Det er ikke kun den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), der skal på visit i Det Hvide Hus næste uge.
Også den britiske premierminister, Rishi Sunak, skal besøge den amerikanske præsident, Joe Biden, onsdag og torsdag næste uge. Det skriver Reuters.
Det er Rishi Sunaks første besøg hos Biden, siden han blev udpeget til premierminister i oktober sidste år.
Ifølge en talsperson for Sunak skal de to regeringsledere blandt andet drøfte styrkelse af de økonomiske bånd mellem Storbritannien og USA og militærstøtte til Ukraine. Der vil dog ikke være forhandlinger om en formel frihandelsaftale, lyder det.
Mette Frederiksen besøger Joe Biden i Washington på mandag den 5. juni.