Seneste nyt

Den grønlandske udenrigsminister vil drøfte handelsaftaler med Blinken

Overblik

  1. Den grønlandske udenrigsminister vil drøfte handelsaftaler med Blinken

    Der er ét særligt emne den grønlandske udenrigsminister, Pele Broberg, gerne vil tale med sin amerikanske kollega Antony Blinken om, når de mødes i morgen. Det er handel.

    Den grønlandske økonomi skal nemlig udvikles, og der er USA vigtig, lyder det fra Broberg. Han vil gerne have mere direkte samhandel mellem de to lande.

    - Vi skal have kickstartet en proces med at få lavet handelsaftaler mellem Grønland og USA, siger han.

    Når en grønlandsk fisker skal sælge sin fangst i dag, bliver fiskene ikke eksporteret direkte til USA, men først til EU og derfra til et andet tredjeland. Det skal der laves om på, så der kan komme mere direkte samhandel med amerikanerne, siger den grønlandske udenrigsminister.

    Antony Blinken og Pele Broberg mødes i morgen i København og igen på torsdag i Grønland.

  2. Engelsk EM-profil: 'Det vigtigste var at vinde gruppen'

    Kantspilleren Raheem Sterling blev helten for England i aftenens EM-kamp mod Tjekkiet, da han scorede det enlige mål i opgøret.

    Sejren betød, at det engelske mandskab sikrede sig førstepladsen i puljen, og den var vigtig at sikre, hvis man spørger dagens matchvinder:

    - Det vigtigste var at vinde gruppen. Vi skal fortsætte med at arbejde hårdt og gribe de chancer, vi får på banens sidste tredjedel, siger englænderén.

    Se hele interviewet med Raheem Sterling i videoen herunder:

  3. Wien vil holde vaccinationsfest for unge

    I Østrigs hovedstad, Wien, vil man afholde såkaldte vaccinationsfester, der skal få unge i byen til at lade sig vaccinere.

    Det skriver nyhedsbureauet dpa ifølge Ritzau.

    Det er uvist, hvad planen helt konkret er, men musik og en festatmosfære skal være med til at få de unge til at blive vaccineret, lyder det.

    Tirsdag var første dag, hvor unge mellem 12–17 år havde mulighed for at tilmelde sig en vaccination.

  4. England booker billet til ottendedelsfinalen efter sejr over Tjekkiet

    Det engelske landshold slog her til aften Tjekkiet med 1-0, og dermed sikrede de sig førstepladsen i EM's gruppe D.

    Kampens ene scoring faldt i det 12. minut, da Raheem Sterling headede bolden ind bag den tjekkiske målvogter.

    Med sejren over Tjekkiet slutter England på syv point, hvilket er nok til at sikre dem førstepladsen i puljen. Tjekkerne slutter med fire point på puljens tredjeplads, men de er alligevel sikret videre avancement, som én af de fire bedste treere-

    Andenpladsen i puljen blev taget af Kroatien.

    Højdepunkterne fra opgøret kan du se lige her.

  5. Kroatien slår Skotland og sikrer andenpladsen i gruppen

    For Kroatien og Skotland var holdene i samme situation. Kun en sejr talte, hvis det skulle blive til en ottendedelsfinale.

    Det blev Kroatien, der tog sejren og EM-avancementet.

    Kroaterne fik efter lidt indledende pres fra skotterne overtaget styringen med kampen, og det kastede en scoring af sig efter et kvarters spil. Nikola Vlasic stod for scoringen.

    Skotterne fik dog udlignet lige inden pausen ved Callum McGregor.

    Efter pausen scorede Luka Modric et vidundermål, da han med ydersiden drejede bolden over i det lange hjørne af målet. Siden scorede også Ivan Perisic, da han headede et hjørnespark i nettet til 3-1.

    Sejren betyder, at Kroatien kravler op på andenpladsen i gruppe D.

  6. 'En drøm af et ydersidehug': Se kroats drømmemål mod Skotland her

    - Det er en drøm af et ydersidehyg!

    DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger var mildest talt begejstret, da kroatiske Luka Modric med ydersiden klaskede til bolden, der så strøg direkte op i Skotlands målhjørne i aftenens ene EM-kamp. Og så var stillingen 2-1 til Kroatien.

    Du kan se video af det flotte mål lige her:

    Kampen mellem Skotland og Kroatien kan følges lige her.

  7. Ny regionrådsformand udpeget i Region Hovedstaden

    Der er blevet udpeget en ny regionrådsformand i Region Hovedstaden.

    Det bliver Lars Gaardhøj (S), som afløser Sophie Hæstorp Andersen (S), der fortsætter som menigt medlem for at fokusere mere på valget til overborgmesterposten i København, hvor hun er partiets spidskandidat.

    Lars Gaardhøj overtager posten 1. august, og vil dermed varetage den i få måneder, inden der er valg 16. november.

  8. Nordisk Ministerråd har 'væsentlige udfordringer' med regnskaberne

    - Nordisk Ministerråd har væsentlige udfordringer med sin økonomi- og projektforvaltning.

    Så klart formuleres det i en pressemeddelelse fra Nordisk Ministerråd, hvor man inviterer til pressemøde i morgen.

    I den kortfattede indkaldelse står, at arbejdet med rådets regnskab for 2020 har været forsinket. Derfor kunne det først gives til Rigsrevisionen i Danmark i juni, og Rigsrevisionen har ikke afsluttet sin revision.

    Pressemødet, hvor vi formentlig bliver klogere, begynder i morgen klokken 11.30.

    Nordisk Ministerråd er et organ for samarbejde mellem de nordiske landes regeringer. På samme måde er Nordisk Råd et organ for samarbejde mellem de nordiske landes parlamenter.

  9. Formand for Pan Idræt: Hjulmands udmelding betyder 'utroligt meget'

    Fra Ofelia Plads i København, hvor der i dag blev spillet Pride Cup, tages der godt imod landstræner Kasper Hjulmands støtte, efter at UEFA har sagt nej til en regnbue-markering på stadion i München i morgen.

    Herrelandsholdets træner mener, at det ikke er et politisk statement at hylde LGBT+-rettigheder.

    Og Christian Bigom, formand for Pan Idræt, der blev grundlagt som en idrætsforening for bøsser og lesbiske, er enig.

    - Det betyder utroligt meget. Det er derfor, vi står her på Pride Cup og spiller fodbold i dag. Det er for at forsøge at sparke homofobien ud af fodbold.

  10. Stemning, forløsning og kærlighed: Landsholdets anfører sætter ord på en 'sindssyg' aften i Parken

    Efter landsholdets vilde 4-1-sejr over Rusland i går aftes skulle anfører Simon Kjær til en presseseance i dag forsøge at sætte ord på opgøret og opbakningen i Parken. Og her trådte særligt tre ord ud i kaptajnens beskrivelse af de 90 minutter og den efterfølgende jubel:

    - Stemning, forløsning og kærlighed. Det var en sindssyg aften i Parken. Det var det også mod Belgien, men selvfølgelig var der et resultat nu her, der gav lidt ekstra. Det var fuldstændig sindssygt, siger Simon Kjær.

    Du kan se, hvad Simon Kjær ellers havde at sige om danskernes opbakning til landsholdet i videoen herunder:

    Næste opgave for Simon Kjær og kompagni er på lørdag, hvor Wales venter i EM-ottendedelsfinalen.

    Kampen starter klokken 18, og du kan se med på DR1.

  11. Hær af mus invaderer fængsel og tvinger personale og indsatte ud

    En hær af mus har invaderet et fængsel i Australien, som betyder, at flere hundrede indsatte og personale er blevet genhuset.

    Det skriver CNN News.

    De mange mus har ødelagt dele af fængslets infrastruktur, ødelagt elinstallationer og loftpaneler.

    Lokale myndigheder i delstaten New South Wales oplyser, at mindst 420 indsatte og 200 ansatte er berørt i fængslet Wellington.

    Det vides ikke, hvornår de indsatte kan komme tilbage i fængslet, eller hvor mange mus der huserer.

    Landområder i Australien har længe været plaget af mus. Her ses en stor flok på en farm i Gilgandra i New South Wales. (Foto: MELANIE MOERIS © Ritzau Scanpix)
  12. Audis biler vil være fuldt elektriske inden 2033

    I marts måned bekræftede Audi, at man ville udfase udvikling og produktion af forbrændingsmotorer, men man var aldrig helt klare på, hvornår det ville ske.

    Det er Audi så nu.

    Den tyske bilproducent skriver i en pressemeddelelse, at de fra 2026 ikke vil producere nye bilmodeller, der skal bruge en forbrændingsmotor. De skal i stedet køre på el.

    Audi oplyser samtidig, at man også gradvist vil udfase at producere eksisterende bilmodeller, der skal bruge en forbrændingsmotor, der altså kører på benzin eller diesel. De vil helt udfases frem mod 2033.

    I 2025 sigter bilfabrikanten mod at have mere end 20 forskellige elektriske bilmodeller i sit sortiment.

  13. Landsholdets kok forkæler: 'I aften laver jeg trøffelrisotto'

    Risotto med trøffel. Det lyder lækkert, ikke?

    Menuen i den danske landsholdslejr står i aften på den delikate italienske ret krydret med de luksuriøse svampe. Landsholdets kok Per Thøstesen mener nemlig, at det er vigtigt at forkæle spillerne, efter de i går triumferede mod Rusland:

    - Der blev da spist noget mad i går, men det var ikke i hovedsædet. Men i aften glæder jeg mig til at lave noget trøffelrisotto til dem, så de kan blive forkælet lidt, siger landsholdets kok.

    I videoen herunder kan du se Per Thøstesen fortælle om landsholdsmenuen, mens han også giver et bud på, hvilke af de danske spillere spiser mest:

    Vurderet ud fra videoen sørger landsholdskokken helt sikkert også for, at der bliver fyldt godt op i energitanken hos spillerne, når de på lørdag skal møde Wales i EM-ottendedelsfinalen. Den kamp kan ses på DR1 klokken 18.

  14. Biden når ikke sit vaccinemål inden USA's nationaldag

    USA's præsident, Joe Biden, håbede, at 70 procent af alle amerikanere over 18 år var vaccineret inden landets nationaldag, den 4. juli.

    Men det mål når USA ikke.

    I øjeblikket har 65,4 procent af alle voksne fået mindst første dosis af en af de tre vacciner, der er godkendt til brug i USA - Pfizer, Moderna og Johnson & Johnson. Det skriver Ritzau.

    - Vi tror, at det vil tage et par uger mere, inden 70 procent af alle voksne har fået mindst ét stik, siger Jeffrey Zients, der leder Det Hvide Hus' coronaindsats.

    Ifølge Reuters er det kun 15 af USA's 50 delstater, som har nået Bidens vaccinemål.

  15. Babyblæksprutter svømmer i øjeblikket rundt på Den Internationale Rumstation

    Dusinvis af babyblæksprutter er langt væk hjemmefra.

    De svømmer i øjeblikket rundt på Den Internationale Rumstation, skriver flere internationale medier som The Guardian og The Independent.

    Nasa og SpaceX har sendt dem derop for at undersøge, hvordan blæksprutterne vil reagere på at rejse i rummet.

    Det er en lille smule kompliceret, men forskerne håber på, at den information, blæksprutternes rumrejse giver, kan bruges til at beskytte astronauter under lange rumopgaver.

    - Der er aspekter af immunsystemet, der bare ikke fungerer ordentligt under langvarige rumflyvninger, siger Jamie Foster, der er en af forskerne bag eksperimentet.

    Blæksprutterne skal hjem igen til Hawaii University, hvor de er opdrættet.

    Det er lidt kompliceret, men blæksprutten har et symbiotisk forhold til naturlige bakterier, der hjælper med at regulere deres bioluminescens. Det er den hawaiisk bobtail blæksprutte, der er i rummet. Foto: NASA
  16. Wales-profil ser frem mod Danmark-møde: 'Det bliver svært'

    Når Danmark på lørdag skal spille EM-ottendedelsfinale, er modstanderen Wales.

    Her hedder venstrebacken Ben Davies, og han forventer ikke, at opgøret mod det danske landshold ligefrem bliver en walkover for waliserne. Tværtimod faktisk:

    - Det bliver en svær kamp, men vi ser frem til den. Danmark er et rigtig godt hold, men Belgien havde været lige så slemt, siger venstrebacken.

    Du kan se, hvad Ben Davies ellers har at sige om det danske hold i videoen herunder:

    Lørdagens opgør mellem Wales og Danmark kan ses på DR1 klokken 18.

  17. Taliban tager kontrol over central grænseovergang

    Den militante Taliban-bevægelse har i dag taget kontrol over Afghanistans vigtigste grænseovergang til Tadsjikistan.

    Det oplyser lokale politikere og kilder i militæret ifølge Ritzau.

    Meldingen er, at afghanske sikkerhedsstyrker har forladt deres poster, og at flere af dem er flygtet over grænsen til Tadsjikistan.

    - Efter en times kampe indtog Taliban desværre denne morgen havnen og byen i Shir Khan samt alle grænseposterne mod Tadsjikistan, oplyser Khaliddin Hakmi, der er medlem af provinsrådet i Kunduz-provinsen.

    I maj indledte USA og andre internationale styrker deres tilbagetrækning fra Afghanistan, og siden har Taliban indtaget en række distrikter. Bevægelsen hævder at have kontrol med mindst 87 af landets 421 distrikter.

  18. Billie Eilish undskylder: Talte med karikeret asiatisk accent i gammel video

    Den amerikanske sanger Billie Eilish undskylder for sin opførsel i en gammel video, hvor hun synger med på en sang med racistiske linjer og taler med en karikeret asiatisk accent, der florerer på TikTok.

    - Jeg væmmes, og jeg skammer mig over, at jeg har sunget med på det ord, skriver hun på Instagram.

    Hun skriver, at hun var 13 eller 14 år gammel, da hun optog videoen.

    - Det er den eneste gang, jeg har hørt ordet, og det er aldrig et, som er blevet brugt af nogen i min familie. På trods af min uvidenhed og alder er der intet, der undskylder det faktum, at det var sårende. Og det er jeg ked af.

  19. Skuespilleren, der spiller Gunther i Friends, har kræft: 'På et tidspunkt får det nok has på mig'

    Du kender ham sikkert bedst som den platinblonde barista, der arbejder på Central Perk, og har haft et tiårigt langt crush på Rachel.

    Skuespilleren, der spiller Gunther i tv-serien 'Friends', James Michael Tyler, har uhelbredelig kræft. Det fortalte han i talkshowet Today, der sendes på NBC News.

    - Jeg blev diagnosticeret med fremskreden prostatakræft, som havde spredt sig til mine knogler.

    - Jeg har levet med diagnosen i snart tre år. Det er gået ind i fjerde stadie nu. Det er det sidst stadie, så du ved, på et tidspunkt får det nok has på mig.

    På Instagram takker han for al den kærlighed og støtte, han har modtaget.

  20. Nordkorea afviser håb om atomforhandlinger med USA

    USA må forvente at blive skuffet, hvis landet vil diskutere Nordkoreas atomvåbenprogram.

    Sådan lyder det i en erklæring til det nordkoreanske nyhedsbureau KNCA fra Kim Jong-uns søster, Kim Yo-jong. Det skriver Reuters.

    Kim Yo-jong er en del af toppen af Koreas Arbejderparti, og hun betragtes som en tæt rådgiver for landets øverste leder, Kim Jong-un.

    Hun reagerede på en udtalelse fra den amerikanske sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan, som i søndags sagde, at han så som et "interessant signal" i en tale, som Kim Jong-un holdt for nylig.

    Kim Jong-uns tale handlede både om forberedelser til konfrontation og diplomati med USA, herunder altså også Nordkoreas atomvåben.

    Kim Yo Jongs 'advarsel', som Reuters formulerer det, kommer også efter, at USA's særligt udsendte repræsentant, Sung Kim, tilbød at forhandle med Nordkorea 'når som helst, hvor som helst og uden betingelser.' Det skete, da Sung Kim var på besøg i Sydkorea for at møde blandt andre den sydkoreanske præsident Moon Jae-in. (Foto: Jorge Silva © Ritzau Scanpix)
  21. Uefa sagde nej til stadion klædt i regnbuefarver i München: Nu vil borgmesteren fylde hele byen med regnbueflag

    Sådan ser det ud, når Allianz Arena i München er lyst op i regnbuens farver. (Arkivfoto) (Foto: ANDREAS GEBERT © Ritzau Scanpix)

    Borgmesteren i den sydtyske storby München, Dieter Reiter, forstår ikke, hvorfor Uefa ikke vil give lov til at lade byens stadion lyse i regnbuens farver, når Tyskland i morgen spiller mod Ungarn.

    Derfor vil byen lade regnbueflag vaje fra rådhuset og lyse flere af byens vartegn op i regnbuefarver.

    - Jeg finder det skamfuldt, at Uefa forbyder os her i München at sende et signal til resten af verden om åbenhed, tolerance, respekt og solidaritet med de mange mennesker i LGBT-miljøet, siger han ifølge dpa, skriver Ritzau.

    Uefa har afvist ønsket, da man mener, at ansøgningen har en politisk karakter, fordi det specifikt var rettet mod en omstridt lov om seksuelle minoriteter, som den ungarske regering har vedtaget.

  22. Far dømt for at voldtage sin datter gennem fire år

    Fyns Politi oplyser, at en 51-årig mand er idømt fire års fængsel ved Retten i Svendborg for voldtægt mod sin dengang mindreårige datter. Overgrebene stod på, da pigen var mellem fem og ni år gammel fra 2006 til 2010.

    Den 51-årige brugte trusler og tvang til at voldtage datteren på Island og i et sommerhus på Østfyn.

    Sagen blev anmeldt i 2018, og manden blev via en europæisk arrestordre anholdt i Alicante i Spanien sidste år og udleveret til Fyns Politi 1. december 2020 og varetægtsfængslet dagen efter.

    Ud over fire års fængsel blev manden også idømt udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.

    Den 51-årige har anket dommen og afviser alle anklager. Den forurettede, der i dag er 19 år, har ikke set sin biologiske far siden 2010.

  23. Vatikanet forsøger at bremse lovforslag om anti-homofobi-lov i Italien

    Vatikanet opfordrer den italienske regering til at ændre et lovforslag, der ville kriminalisere homofobi.

    Det skriver flere internationale medier, herunder The Guardian.

    Vatikanet er bekymret for, at lovforslaget, hvis det bliver godkendt blandt andet vil begrænse den katolske kirkes "tankefrihed".

    I en note, afleveret på den italienske ambassade i Vatikanet, fremgår det, at dele af lovforslaget krænker en traktat, der blev indgået mellem Italien og den katolske kirke i 1920'erne.

    Det anti-homofobiske lovforslag undersøges i øjeblikket af justitsudvalget i det italienske senat, efter at det i november sidste år fik sin første godkendelse.

    Lovforslaget søger at forhindre og modsætte sig "forskelsbehandling og vold på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet og handicap".

  24. Gode nyheder fra DMI: Juli ser solrig og tør ud

    DMI tilføjer dog, at der er potentiale for kraftige lokale byger og torden gennem resten af juni og juli. (Arkivfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Der er gode nyheder, hvis man håber på solskinsdage på stranden og grillaftener i haven.

    DMI har i dag udsendt en månedsprognose for juli, og den peger i retning af en solrig og relativ tør måned.

    Et højtryk bliver bygget op fra vest for Danmark og blokerer for et lavtryk, mens der bliver sendt en smule kølig luft ned med os.

    - Det giver solrigt og mest tørt vejr med blomkålsskyer og sommertemperaturer, som forventes under hedebølgeniveau. Højtryk forskydes senere mod øst, som også giver solrigt vejr og måske varmere dagtemperaturer. Der er potentiale for kraftige lokale byger og torden gennem resten af juni og juli, skriver DMI.

  25. En thailandsk familie vågnede op til en elefant i køkkenet

    En thailandsk familie fik noget af et chok, da de sidste weekend fik et uventet natbesøg.

    - Vi sov og vågnede af en lyd inde i vores køkken, sagde Ratchadawan Puengprasoppon, en beboer i Hua Hin-distriktet.

    - Vi skyndte os nedenunder og så denne elefant stikke hovedet ind i vores køkken, hvor muren var blevet ødelagt.

    Det er faktisk ikke første gang, at familien får besøg af en sulten elefant. Der var allerede et hul i køkkenmuren, da en anden elefant i sidste måned 'tittede' ind i.

    Der var ikke noget mad i køkkenet lørdag nat, da elefanten var på rov, men den forsøgte muligvis at stjæle det salt, der var i et af skabene.

    Den thailandske families hus ligger i nærheden af en nationalpark, hvor lignende hændelser ofte sker i området. (Foto: RADCHADAWAN PEUNGPRASOPPORN © Ritzau Scanpix)
  26. EU køber 150 millioner vaccinedoser fra Moderna

    EU køber igen ind hos medicinalvirksomheden Moderna.

    Der er tale om yderligere 150 millioner vaccinedoser, som vil blive leveret næste år.

    - Vi sikrer os yderligere 150 millioner vaccinedoser. Og vi sikrer os en kontrakt med den fleksibilitet, som vi har brug for, til at skaffe en ny generation af tilpassede covid-19-vacciner, der er effektive mod varianter. Dette gør det muligt for os at beskytte borgere mod nye varianter af virussen, siger formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen.

    Købet af de ekstra doser er en del af en aftale om i alt 300 millioner vaccinedoser fra Moderna, hvoraf halvdelen blev købt tidligere på året. I aftalen fremgik det, at EU havde mulighed for senere at købe de resterende 150 millioner doser, og det har EU så gjort nu. Det skriver Reuters.

  27. Sverige rykker aldersgrænsen og tilbyder coronavacciner til 16-årige

    Sverige vil fremover tilbyde vaccine til unge svenskere på ned til 16 år.

    Det har uddannelsesminister Anna Ekström og generaldirektør Johan Carlson fra den svenske sundhedsstyrelse Folkhälsomyndigheten tidligere i dag meddelt på et pressemøde. Indtil nu har der været en aldersgrænse på 18 år.

    Børn ned til 12 år, der måtte have særligt brug for vaccinens beskyttelse, vil også blive tilbudt den.

    - For det første beskytter vaccinen mod sygdom. 150 børn og unge har hidtil haft brug for indlæggelse. For det andet mindsker det risikoen for smittespredning mellem unge. For det tredje mindsker det smittespredningen til andre grupper i samfundet, siger Johan Carlson.

    Ifølge de seneste tal fra Folkhälsomyndigheten er der i alt 14.608 svenskere, som er døde efter at være blevet smittet med corona. Der er registreret i alt 1.088.014 smittede i Sverige, siden man begyndte at registrere svenske coronatilfælde.

  28. De sidste danske soldater har nu forladt Afghanistan

    De sidste danske soldater har her til eftermiddag forladt Afghanistan efter næsten 20 års militær tilstedeværelse i landet.

    Det bekræfter Forsvarsministeriet over for DR Nyheder.

    Fra 2002 til 2014 bidrog danske soldater til missionerne Operation Enduring Freedom og ISAF – International Security and Assistance Force, og siden 2015 har Danmark været en del af den NATO-ledede mission Resolute Support.

    Den militære indsats i Afghanistan startede med en amerikansk invasion i kølvandet på angrebet på World Trade Center den 11. september 2001. Den danske exit sker, efter USA i midten af april annoncerede sin endelige tilbagetrækning fra Afghanistan.

    44 danske soldater har mistet livet i Afghanistan siden 2002. Samlet har der været 12.000 danske udsendte.

  29. Danmark har rekordmange ryttere med i Tour de France

    Tidligere i dag var ni danske cykelryttere bekræftet til at køre i årets udgave af Tour de France.

    Blandt cykelrytterne er den dobbelte danske etapevinder fra Tour de France i 2020, Søren Kragh Andersen, der for fjerde år i træk er udtaget til Touren.

    Nu kan Danmark føje endnu to danske ryttere til totalen, da EF Education som det sidste hold har sat navne på sine ryttere i årets Tour de France, og som ventet var Magnus Cort og Michael Valgren blandt de otte aktører.

    Dermed kom det samlede danske deltagerantal i Touren op på 11 ryttere, hvilket er rekord.

    Tidligere er Søren Kragh Andersen (Team DSM), Casper Pedersen (Team DSM), Jakob Fuglsang (Astana), Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma), Christopher Juul-Jensen (BikeExchange), Michael Mørkøv (Quick-Step), Kasper Asgreen (Quick-Step), Mads Pedersen (Trek) og Mikkel Bjerg (UAE) også officielt skrevet på startlisten.

    Tour de France begynder på lørdag.

  30. Stærekasserne får foden fra speederen - kommission vil have flere

    Politikerne på Christiansborg skal nu tage stilling til, om der skal sættes flere stærekasser op som dem, der blitzer fartglade bilister 11 faste steder i landet.

    Forsøget med de ubemandede automatiske fartkontroller er meget effektfuldt, og Færdselssikkerhedskommissionen vil derfor anbefale, at stærekasserne skal blive stående - og at der kommer flere af dem.

    - Vi har anbefalet flere stærekasser i Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan. Det man kan se er, at de nedsætter hastigheden, og hastigheden er en rigtig stor årsag til, at ulykker sker, siger Marianne Foldberg Steffensen, chef for trafiksikkerhed i Vejdirektoratet.

  31. 155 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går

    155 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Der er ingen nye dødsfald.

    Dagens smittetal er baseret på 71.648 pcr-test. Det svarer til, at 0,22 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Det fremgår af dagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

    Der er samtidig foretaget 402.568 hurtigtest de sidste 24 timer. Positive prøvesvar herfra indgår dog ikke i smittetallene, fordi der er usikkerhed om svarene.

    Der er nu 67 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er 15 færre end i går. Af de indlagte er 18 på intensiv afdeling og 13 er i respirator.

    Der er indtil videre vaccineret 3.068.184 personer, hvilket svarer til 52,5 procent af befolkningen. 1.676.621 personer er færdigvaccinerede, hvilket er 28,7 procent af befolkningen.

  32. Finsk landstræner: 'Danmark fortjener andenpladsen'

    Der var stor spænding om, hvilket hold skulle tage andenpladsen i EM's gruppe B, da både Danmark og Rusland samt Belgien og Finland i går aftes spillede på samme tid.

    Efter kampenes slutfløjt var det en realitet, at andenpladsen og den direkte billet til ottendedelsfinalen endte i danske hænder. Og selvom den finske landstræner Markku Kanerva gerne havde set sit eget hold tage den plads, mener han, at andenpladsen er retvisende for det danske holds styrke:

    - Det danske landshold har leveret et stærkt comeback. De har vist høj kvalitet og mental styrke. Jeg synes, at det danske hold fortjener andenpladsen i gruppen, siger den finske landstræner på et pressemøde efter kampen.

    Du kan se, hvad den finske landstræner havde at sige om Danmark i videoen herunder.

    I ottendedelsfinalen skal det danske landshold stå ansigt til ansigt med Wales. Hvad de tidligere landsholdsprofiler Peter Schmeichel og Flemming Povlsen mener om det opgør, kan du læse her.

  33. Heunicke: Kontakttallet er i denne uge 0,8

    Kontakttallet er i denne uge beregnet til 0,8, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke.

    Det betyder, at epidemien er aftagende.

    - Det afspejler sig i smittetallene, der siden slutningen af sidste uge har ligget under 250 bekræftede tilfælde. Det er det laveste niveau siden september, skriver ministeren på Twitter.

    Kontakttallet var det samme i sidste uge.

  34. Rekordmange danskere til Touren

    Den dobbelte danske etapevinder fra Tour de France i 2020, Søren Kragh Andersen, er for fjerde år i træk udtaget til Tour de France.

    Det oplyser Team DSM i en pressemeddelelse og tilføjer, at 25-årige Casper Pedersen også er med på holdet. Det er Pedersens andet Tour de France i karrieren.

    Med udtagelsen af de to danskere hos Team DSM er rekorden for flest danskere i Tour de France dermed også tangeret.

    Ligesom i 2019 er ni danskere officielt udtaget, men rekorden kommer med al sandsynlighed til at falde.

    EF har således ikke udtaget sit hold endnu, og her er både Michael Valgren og Magnus Cort mere end varme på bud på en udtagelse.

    Tidligere er Jakob Fuglsang (Astana), Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma), Christopher Juul-Jensen (BikeExchange), Michael Mørkøv (Quick-Step), Kasper Asgreen (Quick-Step), Mads Pedersen (Trek) og Mikkel Bjerg (UAE) også officielt skrevet på startlisten.

    Opdateret klokken 14:42: Mads Pedersen og Mikkel Bjerg fremgik ikke tidligere på listen over rytterne, som er bekræftet til dette års Tour de France. De er tilføjet nu.

  35. Danmarks største landboforening ser dagens lys

    Tre store foreninger - LandboThy, Landboforeningen Limfjord og Lemvigegnens Landboforening - har nu sagt ja til at fusionere. Til sammen har de godt 2.000 medlemmer.

    Den nye landboforening får navnet Fjordland – og mere end 200 ansatte, der kan hjælpe landmændene med viden og vejledning. Blandt andet i forhold til den grønne omstilling.

    - Ingen kan møde fremtidens udfordringer alene. Samarbejde og fællesskab er det, der flytter både holdning og handling. Derfor kigger vi ind i en fusion, siger Henrik Galsgaard fra LandboThy, der bliver direktør den nye landboforening.

    Fusionen blev forsinket, da et flertal på Landboforeningen Limfjords generalforsamling stemte nej. Men på en ekstraordinær generalforsamling i aftes stemte 89 for, mens 83 stemte imod. To sedler var blanke.

  36. Risikoråd til regeringen: Grib ind over for afdragsfrie lån

    Der er tegn på risikoopbygning på boligmarkedet, og derfor bør regeringen stramme adgangen til afdragsfrie lån mod pant i fast ejendom.

    Det fremgår af en henstilling fra Det Systemiske Risikoråd, der er ansvarlig for at advare regeringen om trusler mod dansk økonomi.

    Helt konkret vil det betyde, at danske boligejere ikke kan optage afdragsfrie realkreditlån eller realkreditlignende banklån mod pant i fast ejendom, såfremt boligens belåningsgrad overstiger 60 procent.

    I 2020 var det lidt under halvdelen af realkreditinstitutternes nye lån til boligejere, der har en belåningsgrad på over 60 procent, som var uden afdrag.

  37. Politiet advarer om kø ved grænsen, når det bliver lettere at rejse ind og ud af Danmark

    Når det fra på lørdag bliver lettere at rejse til og fra Danmark, vil der kunne opstå kødannelse ved grænsen.

    Det siger direktør i Københavns Politi, Anne Tønnes, på et pressemøde.

    - Politiet forventer en væsentlig rejseaktivitet ved grænsen. Den forenklede model for EU's coronapas vil gøre det lettere. På den anden side vil der komme en øget rejseaktivitet, som vil kunne medføre kø på grænsen.

    - Man skal tage højde for det, når man planlægger sin rejse ind og ud af Danmark, siger hun.

  38. Borgerservice: Tre krav til fodboldfans, der vil til Holland

    Der er skidt nyt til de danske fodboldfans, der drømmer om en weekend i Amsterdam, hvor Danmark lørdag spiller ottendedelsfinale ved EM i fodbold.

    Holland betragter Danmark som højrisikoland. Derfor er coronapasset ikke gældende.

    I stedet gælder tre regler for danske rejsende:

    - Man skal have en negativ PCR–test, der er maksimalt 72 timer gammel.

    - Man skal gå i isolation i op mod ti dage ved indrejse, men man kan testes fra dag fem. - Man skal udfylde en karantæneattest, hvor der står, hvor man isoleres.

    Er man kun i Holland i 12 timer, er man undtaget karantænekrav. Tidligere har 4700 danske fodboldfans haft billet til en mulig ottendedelsfinale.

  39. Uefas regnbueafvisning mødt med hovedrysten i EU

    Sådan ser det ud, når Allianz Arena i München er oplyst i regnbuens farver. (Foto: Frank Hoermann/SVEN SIMON © Verwendung weltweit)

    Der bliver ikke nogen markering af LGBT+-rettigheder, når Tyskland i morgen aften tørner sammen med Ungarn på Allianz Arena i den sydtyske by München.

    Byrådet havde ellers spurgt Uefa om lov til at oplyse stadion i LGBT+-flagets regnbuefarver i protest mod ny ungarsk lovgivning, som får kritik for at være diskriminerende.

    Men det blev et nej tak fra Uefa.

    Den beslutning møder hovedrysten fra EU's kommissær for værdier, Vera Jourová, og flere EU-landes ministre, heriblandt udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Det skriver Ritzau.

    - Jeg synes, at det er helt på sin plads at markere al kamp imod diskrimination. Også i forhold til LGBTI-dagsordenen, siger Kofod.

  40. 29 smittede i forbindelse med fodbold-EM i Danmark

    Der er fundet relativt få smittede efter Danmarks tre landskampe i København.

    Det fortæller direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri.

    - Aktuelt er der i alt rapporteret om 29 smittetilfælde, hvor personen har været smittet under kampen, eller er blevet smittet under kampen, siger hun.

    Det gælder både arrangementer i Parken og storskærmsarrangementer.

  41. Tidligere dansk verdensmester kører Tour de France

    Den tidligere verdensmester Mads Pedersen kører Tour de France for Trek-Segafredo for andet år i træk.

    Det bekræfter holdet tirsdag, hvor det også slår fast, at hollænderen Bauke Mollema i første omgang kører for klassementet.

    25-årige Mads Pedersen skal sammen med belgiske Jasper Stuyven jagte etapesejre.

    - Mads og Jasper har vist, at de har evnerne til at vinde de største løb, og vi har et etableret hold omkring dem, der kan være medvirkende til, at det sker i Touren, siger holdets general manager, Luca Guercilena i en pressemeddelelse.

    Ud over Pedersen, Mollema og Stuyven kører italieneren Vincenzo Nibali for Trek-Segafredo sit niende Tour de France.

    26-årige Niklas Eg var en del af Tour-holdet i sidste sæson, hvor han sluttede som nummer 51 i det samlede klassement, men han er som forventet ikke en del af holdet i år. Løbet begynder på lørdag.

    Mads Pedersen kører Tour de France fra på lørdag - dog uden regnbuestriber. (Foto: NILS MEILVANG © Ritzau Scanpix)
  42. Praktiserende Læger og Regionerne indgår ny overenskomst

    Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) er ifølge en pressemeddelelse nået til enighed om en ny overenskomst for de praktiserende læger.

    Den nye aftale har fokus på ulighed i sundhed, nye tilgængelighedsformer for patienterne og fastholdelse af ældre læger.

    Som en del af aftalen bliver honorarstrukturen i lægevagten ændret, så der kommer en mere balanceret honorering.

    Det betyder, at den visiterende læge får samme ydelse, uanset om patienter afsluttes i telefonen eller henvises til yderligere undersøgelser. DR har tidligere sat fokus på, at vagtlæger har kunnet tjene endog meget høje honorarer.

    Aftalen er indgået med forbehold for godkendelse hos begge parter. Hvis den godkendes, træder den i kraft 1. januar 2022.

  43. Der bliver skåret ned i antallet af daglige lyntest hen over sommeren

    Hen over sommeren bliver der skåret ned i antallet af lyntest landet over.

    Det sker, fordi der ikke er er så mange, der har brug for lyntest, når de er blevet færdigvaccineret.

    Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

    I øjeblikket kan der foretages 500.000 daglige lyntest. Det skæres i første omgang ned til 400.000.

    Kapaciteten for PCR-test vil stadig blive opretholdt på nuværende niveau.

  44. EU-Domstol: Youtube er ikke ansvarlig for brugeres ulovlige videoer

    Når brugere på hjemmesider som YouTube uploader videoer, der krænker ophavsretten, kan hjemmesiderne som udgangspunkt ikke stilles til ansvar.

    Sådan lyder det i en afgørelse fra EU-Domstolen.

    Domstolen vurderer, at det indhold, som brugere ulovligt stiller til rådighed online, i princippet ikke bliver overført af operatørerne af onlineplatformene.

    Det lyder dog samtidig, at platforme som YouTube i særlige tilfælde - hvor hjemmesiderne aktivt bidrager til at give offentligheden adgang til videoerne - godt kan stilles til ansvar for at udbrede det ulovlige indhold, skriver Ritzau.

  45. Få et skud vaccine og vind en stor sæk ris

    I et fattigt område i udkanten af Filippinernes hovedstad Manilla havde myndighederne svært ved at få indbyggerne til at vælge at blive vaccineret.

    Men siden slutningen af maj er udviklingen vendt, efter at man i Sucat-området har lavet et lotteri og udtrækker 20 ugentlige vindere af en sæk med 25 kilogram ris blandt dem, der lader sig vaccinere.

    Initiativet har ført til, at man nu dagligt får stukket omkring 2.000 personer i armen mod kun 400 tidligere.

    I Filippinerne har man foreløbigt kun vaccineret omkring to millioner fuldt ud af en befolkning på omkring 110 millioner indbyggere, primært med den kinesiske Sinovac-vaccine.

    Præsident Rodrigo Duerte truede mandag med fængselsstraf til filippinere, som nægter at lade sig vaccinere.

  46. Historisk: Amerikansk fodboldspiller står frem som homoseksuel

    Som den første aktive spiller i NFL står Carl Nassib fra Las Vegas Raiders offentligt frem og fortæller, at han er homoseksuel.

    - Jeg ønsker bare at tage et øjeblik (af jeres tid, red.) for at sige, at jeg er homoseksuel, lyder det fra den 28-årige Nassib i en video på Instagram.

    Han udtrykker samtidig lettelse over at informere offentligheden om det.

    - Jeg har tænkt over det i et stykke tid nu, men føler mig endelig tryg ved at få det ud. Jeg har et godt liv og den bedste familie, venner og job, nogen kan ønske sig, siger han videre.

    Ikke mange spillere i de fem store professionelle sportsligaer i Nordamerika, amerikansk fodbold (NFL), baseball (MLB), ishockey (NHL), basketball (NBA) og fodbold (MLS), har åbent erklæret sig som homoseksuelle.

    En af de få er Collin Martin, der i 2018 som aktiv spiller for MLS-holdet Minnesota United gjorde det.

    /ritzau/Reuters

    Carl Nassib er stået frem som homoseksuel. (Foto: USA TODAY SPORTS © Ritzau Scanpix)
  47. Sensorer i skraldespande har formindsket tømninger i med op til 70 procent

    I Albertslund har sensorer i skraldespandene formindsket kommunens tømninger med op til 70 procent.

    Sensoren fortæller, hvor meget affald der er i containeren, og hvornår der er behov for at tømme den.

    Dermed kan renovationsbilerne nøjes med kun at rulle ud, når containerne er fyldte - modsat før, hvor man kørte ud på faste ruter og tømte containere for luft.

    Det fortæller Kim Wagner, der er administrerende direktør i Ressourceindsamling A/S.

    Sensorerne har været en del af et projekt, hvor omkring 50 kommunale institutioner har haft sensorer på 250 containere.

  48. WHO: Flere lande stopper vaccinationsprogram - der er ikke flere doser tilbage

    En lang række lande er tvunget til at stoppe deres vaccinationsprogram, da der ikke er flere doser tilbage, oplyser Verdenssundhedsorganisationen WHO.

    Det drejer sig om en del af de 80 fattigere lande, der får vaccinedoser gennem det internationale Covax-samarbejde, som skal sikre vacciner til lav- og mellemindkomstlande.

    Uganda, Zimbabwe, Bangladesh samt Trinidad og Tobago er blot nogle af de lande, som de seneste dage har oplyst, at de er løbet tør for vacciner, skriver BBC.

  49. Region Sjælland overtager ansvaret for lægevagten

    Region Sjælland har ifølge Ritzau indgået en aftale med de praktiserende læger, der står for lægevagten i dag, om at overtage ansvaret frem mod 2022.

    Aftalen kommer, efter at Praktiserende Lægers Organisation Sjælland i foråret opsagde den nuværende aftale.

    - Vi vil nu bruge det næste år på at tilrettelægge, hvordan vi helt konkret vil drive lægevagten på den længere bane, når vi overtager ledelsen i oktober 2022, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) i en pressemeddelelse.

    Til september begynder den gradvise overdragelse, når regionen overtager bemandingen af lægevagten i Vordingborg, Ringsted, Nakskov, Kalundborg og Nykøbing Sjælland.

    Fra oktober 2022 vil regionen have overtaget den samlede ledelse af lægevagten og stå for ansvaret for at bemande lægevagten.

  50. Italien dropper mundbindet udendørs

    Fra mandag den 28. juni vil det ikke længere være obligatorisk at bære mundbind udendørs i Italien.

    Det oplyser den italienske sundhedsminister, Roberto Speranza, på Facebook.

    Ophævelsen af mundbindskravet gælder i alle de italienske regioner på nær den lille region Valle d'Aosta i den nordvestlige del af landet.

  51. Tirsdag bliver en typisk dansk sommerdag

    Der kommer til at være skyer på himlen i dag, men en del sol i eftermiddag, mest i landets østlige egne. Her er det Korsør. (Foto: Frits Jensen)

    Vi ligger lige nu med en højtryksryg vest for Danmark, og det giver os mere traditionelt sommervejr.

    Det vil sige, at vi i dag har temperaturer mellem 17 og 22 grader og en overvejende tør dag.

    Vi får lidt eller nogen sol, mest i eftermiddag, og en svag til jævn vind fra vest og nordlig retning. Ved kysterne dog op til en frisk vind.

    Bygerne vil primært være over Østjylland i aftentimerne.

Mere fra dr.dk