Den Danske Scenekunstskole får ny rektor efter problemer
Den nye rektor for Den Danske Scenekunstskole hedder Emmet Feigenberg. Han kommer fra en stilling som direktør på Østerbro Teater, hvor han har været siden 2017.
Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
Emmet Feigenberg har tidligere været skuespilchef på det Kongelige Teater. Og han har både været instruktør, oversætter, underviser og lavet dramaturgisk arbejde.
Han er uddannet sceneinstruktør ved Det Kongelige Teater og ved National Theatre i London.
Sidste sommer valgte daværende rektor Mads Thygesen at trække sig, efter flere studerende mente, at der var problemer med mistrivsel, for mange sygemeldinger og rod med planlægningen af undervisningen.
Skolen var allerede her under skærpet opsyn grundet rod i økonomien.