Seneste nyt
19. jun kl. 23:20

Den oscarbelønnede filminstruktør Paul Haggis er anholdt og mistænkt for groft seksuelt overgreb

Paul Haggis har blandt andet instrueret filmen den oscarbelønnede film 'Crash'. (Foto: Bruno Bebert / Bestimage © Bruno Bebert / Bestimage)

Den oscarbelønnede canadiske filminstruktør Paul Haggis er anholdt i det sydlige Italien på mistanke om groft seksuelt overgreb.

Det meddeler anklagere i byen Brindisi ifølge italienske medier.

Haggis er "under kraftig mistanke for groft seksuelt overgreb og grov personskade", skriver de italienske nyhedsbureauer Ansa og Agi ifølge Reuters.

Ifølge de to medier er "offeret en udenlandsk kvinde".

Haggis har via sin italienske advokat afvist beskyldningerne, skriver Ritzau.

Paul Haggis vandt i 2006 en Oscar for bedste manuskript til filmen 'Crash', som han også instruerede. Han har også skrevet manuskript til 'Million Dollar Baby' og 'Casino Royale'.

Seneste nyt

  1. I går kl. 23:51

    Mand skød ind i FBI-bygning med sømpistol

    En mand har tidligere i dag dansk tid havde forsøgt at tiltvinge sig adgang til et FBI-kontor i Cincinnati, Ohio, og da det mislykkedes, skød han ifølge NBC omkring sig med en sømpistol.

    Efterfølgende tog manden, der var klædt i en beskyttelsesvest og var bevæbnet med, hvad der så ud som en halvautomatisk riffel, flugten i en bil.

    Politiet optog jagten, og der blev undervejs udvekslet skud.

    Sent torsdag aften dansk tid var konfrontationen ifølge politiet afsluttet, men der var ingen oplysninger om mandens tilstand.

    Politiet afspærrede et større område, da man forsøgte at pågribe gerningsmanden, der skød med en sømpistol inde i et FBI-kontor. (Foto: JEFFREY DEAN © Ritzau Scanpix)
  2. I går kl. 22:50

    Ny halvanden meter høj dinosaurart fundet i Sydamerika

    Forskere har fundet fossilet af en ny dinosaurtype i Argentina. (Foto: handout © Ritzau Scanpix)

    Palæontologer har fundet en helt nye type dinosaur i et fossil i det sydlige Argentina.

    Der er tale om en relativt lille art, omkring halvanden meter høj, der kun vejede mellem fire og syv kilogram.

    Den var dækket af et beskyttende panser om nakken og ned ad ryggen til sin hale, og den bevægede sig formentlig rundt oprejst på to ben tilbage i kridttiden for omkring 100 millioner år siden.

    Det nye dinosaurart har fået navnet Jakapil Kaniukura, skriver Reuters og citerer forskernes artikel, som er publiceret i Nature.

    Fossilet af den nye dinosaurart er over de sidste tiår blevet gravet frem nær en dæmning i Patagonien.

    Det er ifølge forskerne den første panserbeklædte dinosaur, som man har fundet i Sydamerika.

  3. I går kl. 22:33

    FIFA flytter VM-start en dag og giver Qatar åbningskampen

    (Foto: MUSTAFA ABUMUNES © Ritzau Scanpix)

    Ventetiden til verdensmesterskaberne i fodbold i Qatar er blevet kortere - med en enkelt dag.

    Torsdag aften har FIFA, det internationale fodboldforbund, oplyst, at Qatars første gruppekamp mod Ecuador er flyttet fra den 21. november til den 20. november. Dermed spiller værtsnationen den første kamp ved slutrunden.

    Det var egentlig kampen mellem Holland og Senegal, som skulle have været VMs åbningskamp den 21. november.

    Men nu spiller Qatar altså åbningskampen en dag tidligere.

  4. I går kl. 22:18

    Brøndby er ude af Europa efter straffesparkskonkurrence

    Schweizerne var en tand for skarpe for Brøndby IF. (Foto: PETER KLAUNZER © Ritzau Scanpix)

    Der bliver ikke noget europæisk gruppespil for Brøndby IF denne sæson. Det står klart efter de blå-gule tabte torsdag aften mod schweisiske FC Basel i Europa Conference League-kvalifikationen.

    Brøndby havde ellers et godt udgangspunkt efter første kamp, hvor de hjemme vandt med 1-0.

    Men i Schweiz tabte holdet med 1-2 i den ordinære spilletid, hvorfor kampen måtte i forlænget spilletid, da de stod 2-2 sammenlagt efter to kampes fodbold.

    Ingen af holdene formåede at score i de to gange 15 minutter, og så skulle det hele afgøres på straffespark.

    Her brændte Brøndby sine to første spark, mens hjemmeholdet scorede på begge. Med ryggen mod muren reddede Brøndby-målmand Mads Hermansen Basels tredje spark, der blev skudt midt i målet, mens Brøndby scorede på deres ditto.

    Danskerne skulle dog score på det fjerde spark for stadig at leve i kampen. Men unge Peter Bjur brændte.

    FC Basel går derfor videre.

  5. I går kl. 21:36

    USA's justitsminister var indover ransagning af Trumps hjem

    Den amerikanske justitsminister Merrick Garland har her til aften bekræftet, at han personligt godkendte beslutningen om, at FBI skulle søge om en kendelse til at gennemføre en ransagning af tidligere præsident Donald Trumps hjem i Florida.

    - Ministeriet tager ikke den slags beslutninger let. Når det er muligt, så er det normal procedure at forsøge at bruge mindre indgribende metoder end en ransagning og at begrænse omfanget af enhver ransagning, sagde Merrick Garland på et pressemøde ifølge CNN.

    Trumps hjem i Florida, Mar-a-Lago blev ransaget af FBI-agenter natten til tirsdag dansk tid.

    Garland oplyser, at ransagningskendelsen blev godkendt af en føderal domstol.

    Han tilføjer at justitsministeriet nu har sendt en ansøgning om at kunne offentliggøre ransagningskendelsen og den kvittering, der blev udstedt for de ejendele, som man tog med fra Trumps ejendom.

    Det er første gang nogensinde, at en tidligere præsidents hjem er blev ransaget.

  6. I går kl. 21:11

    Dansk golfspiller tager tidlig topplacering i Nordirland

    Emily Kirstine Pedersen efter 18 hul i 4. runde til golfturningen ved OL i Tokyo. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Emily Kirstine Pedersen har fået en rigtig god start på LPGA Tour-turneringen ISPS Handa World Invitational i Nordirland.

    Danskeren ligger således på en delt andenplads, efter at første runde blev spillet torsdag.

    Her gik Emily Kirstine Pedersen de 18 huller i fem slag under par. Det var der tre andre, som også gjorde, men kun en enkelt spiller var bedre. Amerikanske Amanda Doherty fører turneringen i seks slag under par.

    Nicole Broch Estrup er også med i ISPS Handa World Invitational. Hun ligger efter første runde på en delt 30.-plads i et enkelt slag under par.

    Herrernes DP World Tour spiller samme sted i nordirske Antrim som kvinderne i denne weekend. I den mandlige udgave af ISPS Handa World Invitational repræsenterer Marcus Helligkilde og Joachim B. Hansen de rødhvide farver.

    Helligkilde ligger på en delt 16. plads, mens Hansen er på en del 76. plads.

    /ritzau/

  7. I går kl. 21:00

    Silkeborg får finsk modstand i Europa League-kvalifikation

    De stribede fra Helsinki besejrede Maribor over to opgør. (Foto: JUSSI NUKARI © Ritzau Scanpix)

    De finske mestre fra HJK Helsinki skal besejres, hvis Silkeborg skal i gruppespillet i Europa League.

    Det står klart, efter at finnerne torsdag for anden gang i to kampe slog Maribor fra Slovenien. HJK vandt den første kamp 2-0 og fulgte op med en 1-0-sejr i returkampen.

    Det betyder, at Silkeborg og HJK står over for hinanden i playoffrunden i Europa League-kvalifikationen.

    Det er her, Silkeborg træder ind i kvalifikationen. Det midtjyske superligahold har altså endnu ikke været i aktion i europæisk fodbold i denne sæson.

    Mens den samlede vinder af dobbeltopgøret altså ender i Europa League-gruppespillet, så skal taberen i aktion i Conference League, den lavest rangerede europæiske turnering.

    Kampene mellem Silkeborg og HJK spilles 18. og 25. august.

    /ritzau/

  8. I går kl. 20:46

    Risiko for sygdomsfremkaldende bakterier i grillpølser og cocktailpølser

    Pas på, hvis du har inviteret hele den pukkelryggede familie på grillpølser i anledning af det sydlandske weekendvejr.

    Danish Crown tilbagekalder grillpølser og cocktailpølser, fordi der er en risiko for, de ikke er gennemkogte.

    Det kan betyde, at der kan være risiko for sygdomsfremkaldende bakterier i produkterne, skriver Fødevarestyrelsen.

    Grillpølserne, du skal passe på, er Rema Grillpølse med bedst-før-datoen 12. september og Steff Houlberg Hotdog med bedst-før-datoen 9. september. Begge er solgt i Rema 1000.

    Cocktailpølserne er Salling Cocktailpølser med bedst-før-dato den 7. september og Smart Cooking Cocktailpølser med bedst-før-dato den 7. september. Begge typer er solgt i Netto.

  9. I går kl. 20:44

    Skyderi nær Sydhavn Station i København

    Efter et skyderi i Hørdumsgade ved Enghavevej i København har politiet afspærret gerningsstedet og arbejder nu med at lede efter spor i området omkring Sydhavn Station.

    Skyderiet blev anmeldt klokken 18.35. Ingen er tilsyneladende blevet ramt, oplyser Københavns Politi til Ritzau.

    Ved 20-tiden er der heller ikke har foretaget anholdelser, ligesom politiet heller ikke har meldt ud, om der er blevet affyret et eller flere skud.

    Rettelse: Det fremgik tidligere, at skyderiet var sket i nærheden af Enghave Station. Det var ikke korrekt. Skyderiet skete nær Sydhavn Station.

  10. I går kl. 19:55

    De Radikale opgiver kampen mod Arne-pensionen

    Radikale Venstre vil ikke længere lægge sig i selen for at afskaffe Arne-pensionen.

    Det siger politisk ordfører i De Radikale, Andreas Steenberg, til Børsen ifølge Ritzau.

    Det bliver nemlig for svært, når både Danmarksdemokraterne og Venstre nu støtter ordningen.

    - Vi har jo stemt imod den og er jo ikke tilhængere af den, men det ser svært ud, når både Inger Støjberg og Jakob Ellemann er for den, siger ordføreren.

    Men hvis Arne skal have lov til at gå tidligt på pension, må argumentet for efterlønnen bortfalde, fordi de to ordninger dækker stort set det samme, siger ordføreren.

    Arne-pension giver ret til, at visse personer, som har været mere end 40 år på arbejdsmarkedet, kan gå tidligere på pension.

    Den blev vedtaget af et flertal bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF.

  11. I går kl. 19:40

    Bevæbnet mand har forsøgt at bryde ind hos FBI

    En bevæbnet person har forsøgt at tiltvinge sig adgang til FBI's kontor i Cincinnati i den amerikanske delstat Ohio.

    Det skriver NBC News med henvisning til en udmelding fra det føderale politi.

    - Efter aktivering af en alarm og en reaktion fra bevæbnede FBI-specialagenter, flygtede personen, lyder det i meddelelsen fra FBI.

    Et lokalt vagtfirma advarede folk mod, at der har været en skududveksling mellem mellem den mandlige mistænkte og politiet på en motorvej, efter han flygtede fra FBI-bygningen.

    De advarede folk i nærheden om at holde sig indendøre, skriver Reuters.

    Motivet er uklart, men FBI har været genstand for trusler, siden det ransagede tidligere præsident Donald Trumps ejendom i Florida i denne uge for at undersøge, om han ulovligt fjernede optegnelser fra Det Hvide Hus, da han forlod embedet, skriver Reuters.

  12. I går kl. 18:43

    Tonsvis af døde fisk fundet på grænsen mellem Tyskland og Polen

    Frivillige og fiskere har fjernet mindst 10 tons døde fisk fra en 200 kilometer lang del af floden Oder, som danner grænsen mellem Tyskland og Polen.

    Nu advarer de lokale myndigheder folk om ikke at bevæge sig ud i vandet.

    Przemyslaw Daca, chef for det offentlige agentur, der regulerer de polske farvande, betegner ifølge Reuters situationen som en gigantisk økologisk katastrofe, og premierminister Mateusz Morawiecki har lovet, at de ansvarlige for forureningen vil blive straffet.

    Ifølge biologen Ewa Drewniak har der været fundet døde fisk i Oder-floden de seneste to uger, og hun anklager regeringen for at have været for langsom til at reagere.

    - Jeg har set masser af folk, som har badet i floden for halvanden uge siden, de vidste ikke noget om faren. Det er en skandale.

    I Tyskland har man i flere områder omkring floden advaret indbyggerne om hverken at bade i floden eller spise fisk, der er fanget i den, indtil man kender årsagen til fiskedøden.

  13. I går kl. 18:33

    Hollandsk cykellegende slår Uttrup Ludwig og laver hattrick

    Marianne Vos har vundet alle etaper indtil videre af Tour of Scandinavia, som slutter på søndag. (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)

    Der er Marianne Vos, og så er der alle de andre. Sådan har det været på de første etaper af Tour of Scandinavia.

    Torsdag var Cecilie Uttrup Ludwig dog lige ved at spolere hollænderens sejrsstime i World Tour-cykelløbet. Men Vos var igen for stærk, da hun vandt 3. etape i norske Sarpsborg for næsen af Uttrup Ludwig, som blev nummer to.

    Dermed er Marianne Vos oppe på tre sejre på lige så mange etaper i Tour of Scandinavia. Den 35-årige hollandske cykellegende fører dermed også fortsat løbets samlede klassement.

    Torsdagens etape blev afgjort i en massespurt. Den åbnede Cecilie Uttrup Ludwig, men Vos, som lå i danskerens hjul, havde lidt mere at skyde med på de sidste meter og kom først over målstregen.

    Marianne Vos er nu oppe på utrolige 245 sejre i karrieren.

    /ritzau/

  14. I går kl. 17:34

    Mack is Back: McDonalds-åbning vækker begejstring hos udenrigsminister

    Det har længe været kendt i Kyiv, at McDonalds formentlig vil genåbne i denne måned.

    Nu er det så officielt, at kæden med “den gyldne måge” igen slår dørene op.

    I første omgang i hovedstaden og i den vestlige del af landet. Og den beslutning bliver budt velkommen af udenrigsminister Dmytro Kuleba: Mack is back, som han skriver på Facebook.

    - Det handler ikke kun om Big Macs, som mange millioner af ukrainere har savnet. At en stor amerikansk virksomhed vender tilbage er først og fremmest et signal til internationale virksomheder om muligheden for at faktisk at fungere i Ukraine på trods af krigen. Det er job og skattekroner til det ukrainske budget. Det betyder overlevelse for vores økonomi under russisk angreb, skriver han blandt andet.

    MacDonald's åbner igen i Kyiv. (Foto: Louise Brodthagen Jensen DR)
  15. I går kl. 16:50

    Tobias Thorning vinder VM-guld i paradressur

    Tobias Thorning leverede et imponerende ridt torsdag eftermiddag i Herning. (Foto: (C) DR)

    Den danske paradressør Tobias Thorning Jørgensen satte torsdag eftermiddag alle konkurrenterne til vægs, da han levede op til favoritværdigheden og snuppede guldet i i paradressur grad 3.

    Som den sjette sidste rytter leverende den 22-årige dansker en score på 78,676 med sin hest Jolene Hill. Hele fem point bedre end nummer to i stillingen.

    Briten Natasha Baker, der red andensidst, forsøgte ellers at overgøre den flotte danske bedrift. Men med en score på 73,970 blev Baker henvist til andenpladsen.

    Det var lige ved at blive til endnu mere dansk metal på dressurbanen torsdag. Danskeren Karla Dyhm-junge lå længe nummer tre i stillingen, men Baker slog hende med sit ridt væk fra podiet.

  16. I går kl. 16:40

    Over 11 milliarder kroner i ekstra krigshjælp til Ukraine

    Der vil snart være endnu mere hjælp på vej til Ukraine.

    Det drejer sig konkret om lidt mere end 11 milliarder kroner, som blandt andet vil gå til flere våben og træning af ukrainske soldater.

    Det fortæller den danske forsvarsminister, Morten Bødskov, på et pressemøde her til eftermiddag.

    (Foto: (Skærmbillede))

    Repræsentanter fra 26 lande har i dag deltaget i en donorkonference på Christiansborg.

    Danmark donerer 820 millioner kroner til våben og træning i Ukraine.

  17. I går kl. 16:29

    En alvorligt såret i rutsjebaneulykke i tysk Legoland, 30 fik knubs

    31 mennesker er kommet til skade ved en ulykke i Legoland-parken i den tyske by Günzburg. En af dem er alvorligt såret, skriver Augsburger Allgemeine.

    Det skete, da to tog stødte sammen i rutsjebanen 'Feuerdrache' (Ilddragen).

    Ifølge en udtalelse fra politiet blev en passagerer i forlystelsen alvorligt såret, mens de fleste andre slap med blå mærker og hudafskrabninger, da et tog på rutsjebanen pludseligt bremsede op, inden turen var helt færdig, og et andet tog kørte op i det bagfra.

    15 redningskøretøjer og tre helikoptere blev sat ind ved redningsindsatsen, da ulykken skete.

    Det er endnu uklart, hvad der førte til ulykken, men det tyske Legoland, der ligger i delstaten Bayern, bliver ved med at holde åbent.

    Det er den anden rutsjebaneulykke på få dage i Tyskland. En 57-årig kvinde døde i lørdags, da hun faldt ud af en rutsjebane i en forlystelsespark i Klotten an der Mosel i delstaten Rheinland-Pfalz.

    Opdateret efter at politiet har korrigeret sine egne oplysninger. Det fremgik tidligere, at der var to alvorligt sårede personer, der er kun en, oplyser det lokale politi.

  18. I går kl. 16:26

    Henrik Toft Hansen vender hjem til Mors-Thy Håndbold

    Henrik Toft Hansen har 141 optrædener på det danske landshold. (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

    Han har spillet i nogle af de største klubber i verden, men fra sommeren 2023 bliver Henrik Toft Hansens arbejdsgiver Mors-Thy Håndbold. Det har håndboldklubben offentliggjort på sin hjemmeside.

    - Efter mange år i udlandet hvor håndbolden har bestemt vores destination, glæder vi os til at komme hjem og få en base, hvor vi kan få familieliv og håndbold på højt niveau til at fungere, siger Henrik Toft Hansen.

    - Mit hjerte banker for de blå, og Mors-Thy Håndbold er et spændende projekt, der som klub har løftet sig og leveret flotte præstationer gennem de seneste år.

    Henrik Toft Hansen har spillet i Paris Saint-Germain siden 2018. Inden da har stregspilleren også været forbi blandt andet Flensburg Handewitt og HSV Hamburg.

    Den 35-årige Toft Hansen har fået en tre-årig kontrakt.

  19. I går kl. 16:02

    Mette Frederiksen afviser at sende Barbara Bertelsen hjem

    Det bliver ikke i dag, Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, bliver sendt hjem, selvom blå blok godt vil have det sådan.

    Og det samme gælder de øvrige ni embedsmænd, som også fik kritik i Minkkommissionens beretning.

    Det slår statsminister Mette Frederiksen (S) fast efter et møde i Folketingets Granskningsudvalg, hvor hun skulle redegøre for det videre forløb for de embedsmænd, der modtog kritik.

    - Når det kommer til hjemsendelse af Barbara Bertelsen, så er det et tillidsspørgsmål. Og jeg har fuld tilllid til Statsministeriets departementschef, siger Mette Frederiksen.

    Hun henviser til, at hun stadig venter på det arbejde, som er sat i gang i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der i sidste ende skal føre til rådgivning af regeringen i sagen om embedsmændenes ansættelsesforhold.

    Tidligere i dag gjorde blå blok bestående af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige det ellers klart, at de krævede hjemsendelser.

  20. I går kl. 15:45

    Os to, dig og mig: Danskerne er vilde med at blive gift

    Det er ikke til at sige, om det er effekten af "Gift ved første blik", eller om det er længslen efter at få papir på hinanden efter et par år med corona, men nu bliver vi gift herhjemme som sjældent før.

    Hele 14.366 par er blevet viet i det første halvår af 2022. Det er det højeste antal vielser siden 2009, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

    Men det er tilsyneladende ikke drømmen om et romantisk bryllup, der lokker parrene til at blive gift.

    Det er nemlig primært på rådhuset, parrene bliver viet. I 2021 var det næsten tre ud af fire par, som valgte en borgerlig vielse.

    - Vi har haft det travleste halvår nogensinde, siger kontorchef på Vielseskontoret i Københavns Kommune Jesper Hyldal til Ritzau.

    Rettelse: Vi oplyste tidligere, at der var blevet viet 14.402 par i løbet af årets første måneder. Det korrekte tal er 14.366.

  21. I går kl. 15:23

    Jæger slipper for fængsel efter uagtsomt drab på jagtkammerat

    En 66-årig jæger er blevet idømt 30 dages betinget fængsel, fordi han i januar skød og dræbte sin jagtkammerat, skriver TV Midtvest.

    Manden var tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

    - Det er vores opfattelse, at du har overtrådt jagt- og straffeloven, men ikke under særdeles skærpende omstændigheder, sagde dommeren ifølge TV Midtvest under domsafsigelsen.

    Anklageren havde krævet mindst 60 dages ubetinget fængsel og argumenterede for, at jægeren skulle have været helt sikker på, hvad han skød på.

    Det var ifølge dommeren noget af det, den dræbte jagtkammerat gjorde, der førte til, at han ved en fejl blev skudt. Og så udviste den 66-årige ikke tilstrækkelig opmærksomhed, lød det.

    Den 57-årige jagtkammerat var kravlet ned fra sit jagttårn og havde placeret sig ved et dyr, han netop havde skudt.

    Den 66-årige så bevægelser og troede, at han så et anskudt dyr.

  22. I går kl. 15:02

    Polsk fodboldklub skal betale for skader efter europæisk kamp mod Brøndby

    Den polske foldboldklub fodboldklub Pogon Szczecin skal betale erstatning for ødelæggelser under en kamp mod Brøndby IF i slutningen af juli.

    Det mener Det Europæiske Fodboldforbund.

    Danskerne vandt 4-0, men nogle af de polske tilskuere ødelagde blandt andet sæder, hegn og net.

    En gruppe polske tilhængere stødte desuden sammen med dansk politi efter kampen, og to politifolk blev kørt på hospitalet til behandling for skader, som de pådrog sig i forbindelse med indsatsen.

    Pogon Szczecin er blevet idømt en bøde på 20.000 euro svarende til knap 150.000 kroner, og klubben må ikke sælge billetter til sine tilhængere i de næste tre udekampe i europæisk fodbold.

    Brøndby gik videre til tredje runde af Conference League-kvalifikationen med en samlet sejr på 5-1.

  23. I går kl. 15:00

    Djøf efter blå bloks hjemsendelseskrav: 'Politikere og medier skal lige trække vejret'

    Fagforeningen Djøf mener ikke, at de hårdt kritiserede embedsmænd i minksagen skal sendes hjem.

    - Der skal være en god grund til det, før man griber til et så indgribende værktøj som hjemsendelse. Og det synes vi altså ikke, at der er her, siger Thomas Therkildsen, der er administrerende direktør i Djøf.

    Kritikken faldt for seks uger siden, og nu opfordrer flere partier i blå blok til at sende embedsmændene hjem.

    - Jeg synes, både politikere og medier lige skal trække vejret en gang og lade processen gå sin gang. For vi har et system, der fungerer, siger Thomas Therkildsen.

  24. I går kl. 14:50

    Skidt dansk førstedag ved EM i svømning

    Ingen af de fem danskere, som torsdag var i aktion ved EM i svømning, gik videre fra de indlende heats.

    Tobias Dan Hansen, Julius Munk og Malthe Lindeblad var først i bassinet i Rom i Italien, da de kastede sig ud i 50 meter butterfly.

    Herefter svømmede Elisabeth Sabroe Ebbesen 100 meter fri, inden Karoline Sørensen forsøgte sig i 200 meter rygsvømning.

    Du kan se aftenens finaler på DR2 og DRTV fra klokken 18 i aften.

    Danskerne skal igen i aktion i morgen, hvor du blandt andet kan se kunstsvømning med deltagelse af en dansk duet i form af Mia Heide og Karoline Christensen.

    EM i Svømning varer fra den 11. til den 21. august.

  25. I går kl. 14:41

    Den udvidede vaccination mod abekopper er gået i gang i regionerne

    Landets fem regioner er nu gået i gang med at udrulle det udvidede tilbud om vaccination mod abekopper.

    Tirsdag blev målgruppen for vaccinationstilbuddet udvidet til at omfatte mænd, der har sex med andre mænd, og har mange skiftende partnere.

    Regionerne kommer både til at stå for selve vaccinationen og for at give den relevante information til de personer, der er i særlig risiko.

    Personer i forebyggende behandling mod hiv vil få et brev om vaccination og andre, der opfylder kriterierne for at blive tilbudt vaccination, kan finde information på deres regions hjemmeside.

    Smitte med abekoppevirus kan ramme alle ved tæt fysisk kontakt.

  26. I går kl. 14:28

    Kun en tredjedel af det forventede kører med Odense Letbane

    Odense Letbane havde cirka 173.000 passagerer i de uger af juni, hvor gratisperioden ophørte, hvilket svarer til en tredjedel af det passagertal, man på forhånd har haft som målsætning for en normal sommerperiode.

    - Selvfølgelig havde vi gerne set flere passagerer de første uger, men vi er også bevidste om, at der vil være en indkøringsperiode, siger Odense Letbanes administrerende direktør, Dan Ravn.

    Han peger samtidig på at de 173.000 passagerer trods alt svarer til cirka 2,5 gange så mange passagerer, som bybusserne i det seneste sammenlignelige år havde på de strækninger, hvor Letbanen kører.

  27. I går kl. 14:18

    Alle 7-Elevens butikker er igen åbne

    Folk har denne uge måttet gå forgæves til deres lokale 7-eleven-butik, fordi et hackerangreb tvang butikkerne til at lukke. (Foto: Unknown © DR)

    Alle 7-Elevens butikker er her til eftermiddag igen åbne, efter at et hackerangreb mandag tvang samtlige butikker til at lukke.

    - Vi er glade for at meddele, at alle vores 176 butikker nu igen er åbne og oplever stabil drift gennem et backup-system, lyder det i et opslag på Facebook.

    Hidtil har de åbne butikker kun kunnet tage imod MobilePay eller kontanter, men det er også snart løst.

    - Alle butikker uden for togstationer tager nu imod VISA, Mastercard, Dankort og de fleste udenlandske kort.

    Butikker på togstationer tager imod Dankort, og det forventes, at de kan tage imod de andre korttyper i løbet af dagen.

    I går bekræftede administrerende direktør i 7-Eleven Jesper Østergaard, at der var tale om et såkaldt ransomware-angreb. Her afskærer hackerne typisk virksomhederne fra deres egne data via en krypteringsnøgle.

  28. I går kl. 14:06

    Operationer og behandlinger genoptages i Syddanmark efter it-nedbrud

    Operationer og behandlinger genoptages på sygehusene i Region Syddanmark, da it-systemerne igen kører.

    - Regionens it-systemer kører igen, og regionens sygehuse genoptager derfor operationer og behandlinger igen, skriver regionen.

    Der kan dog være uregelmæssigheder i løbet af eftermiddagen, indtil alle systemer er fuldt oppe at køre.

    Systemerne har været nede siden i formiddags, og regionen er i gang med at undersøge årsagen.

  29. I går kl. 14:02

    Letlands parlament i erklæring: Rusland er statssponsor for terrorisme

    Ruslands taktik på den internationale scene er uden moral, ulovlig og ondskabsfuld, mener parlamentet.

    Landets politiske forsamling opfordrer EU og andre lande til at gøre det samme samt at skrue op for de internationale sanktioner rettet mod russiske personer og interesser.

    Blandt andet mener parlamentet, at alle EU-lande bør sætte en stopper for al turisme fra Rusland samt bremse indrejsetilladelser til russiske og hviderussiske borgere.

    I en udtalelse på Telegram kalder en talsperson for det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, den lettiske udmelding for "intet andet end et udtryk for fremmedhad".

  30. I går kl. 13:44

    Liselott Blixt stopper i Folketinget: Vil ikke være en del af Støjbergs parti

    Liselott Blixt er færdig som Folketingspolitiker efter valget. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

    Efter valget er det slut som folketingsmedlem for Liselott Blixt, som forlod Dansk Folkeparti efter formandsskiftet i år.

    Den nuværende løsgænger fortæller samtidig til lokalmediet sn.dk, at hun har valgt at takke nej til et tilbud fra Inger Støjberg om at blive en del af hendes nye parti, Danmarksdemokaterne.

    - Vi har haft nogle samtaler, men jeg er afklaret med, at jeg ikke skal være en del af Danmarksdemokraterne, siger hun.

    - Jeg skal kunne se mig selv i det, og det kan jeg ikke lige nu.

    Blixt, der i en årrække var DF's ordfører på sundhedsområdet, vil overfor mediet ikke nævne, hvad der er den præcise politiske årsag til, at hun har besluttet ikke at tage imod tilbuddet.

    Hun nævner dog, at hun i årevis har kæmpet for sundhed og psykiatri, og at der er nogle punkter, hvor de to ikke matcher.

  31. I går kl. 13:37

    Korrespondent: Lande enige om milliardfond til Ukraine

    I dag er forsvarsministre og højtstående repræsentanter fra 26 lande samlet til en donorkonference i København, hvor formålet er at styrke den langsigtede støtte til Ukraine.

    Konferencen afsluttes i eftermiddag med et pressemøde, hvor de endelige aftaler offentliggøres, men ifølge DR Nyheders forsvarskorrespondent Mads Korsager, er der efter første møde givet tilkendegivelser om økonomisk støtte til en fond på flere hundrede millioner euro, der skal bruges til indkøb af våben og ammunition på våbenmarkedet. En håndfuld lande har forpligtiget sig til at finde yderligere finansiering i nærmeste fremtid.

    - Man håber, at man med pengene kan langtidssikre forsyninger til Ukraine, ved at få gang i fabrikslinjer og produktion af våben og ammunition, så forsyningerne ikke kommer fra de enkelte landes egne forsvarslagre, der jo på et tidspunkt løber tør. Men før det kan ske, har man brug for at vise industrien, at der er finansiering, siger DR’s forsvarskorrespondent Mads Korsager.

  32. I går kl. 13:22

    Skadelige fluorstoffer holder sig under grænseværdien i badevand

    PFAS findes mange steder i badevandet, men koncentrationerne ligger væsentligt under den vejledende grænseværdi.

    Sådan lyder konklusionen fra Miljøstyrelsen, der sammen med kommunerne har gennemgået 50 kyststrækninger og søer for de sundhedsskadelige flourstoffer.

    Der blev påvist indhold af PFAS under grænseværdien i 48 ud af 50 badevandsanalyser. I de sidste to prøver var der ikke påvist PFAS i et omfang, der kunne måles.

    Det var et fund af PFAS-stoffer i havvand ved Thyborøn i juni, der gav anledning til undersøgelsen.

    Til PFAS-gruppen hører det meget omtalte stof PFOS, som har været anvendt i slukningsskum på brandøvelsespladser landet over. I Korsør havde det den konsekvens, at flere medlemmer af det lokale kogræsselaug uvidende indtog stoffet, fordi deres køer havde græsset nær den tidligere brandøvelsesplads i byen.

  33. I går kl. 13:16

    Ekstra optagelsesprøve i august skal samle unge op, som fortryder skolevalg

    Ansøgere, der efter skolestart fortryder et uddannelsesvalg, kan fremover deltage i en ekstra optagelsesprøve i slutningen af august.

    Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

    Den ekstra optagelsesprøve giver dem mulighed for at søge ind, selv efter at gymnasierne er startet op.

    Tiltaget gælder allerede fra dette skoleår, og den første af den nye type optagelsesprøver finder sted 25. august.

    - Med indførelsen af en fast optagelsesprøve i slutningen af august vil der ikke længere være behov for at afholde ekstraordinære optagelsesprøver, hedder det i meddelelsen fra ministeriet.

    Ændringen betyder, at der fremover vil være fem optagelsesprøver årligt. De ligger i slutningen af april, midten af juni, slutningen af juni, starten af august og slutningen af august.

  34. I går kl. 12:59

    Voldsom skovbrand i Frankrig sender 10.000 på flugt

    (Foto: THIBAUD MORITZ © Ritzau Scanpix)

    Mere end 1.000 brandfolk kæmper i øjeblikket mod et "monster" af en skovbrand i Frankrig.

    Det siger brandfolkenes repræsentant, Gregory Allione, til franske RTL ifølge BBC.

    Skovbranden, der raser i nærheden af byen Bordeaux i det sydvestlige Frankrig, har allerede ødelagt 7.000 hektar, flere hjem og sendt omkring 10.000 mennesker på flugt.

    Samtidig kæmper brandfolkene mod stærk vind og høje temperaturer, der hæmmer brandslukningsarbejdet.

    Flere europæiske lande har ligesom Frankring oplevet en bølge af dødelige skovbrande, udløst af rekordtemperaturer og tørke i løbet af sommeren. Mere end 1.000 dødsfald er blevet tilskrevet varmen i Portugal og Spanien.

  35. I går kl. 12:54

    Venstre vil sende Barbara Bertelsen hjem omgående

    Barbara Bertelsen er departementschef i Statsministeriet. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Står det til Venstre, skal Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen sendes hjem omgående.

    Det fortæller partiets politiske ordfører Sophie Løhde til DR Nyheder.

    - I Venstre finder vi det naturligt, at Barbara Bertelsen og de øvrige topembedsmænd, der har fået en meget hård kritik fra minkkommissionen hjemsendes, mens sagen undersøges og behandles i det ansættelsesretlige system, siger Løhde.

    Bertelsen og ni andre topembedsmænd har ifølge Minkkommissionen, der kom med sin beretning lige inden sommerferien, begået så grove tjenesteforseelser, at der kan rejses en disciplinærsag mod dem.

    Regeringen har tidligere sagt, at den har behov for rådgivning af, hvad der er det rigtige at gøre. Den rådgivning vil komme fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

    Klokken 14.00 i dag skal statsminister Mette Frederiksen (S) stå skoleret for Folketingets granskningsudvalg, hvor hun skal redegøre for det videre forløb for de embedsmænd, som har fået kritik af Minkkommissionen.

  36. I går kl. 12:41

    It-nedbrud udskyder operationer i Syddanmark

    Region Syddanmark oplever lige nu et større it-nedbrud på sine systemer, og det påvirker sygehuse over hele regionen.

    It-nedbruddet betyder, at regionen må udskyde operationer og andre aftaler, og derfor arbejder medarbejderne på regionens sygehuse lige nu uden om it-systemerne. Det er derfor fortsat muligt at behandle alle akutte patienter.

    Region Syddanmark oplyser, at man ikke ved, hvad nedbruddet skyldes, og hvornår det er løst.

  37. I går kl. 12:33

    Jernbanenet gennem Himalaya-bjergene skal forbinde Kina og Nepal

    Verdens højeste bjerg, Mount Everest er en del af bjergkæden Himalaya, der ligger i Asien. (Foto: MONIKA DEUPALA © Ritzau Scanpix)

    Lige nu ligner Himalaya-bjergkæden sig selv med sne på toppen og højtliggende søer mellem nogle af verdens højeste bjerge, men i fremtiden kan der meget vel køre tog gennem bjergkæden.

    Kina og Nepal er nemlig blevet enige om at bygge et jernbanenetværk, der forbinder de to lande. Det skriver Reuters.

    En talsmand for det kinesiske udenrigsministerium siger, at de i løbet af året vil sende eksperter til området for at foretage undersøgelser af Himalaya-bjergkæden, der løber langs grænsen til de to lande.

    Samarbejdet mellem Kina og Nepal blev udvidet, efter at den kinesiske præsident, Xi Jinping, besøgte Nepal i 2019.

    Jernbanenettet over Himalaya er en del af Kinas ambitiøse Bælte- og Vejinitiativ, også kendt som Silkevejen for det 21. århundrede.

  38. I går kl. 12:14

    Brøndby-fan varetægtsfængslet for at tvinge trøjerne af FCK-fans i tog

    Søndagens superligakamp mellem Brøndby og FCK endte med en sigtelse for tre røverier af FCK-tøj for en af Brøndbys tilhængere, og nu har en dommer ved Københavns Byret valgt at varetægtsfængsle manden.

    Det er netop kommet frem ved et grundlovsforhør ved Københavns Byret.

    Her erkendte den 25-årige Brøndby-tilhænger sig skyldig i ulovlig tvang ved at have tvunget tre ofre til at udlevere to FCK-trøjer og ét FCK-halstørklæde i S-toget, men han afviste, at der skulle være tale om røveri.

    Derfor kom fængslingen som lidt af et chok for den 25-årige.

    - Hvad? Skal jeg varetægtsfængsles? Jeg har samarbejdet hele vejen, lød det ifølge Ritzau fra den 25-årige efter dommerens kendelse.

    Dommeren afviste at fængsle manden for røveri, som der er rejst sigtelse for. Han blev i stedet fængslet for ulovlig tvang. Han er foreløbig varetægtsfængslet i 20 dage.

  39. I går kl. 11:43

    Sigtet Brøndby-fan: Der blev råbt 'god tur hjem', og så blev jeg sur

    Den 25-årige Brøndby-tilhænger, der er sigtet for tre røverier af FCK-tøj efter søndagens superligakamp, nægter sig skyldig.

    Det er netop kommet frem ved et grundlovsforhør ved Københavns Byret.

    Han erkender sig skyldig i ulovlig tvang ved at have tvunget tre ofre til at udlevere to FCK-trøjer og ét FCK-halstørklæde til ham i S-toget mellem Københavns Hovedbanegård og Køge.

    Men han afviser, at der skulle være tale om røveri.

    Den 25-årige, der er beskyttet af et navneforbud, siger, at han er BIF-tilhænger, og at han typisk ser holdets kampe én gang om måneden.

    Om episoderne i søndags forklarer han, at han var irriteret over 1-4-nederlaget til FCK, og der var dårlig stemning mellem de to fangrupperinger i S-toget.

    - Jeg var sur og ophidset over, at vi havde tabt, og så var der en, der råbte "god tur hjem", og så blev jeg sur.

    - Jeg tager halstørklædet af ham, men jeg rørte ham ikke. Han havde et smøret smil, men jeg ved godt, at det ikke undskylder det.

    Mandens forsvarer fortæller, at han siden hændelserne, som delvist er blevet offenttligjort på sociale medier, har modtaget mellem 20-30 dødstrusler.

    Anklagemyndigheden kræver manden varetægtfængslet.

  40. I går kl. 11:26

    Kommuner forbereder sig på stor regning for vejsalt til vinter

    Prisen på vejsalt stiger voldsomt i øjeblikket, og derfor må kommunerne forberede sig på ekstra udgifter, når det igen bliver koldt.

    Den gennemsnitlige pris for vejsalt ventes ifølge Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) at blive 29 procent højere end normalt.

    I Skive Kommune bruger man på en normal vinter cirka 3.000 ton vejsalt, og her vil prisstigningerne resultere i en ekstraregning på en halv million kroner, lyder prognosen.

    Det betyder ikke, at kommunen vil bruge mindre salt, lyder det fra fungerende borgmester for Konservative i Skive Kommune Mogens Birkelund, der ikke vil gå på kompromis med sikkerheden.

    Til gengæld betyder det, at der bliver færre penge til for eksempel forbedringer på skoler og andre ting, siger han.

  41. I går kl. 11:12

    Zelenskyj advarer om ny atomkatastrofedonorkonference i København

    Ukaines præsident indledte sin tale ved en international konference for Ukraine på Christiansborg med at tale om atomulykken i Tjernobyl i 1986.

    En sådan katastrofe kan ske igen, mener han og henviser til et atomkraftværket i Zaporizjzja i Ukraine, som ligger i krigszonen og har været genstand for kampe i den seneste uge.

    - Vi må sammen beskytte Europa imod denne trussel, siger Volodymyr Zelenskyj over videolink ved åbning af international konference om støtte til Ukraine på Christiansborg.

    Det skriver Ritzau.

    I talen kaldte den ukrainske præsident endnu en gang Rusland for en terrorstat og efterlyste mere hjælp til våben, ammunition og finansiel støtte.

    - Vi må have så meget ammunition, som der er brug for, sagde han.

  42. I går kl. 11:08

    Justitsministeren vil se på, om bøller på fodboldstadions kan straffes hårdere

    Det gik voldsomt for sig blandt fansene, da FC København og Brøndby IF søndag spillede superligakamp mod hinanden i Parken. FCK vandt kampen 4-1 (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

    - Vi skal gøre, hvad vi kan for at få slået ned på den ene procent, som bruger fodbolden som kulisse til at begå vold.

    Det siger justitsminister Mattias Tesfaye (S) efter nye fodbolduroligheder i forbindelse med superligakampen mellem Brøndby IF og FC København i weekenden.

    Han vil nu samle aktører fra fodboldmiljøet for at se nærmere på, om hooligans kan straffes hårdere, når de laver ballade i forbindelse med en kamp.

    Ministeren overvejer, om det for eksempel skal være nemmere at komme i hooliganregisteret, hvor bestemte personer får forment adgang til stadion, og om der skal strengere straffe til for de personer, som står i registeret.

    - Jeg står ikke med et færdigt lovkatalog, men nu må vi lytte til alle de mennesker, der har forstand på, hvad der foregår her, siger Tesfaye.

  43. I går kl. 11:01

    Tidligere regnskabschef i grønlandske KNI er mistænkt for svindel i millionklassen

    En tidligere regnskabschef i det statsejede grønlandske selskab KNI er mistænkt for at have svindlet for 5,4 millioner kroner over en årrække.

    Det kom frem på selskabets generalforsamling i går, skriver det grønlandske medie KNR.

    Regnskabschefen skulle i flere tilfælde have formået at få administrationen i KNI til at udbetale uberettigede beløb til ham, fortæller KNI-direktør Jeppe Jensen ifølge Ritzau.

    Direktøren vil ikke sige, hvor længe svindlen skulle være foregået. Det er en politisag, pointerer han.

    Sagen har i første omgang været for Kredsretten, der gav KNI medhold, men regnskabschefen ankede dommen, som derfor skal afgøres i Landsretten.

  44. I går kl. 10:24

    FN's Sikkerhedsråd holder ekstraordinært møde om atomkraftværket i Zaporizjza

    FN's Sikkerhedsråd ventes i aften klokken 21 at holde et ekstraordinært møde om krisen ved atomkraftværket i Zaporizjzja i Ukraine.

    Her vil rådet blandt andet blive briefet om situationen omkring kraftværket, som pt. er under russisk kontrol, af generaldirektøren for Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA), Rafael Mariano Grossi.

    Mødet finder sted, efter angreb og kampe omkring værket i weekenden og starten af ugen skabte stor bekymring for en potentiel atomkatastrofe.

    Atomkraftværket i Zaporizjzja er et af Europas største og har seks reaktorer.

  45. I går kl. 10:20

    Tidligere nøglefigur i Dansk Folkeparti slutter sig til Inger Støjberg

    En række tidligere DF-politikere har sagt farvel til partiet og er enten gået over på Inger Støjbergs side eller har luftet tanken om at gøre det.

    Og nu har en af DF's tidligere nøglemedarbejdere valgt at tilslutte sig Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne.

    Der er tale om den tidligere partisekretær Steen Thomsen, der er blevet ansat hos Støjberg. Det siger han til Politiken.

    Han stoppede i DF i marts.

  46. I går kl. 10:18

    Cathrine Laudrup-Dufour takker danskerne for støtten ved VM i dressur

    En guldmedalje og to sølvmedaljer blev det til. Men Cathrine Laudrup-Dufour ville ønske, at hun kunne have givet danskerne noget mere.

    For støtten på hjemmebanen ved VM i ridesport i Herning har været helt vild, og den fortjente et maksimum antal point, understreger den 30-årige dressurrytter.

    - Kæmpestort tak. Det har været en drøm, som er gået i opfyldelse. Jeg havde håbet, jeg kunne give jer tre guldmedaljer, men tusind tak, siger Cathrine Laudrup-Dufour til DR Sporten.

    Onsdag aften nappede hun en sølvmedalje i disciplinen Grand Prix freestyle. Det bragte Danmark op på seks medaljer i alt ved VM.

    Mandag fik Sheena Bendixsen bronze i voltigering, onsdag vandt Katrine Kristensen guld i paradressur, og senere samme dag nappede Danmark sølv for hold i voltigering.

  47. I går kl. 10:06

    Ryanairs ultrabillige billetter droppes på grund af høje udgifter til brændstof

    En tur til London for ti pund svarende til 88 kroner. Sådan en pris er fortid hos Ryanair, for tiden med flybilletter til næsten ingen penge er forbi, siger luftfartsselskabets chef, Michael O'Leary, til BBC.

    Årsagen er ifølge O'Leary de stigende priser på brændstof.

    - Jeg tror ikke, du vil se sådanne priser de kommende år, siger han til det britiske medie.

    I maj måned blev det offentliggjort, at lavprisselskabet havde tabt 2,6 milliarder kroner i det seneste regnskabsår på blandt andet flybrændstof.

    Udgifterne var så store, at en tredobling af deres omsætning i forhold til samme periode året før stadig ikke var nok til, at indtægterne overgik udgifterne.

  48. I går kl. 09:51

    Største danske donation af værnemidler på vej til Ukraine

    Seks lastbiler har allerede forladt landet, og snart bliver omkring 20 flere sendt afsted. Med sig har de 750 paller med værnemidler.

    Det er den hidtil største donation af værnemidler fra Danmark, der er på vej mod Ukraine.

    De ukrainske myndigheder har gennem EU's kriseberedskab (ERCC) anmodet Danmark om at bistå med værnemidler, skriver Styrelsen for Forsyningsikkerhed i en pressemeddelelse.

    Danmark donerer omkring 3,1 millioner mundbind, 0,6 millioner kitler, 7,2 millioner handsker, 10.000 liter håndsprit og 40.000 visirer til Ukraine.

    Der er tale om værnemidler, som er i overskud på det nationale beredskabslager. Donationen påvirker derfor ikke det danske beredskab.

  49. I går kl. 09:30

    Politiet: Mand truede sig til flere FCK-trøjer i S-toget

    Siden i søndags er en video blevet delt vidt og bredt på de sociale medier. På videoen truer en mand iført Brøndby-trøje en anden mand til at aflevere sin FCK-trøje i S-toget.

    Men det er ikke den eneste FCK-trøje, manden tog med sig fra toget. Den 25-årige Brøndbyfan er sigtet for i tre tilfælde at have frataget FC København-trøjer fra passagerer i S-toget i søndags.

    Manden er sigtet for røveri og bliver stillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling senere i dag, oplyser Københavns Politi på Twitter.

    Den sigtede meldte sig selv i går eftermiddags, hvor han blev anholdt.

  50. I går kl. 08:58

    Ventetiden på at komme til psykiater hamrer i vejret

    Knap 63 uger. Så lang er ventetiden lige nu på at komme til praktiserende psykiater. Og den fortsætter med at stige.

    Det viser nye tal, som DR har trukket fra sundhed.dk - og tendensen er ikke ny.

    I 2018 var den gennemsnitlige ventetid 23,6 uger. I 2021 sprang den til 37,4 uger. Og lige nu - cirka et halvt år inde i 2022 - er den gennemsnitlige ventetid over et år.

    Landsforeningen Sind, der er talerør for folk med psykiske lidelser og deres pårørende, kalder de lange ventelister "tragiske".

    - Det er en alt for lang ventetid. Imens folk går og venter på at komme til psykiater, går deres liv i stå. Det er ikke kun det menneske, der bliver syg, det går udover. Det er hele familier, siger Sinds formand, Mia Kristina Hansen.

Mere fra dr.dk