Nogen kan måske have fået den tanke, at man må kunne gribe dankortet og betale for en vaccine mod coronavirus, så man ikke skal vente på, at det bliver ens tur til at få den af den danske stat.
Kreativ idé, der dog godt kan skydes en hvid pil efter i første omgang. Det siger både Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, og sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Magnus Heunicke understreger, at EU har indgået 'meget, meget store handelsaftaler' med de virksomheder, der arbejder på en vaccine.
- Så derfor er det ikke noget, der er lige foran os, at der er sådan et privat alternativ.
De danske sundhedsmyndigheder forventer at kunne begynde at vaccinere i starten af 2021. Går alt vel, vil det tage et lille år at få vaccineret hele den danske befolkning.