Seneste nyt

Der er registreret 425 nye smittetilfælde det seneste døgn

Overblik

  1. Der er registreret 425 nye smittetilfælde det seneste døgn

    425 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Der er ingen nye dødsfald.

    Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i deres daglige opgørelse.

    I går var tallet 263.

    Dagens smittetal er baseret på 51.922 pcr-test. Det svarer til, at 0,8 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er samtidig foretaget 44.774 hurtigtest de sidste 24 timer. Positive prøvesvar herfra indgår dog ikke i smittetallene, fordi der er usikkerhed om svarene.

    Der er nu 117 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er otte færre end i går. Af de indlagte er 30 på intensiv afdeling, og 20 af dem får hjælp af en respirator.

  2. WHO undskylder: Kvinder og piger blev seksuelt misbrugt under ebola-udbrud

    WHO's generalsekretær Tedros Ghebreyesus undskylder nu for de seksuelle overgreb, som organisationens nødhjælpsarbejdere begik mod lokale kvinder og piger i DR Congo under et stort ebola-udbrud i landet i perioden 2018-20, og som en uafhængig kommission nu har afdækket i en ny rapport.

    - Undskyld. Undskyld for det der blev gjort mod jer af folk, som WHO havde ansat for at hjælpe og beskytte jer. Undskyld for den vedvarende smerte, som disse begivenheder må medføre. Undskyld for, at I har måttet genopleve dem, da I skulle fortælle om jeres oplevelser til kommissionen. Tak for, at I havde modet til at gøre det, siger Tedros Ghebreyesus ifølge The Guardian.

    Ifølge kommissionen har undersøgt omkring 80 tilfælde, hvor piger og kvinder mellem 13 og 43 er blevet udsat for overgreb. De fleste ofre var udsatte unge kvinder med økonomiske problemer. 21 WHO-ansatte er blevet identificeret som sexkrænkere, heriblandt flere tilfælde af voldtægt. Der er både tale om lokalt ansatte og udenlandske WHO-ansatte.

  3. PSG slår City i stormøde, mens Real Madrid skuffer fælt

    Den argentinske fodboldstjerne Lionel Messi scorede tirsdag aften sit første mål for Paris Saint-Germain, da den franske klub vandt 2-0 over Manchester City i Champions League. Idrissa Gueye scorede parisernes første mål.

    Andetsteds i Champions League-turneringen var Real Madrid i store problemer på hjemmebane mod upåagtede Sheriff Tiraspol fra Moldova. Real Madrid skuffede fælt og tabte 1-2.

    AC Milan, uden en skadet Simon Kjær, tabte 1-2 mod Atletico efter en overtidsscoring på straffespark af Luis Suarez. RB Leipzig med Yussuf Poulsen tabte 1-2 til Club Brügge, mens Liverpool vandt sikkert med 5-1 over Porto. Dortmund vandt 1-0 over Sporting.

  4. Strid i kongressen kan tvinge USA til at at lukke kassen i

    USA risikerer snart at mangle penge i statskassen, hvis Kongressen ikke hæver loftet for, hvor meget staten må låne. Den 18. oktober kan regeringen ikke længere betale sine forpligtelser, medmindre loftet for gælden hæves, advarer finansminister Janet Yellen ifølge AFP nu om i et brev til kongressens ledere.

    - Det er usikkert, hvorvidt vi stadig kan opfylde alle nationens forpligtelser efter den dato.

    - Det er afgørende, at Kongressen hurtigt tager sig af gældsloftet. Hvis den ikke gør, vil USA for første gang i historien ikke kunne betale, lyder det fra Yellen.

    Ifølge økonomer kan det koste USA seks millioner arbejdspladser og sende landet ud i en recession.

  5. Regionsformand: Infektioner presser hospitalernes akutafdelinger

    Over hele landet oplever hospitalerne i disse dage et stigende pres på akutafdelingerne, fordi flere og flere bliver syge med forskellige infektioner.

    Det siger formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V) til i en skriftlig kommentar til Ritzau.

    - Vi registrerer lige nu et stigende pres på akutafdelingerne landet over. Vi er ved at danne os et overblik over situationen i de enkelte regioner og på tværs af afdelinger, men indtil videre får vi de samme meldinger ind.

    - Nemlig at det i høj grad er forskellige infektioner, der desværre sender en hel del danskere i kontakt med sundhedsvæsenet på den ene eller anden måde, siger hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.

    Sidste uge oplyste Sundhedsstyrelsen, at der er markant flere børn end normalt indlagt med RS-virus, og at der er tale om en meget høj belastning af børneafdelingerne.

  6. 3.500 har søgt om tilskud til klima-forbedringer af boligen

    I løbet af tirsdagen har boligejere søgt om tilskud for 80 millioner kroner til at lave grønne forbedringer i boligen.

    I alt har Bygningspuljen modtaget 3.500 ansøgninger, oplyser Energistyrelsen.

    Dermed var der ikke så meget run på i dag som sidste gang i april, hvor der på 13 timer blev ansøgt om 250 millioner kroner.

    Denne gang er der 340 millioner kroner i puljen, så der er stadig gode muligheder for at få tilskud, når der i morgen igen åbnes op for ansøgninger.

  7. SE BILLEDERNE: Isbjørn leder efter føde, mens isen smelter

    • En sulten isbjørn går langs bredden nær Pyramiden, en tidligere russisk bebyggelse på Svalbard. (Foto: Olivier Morin © Ritzau Scanpix)
    • Isbjørnen bevæger sig rundt nær Pyramiden, en afsides beliggende russisk mineby, som Sovjetunionen købte af Sverige i 1927, og som blev lukket i 1998 af det statslige russiske kulmineselskab Arktikugol. Indtil 2007 stod Pyramiden som en tom spøgelsesby, men herefter har man forsøgt at gøre stedet til en turistattraktion. I 2013 genåbnede man således byens hotel. (Foto: Olivier Morin © Ritzau Scanpix)
    • Overalt på Svalbard er der skilte, som advarer om, at man skal være opmærksom på isbjørne. (Foto: Olivier Morin © Ritzau Scanpix)
    • Nordenskiöld-gletscheren nær Pyramiden smelter og falder ned i havet. (Foto: Olivier Morin © Ritzau Scanpix)
    • I de senere år har man målt rekordhøje temperaturer på Svalbard - endnu et tegn på den globale opvarmning. (Foto: Olivier Morin © Ritzau Scanpix)
    1 / 5

    Ny norsk forskning konkluderer, at den hastigt smeltende havis betyder, at variationen i isbjørnenes genetik på Svalbard bliver stadig mere begrænset, efter at de har studeret isbjørnebestanden på stedet gennem de sidste 20 år.

    Normalt biver der tilført frisk blod til bestanden på Svalbard og dermed også nye gener, som forhindrer indavl, når isbjørne fra andre steder krydser isen til øgruppen. Men med stadig mindre havis på grund af forhøjede temperaturer bliver der også færre nye isbjørne, som spreder deres gener på Svalbard, lyder forskernes konklusion.

    Isbjørnen er også afhængig af et isdækket hav for at overleve. På havisen finder isbjørnen det meste af sin føde, og den migrerer mellem jagt- og hiområder over isen. Der findes omkring 20-25.000 isbjørne i verden, og den betegnes som en sårbar dyreart.

    Opvarmningen af Arktis går dobbelt så hurtigt som resten af verden. Forskere har tidligere advaret om, at isbjørnene på Svalbard kan være uddøde om 50 år.

  8. USA's forsvarschef under høring i Kongressen: 'Taliban er stadig en terrororganisation'

    Taliban er stadig en terrororganisation, og det nye styre i Afghanistan har ikke brudt med det militante netværk al-Qaeda, som stod bag terrorangrebet i USA i 2001.

    Det siger USA's forsvarschef, general Mark Milley, under en høring i Kongressen om USA's exit fra Afghanistan.

    Han advarer om, at et "rekonstrueret al-Qaeda" kan angribe USA indenfor et til tre år.

    Republikanske senatorer har forud for høringen kritiseret præsident Biden for ikke at have lyttet til de militære lederes anbefalinger om situationen i Afghanistan.

    Senatorerne mener, at Biden er ansvarlig for den kaotiske evakuering af amerikanere fra Afghanistan.

  9. Svensk politi tror ikke på naturlig årsag til eksplosion i Göteborg

    Der er ikke noget, der tyder på, at der lå "naturlige årsager" såsom en gaslækage bag den eksplosion, der tirsdag morgen ramte en boligblok i det centrale Göteborg.

    Eksplosionen udløste flere brande, og 16 mennesker blev sendt på skadestuen.

    En pressetalsmand fra svensk politi siger, at en eller flere gerningsmænd formodentlig har placeret noget ved eller inden i bygningen.

    Politiet er også i gang med at undersøge, om eksplosionen kan være banderelateret.

    Svenske aviser skriver, at en politibetjent, der har været vidne i flere banderelaterede retssager, boede i bygningen.

    Til avisen Expressen siger betjenten, at han selv regner med, at politiet vil undersøge, om han var målet for eksplosionen.

  10. Lennon-kassettebånd solgt på auktion for 370.000 kroner

    Sammen med en 33 minutter lang lydoptagelse er en række billeder af John Lennon og hans kone Yoko Ono blevet solgt hos Bruun Rasmussen i dag. (Foto: Jesper Jungersen © Bruun Rasmussen)

    370.000 kroner.

    Sådan lød hammerslaget på en 33 minutter lang båndoptagelse med Yoko Ono og John Lennon fra deres besøg i Danmark i 1970.

    Det mere end 50 år gamle kassettebånd er sammen med nogle billeder fra besøget netop blevet solgt hos auktionshuset Bruun Rasmussen.

    Sælgerne er fire mænd, der dengang i 1970 var skoledrenge, og som på forunderlig vis lykkedes med at få lov til at interviewe de to verdensstjerner, der var på besøg i Thy.

    På optagelsen kan man høre de dengang 16-årige skoledrenge tale med verdensstjernerne om blandt andet verdensfred. Derudover synger Lennon sangen 'Give Peace a Chance' og nummeret 'Radio Peace', som aldrig er blevet udgivet.

  11. Nyd det gode vejr onsdag formiddag - nu kommer regnen

    Der er udsigt til regn og rusk de kommende dage. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Det gælder om at stå tidligt op og komme udenfor i morgen onsdag, hvis du foretrækker sol frem for regn og rusk.

    Efter en nat med fortrinsvis tørt vejr begynder dagen ifølge DMI i morgen med et lidt sløret sol, inden det bliver overskyet, og i løbet af eftermiddagen får vi udbredt regn over store dele af landet.

    Oven i købet får vi også vind fra sydøst, som tiltager, og ved kysterne i det østlige del af landet stedvis bliver til hård vind.

    Der er ingen udsigt til bedre vejr resten af ugen. Det bliver fortrinsvis blæsende og skyet med udbredt regn. Undtagelsen er Bornholm, som både fredag og lørdag har udsigt til tørvejr og måske endda lidt solskin.

    Lørdag er der dog muligheder for, at bygerne bliver aflyst af perioder med sol og tørvejr i den vestlige del af landet, men ellers bliver der formentlig langt mellem solskinstimerne.

  12. Danske aktier i stiv modvind - det største kursfald siden starten af maj

    De danske aktier har været i stiv modvind i dag, hvor det toneangivende C25-indeks tog det største dyk i flere måneder.

    Indekset faldt med 2,5 procent. Det er det største kursfald siden starten af maj og blandt årets største kursfald på en dag, skriver Ritzau.

    Det er tredje dag i træk med et fald på over 1,5 procent til aktierne i C25, der omfatter de 25 toneangivende aktier på det danske marked og fungerer som en slags vejrhane for markedet.

  13. Tre personer fra lægeklinik sigtet for svindel med tilskud

    Tre personer med tilknytning til en lægeklinik i Charlottenlund er blevet sigtet for svindel med offentlige midler.

    De er blevet sigtet for at have registreret fiktive ydelser i flere patienters og ansattes navne samt dobbeltfaktureringer, hvor lægehuset har modtaget betalinger fra borgere og afregning fra regionen flere gange for de samme ydelser.

    Sigtelserne kommer, efter at Nordsjællands Politi har gennemført en ransagningsaktion på flere adresser.

    - Efterforskningen er dog på ingen måder færdig, og der ligger fortsat et stort arbejde for at få samlet puslespillet og få klarlagt den endelige rollefordeling, der har været i lægehuset, siger politikommissær Jesper von Bülow i en pressemeddelelse.

  14. Mette Frederiksen: Klima-beslutninger skal være på plads senest i 2025

    Danmark skal senest i 2025 have truffet alle beslutninger, der er nødvendige for at nå klimamålet i 2030.

    Det siger statsminister Mette Frederiksen på Dansk Industris topmøde i København.

    Klimaminister Dan Jørgensen vil på et pressemøde i morgen fortælle mere om det, siger statsministeren.

    Regeringens klimamål er at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

  15. Fodboldklubben Esbjerg tildelt bøde for tilskuers racistiske tilråb

    Fodboldklubben Esbjerg er blevet straffet med en bøde for en tilskuers racistiske tilråb mod en dommer i kampen mod Hobro i 1. division tidligere i september.

    Det oplyser Fodboldens Disciplinærinstans på Dansk Boldspil-Unions hjemmeside.

    Bødestraffen lyder på 12.500 kroner.

    Af dommerens indberetning fremgår det, at der råbt abelyde efter dommerteamet, da det forlod banen.

    Samme person råbte "perkersvin" efter dommerne, lyder det i Esbjergs redegørelse.

    Klubben oplyser, at personen blev udpeget og tilbageholdt af kontrollører, hvorefter politiet blev tilkaldt.

    Esbjerg har nu udstedt karantæne til personen til både hjemme- og udekampe, lyder det.

    Esbjerg vandt den pågældende hjemmekamp med 2-1.

    /ritzau/

  16. Folketingsflertal vil forlænge minkforbuddet til og med 2022

    Et flertal i Folketinget vil forlænge forbuddet mod hold af mink til og med 2022. Det oplyser landbrug- og fødevareminister Rasmus Prehn (S).

    Det sker efter et møde, hvor han har drøftet sagen med ordførere fra Folketingets partier.

    Regeringens støttepartier havde forud for mødet givet udtryk for, at de bakkede op om enten at forlænge forbuddet eller at gøre det permanent. Det gjorde de blandt andet på grund af Statens Serum Instituts vurdering af, at minkhold fortsat kan udgøre en risiko 'af ukendt størrelse' for mennesker.

    Minkhold er i øjeblikket forbudt året ud, men det forbud er der altså flertal for at forlænge med yderligere et år.

    Opdateret med yderligere detaljer.

  17. Brasilien ramt af voldsomme sand- og støvstorme

    • Byen Frutal i delstaten Minas Gerais rammes af sandstorm. (Foto: ANDREY LUZ © AFP or licensors)
    • Byen Franca i delstaten Sao Paulo indhyllet i støv- og sandstorm. Billedet er fra den 26. september. (Foto: Igor do Vale © Igor do Vale)
    1 / 2

    Det sydøstlige Brasilien er de seneste dage blevet ramt af voldsomme sand- og støvstorme.

    Sandstormene har især ramt delstaterne Sao Paulo og Minas Gerais.

    En langvarig tørke og en lav luftfugtighed har givet perfekte betingelser for sandstormene.

  18. 13 personer anholdt i stor kokainsmugler-sag

    200 kilo kokain. Så meget af det hvide pulver har en større gruppe af kriminelle ifølge politiet forsøgt at indsmugle og handle med i Danmark.

    Politiet har i en stor aktion anholdt 12 mænd og en kvinde i alderen 20 til 56 år på forskellige adresser i København, på Vestegnen og i Nordsjælland.

    Der blev samtidig beslaglagt en stor mængde kokain og heroin og et større kontantbeløb, oplyser politiet, som betegner sagskomplekset som 'organiseret kriminalitet i den absolut høje ende af skalaen'.

    Anholdelserne kommer efter længere tids efterforskning og de hænger sammen tidligere beslægtede sager, hvor der er blevet beslaglagt i alt cirka 20 millioner kroner, en større mængde kokoain og skydevåben.

    Seks personer er allerede idømt i alt 27 års fængsel i de beslægtede sager, mens andre afventer deres domme.

  19. Hercules-fly sikkerhedslandet efter fejl på motor

    Et af Forsvarets Hercules-fly måtte her til morgen foretage en sikkerhedslanding efter en fejl på en motor.

    Landingen skete på Flyvestation Aalborg.

    Piloten foretog et såkaldt PAN-Call, hvorefter beredskabet blev aktiveret, så man kunne assistere ved eventuelle yderligere komplikationer, oplyser Air Transport Wing, der står for Forsvarets lufttransport og luftbårne overvågningsoperationer.

    Efter en kontrolleret sikkerhedslanding kunne alarmen afblæses.

    Den præcise årsag til fejlen kendes ikke endnu, men vil blive undersøgt nærmere.

  20. Johnson & Johnson-vaccinerede får tilbudt et ekstra stik

    De omkring 50.000 personer, der har fået en enkelt dosis coronavaccine med Johnson & Johnson, får nu tilbud om at blive revaccineret med en mRNA-vaccine.

    Det vil sandsynligvis blive et ekstra stik med enten Pfizer eller Moderna-vaccine.

    Det sker i forbindelse med Sundhedsstyrelsens nye plan for revaccination.

    Sundhedsstyrelsen oplyser, at undersøgelser viser, at beskyttelsen mod corona er lavere med en Johnson & Johnson-vaccine.

    - Derfor mener vi, at det bedste er at anbefale, at borgere, som har modtaget vaccinen fra Johnson & Johnson i tilvalgsordningen, får en booster med en mRNA vaccine, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst.

  21. Nye retningslinjer: Ministres, departementschefers og særlige rådgiveres e-mails skal gemmes i 25 år

    Justitsministeriet udsender nu nye retningslinjer for statslige myndigheders opbevaring af slettede e-mails.

    Her fremgår det, at ministres, departementschefers og særlige rådgiveres slettede e-mails og deaktiverede e-mailkonti skal opbevares i en periode på 25 år.

    For kontorchefer og andre i højere stillinger gælder det i ti år, mens medarbejdere og fratrådte medarbejderes e-mailkonti skal opbevares i fem år.

    - Formålet med retningslinjerne er at sikre at alt materiale, der er eller forventes at kunne blive relevant for en kommende kommissionsundersøgelse mv., vil kunne udleveres hertil, skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

    Et flertal uden om regeringen krævede i sommer politisk handling på området efter en afsløring i 21Søndag.

    Her kunne DR fortælle, at undersøgelseskommissionen i Inger Støjbergs instrukssag ikke havde kunnet undersøge mailbokse hos topembedsmænd i Udlændingestyrelsen og i Udlændinge- og Integrationsministeriet, fordi mailboksene var blevet slettet.

    I marts 2018 fortalte DR P1 Orientering ligeledes, at de fem øverste politichefers mails blev slettet inden Tibetkommissionens undersøgelser af grundlovsbrud under kinesiske statsbesøg.

    Siden kom det frem, at Tibetkommissionen heller ikke havde fået adgang til mailkonti i Udenrigsministeriet, Statsministeriet og Rigspolitiet.

  22. Sundhedsstyrelsen forventer at tilbyde alle fra 65 år et ekstra stik

    Sundhedsstyrelsen har fremlagt en ny plan for revaccination.

    Her vil man for det første tilbyde et ekstra stik til alle fra 85 år og derover.

    Det sker ud over beboere på plejehjem og borgere med særligt svækket immunforsvar, som man allerede nu tilbyder et tredje stik.

    Sundhedsstyrelsen forventer i næste fase at tilbyde et ekstra vaccinestik til alle, der er 65 år eller derover.

    Næste fase vil også inkludere sundhedspersonale og personer under 65 år i øget risiko for alvorligt forløb med COVID-19.

    Sundhedsstyrelsen melder intet ud om datoen for, hvornår næste fase går i gang.

  23. Tidligere drabschef idømt bøder - men frikendt for flere udtalelser i bog

    Fra 2011 til slutningen af 2018 var Jens Møller Jensen leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

    Den tidligere drabschef i Københavns Politi Jens Møller Jensen er blevet idømt 15 dagbøder á 1.000 kroner.

    Den tidligere drabschef er blevet dømt for embedsmisbrug ved at have foretaget opslag i politiets sagsbehandlingssystem, uden at det var tjenstligt begrundet.

    I alt foretog Jens Møller Jensen 17 opslag sagssystem i to sager, som begge er omtalt i hans erindringsbog 'Opklaret' fra 2018.

    - På denne baggrund finder retten det godtgjort, at tiltaltes opslag ikke var tjenstligt begrundet, men derimod var begrundet i et ønske om at tjekke fakta til den bog, som tiltalte som privatperson var i gang med at skrive, skriver retten på sin hjemmeside.

    Derudover er han blevet dømt for at bryde sin tavshedspligt i ét tilfælde i forbindelse med bogen, hvor han beskrev nogle tekniske undersøgelser i en drabssag.

    Jens Møller Jensen blev frifundet for otte andre passager i bogen. Han har undervejs nægtet sig skyldig i alle forhold.

    Den tidligere drabschef blev for alvor kendt i offentligheden, da han stod i spidsen for efterforskningen af drabet på den svenske journalist Kim Wall.

  24. Anna er 27 år gammel. Hun har netop vundet den valgkreds, Merkel har siddet tungt på i 31 år

    (Foto: Foto: Laura Schirrmeister)

    Efter 16 år med Angela Merkel som kansler, er der forandring på vej i Tyskland. Hendes partiunion CDU/CSU har formøblet arven og præsteret det dårligste Bundesvalg nogensinde.

    Men også "hjemme" i Merkels egen valgkreds i delstaten Mecklenburg-Vorpommern i det nordlige Tyskland, som hun har repræsenteret i Forbundsdagen siden 1990, er der sket lidt.

    - Nu skal der skabes social politik for mennesker, skriver Kassautzki på sin Instagram-profil.

    DR Nyheder forud for valget CDU-kandidaten i valgkredsen, Georg Günther, der altså skulle forsge at løfte arven efter Merkel. CDU gik 23,6 procent tilbage i valgkredsen også et af de dårligste resultater nogensinde.

  25. Efter eksplosion i Göteborg i morges: 16 personer kørt på sygehuset

    Eksplosionen skete kort før klokken 5 i morges. (Foto: BJÖRN LARSSON ROSVALL © Ritzau Scanpix)

    Fire meldes alvorligt såret - og i alt 16 personer er kørt på hospitalet efter den voldsomme eksplosion i en etageejendom i Annedal i det centrale Göteborg tidligt i morges.

    Det skriver SVT.

    Samtidig er hundredvis af beboer blevet evakueret - flere af dem var selv hoppet ned fra bygningen eller havde firet sig ned ved hjælp af sammenbundne lagener.

    Politiet i Göteborg mistænker eksplosionen for at være planlagt.

    - Hvad der eksploderede, og hvor mange eksplosioner der var, vil efterforskningen vise. Men lige nu ser vi ingen naturlige forklaringer. Formentlig betyder det, at noget var placeret der, sagde politiets pressetalsmand, Thomas Fuxborg, på et pressemøde tidligere i dag.

    Politiet mener, at eksplosionen er sket indenfor i bygningen, men ønsker ikke at uddybe det nærmere.

  26. Taxabranchen mangler vognmænd efter genåbning

    Der er igen blevet travlt på landets gader efter genåbningen.

    Det kan de også mærke i taxabranchen, som nu mangler vognmænd til bilerne på vejene.

    Sådan lyder det blandt andet fra Danmarks største taxaselskab, Dantaxi.

    - Det er specifikke tidspunkter, hvor vi har svært ved at dække det behov, der er. Det er især i morgentimerne og i weekenderne, siger Vibeke Wolfsberg, der er kommerciel direktør hos Dantaxi.

    Ifølge Vibeke Wolfsberg er manglen en direkte konsekvens af de mange coronanedlukninger, som gør, at der nu mangler taxaer på gaden.

    - Der er en række vognmænd, som har valgt at stoppe. Det er specielt de vognmænd, som er i 60’erne, der har brugt coronaen som anledning til at stoppe, siger hun.

  27. 457 nye coronasmittede det seneste døgn

    457 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går.

    Det er det højeste antal smittede i 18 dage, skriver Ritzau.

    Seks personer er døde.

    Der er nu 93 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er to færre end i går.

    Dagens smittetal fra Statens Serum Institut er baseret på 35.160 PCR-test.

    Det svarer til, at 1,3 procent af de testede har været smittet med covid-19.

  28. Kontakttallet stiger til 1,1

    Kontakttallet er for første gang i flere uger steget markant.

    Det er nu beregnet til 1,1, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter.

    I sidste uge var tallet 0,7.

    Heunicke skriver, at tallet er behæftet med usikkerhed.

    - Men også de andre nøgletal indikerer, at faldet i epidemien er stoppet, og at vi nu befinder os i en stabil eller svagt stigende epidemi, oplyser han.

    Heunicke understreger dog, at det vigtigste er, at antallet af indlagte stadig er lavt, og at flere fortsat bliver revaccineres.

  29. Erhvervsminister genaktiverer bankernes økonomiske airbag på en procent

    Erhvervsminister Simon Kollerup (S) følger nu en tidligere anbefaling fra Det Systemiske Risikoråd og sætter den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer til en procent med virkning fra 30. september.

    Det betyder, at banker og realkreditinstitutter bliver pålagt at lægge en krone til side for hver 100 kroner, som bankerne har i risikoeksponerede aktiver.

    - Vi har klaret coronakrisen rigtig godt, og nu udnytter vi den solide økonomiske situation til at understøtte stabiliteten i den finansielle sektor.

    - Det er et godt værktøj, som Det Systemiske Risikoråd har anbefalet at tage i brug igen, og det er sund fornuft at sikre, at bankerne har noget at stå imod med, hvis økonomien vender, udtaler Simon Kollerup i en pressemeddelelse.

    Den kontracykliske kapitalbuffer blev indført i forlængelse af finanskrisen.

    Den sikrer, at regeringen kan beordre bankerne til at lægge ekstra penge til side ud over de polstringskrav, som der i forvejen er til bankerne.

  30. Salling Fondene donerer 50 millioner kroner til Team Danmark

    Team Danmarks atleter får ekstra gode betingelser frem mod OL i Paris i 2024. Salling Fondene donerer nemlig 50 millioner kroner til Team Danmarks arbejde frem mod det kommende OL.

    Det oplyste Team Danmark på et pressemøde tirsdag.

    I følge Team Danmarks direktør, Lars Krarup, er donationen med til at muligøre at danske atleter kan blande sig i verdenstoppen.

    - Midlerne giver Team Danmark mulighed for at hjælpe dem til at nå højeste niveau, og deres præstationer er med til at samle hele Danmark, som vi senest har oplevet i den imponerende sportssommer vi har haft i år.

    Donationen skal bruges til at lave målrettede investeringer, ansætte trænere, økonomisk støtte til atleter og udvikle set-up, metoder og materialer, der kan give atleterne de vigtige afgørende marginaler i kampen om medaljer.

  31. EU-chef åbner døren for albansk medlemskab

    Albanien hører til i EU. Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde tirsdag.

    Hendes mål er derfor at genoptage snakke om optagelse i EU inden udgangen af året.

    - Albaniens fremtid er i EU. Albanien har tydeligt gjort, hvad vi bad dem om. Så nu er det vores tur til at levere, siger Ursula von der Leyen under et besøg i Albanien.

    EU-landene blev i 2020 enige om at indlede optagelsesforhandlinger med Albanien. Dengang blev det understreget, at Albanien skulle gøre fremskridt på visse områder, før et EU-medlemskab kunne blive en realitet.

  32. Finanstilsynet advarer igen: 'Kryptovaluta er Det Vilde Vesten'

    I modsætning til de fleste andre investeringsprodukter er der ingen lovgivning, som sætter grænser for, hvor risikabel en investering i kryptovaluta må være.

    Det skriver Finanstilsynet i sit nyhedsbrev, hvor der advares mod kryptovaluta som Bitcoin, Ethereum og Tether - og de platforme, hvor de handles.

    - Finanstilsynet planter et advarselsskilt på kryptovaluta, fordi udstedere af kryptovaluta ikke er lovregulerede eller underlagt tilsyn fra myndighederne. Det samme gælder ofte handelstjenesterne.

    - Forbrugerne kan derfor ikke føle sig beskyttet i samme grad, som hvis forbrugerne handler med regulerede finansielle produkter som aktier og obligationer, udtaler kontorchef Ulla Brøns Petersen.

    EU arbejder i øjeblikket på at etablere en fælleseuropæisk regulering af markedet for kryptovalutaer.

  33. Straffesag mod Sanjay Shah begynder om et år

    Dommen i den hidtil største sag om bedrageri mod det offentlige kan formentlig blive afsagt i forsommeren 2023.

    Det står klart, efter at Retten i Glostrup netop har fastlagt datoerne i straffesagen om svindel med refusion af udbytteskat, skriver Ritzau.

    Tabet ved bedrageriet er af anklagemyndigheden opgjort til ni milliarder kroner, og desuden er der tiltale om forsøg på bedrageri med hensyn til 553 millioner kroner.

    Det første retsmøde i sagen mod Sanjay Shah og Mark Anthony Patterson holdes 4. oktober 2022, og det sidste finder sted 20. maj 2023 ifølge Ritzau.

    I alt er der afsat 60 retsmøder i perioden.

    Sanjay Shah befinder sig i Dubai, mens Mark Anthony Patterson bor i Storbritannien.

    Begge mænd nægter sig skyldig.

  34. Højesteret: Helt i orden at stoppe TV 2's skjulte optagelser fra plejehjem

    Det var helt efter lovens bogstav, da en byretsdommer og siden tre dommere i Vestre Landsret sidste år forbød TV 2 at vise optagelser med skjult kamera i forbindelse med dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden'.

    Det fastslår Højesteret i en kendelse ifølge Ritzau.

    Højesteret fastslår endda, at optagelser af en dement kvinde i intime situationer var en krænkelse af hendes menneskeret, hendes ret til privatliv - uanset om hendes pårørende og hun selv måtte have givet tilladelse.

    Optagelserne blev foretaget over 16 dage i efteråret 2019, da journalister med skjult kamera filmede, hvad der foregik i demensramte Else Marie Larsens lejlighed på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

    Højsteret fastslår samtidig, at TV 2 skal udlevere råbåndene med de skjulte optagelser til politiet.

  35. Ferieboliger og turisme splitter Ringkøbing forud for kommunalvalget

    En plan om at bygge 250 nye feriehuse helt nede på havnen i Ringkøbing skaber stor diskussion blandt byens borgere og politikere.

    Ringkøbing-Skjern Kommune ved Vesterhavet er i forvejen landets fjerdestørste turistkommune, og udsigten til endnu flere turister er blevet en del af kommunalvalgkampen, hvor borgmester Hans Østergaard fra Venstre er på ja-siden.

    - Det er med til at skabe en udvikling her i Ringkøbing, siger Hans Østergaard.

    Modsat står for eksempel byrådsmedlem Jørgen Rabjerg fra SF. Han er medlem af Erhvervs- og Vækstudvalget og vil stemme nej til forslaget.

    - Jeg tror, at det fuldstændig vil ødelægge det unikke havnemiljø, vi har i Ringkøbing, siger han.

  36. Flere kommuner kræver, at skoler tilbyder erhvervspraktik

    Hvordan forløber arbejdsdagen egentlig på en maskinfabrik eller på byggepladsen?

    Det kan man få et lille indblik i ved at være i erhvervspraktik, mens man går i folkeskolens ældste klasser. Mange skoler har dog ikke et fast tilbud om erhvervspraktik.

    Men flere østjyske kommuner gør det nu obligatorisk for skolerne at komme med et tilbud om en uge ude i arbejdslivet.

    For eksempel skal skolerne i Aarhus fra i år tilbyde erhvervspraktik, og i morgen er det et punkt på byrådsmødet i Skanderborg.

    Det er sød musik i Dansk Industris ører.

    - Eleverne får øjnene op for mulighederne i det private erhvervsliv. Det kan være svært at forholde sig til, hvad en industritekniker eller bygningskonstruktør laver, siger vicedirektør Mette Fjord Sørensen.

  37. Råd: Boligejere kan gældsætte sig 'uforholdsmæssigt højt' uden strammere lånevilkår

    Danske boligejere risikerer at låne sig til uforholdsmæssig stor gæld, hvis ikke regeringen går ind og strammer lånevilkårene på boligmarkedet.

    Rådet, der blev nedsat efter finanskrisen, peger på, at muligheden for afdragsfrihed for låntagere med stor gæld bliver begrænset.

    Den henstilling har regeringen dog ikke valgt at følge med henvisning til, at det ser ud til at være kommet mere ro på markedet, der har været brandvarmt under corona.

    - Danske boligejere vil fortsat have adgang til afdragsfrie realkreditlån helt op til den maksimale lånegrænse, skriver rådet i en pressemeddelelse.

    - I kombination med de meget lave renter tilskynder afdragsfriheden til, at boligejere kan gældsætte sig uforholdsmæssigt højt.

  38. Skade tvinger formstærk Tauson til at holde ny pause

    Tennisspilleren Clara Tauson triumferede i forrige uge i WTA-turneringen i Luxembourg og banker kraftigt på til verdensranglistens top-50, men nu forstyrres hendes vej mod den absolutte top igen af en skade.

    I første omgang missede hun denne uges Astana Open, men også Indian Wells-turneringen, der regnes som den største turnering i tenniskalenderen ud over de fire grand slam-turneringer, bliver uden danskeren.

    Det fortæller kometens far, Søren Tauson, til Ekstra Bladet.

    - Clara døjer med en mindre skade i benet og har derfor været nødsaget til at melde fra til Astana og Indian Wells.

    Man sigter efter, at Clara Tauson kan komme i kamp igen til Tenerife Ladies Open, der spilles på hardcourt fra 18. til 24. oktober.

    Ud over turneringssejren i Luxembourg vandt Tauson tidligere på året WTA-turneringen i Lyon, og som optakt til US Open vandt hun en turnering i Chicago, hvor hun i finalen slog den senere US Open-vinder, Emma Raducanu.

    Danskeren er aktuelt nummer 52 i verden.

  39. 24-årig får 10 års fængsel for at planlægge terror

    24-årige Abdullah Akbulut blev i foråret 2020 anholdt med en pistol, to magasiner og 50 patroner.

    Våbnet og ammunitionen havde han kort forinden købt af en politiagent fra PET, og det skulle ifølge rettens afgørelse bruges til at begå terror i Danmark eller udlandet.

    I dag faldt der dom i sagen i Retten på Frederiksberg.

    - Han havde ikke et konkret mål, han handlede alene, og det kan føre til, at straffen fastsættes til 10 år, lød det fra retsformand Kari Sørensen.

    Det var et enigt nævningeting, der fastsatte straffen.

    Den 24-årige har desuden mistet sit danske statsborgerskab, og han bliver udvist af Danmark for bestandig.

    En stor del af beviserne i sagen var Abdullah Akbuluts korrespondance med en politiagent på en krypteret beskedtjeneste. Her fortalte han agenten, at han ville hævne sig på vantro, og at han kunne tænke sig at skære hovedet af politifolk.

    - Jeg vil udføre krig mod kuffar (vantro, red.) på samme måde ved skudveksling, skrev Abdullah Akbulut med henvisning til et terrorangreb i Frankrig.

    PET havde også opsat hemmelig rumaflytning hos Abdullah Akbulut, der boede hos sin mor. Her kunne efterretningstjenesten høre den 24-årige tilbede Islamisk Stat.

    Samtidig fandt PET et IS-flag over hans seng.

  40. Forundersøgelse af Kattegatforbindelse bliver forsinket

    Efter planen skulle forundersøgelsen til en fast forbindelse mellem Jylland og Sjælland være færdig ved årets udgang.

    Men med den seneste politiske aftale om fremtidens investeringer i infrastruktur, skal der laves nye beregninger, oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

    - Det er en helt naturlig konsekvens af de beslutninger, alle Folketingets partier blev enige om i juni.

    - Flere projekter i infrastrukturplanen kan få betydning for den forventede trafik på en mulig fast forbindelse over Kattegat, og det er vi selvfølgelig nødt til at tage højde for i beregningerne, udtaler transportminister Benny Engelbrecht (S).

    I forundersøgelsen undersøges både en ren vejforbindelse og en kombineret vej- og baneforbindelse. Det forventes at forundersøgelsen er færdig i løbet af foråret 2022.

  41. SSI holder fast i risikovurdering om mink

    Den vurdering, som Statens Serum Institut (SSI) i juni i år lavede, om risikoen for at genoptage minkerhvervet i Danmark, gælder fortsat.

    Det fremgår af en mail fra fødevareminister Rasmus Prehn (S) til fødevareudvalgets medlemmer, som DR Nyheder er i besiddelse af.

    I den tidligere vurdering fa 14. juni i år konkluderer SSI, at der 'principielt er tre typer risici' for folkesundheden forbundet med at genoptage minkproduktionen, og at hold af mink efter 2021 kan 'medføre en sundhedsrisiko for mennesker af ukendt størrelse'.

    Senere i dag mødes ministeren og partierne for at drøfte SSI's vurdering.

  42. 'Interessen har været vanvittig': I dag kommer dansk John Lennon og Yoko Ono-kassettebånd under hammeren

    Fire 16-årige danske skoledrenge fik lov at interviewe John Lennon og Yoko Ono til det lokale skoleblad i 1970, da parret pludselig dukkede op i Thy.

    - Interessen har været vanvittig. Fortrinsvis fra medier i hele verden og det tager vi som et godt tegn, for hvis medierne er interesseret er der helt sikkert også samlere der er, siger Kasper Nielsen, der er direktør hos Bruun Rasmussen.

    Kassettebåndet er vurderet til 200.000-300.000 kr. og auktionen starter kl. 16:00.

  43. To mænd tiltalt for at true med at melde personer til Tyrkiet for terrorsympati

    Ifølge anklagemyndigheden har to mænd truet med at melde herboende personer til de tyrkiske myndigheder for at have sympati for terror.

    Det oplyser Statsadvokaten ifølge Ritzau.

    Tiltalen er en udløber af en efterforskning, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) har foretaget om blandt andet spionage til fordel for den tyrkiske stat.

    Truslerne gik ud på, at de herboende personer ville blive angivet til de tyrkiske myndigheder som tilhængere af Gülen-bevægelsen.

    Fetullah Gülen er en imam, der bor i USA. Han mistænkes af Recep Erdogans styre for at have iværksat et kupforsøg i 2016. Og den tyrkiske regering anser bevægelsen som en terrororganisation.

  44. Flydende hoved i Bilbao: Iøjnefaldende kunstinstallation kigger beboere i øjnene

    Du kan opleve, at der er noget, der kigger tilbage på dig fra floden Nervión i Bilbao. (Foto: VINCENT WEST © Ritzau Scanpix)

    Tager du en spadseretur langs floden Nervión i den nordspanske by Bilbao, så er der risiko for, at du kan få dig lidt af et chok.

    Ikke fordi arkitekturen er så bjergtagende, at din krop reagerer fysisk, men snarere fordi du pludselig kan støde på et hoved, der flyder rundt i vandet!

    Men frygt ej, det drejer sig om en kunstinstallation af den kendte mexicanske kunstner Ruben Orozco.

    Han er kendt for sine hyperrealistiske værker, og det er 'Bihar', som værket hedder, et vidnesbyrd om.

    • Værket er af fiberglas og placeret på pæle. Hverken det ene eller andet er dog til at se, når værket er omsluttet af vand. (Foto: Luis Tejido © Ritzau Scanpix)
    • Vandspejlet stiger og falder over tid i floden, hvilket kan betyde, at man til tider kun kan ane hovedet stirre tilbage fra under vandets overflade. (Foto: VINCENT WEST © Ritzau Scanpix)
    • En båd sejler forbi bag kunstværket. (Foto: Luis Tejido © Ritzau Scanpix)
    • Ruben Orozco er kendt for sine hyperrealistiske værker. Her er han afbildet foran 'Bihar', som værket hedder. (Foto: Luis Tejido © Ritzau Scanpix)
    • Navnet 'Bihar' betyder "I morgen" på baskisk. (Foto: VINCENT WEST © Ritzau Scanpix)
    1 / 5
  45. Søskendepar rejst hjem til USA efter at have været tilbageholdt i Kina i tre år

    Det amerikanske søskendepar Cynthia og Victor Liu er nu tilbage i USA efter at have været tilbageholdt i Kina i tre år uden at være blevet sigtet for noget kriminelt.

    Det skriver Reuters.

    Deres far, Liu Changming, der er tidligere administrerende direktør for den kinesiske statsejede bank Bank of Communications, har derimod været jagtet af de kinesiske myndigheder i årevis for svindel.

    Frigivelsen af søskendeparret fra Massachusetts sker i kølvandet på Canadas løsladelse af Huaweis finansdirektør, Meng Wanzhou, som har indgået en aftale med anklagemyndigheden om at droppe anklager om svindel.

    Kort efter denne løsladelse blev to canadiere, Michael Kovrig og Michael Spavor, løsladt i Kina, hvor de har været fængslet på baggrund af anklager om spionage.

    Det Hvide Hus i Washington ønsker ifølge Reuters ikke at kommentere Kinas frigivelse af søskendeparret.

  46. Rift om klodserne: Legos salg stiger med 46 procent

    Harry Potter, Star Wars og hele Marvel-universet.

    Der er efterhånden ikke den franchise, som Lego ikke er inde over.

    Derfor er det måske ikke overraskende, at årets første seks måneder har budt på et stort salg af Lego. For legetøjsgiganten er salget steget med intet mindre end 46 procent til 23 milliarder kroner for første halvår af 2021.

    Topchef Niels B. Christiansen erklærer sig meget tilfreds med Legos fremskridt, som blandt andet skyldes, at der har været færre coronarestriktioner, så fabrikkerne har kunnet producere uden forstyrrelser.

    Samtidig har koncernen oplevet, at salget online er steget med 50 procent sammenlignet med de samme seks måneder sidste år.

    Blandt de temaer, der har solgt bedst, er troldmandsuniverset fra Harry Potter samt Star Wars.

  47. Tyskerne foretrækker klart socialdemokraten Olaf Scholz som kansler

    Efter søndagens valg i Tyskland er der to kandidater, der nu forsøger at finde et flertal til at overtage Angela Merkels kansler-post: Socialdemokraten Olaf Scholz, der vandt en kneben valgsejr, og kristendemokraten Armin Laschet, der kom på andenpladsen.

    Selvom valget blev tæt, synes tyskerne at have en klar kanslerfavorit: 63 procent foretrækker Olaf Scholz i en ny måling, som instituttet Civey har foretaget for magasinet Der Spiegel.

    Kun 24 procent foretrækker Armin Laschet. 13 procent svarer ”ved ikke”.

    Samme billede tegner sig i andre lignende målinger efter valget, der blev de kristendemokratiske partier CDU/CSU’s værste nogensinde.

    Selv blandt de vælgere, der har stemt på CDU/CSU, foretrækker 18 procent Olaf Scholz som kansler, mens 62 procent foretrækker deres egen Armin Laschet.

  48. Haitis leder fyrer valgkommission og udsætter valg på ubestemt tid

    Haitis premierminister, Ariel Henry, har mandag fyret samtlige medlemmer af landets midlertidige valgkommission, CEP.

    Det oplyser premierministerens kontor på Twitter.

    Kommissionen blev nedsat i efteråret 2020 af den foregående præsident, Jovenel Moïse, der blev dræbt i et attentat den 7. juli i år.

    Efter drabet udsatte valgkommissionen parlamentsvalget og en forfatningsafstemning fra 26. september til 7. november, skriver Ritzau. Begge valg er nu udskudt på ubestemt tid.

    Moïse blev inden drabet beskyldt for at forsøge at forlænge sin embedsperiode på ubestemt tid med udskydelser af valget, der oprindeligt skulle have være afholdt helt tilbage i 2018.

    Ariel Henry blev udnævnt af Moïse som premierminister, to dage før præsidenten døde.

  49. Blå partier kræver svar om minkavl på møde med Prehn

    Det er ikke rimeligt, at de minkavlere, der ønsker at starte erhvervet op til næste år, ikke kan få et klart svar fra fødevareminister Rasmus Prehn (S).

    Det mener De Konservatives fødevareordfører, Per Larsen, der sammen med de øvrige partier skal mødes med ministeren til eftermiddag.

    - Jeg forstår ikke, hvorfor ministeren pludseligt har skabt tvivl om, hvorvidt der kan være minkavl fra 2022. Covid-19 er ikke længere en kritisk sygdom, og situationen er en helt anden, end den var, siger han til Ritzau.

    På mødet ventes partierne at få en mundtlig redegørelse om risici ved at genåbne minkerhvervet fra Statens Serum Institut.

    Ligesom De Konservative mener Venstre ikke, at redegørelsen vil give konkrete svar på muligheden for at starte minkavl op igen.

    - Vi skylder i den grad minkavlerne et svar. De er gået rundt i uvished længe nu, siger fødevareordfører Thomas Danielsen.

  50. Trods rekordlange ventetider: Over 28 millioner er ikke brugt til psykologhjælp

    28,5 millioner kroner, der sidste år var afsat til psykologhjælp til behandling af patienter med angst og depression, er aldrig blevet brugt.

    Det sker, samtidig med at unge med depression og angst, må vente rekordlang tid på at få berettiget gratis psykologhjælp.

    Det ærgrer regionerne, der administrerer psykologordningen.

    - Når vi har patienter, der venter - unge mennesker, der ikke har det særligt godt, og som har brug for hjælp, og vi har pengene til det - så synes jeg, at det er en katastrofe, at vi ikke gør det, siger Lene Linnemann (SF), der er 2. næstformand i regionsrådet i Region Nordjylland.

  51. Flere hundrede evakueret efter eksplosion i Göteborg

    Mange udrykningsenheder er kørt ud til Annedal, hvor der meldes om røg og ild i flere opgange efter eksplosionen. (Foto: 9200 Björn Larsson Rosvall/TT © Ritzau Scanpix)

    23 personer er blevet kørt på hospitalet, og flere hundrede er evakueret, efter der tidligt i morges fandt en eksplosion sted i et lejlighedskompleks i Annedal i Göteborg. Det skriver SVT.

    Ejendommen har stået i brand, siden eksplosionen af endnu ukendte årsager fandt sted omkring klokken fem i morges, og er stadig ikke under kontrol.

    - Branden er ikke under kontrol. Men ejendommen er tømt for mennesker, oplyser indsatsleder på stedet, Jon Pile, til SVT, og tilføjer, at flere beboere er hoppet ud af vinduerne for at undslippe branden.

    Af dem, der er kørt til hospitalet, er fem kørt med ambulance, mens resten er blevet kørt i bus. De fleste har mindre skader, men der er også tale om alvorligt sårede.

    Eksplosionen fandt sted tidligt i morges i lejlighedskompleks i Annedal i det centrale Gøteborg. (Foto: 10510 Jonas Dagson/TT © Ritzau Scanpix)

Mere fra dr.dk