Seneste Nyt

Den franske baguette er kommet med på Unescos liste over kulturarv

I Paris bliver endnu en baguette langet over disken. (Foto: © Michel Euler, Copyright 2022 The Associated Press. All rights reserved)

Den franske baguette bliver en del af Unescos liste over bevaringsværdig kulturarv.

Det er i dag blevet besluttet af en række eksperter på en Unesco-samling i Marokko.

En baguette består kun af fire ingredienser - mel, gær, salt og vand - og der bliver ifølge BBC bagt omkring 16 millioner baguettes hver eneste dag i Frankrig.

Dog er selvstændige bagere i Frankrig de seneste årtier lukket på stribe, mens fabriks-fremstillet brød vinder frem.

Unescos håb er, at en international anerkendelse vil bremse tilbagegangen for bagerne.

Nyheder

  1. Brasilien sænker asbestfyldt hangarskib trods miljøprotester

    Det 266 meter lange hangarskib blev bygget i Frankrig i 1950'erne, og solgt til Brasilien i 2000. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)

    Brasilianske myndigheder har fredag lokal tid sænket et gammelt, franskbygget hangarskib, som ifølge miljøforkæmpere er fyldt med asbest og andre giftstoffer.

    Den planlagte sænkning af det seks årtier gamle 'São Paulo' skete sent fredag eftermiddag og skete trods store protester fra miljøorganisationer.

    - Den planlagte og kontrollerede sænkning fandt sted omkring 350 kilometer ud for Brasiliens kyst i Atlanterhavet i et område med en dybde på cirka 5000 meter, udtaler den brasilianske flåde i en erklæring.

    Beslutningen om at sænke skibet blev truffet, efter at Brasilien forgæves havde forsøgt at finde et sted, der var villig til at hugge det op.

    Miljøforkæmpere henviser til, at skibet indeholder tonsvis af det kræftfremkaldende stof asbest, tungmetaller og andre giftige materialer, der vil forurene havet og brede sig i havets fødekæder.

  2. Kinas politiske tillid til Rusland er styrket efter besøg

    Et møde mellem Kinas viceudenrigsminister, Ma Zhaoxu, og Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov, på russisk hjemmebane har styrket de politiske bånd mellem de to nationer.

    Sådan lyder det i en udtalelse fra det kinesiske udenrigsministerium.

    Reuters skriver, at Kina ifølge udtalelsen er villig til at arbejde med russerne for et strategisk samarbejde og for at gøre yderligere tiltag for at fremme deres forhold.

    For et år siden mødtes Kinas præsident Xi Jinping og Ruslands præsident Vladimir Putin, hvor de annoncerede, at begge lande ville stille krav til Vesten.

  3. Tysk efterforskning af Nord Stream 1 og 2 viser foreløbigt ikke russisk indblanding

    Tysklands egen efterforskning af eksplosionerne på gasledningerne Nord Stream 1 og 2 har ind til videre ikke fundet beviser for, at Rusland står bag.

    Det siger den tyske chefanklager Peter Frank i et interview med det tyske medie Die Welts søndagsmagasin, som nyhedsbureauet dpa har set på forhånd.

    - Det kan ikke bevises på nuværende tidspunkt. Efterforskningen fortsætter, siger han.

    De to Nord Stream-forbindelser er bygget til at transportere naturgas fra Rusland til Europa og strækker sig fra Rusland til det nordøstlige Tyskland.

    I september sidste år blev der sprunget læk på de to forbindelser.

    Både Danmark og Sverige er i gang med deres egne undersøgelser af eksplosionerne. Hvor langt vi er herhjemme vides ikke, da hele efterforskningen er hemmelighedsstemplet.

  4. Flere brud på tilhold bliver registreret

    Siden 2017 er antallet af registrerede tilholdsovertrædelser steget med 145 procent.

    Det viser en opgørelse fra Rigsadvokaten, som TV2 har fået aktindsigt i.

    I 2017 blev der noteret knap 3000 brud på tilhold. I 2022 var det tal steget til godt 7300.

    David Sausdal, kriminolog ved Lunds Universitet, ser positiv på, at færre kvinder ser ud til at tøve med at anmelde et brud på et tilhold.

    Det kan skyldes den øgede opmærksomhed på vold mod kvinder og partnervold i det hele taget, siger han til TV2.

    Et tilhold betyder, at en person, som forfølger eller chikanerer en anden, hverken må kontakte eller følge vedkommende.

    Ifølge TV2's oplysninger er 5587 ud af de 7296 overtrædelser begået af bare 13 personer. De 13 personer har i gennemsnit brudt deres tilhold 430 gange.

  5. Amerikansk nødhjælpsarbejder dræbt i Ukraine

    En 34-årig amerikansk læge har mistet livet i Ukraine.

    Det skriver flere medier blandt andet CNN og The Guardian.

    34-årige Pete Reed døde, da hans bil blev ramt af et missil i Bakhmut, hvor han hjalp med at evakuere civile, skriver The Guardian. Bakhmut har i den seneste tid haft voldsomme kampe.

    Reed var krigsveteran og havde tidligere været udsendt til Afghanistan, hvor han var militærlæge.

    Derudover var han en bærende kraft i den humanitære nonprofitorganisation ’Global Outreach Doctors’ samt den humanitære organisation ’Global Response Medicine’, som han selv oprettede. Sidstnævnte bekræfter hans død på det sociale medie Twitter.

    Pete Reeds egen organisation hylder ham efter, han mistede livet i Ukraine. (Foto: © Casper Lindbjerg Greve DR)
  6. Snowboardere sagsøger USA's ekslandstræner for krænkelser

    Tre tidligere snowboardere fra USA har rettet en stribe opsigtsvækkende anklager mod en tidligere landstræner.

    Ifølge Rosey Fletcher, Erin O'Malley og Callan Chythlook-Sifsof stod ekslandstræneren i næsten 20 år bag seksuelle overgreb og vold mod dem og andre kvinder.

    De anklager samtidig USA's Ski- og Snowboardforbund (USSS) samt USA's Olympiske og Paralympiske Komité (USOPC) for at 'støtte, tillade og bakke op om' opførslen.

    Kvinderne har derfor sagsøgt alle tre parter, viser retsdokumenter fra en domstol i Los Angeles ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Anklagerne kræver økonomisk godtgørelse, fordi landstræneren efter deres mening har misbrugt sin position til at 'tvinge sig til seksuelle handlinger gennem magt, manipulation, følelsesmæssigt misbrug, intimiderende adfærd og hævn'.

    USSS skriver i en udtalelse, at forbundet er bekendt med søgsmålet, men har endnu ikke haft lejlighed til at nærstudere det.

    Ekslandstræneren blev fyret i marts sidste år, efter at have været midlertidigt suspenderet.

  7. USA vil sende beslaglagte oligark-millioner til Ukraine

    USA's justitsminister, Merrick Garland, har efter et møde med Ukraines statsanklager, Andriy Kostin, offentliggjort, at beslaglagte millioner fra en russisk oligark skal støtte Ukraine.

    Det skriver CNN.

    Pengene kommer fra den russiske oligark Konstantin Malofeyev, der fik beslaglagt flere millioner i juni.

    - I dag annoncerer jeg, at jeg har godkendt den første pengeoverførsel af beslaglagte russiske midler til at blive brugt i Ukraine, sagde Garland.

    Der er tale om omkring 37 millioner kroner, der er blevet overført til det ukrainske udenrigsministerium og skal gå til at genopbygge Ukraine.

    Under mødet takkede Andriy Kostin for støtten.

    - Vi er USA taknemmelige for deres støtte og indsats. Det vil ukrainerne aldrig glemme.

    USA's justitsminister, Merrick Garland, mødtes med Ukraines statsanklager, Andriy Kostin i USA's justitsministerium. Med til mødet var også Ukraines ambassadør i USA, Oksana Markarova. (Foto: © Jim Lo Scalzo, Ritzau Scanpix)
  8. Vestlige lande vedtager nye prislofter på russiske brændstoffer

    Som modsvar på Ruslands invasion af Ukraine, har en række vestlige lande vedtaget nye tiltag for at ramme russisk olieeksport.

    EU-lande, G7-lande og Australien er fredag nået til enighed om prislofter på forskellige russiske brændstoffer, inden også et EU-handelsforbud for russiske olieprodukter træder i kraft søndag.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters. G7 består af USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Canada.

    Der indføres to forskellige prislofter som følge af beslutningen: Et prisloft på 100 dollar per tønde af dyrere brændstoffer som eksempelvis diesel og et på 45 dollar for brændstoffer af lavere kvalitet som eksempelvis brændselsolie.

    100 dollar svarer til omkring 690 kroner.

    De nye prislofter kommer oveni et prisloft på råolie importeret ad søvejen, som EU og G7 indførte i december. Derudover trådte et importforbud mod russisk råolie via søvejen i kraft for de fleste EU-lande.

    Fredagens vedtagne prislofter forventes at træde i kraft søndag eller kort derefter.

  9. Sjette politibetjent fyret efter Tyre Nichols-anholdelse

    Endnu en politibetjent er blevet fyret i forbindelse med en anholdelse, der kostede den sorte mand, Tyre Nichols, livet.

    Det oplyser politiet i Memphis ifølge Reuters.

    Betjenten er fyret for at have brudt politiets regler for opførsel og troværdighed, som det hedder, i forbindelse med Nichols’ anholdelse. Derudover skulle han have overtrådt retningslinjerne ved brug af en strømpistol.

    Betjentens advokat oplyser, at betjenten er uenig i fyringen, men at han fortsat vil samarbejde med myndighederne.

    Fem betjente er tidligere blevet fyret og nu anklaget for 'second degree murder' på Tyre Nichols, der døde tre dage efter en brutal anholdelse den 7. januar.

    Her har kropskameraer fra betjentene vist, hvordan Nichols liggende på jorden bliver slået og sparket.

  10. Elon Musk bliver frifundet i sag om Tesla-tweet

    Musk på vej ud fra retten i San Francisco. "Jeg er dybt taknemmelig for nævningetingets enstemmige afgørelse om uskyld", skrev han på Twitter efter afgørelsen. (Foto: © Jeff Chiu, Associated Press)

    Teslas administrerende direktør, Elon Musk, er ikke er ansvarlig i en sag om svindel på grund af et tweet, han udsendte i 2018.

    Det har et nævningeting i USA afgjort.

    Sagen har kørt ved en domstol i San Francisco og drejer sig om et tweet, hvori Musk skrev, at han overvejede at afnotere elbilsproducenten Tesla for 420 dollar per aktie.

    Budskabet udløste udsving på Teslas aktiekurs, hvilket kostede aktionærer mange penge. Flere havde derfor lagt sag an mod Elon Musk og krævet milliarder af dollar i erstatning.

    Musk selv var hurtig til at reagere på afgørelsen, der faldt fredag amerikansk tid.

    - Gudskelov har folkets visdom sejret, sagde han.

    Nævningene brugte to timer på at votere, før de var klar med en afgørelse.

  11. Pentagon opdager ny 'spionballon' over Latinamerika

    Mens USA anklager Kina for at bruge en ’vejrballon’ til spionage, og Kina beskylder amerikanerne for at bruge ballonen som et påskud til at sværte Kina til, så har Pentagon registreret endnu en ballon i nat dansk tid.

    Det oplyser Pat Ryder, der er talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, skriver The Guardian.

    - Vi har fået rapporter om en ballon over Latinamerika. Vi anser den som endnu en kinesisk overvågningsballon, siger han.

    USA's udenrigsminister, Antony Blinken, har udskudt en planlagt besøg i Kina denne weekend på grund af den første kinesiske ballon, der blev fundet svævende i amerikansk luftrum.

  12. Dødstallet stiger, mens chilenere flygter fra skovbrande

    Flere end 100 hjem er blevet ramt af de voldsomme skovbrande, der hærger i Chile på grund af en voldsom hedebølge.

    Brandene har indtil videre kostet 13 personer livet, og 47.000 hektar skov er blevet ødelagt, oplyser chilenske myndigheder. Til sammenligning er Bornholms areal næsten 59.000 hektar.

    Den chilenske regering har på grund af de voldsomme skovbrande erklæret nødretstilstand i flere af det sydamerikanske lands regioner.

    Blandt de omkomne er både civile, men også redningsfolk, der kæmper mod brandene i de chilenske dagtemperaturer, der ligger på omkring 40 grader.

    • Santa Juana er en af de chilenske byer, der er hårdt ramt af skovbrande. (Foto: © Javier Torres, Ritzau Scanpix)
    • Branden har ødelagt 47.000 hektar skov. (Foto: © JUAN GONZALEZ, Ritzau Scanpix)
    • Udover skov, så er over 100 hjem ødelagt som følge af branden. (Foto: © Javier Torres, Ritzau Scanpix)
    • Brandene har taget alt med sig. Her ses en udbrændt bil. (Foto: © JUAN GONZALEZ, Ritzau Scanpix)
    • Brandfolk kæmper intenst med at bekæmpe skovbrandene, der er opstået af en ekstrem hedebølge i Chile. (Foto: © JUAN GONZALEZ, Ritzau Scanpix)
    • Flere chilenere er på flugt fra deres hjem, der er blevet ødelagt af flammerne. (Foto: © Javier Torres, Ritzau Scanpix)
    1 / 6
  13. Lørdagens vejr bliver flot og køligt, og mange vil få solen at se

    De fleste vil stå op til en flot og rolig lørdag morgen, og især i den østlige del af landet vil man få solen at se.

    Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, på sin hjemmeside.

    Temperaturen bliver i den kølige ende, og vil kun snige sig op mellem frysepunktet og tre graders varme, så det er om at huske det varme overtøj, hvis man skal ud og nyde solskinnet.

    I løbet af natten til søndag bliver vejret mere vinterligt, da en front bevæger sig ind over landet med regn, der, i takt med at fronten bevæger sig østover, går over i slud og tøsne, lyder det fra DMI.

  14. 22 har anmeldt PFAS som arbejdsskade

    Hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har 22 anmeldt det hormonforstyrrende stof, PFAS, som en arbejdsskade.

    De kan ikke give et præcist tal på, hvor mange der har fået anerkendt en PFAS-sygdom som arbejdsskade, men det er få.

    En af de grupper, der mistænkes for at være i høj risiko for at udvikle alvorlige sygdomme som følge af PFAS-stoffer, er brandmænd.

    Keld Rasmussen, der er formand for Brandfolkenes Organisation, mener at anmeldelserne kun er toppen af isbjerget.

    - Jeg er overbevist om, at der er mange flere end det her, siger han til nyhedsbureauet Ritzau.

    Han oplever, at mange brandfolk døjer med eftervirkninger af at have arbejdet med brandslukningsskum, der indtil 2011 indeholdte store mængder PFOS, der er et PFAS-stof.

    Eftervirkningerne kan blandt andet være prostatakræft, forhøjet kolesterol og blodpropper i hjernen, siger Keld Rasmussen.

    Han understreger, at han ikke har evidens for, at PFAS-stoffer er grunden. Men mistanken ligger nær, mener han.

    Hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring bekræfter de, at det er svært at få anerkendt PFAS-relateret sygdom som en arbejdsskade.

  15. Kina beskylder USA for at bruge luftballon som 'et påskud for at sværte Kina til'

    Tonen fra den kinesiske regering er skærpet, efter at USA's udenrigsminister, Antony Blinken, fredag udskød en planlagt tur til Kina denne weekend på grund af sagen om en kinesisk luftballon over USA.

    I en meddelelse på Kinas udenrigsministeriums hjemmeside sent lørdag forklarer Kina igen luftballonens indtrængen i amerikansk luftrum med 'force majeure' og gentager budskabet om, at den bruges til civile formål.

    - Nogle politikere og medier i USA har brugt hændelsen som et påskud for at angribe og sværte Kina til, står der.

    Luftballonen, der flyver hen over det centrale USA, har udviklet sig til en stor udfordring for forholdet mellem de to lande.

    USA mener, at luftballonen bruges til overvågning og spionage. Kina afviser bevidst at have sendt den mod USA.

  16. Lørdag tager turen til og fra Bornholm længere tid end normalt

    Fredag eftermiddag sejlede færgen ’Express 2’ ind i molen ved Rønne på Bornholm.

    Det betyder, at alle afgange med færgen lørdag er aflyst, skriver Bornholmslinjen.

    I stedet er det færgerne ’Hammershus’ og ’Povl Anker’, som skal fragte passagerer til og fra øen på ruten mellem Rønne og Ystad.

    Det betyder, at overfarten kommer til at tage længere tid end de normale 80 minutter.

    I morgen bliver der sejlet som vist herunder:

    Rønne - Ystad kl. 08.00, ankomst kl. 10.30 - 'Hammershus'

    Ystad - Rønne kl. 11.00, ankomst kl. 13.30 - 'Hammershus'

    Rønne - Ystad kl. 11.00, ankomst kl. 13.45 - 'Povl Anker'

    Ystad - Rønne kl. 14.30, ankomst kl. 17.15 - 'Povl Anker'

    Rønne - Ystad kl. 18.00, ankomst kl. 20.30 - 'Povl Anker'

    Ystad - Rønne kl. 21.00, ankomst kl. 23.30 - 'Povl Anker'

  17. Verdens ældste hund hedder Bobi og bor i Portugal

    Kun to uger fik den 23-årige chihuahua Spike fra Ohio lov at sidde og logre på tronen som verdens ældste nulevende hund.

    For nu har hunden Bobi fra Portugal indtaget førstepladsen med sine mere end 30 år, skriver Guinness World Records.

    Ifølge Guinness er Bobi faktisk verdens ældste hund nogensinde. Hunden, der er af racen Rafeiro do Alentejo, blev født 11. maj 1992.

    Og for lige at sætte dén dato en smule i perspektiv, så var det altså, lidt mere end en måned før Danmark sikrede sig EM-guldet i fodbold 26. juni samme år.

    Den tidligere rekord tilhørte en hund ved navn Bluey, som døde i 1939 i en alder af 29 år og fem måneder.

    På Guinness World Records Twitter-profil bliver Bobi også ønsket tillykke med den nye titel. (© (Screendump fra Twitter))
  18. Skovbrande i Chile koster fire mennesker livet

    • Himlen bliver lyst op på grund af brandene, der har spredt sig over 8.000 hektar. (Foto: © JUAN GONZALEZ, Ritzau Scanpix)
    • Ifølge The Guardian kæmper de chilenske myndigheder stadig med flammerne, selvom de allerede har fået kontrol med 146 brande. (Foto: © JUAN GONZALEZ, Ritzau Scanpix)
    • Hundredvis af huse er blevet ødelagt i branden,e og mange mennesker har været nødt til at blive evakueret fra deres hjem. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Den chilenske regering har erklæret undtagelsestilstand i dele af landet på grund af voldsomme skovbrande.

    Ifølge The Guardian har brandene kostet fire mennesker livet og spredt sig over et område på omkring 8.000 hektar. Desuden er hundredvis af mennesker blevet evakueret.

    Brandene er opstået, efter det sydamerikanske land er blevet ramt af en hedebølge, der har sendt temperaturerne i vejret i særligt den sydlige og centrale del af Chile.

    Ifølge lokale myndigheder mistede to mennesker livet, da ilden spredte sig på den vej, de kørte på. Yderligere to døde i et trafikuheld – formentligt mens de forsøgte at flygte fra brandene.

  19. Ukraine får avanceret fransk-italiensk luftværn, der kan skyde droner og raketter ned

    Frankrig og Italien er klar til at levere et avanceret luftværnssystem til Ukraine.

    Det oplyser det franske forsvarsministerium.

    Våbensystemet SAMP/T er udviklet i fællesskab mellem Frankrig og Italien.

    Ifølge forsvarsministeriet er systemet i stand til at finde snesevis af mål og uskadeliggøre ti af dem på samme tid - og det kan skyde både droner, raketter og fly ned, skriver Ritzau.

    Russerne har de seneste måneder intensiveret angreb med både droner og raketter for at ødelægge Ukraines infrastruktur.

    Derfor har mere luftværn stået højt på ukrainernes ønskeliste. Særligt det franske-italienske SAMP/T.

  20. Microsoft beskylder Iransk-støttet gruppe for at stå bag hackerangreb på Charlie Hebdo

    Iranere gik på gaden i Teheran den 13. januar i protest mod de satire-tegninger, som det franske tidsskrift bragte af Ali Khamenei. (Foto: © -, Ritzau Scanpix)

    Microsoft har i dag beskyldt en gruppe, med støtte fra den iranske regering, for at stå bag et hackerangreb på det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

    Angrebet skete ifølge Microsoft i begyndelsen af januar.

    Ved angrebet påstod gruppen at have oplysninger på mere end 200.000 Charlie Hebdo-kunder.

    Som bevis lækkede hackerne navne, telefonnumre samt hjemme- og mailadresser på konti, der angiveligt havde abonneret på eller købt varer hos Charlie Hebdo.

    Microsoft mener, at angrebet skete som svar på en konkurrence, som magasinet udskrev en måned tidligere. Her skulle deltagere sende deres bedste bud på en tegning, der gjorde grin med Irans religiøse leder, Ali Khamenei.

    I januar 2015 blev Charlie Hebdo udsat for et terrorangreb, hvor 12 mennesker mistede livet.

  21. To unge mænd idømt livstid for drab

    To mænd på henholdsvis 26 og 22 år er begge blevet idømt fængsel på livstid for et drab begået i Brøndby Strand for godt et år siden. Det skriver Ritzau.

    I januar blev begge mænd fundet skyldige i drab på en 22-årig mand, og i dag blev der altså udmålt straf til de to mænd.

    Den 22-årige mand blev skudt den 28. december 2021 efter at være blevet jagtet af de to dømte.

    Den dræbte mand blev ramt af tre skud på klos hold, som blev affyret af den 26-årige. Under sagen har den 26-årige erkendt, at det var ham, som affyrede de dræbende skud.

    Den 22-årige har under sagen nægtet sig skyldig i tiltalen mod ham.

  22. Ny våbenpakke fra USA giver Ukraine raketter med dobbelt så lang rækkevidde

    Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har præsenteret endnu en våbenpakke til Ukraine.

    Våbenpakken, som er omkring 15 milliarder kroner værd, består blandt andet af langtrækkende raketter, som kan nå mål næsten dobbelt så langt væk, som Ukraine hidtil har kunnet ramme, skriver Reuters.

    Det nye våben, Ground Launched Small Diameter Bomb, GLSDB, har en rækkevidde på 150 kilometer.

    Det raketsystem af typen Himars, som ukrainerne hidtil har fået leveret, kan ramme mål inden for cirka 80 kilometers afstand.

    Ud over de langtrækkende raketter så vil Ukraine også modtage flere Himars-raketter, luftværnssystemer, pansrede køretøjer og en masse ammunition.

  23. DR's sundhedsanalytiker ser flere udfordringer, hvis privathospitaler skal hjælpe mere til

    De danske privathospitaler skal hjælpe med til at få bugt med de høje ventelister.

    Men selvom de danske privathospitaler nok godt kan tage flere opgaver, så vil der være flere udfordringer på vejen, Det vurderer DR's sundhedsanalytiker, Anders Heissel.

    Den allerførste bliver at skaffe mere personale til de ekstra opgaver.

    - Ansatte, især læger og sygeplejersker, er en særdeles begrænset ressource i sundhedsvæsnet. Hvis de skal arbejde ekstra om aftenen eller weekenden på et privathospital, så skal de sikkert have noget ekstra for det, siger Anders Heissel.

    - Den regning kan privathospitalerne kun sende ét sted hen – og det er til sundhedsminister Sophie Løhde.

    Desuden kan der være en risiko ved at sprede flere komplicerede og specialiserede operationer ud på landets 70-80 privathospitaler, fortæller Anders Heissel.

    - Hvis man spreder operationer ud på for mange matrikler, ud på for mange læger, så er der en risiko for, at kvaliteten daler.

  24. Tre mænd fik samlet 24 års fængsel i stor narkosag

    Tre mænd er ved retten i Holstebro samlet set blevet idømt 24 års fængsel for omfattende narkokriminalitet.

    Dommene til de tre mænd i alderen 23, 26 og 36 år lød på henholdsvis fem, otte og elleve års fængsel.

    De er blevet dømt skyldige i flere tilfælde af narkobesiddelse med henblik på videresalg, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

    De er også blevet dømt for sammen at have sat ild til den dømte 26-åriges hus med henblik på forsikringssvindel. Desuden er én blevet dømt for våbenbesiddelse.

  25. Brand er slukket i Rinkenæs: Politiet afvarsler tidligere opfordring til borgere

    Tidligere i dag var politi og brandvæsen til stede ved en kraftig brand i en gård på Melskovvej ved Rinkenæs tæt på Gråsten.

    Borgerne i Rinkenæs blev opfordret til at søge inden døre og så vidt muligt undgå at gå ind i røgfanen, skrev Sydjyllands Politi på Twitter.

    På grund af kraftig vind havde brandvæsnet svært ved at slukke ilden, og branden gav en kraftig røgudvikling.

    Her til aften er branden blevet slukket - og politiet afvarsler derfor igen den tidligere opfordring til borgerne i forhold til røgen. Det oplyser Sydjyllands Politi på Twitter.

    Opdateret 3/2, klokken 19.57: Branden er nu slukket, og politiet har afvarslet tidligere opfordring til borgerne.

  26. Bornholmsfærge ramte mole og skal blive i havn: Passagerer skal med andre færger

    Færgen 'Express 2' skal indtil videre blive i havn. (Foto: © Laura Barfoed Mikkelsen, DR Bornhollm)

    Søfartsstyrelsen har bedt Bornholmsfærgen 'Express 2' om at blive i havn, efter færgen tidligere i dag ramte molen ved udsejlingen i Rønne. Det skriver Bornholmslinjen i en mail.

    Derfor arbejdes der lige nu på en plan med færgen 'Povl Anker' i stedet. Det forventes, at 'Povl Anker' kan være klar til sejlads ud af Rønne omkring klokken 18 – og fra Ystad klokken 21.15.

    Ifølge Bornholmslinjen har man forsøgt at få så mange passagerer som muligt med afgangen fra Rønne mod Køge med færgen 'Hammershus'.

    Søfartsstyrelsen afventer nu en rapport fra et selskab, som skal vurdere det tekniske i skaden.

    Det var tilsyneladende kraftige vindstød, som betød, at færgen ramte molen.

  27. USA's udenrigsminister udsætter kinesisk besøg efter sag med kæmpeballon

    Den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken skulle de kommende dage have været på besøg i Kina, men det besøg er nu udsat.

    Det skriver flere medier, inklusive CNN, BBC og ABC News efter uafhængigt at have talt med flere embedsmænd i militæret.

    Tidligere i dag kom nyheden om, at en kinesisk ballon var blevet spottet over delstaten Montana i USA.

    Kinas udenrigsministerium meldte i eftermiddags ud, at den var kinesisk, men at ballonen blev brugt til "meteorologiske og videnskabelig formål til civilt brug", og at man beklagede, at den er fløjet ind på amerikansk territorium.

    USA's forsvarsministerium, Pentagon, har i flere dage holdt øje med ballonen, som man mener bruges til overvågning.

  28. Modedesigner Paco Rabanne er død

    • Paco Rabanne på catwalken i Paris tilbage i 2001 med en model i hver hånd. (Foto: © STR New, Ritzau Scanpix)
    • Rabanne blev særligt kendt for kjoler lavet af metal og plastik. Her er modedesigneren omgivet af modeller i de særlige kreationer i Tokyo i 1969. (Foto: © Unknown, Scanpix Denmark)
    1 / 2

    Den kendte modedesigner Paco Rabanne er død i en alder af 88 år.

    Det skriver modefagbladet Women’s Wear Daily.

    Paco Rabanne blev født i Spanien i 1934, og selvom han oprindeligt var uddannet arkitekt, var det inden for modebranchen, at han blev berømt.

    Francisco Rabaneda Cuervo, som er Rabannes rigtige navn, begyndte sin karriere med at designe smykker for eksklusive mærker som Givenchy, Dior og Balenciaga, skriver Ritzau.

    I 1966 grundlagde han sit modehus, der blandt andet blev kendt for at designe særprægede kjoler lavet af metal og plastik. Store stjerner som Kim Kardashian, Gigi Hadid og Taylor Swift har båret hans kreationer.

    Dødsårsagen er endnu ukendt.

  29. Tidligere ansat på skole dømt for krænkelser af 19 piger

    En 64-årig mand er ved Retten i Aalborg i dag blevet kendt skyldig i at have blufærdighedskrænket 19 piger i alderen 6-10 år. Det fortæller TV2 Nord.

    Krænkelserne skete, mens manden var ansat på en skole i Aalborg Kommune.

    Retten idømte ham ni måneders ubetinget fængsel. Desuden må han ikke arbejde med børn i fem år. Manden skal betale erstatning til de enkelte ofre på mellem 5.000-12.000 kroner.

    Den 64-årige blev frikendt for et forhold om voldtægt af et barn under 12 år ved et andet seksuelt forhold end samleje.

    Den 64-årige mand nægter sig skyldig og har anket dommen til frifindelse.

  30. Hjemmeværnet skal erstatte Hæren i Kosovo

    Fra august 2023 og forventeligt to år frem vil det være Hjemmeværnet, der overtager opgaven fra Hæren i den fredsskabende Nato-operation, som Danmark bidrager til.

    Sådan lyder det fra forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor han har orienteret Folketingets partier om beslutningen.

    - Det er jeg meget meget glad for, at man gør, fordi det er med til at aflaste hæren på et vigtigt område, og det er en opgave, som Hjemmeværnet i den grad kan løse, siger Jakob Ellemann.

    Lige nu har vi ifølge Udenrigsministeriet cirka 36 udsendte. Seks af dem sidder i hovedkontoret i Pristina, mens de cirka 30 er en del af en bevogtningsdeling i den franske lejr Novo Selo.

    Fra 2011 til 2013 varetog Hjemmeværnet den samme opgave, som de altså skal igen fra august.

  31. 'Vi må ikke vakle i forhold til Rusland': Danmark er imod russisk OL-deltagelse

    Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) understreger, at Danmark er imod russiske atleter ved OL i 2024, som skal afholdes i Paris. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

    Der skal ikke være nogen tvivl om, hvad Danmarks holdning er.

    Russiske atleter skal ikke deltage i OL i 2024 under neutralt flag, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

    - Det er det officielle Danmarks holdning - og det er min holdning som minister - at vi ikke må vakle i forhold til Rusland, siger han til Ritzau.

    - Rusland skal udelukkes fra al international sport, så længe deres angreb på Ukraine fortsætter.

    Meldingen fra kulturministeren kommer i kølvandet på, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har åbnet for, at russiske og belarusiske atleter kan deltage under neutralt flag.

    - Det er helt uforståeligt, at der tilsyneladende er tvivl om linjen i IOC, siger ministeren.

    Jakob Engel-Schmidt siger videre, at Danmarks Idrætsforbund (DIF) ligeledes "arbejder hårdt for at fastholde udelukkelsen af Rusland".

  32. Dronningen melder på grund af rygproblemer afbud til åbning af udstilling på Nationalmuseet

    Dronning Margrethe har meldt afbud til en åbning af en udstilling på Nationalmuseet i morgen.

    Det oplyser Kongehuset på deres hjemmeside.

    Aflysningen skyldes rygproblemer.

    - Dronningen deltager ikke som planlagt i arrangementet i morgen (lørdag, red.) på grund af problemer med ryggen, oplyser kongehusets kommunikationsafdeling ifølge Ritzau.

    Udstillingen 'Jagten på danmarkshistorien' løber fra i morgen og frem til den 4. februar 2024.

    Opdateret klokken 16.40 med årsag til aflysning.

  33. Det amerikanske jobmarked er langt stærkere end ventet

    Der blev i januar skabt langt flere amerikanske arbejdspladser end ventet.

    Økonomer havde ventet en mere afdæmpet jobstigning på 188.000, men der kom i stedet hele 517.000 flere i arbejde.

    Det oplyser kontoret for beskæftigelsesstatistik i USA.

    Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, mener, at jobvæksten er "ekstrem stærk".

    - Jeg er nærmest rystet over, hvor høj jobvæksten er i USA i øjeblikket. Stigende rente og en historisk høj inflation er foreløbigt prellet fuldstændig af på arbejdsmarkedet i USA, skriver han i en analyse ifølge Ritzau.

    Det er gode nyheder for dem, der søger arbejde, men dårligt nyt for aktiemarkedet.

    Investorer frygter nemlig, at den amerikanske centralbank vil fortsætte med rentestigninger for at få bugt med det overophedede arbejdsmarked, der kan være med til at holde liv i den høje inflation.

  34. Bornholmerfærge har ramt molen i Rønne

    Kraftige vindstød har her til eftermiddag betydet, at færgen 'Express 2', der sejler mellem Bornholm og Ystad, har ramt molen ved udsejlingen fra Rønne.

    Det fortæller Bornholmslinjens kommunikationschef, skriver Ritzau.

    Ingen personer er kommet noget til ved hændelsen.

    På nuværende tidspunkt er det stadig uvist, om færgen kan sejle senere fredag. Før det besluttes, skal den først besigtiges i havnen i Rønne.

    Passagerer, som skal sejle mellem Rønne og Ystad, kan holde sig opdateret om driften på Bornholmslinjens hjemmeside. Desuden sender selskabet sms'er ud til de passagerer, der bliver berørt af ændringer i fartplanen.

Mere fra dr.dk