De hundredvis af tonstunge lastbiler, bulldozere og frontlæssere, der skal bygge Femernbælt-tunnelen, skal have ren vindenergi i tanken.
Både Business-Lolland-Falster og Erhvervshus Sjælland fortæller, at flere virksomheder står på spring til at etablere de nye såkaldte Power-to-X-anlæg på Lolland og Falster.
En teknologi, der forvandler vindenergi til brændstoffer - blandt andet brint.
Formanden for Brintbranchen i Danmark, Tejs Laustsen Jensen, siger, at Lolland og Falster er et oplagt sted at bygge Power-to-X-anlæg.
- Man har en mangeårig tradition med at producere ganske meget grøn strøm på Lolland, og der er potentiale til at producere endnu mere, som både kan bruges lokalt eller sendes ud i Europa som eksport.