistillidsvotum. Sådan har det lydt igen og igen fra De Radikale.
Derfor er manges øjne i dag rettet mod statsminister Mette Frederiksen (S), når hun i dag går på talerstolen til Folketingets åbning.
Men nu giver De Radikale statsministeren en ekstra dag til at udskrive valget.
- Den præcise dag betyder ingenting for mig. Og jeg kan også konstatere, at adskillige kommentatorer har noteret sig, at det bliver onsdag, der bliver udskrevet valg. Og det er helt fint med mig og os, siger politisk leder Sofie Carsten Nielsen (R) til Ritzau.
Årsagen til De Radikales trussel er en konsekvens af minksagen og den beretning, som minkkommissionen kom med tidligere på året. Her konkluderede de, at Mette Frederiksens pressemøde om aflivning af alle mink var 'groft vildledende'.
Hvis Mette Frederiksen ikke har udskrevet valget inden torsdag, vil De Radikale komme med et forslag til vedtagelse, som Folketinget skal stemme om torsdag aften.