Den skæggede bassist Dusty Hill fra ZZ Top er død - 72 år
Den amerikanske bassist Joseph Michael Hill - bedre kendt som Dusty Hill - fra rockbandet ZZ Top er død.
Det oplyser det amerikanske blues-rockband på sin Facebook-side.
Dusty Hill sov stille ind i sit hjem i Houston, Texas. Han blev 72 år.
- Vi, sammen med legioner af fans verden over, vil savne din urokkelige tilstedeværelse, din gode natur og varige indsats for at sørge for den monumentale bund til the Top.
Opslaget på Facebook er underskrevet de to andre medlemmer af gruppen, Billy Gibbons og Frank Beard, skriver Ritzau.
ZZ Top blev dannet i slutningen af 1969. Dusty Hill var bandets bassist, ligesom han indimellem også sang. Billy Gibbons er sanger og guitarist, mens Frank Beard er på trommer.
