Ukrainsk delegation ankommet til forhandlinger med Rusland
Den ukrainske delegation er ankommet til grænsen mellem Belarus og Ukraine for at indlede forhandlingerne med repræsentanter for Rusland.
Det oplyser den ukrainske præsident Zelenskyjs kontor på Telegram.
Med i delegationen er blandt andre den ukrainske forsvarsminister, Oleksiy Reznikov.
Ifølge Reuters oplyser præsidentkontoret, at Ukraine vil kræve en øjeblikkelig våbenhvile og tilbagetrækning af russiske soldater.
Ifølge Ritzau har Ruslands chefforhandler, Vladimir Medinskij, kort inden mødet sagt, at Rusland går til forhandlinger med et ønske om at indgå en aftale, der er i begge landes bedste interesse.