Seneste nyt

Det er PostNord, som er ramt af et smitteudbrud med den sydafrikanske coronavariant

  • Det er PostNord, som er ramt af et smitteudbrud med den sydafrikanske coronavariant

    Det er hos PostNords pakkecenter i Brøndby på Vestegnen, at flere medarbejdere er ramt af den sydafrikanske coronavariant.

    Det oplyser PostNord selv til B.T.

    Der er tale om et mindre smitteudbrud, men hvor mange der er smittet, er ikke oplyst.

    Almindelige borgere, der har modtaget en pakke, skal ikke bekymre sig, da de smittede medarbejdere ikke har haft kundekontakt, oplyser PostNord til B.T.

    Seneste Nyt

  • To amerikanske turister får livstidsdomme i Italien for drab

    Finnegan Lee Elder (tv) reagerer efter dommens afsigelse. (Foto: Tiziana Fabi © Scanpix)

    To unge amerikanske turister er blevet dømt til at tilbringe resten af livet i et italiensk fængsel.

    I 2019 dræbte de en italiensk betjent under en anholdelse i Rom. De to dømte turister er 21-årige Finnegan Lee Elder og 20-årige Gabriel Natale-Hjorth.

    De to amerikanere har sagt, at de handlede i selvforsvar, og et de troede, at de to civilklædte betjente var forbrydere, der var ude efter dem efter et fejlslagent forsøg på at købe stoffer

  • To amerikanske turister får livstidsdomme i Italien for drab

    Finnegan Lee Elder (tv) reagerer efter dommens afsigelse. (Foto: Tiziana Fabi © Scanpix)

    To unge amerikanske turister er blevet dømt til at tilbringe resten af livet i et italiensk fængsel.

    I 2019 dræbte de en italiensk betjent under en anholdelse i Rom. De to dømte turister er 21-årige Finnegan Lee Elder og 20-årige Gabriel Natale-Hjorth.

    De to amerikanere har sagt, at de handlede i selvforsvar, og at de troede, at de to civilklædte betjent, var forbrydere, der var ude efter dem efter et fejlslagent forsøg på at købe stoffer.

  • Storbritannien sender flådefartøjer til Jersey midt i strid med franske fiskere

    Jersey er ikke en del af Storbritannien, men hører alligevel under den britiske krone. (Foto: Oli Scarff © Scanpix)

    To fartøjer fra den britiske flåde er blevet sendt til øen Jersey ud for Frankrig på grund af en strid med franske fiskere.

    Det drejer sig ifølge BBC om skibene HMS Severn, som tidligere været brugt til at holde øje med russiske flådefartøjer nær britiske kyster, og HMS Tamar.

    Ifølge nyhedsbureauet AFP har omkring 100 franske fiskere planlagt at sejle til Jerseys havn i morgen i protest mod nye regler, som betyder, at kun få franske både efter brexit har fået licens til fiske i havet omkring Jersey. Den britiske premierminister Boris Johnsen siger, at enhver blokade vil være uacceptabel, mens den franske søfartsminister Annick Girardin til gengæld med, at Frankrig vil lukke for elektriciteten til Jersey, der får 95 procent af sin strøm fra det franske fastland.

    Jerseys ministerchef John Le Fondré og udenrigsminister Ian Gorst understreger nødvendigheden af en nedtrapningen i det forhold mellem øen og Frankrig. Jersey er ikke en del af Storbritannien, men øen hører den britiske krone.

  • Chelsea klar til Champions League-finalen

    Årets finale i Champions League bliver rent engelsk, når Chelsea og Manchester City står overfor hinanden på Atatürk Stadion i Istanbul den 29. maj.

    Det blev en realitet, efter at Chelsea her til aften besejrede Real Madrid 2-0 hjemme på Stamford Bridge. Timo Werner og Mason Mount scorede de to mål for hjemmeholdet. Chelsea havde et overtag i spil og chancer, og sejren var helt fortjent.

    Det modsatte opgør i Madrid var endt 1-1, så det engelske hold vandt sammenlagt 3-1.

    Danske Andreas Christensen var på banen samtlige 90 minutter for Chelsea. Han fik et gult kort efter 39 minutter.

  • USA støtter ophævelse af patentbeskyttelse på vacciner

    Ekstraordinære tider kræver ekstraordinære løsninger. Sådan lyder udmeldingen nu fra USA's handelsrepræsentant Katherine Tai på Twitter:

    - Det her er en global sundhedskrise, og coronapandemiens ekstraordinære omstændigheder kræver ekstraordinære indgreb, skriver hun i en erklæring.

    Hvis det bliver gennemført, vil det betyde at udviklingslande selv vil kunne producere vaccinerne. Det vil betyde, at udrulningen af vacciner kan gå hurtigere og være medvirkende til at stoppe pandemiens fortsatte udbredelse i en lang række lande.

    Katherine Tai understreger, at USA støtter beskyttelsen af intellektuelle rettigheder. Men de rettigheder bør frafalde under pandemien.

  • Knivstukket kvinde uden for livsfare - 36-årig mand anholdt

    Nordjyllands Politi oplyser nu, at den kvinde, der tidligere på aftenen blev stukket med en kniv i en lejlighed i Aalborg, er uden for livsfare.

    Politiet havde ifølge en pressemeddelelse fået en anmeldelse om et slagsmål i lejligheden, og kort efter indfandt kvinden med sit barn i et nærliggende supermarked. Kvinden havde pådraget sig ikke livstruende knivstik, ligesom barnet havde fået en mindre rift. Kvinden og barnet er kørt til behandling på sygehuset.

    Politiet anholdt en 36-årig mand, som man mistænker for knivstikkeriet. Man er nu i gang med de tekniske undersøgelser, og den 36-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.

    Politiet mener, at der tale om en uoverensstemmelse i en familierelation, som derefter eskalerede til at kvinden blev stukket ned.

  • Kvinde stukket ned og alvorligt såret i Aalborg

    En kvinde er onsdag aften blevet stukket ned i en lejlighed ved Tornhøjcenteret i Aalborg. Det er sket klokken 20.13.

    Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Torben Larsen til Nordjyske.

    - Vi er massivt til stede derude med rigtig mange patruljer, siger Torben Larsen.

    Kvinden er på vej til sygehuset med alvorlige skader.

    - Vi har anholdt en formodet gerningsmand, siger Torben Larsen.

  • Chefjurist på Aarhus Universitet mister jobbet på grund af sag om forhalet aktindsigt

    Aarhus Universitet har tilbageholdt aktindsigter i strid med loven, og det er ifølge Uddannelses- og Forskningsstyrelsen "særdeles kritisabelt".

    Nu har universitetets chefjurist mistet sit job som en konsekvens af sagen. Det skriver Information.

    I forbindelse med sagen om en rapport, som forskere på universitetet havde lavet om oksekødsklimaaftryk og præsenteret som uvildig, selvom både brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer og Danish Crown havde været med til at lave den, havde Informations journalister søgt om aktindsigt i flere universitetsrapporter, som eksterne interessenter havde finansieret.

    Men Aarhus Universitet valgte bevidst at tilbageholde de de ønskede dokumenter i to måneder, og det har nu udløst den skarpe kritik fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

    Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe Jørgensen (S) siger til avisen, at hun ser på sagen med stor alvor.

  • Amerikansk politimand får sit job igen trods skuddrab

    Politimanden Garrett Rolfe har foreløbigt fået sit job igen, efter han blev uretmæssigt fyret dagen efter drabet på Rayshard Brooks sidste sommer. Men han er orlov, indtil hans sag er afgjort i retten. (Foto: ATLANTA PD © Scanpix)

    Politibetjenten Garrett Rolfe blev fyret dagen efter, at han dræbte den sorte mand Rayshard Brooks ved at skyde ham i ryggen på en parkeringsplads ved en fastfood-restaurant i Atlanta.

    Nu får han sit job tilbage. Det lokale råd, der fører tilsyn med politiets arbejde, har afgjort, at fyringen forbrød sig mod politibetjentens rettigheder.

    Nedskydningen skete bare få uger efter, at George Floyd blev dræbt af en politimand i Minneapolis, og den udløste en række protester rundt omkring i USA. Sagen førte også til, at chefen for politiet fratrådte sit job umiddelbart efter.

    Videooptagelser af nedskydningen viser, hvordan Rayshard Brooks først er oppe at slås med to politibetjente, kort efter at de har forsøgt at give ham håndjern på. Forinden havde betjentene vækket ham, mens han sad i og sov i sin bil. Det lykkedes Brooks at få i den ene betjents strømpistol, og han peger med den over skulderen, mens han forsøger løbe væk, men så skyder Garrett Rolfe ham flere gange i ryggen. Brooks døde efterfølgende på hospitalet.

    Garrett Rolfe kan stadig se frem til en retssag. Han er sigtet for drab og groft overfald, men der er endnu ikke rejst tiltale. Rolfe vil dog fortsat være på 'administrativ orlov' fra hans job i politiet, indtil sagen er afgjort i retten.

  • Alle skal have et coronapas: Lange køer ved testcenter

    Københavns Politi melder om lange køer ved testcenteret på Nørrebro. Alle skal tilsyneladende have et coronapas, inden blandt andet biografer, spillesteder og fitness-centre åbner igen i morgen.

  • Politimand skudt og dræbt i den franske by Avignon

    Under en aktion rettet mod narko-kriminelle i den sydvest-franske by Avignon i Vaucluse-departementet er en politimand blevet skudt og dræbt.

    Det bekræfter den franske premierminister Jean Castex på Twitter.

    - En af vores politibetjente blev dødeligt såret i aften i Avignon, mens han var i på en opgave. Mine første tanker går til hans nærmeste og til den store familie, det nationale politi, som igen er i sorg. Alt bliver gjort for at sikre, at denne forfærdelige handling ikke forbliver ustraffet, skriver Castex.

  • Røg fra brand i skib i Thyborøn Havn er ikke længere sundhedsskadelig

    Der udvikles ikke længere farlig røg fra en brand i et skib på havnen i Thyborøn, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

    Tidligere på dagen blev folk i området opfordret til at gå indenfor og lukke vinduer og døre, fordi branden udviklede sundhedsskadelig røg.

    Skibet er under opbygning, og branden opstod formentlig i forbindelse med arbejdet på skibet.

    Ingen besætningsmedlemmer eller håndværkere på skibet er kommet til skade i forbindelse med branden.

    Branden efterslukkes stadig, og brandstedet vil formentlig være afspærret i flere dage, mens brandundersøgelserne finder sted.

  • Region Syddanmark har ikke taget beslutning om vaccination på øer endnu

    Region Syddanmark har endnu ikke besluttet, hvordan vaccinationen af 12 mindre øsamfund skal foregå, men regionen er i dialog med øerne.

    Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland vil vaccinere alle på småøerne på samme tid for at spare tid og penge. Det kan de, fordi Sundhedsstyrelsen har givet regionerne lov til selv at planlægge vaccinationerne mest effektivt.

    Vaccinationsindsatsen på de mindre øer er en udfordring, især i forhold til transport.

    - De udfordringer vil vi gerne være med til at løse i fællesskab, for eksempel ved at vi kommer ud og vaccinerer alle borgerne på øen på samme dag, lyder det fra koncerndirektør Kurt Espersen.

  • Islandsk vulkan sprøjter lava op i 300 meters højde

    Vulkanudbruddet på Island fortsætter og kan ses henover hovedstaden Reykjavik. Udbruddet begyndte den 19. marts, og efter en periode med relativ stabilitet, har det siden denne weekend enten holdt helt pause eller sprøjtet lava til op imod 300 meter op i luften. (Foto: HALLDOR KOLBEINS © Scanpix)
  • Advokater undersøger sager om mulig krænkende adfærd i DR Pigekoret

    Danmarks Radio iværksætter en ekstern advokatundersøgelse af to mulige krænkelsessager i DR Pigekoret. Det skriver Politiken.

    Sagerne ligger "ganske mange år tilbage i tiden", oplyser kulturdirektør i DR Henrik Bo Nielsen. Den ene henvendelse modtog han i efteråret 2020. Der er tale om en anonym andenhåndsberetning om sexchikane og grænseoverskridende adfærd i pigekoret.

    Det er foreløbig ikke lykkedes DR - eller advokaterne - at få den forurettede til selv at fortælle om hændelserne.

    Det forventes, at undersøgelsen er afsluttet inden sommeren. Herefter vil DR kommunikere hovedkonklusionen.

  • Nogenlunde normal trafik igen på Motorring 3 efter ulykke med væltet lastbil

    Den væltede lastbil er bugseret væk, og næsten alle spor er åbne efter ulykken på Motorring 3 tidligere i dag mellem motorvejskrydset Gladsaxe og afkørsel 19 Buddinge.

    3. vognbane i begge retninger er stadig spærret, så trafikken glider nogenlunde normalt igen, oplyser Vestegnens Politi.

    Ifølge Vejdirektoratet er der fortsat kø i sydgående retning, og normal trafik ventes først i løbet af aftenen.

    De første meldinger fra politi og beredskab var, at en lastbil var væltet, og at den havde ramt en personbil, men ingen personer er kommet til skade.

    Motorvejen blev lukket i begge retninger, og det resulterede i massive bilkøer i begge retninger.

  • Polen vil købe de danske Johnson & Johnson-vacciner

    Mens den danske Sundhedsstyrelse har vendt tomlen ned i forhold til coronavaccinen fra Johnson & Johnson, vil man i Polen gerne lægge arm til vaccinen, som i sjældne tilfælde kan føre til sjældne blodpropper kombineret med et lavt antal blodplader.

    - Polen har udtrykt stor villighed til at købe vaccinerne fra Johnson & Johnson, siger talsmand Piotr Muller til Reuters.

    Og ifølge Müller har den polske premierminister Mateusz Morawiecki allerede skrevet til Mette Frederiksen for at tilbyde, at Polen meget gerne vil købe de Johnson & Johnson-vacciner, som vi skulle ønske at sælge.

    Polen har foreløbigt færdigvaccineret 3,1 million ud af knap 38 millioner indbyggere.

  • 23-årig idømt fængsel for at ramme knallertkører ved overhaling i tæt tåge

    En 23-årig mand er ved Retten i Kolding idømt ubetinget fængsel i et år og fire måneder og frakendelse af kørekortet i fem år for uagtsomt manddrab.

    Under en overhaling en efterårsnat i tæt tåge påkørte han på Grindstedvej i Billund en 15-årig dreng på knallert, som mistede livet.

    Ifølge specialanklager Pernille Moesborg fandt retten, at der var tale om særlig hensynsløs kørsel, og at det skete under særligt skærpende omstændigheder.

    Manden erkendte sig skyldig i uagtsomt manddrab, men han nægtede, at det var under særligt skærpende omstændigheder, og at der var tale om hensynsløs kørsel.

    Manden har i retten forklaret, at han ikke var ved at overhale, men at der var noget på vejen, som han ville undvige, og at han derfor endte i den modsatte vognbane.

    Han overvejer, om han vil anke dommen.

  • Babylon Berlin-stjerne melder sig ind i coronaskeptiker-parti

    Volker Bruch (tv) har meldt sig ind i partiet Basis, som er skeptisk overfor coronarestriktionerne i Tyskland. (Foto: ANNEGRET HILSE © Scanpix)

    I den dyreste tyske tv-serie nogensinde, Babylon Berlin, som også har været en seersucces herhjemme, har Volker Bruch den store helterolle som politimanden Gereon Rath i mellemkrigstidens Berlin. Nu deler den 41-årige skuespiller vandene ved at melde sig ind i partiet 'Basis', der af Der Spiegel beskrives som 'et sammenrend af aktivister' fra den coronaskeptiske Querdenker-bevægelse. Basis er ifølge partiprogrammet også modstander af de obligatoriske vaccinationer mod mæslinger.

    Bruch var således også en del af en satirisk protest mod de tyske coronarestriktioner, som en lang række skuespillere lavede for et par uger siden, da de offentliggjorde en række videoklip under hashtagget #allesdichtmachen (luk alting ned, red.).

  • Trump raser over fortsat Facebook-karantæne: 'Korrupte sociale medier'

    Donald Trump er tilsyneladende oppe i det røde felt, fordi Facebook i dag har opretholdt sin udelukkelse af den kontroversielle eks-præsident.

    Trump blev udelukket, efter han lagde en video op, hvor han blandt andet gav udtryk til sin kærlighed til de tilhængere, som havde stormet Kongressen. Fem mennesker døde i forbindelse med angrebet på Kongressen.

    Trump siger ifølge AP og Reuters i erklæring, at Facebook og Twitters handlinger er "en total skændsel og pinlige for vores land".

    - Disse korrupte sociale medier skal betale en politisk pris og må aldrig igen få lov til at ødelægge og decimere vores valgproces, siger Trump.

  • Israelsk oppositionspolitiker får til opgave at prøve at danne regering

    Yair Lapid, leder af det israelske midterparti Yesh Atid, har nu fået til opgave at forsøge at danne en regering efter valget 23. marts. (Foto: OREN BEN HAKOON © Scanpix)

    Den israelske oppositionspolitiker Yair Lapid fra midterpartiet Yesh Atid får nu til opgave at forsøge at danne regering.

    Det siger præsident Reuven Rivlin, efter at det ikke er lykkedes premierminister Benjamin Netanyahu at danne en ny regering inden deadline, skriver Reuters.

    Ved valget 23. marts fik Netanyahus højreorienterede parti, Likud, flest stemmer, men det lykkedes ham ikke at samle nok støtte fra andre partier.

    57-årige Yair Lapids parti, Yesh Atid, blev nummer to ved valget.

    Israel vil kunne se frem mod sit femte valg på to år, hvis hverken Lapid eller andre i oppositionen kan danne en regering.

  • Canada godkender Pfizer-BioNTech-vaccine til store børn

    Som det første land i verden har Canadas sundhedsmyndigheder nu godkendt PfizerBioNTechs covid-vaccine til aldersgruppen 12-15 år.

    - Efter at have gennemført en grundig og uafhængig videnskabelig gennemgang af resultaterne, har man afgjort, at denne vaccine er sikker og effektiv, når den bruges til denne unge aldersgruppe, siger chefen for sundhedsmyndigheden Health Canada, Supriya Sharma, ifølge CTV News.

    Health Canada har godkendt, at børn fra 12 af og opefter får den samme dosis som voksne. Godkendelsen er baseret Pfizer-BionNTechs fase 3-forsøg, som omfattede 2.260 børn mellem 12 og 15 år. Vaccinen har ifølge forsøgsresultaterne været 100 procent effektiv i denne aldersgruppe.

  • Belgisk landmand flytter grænsen to meter ind i Frankrig

    Grænsen mellem Belgien og Frankrig er markeret med mere end 200 år gamle sten. (© David Lauvaux)

    Selvom der ikke er grænsekontrol af betydning mellem Schengen-landene, kan man ikke bare rykke rundt på grænserne, som man har lyst. Det har en belgisk landmand fundet ud af, efter han havde valgt at flytte en gammel sten, som befandt sig på hans marker, et par meter - tilsyneladende fordi den var i vejen for hans traktor.

    Stenen markerer nemlig grænsen ind til Frankrig, og resultatet var, at Belgien voksede med 2,29 meter. Det fandt en lokal historie-entusiast ud af på en af sine vandringer i området. Stenen var først blevet sat tilbage i 1819 for at markere den grænsedragning, som blev aftalt i Kortrijk-traktaten ovenpå Napoleons nederlag ved Waterloo.

    - Hvis det tilhører os, så tilhører det os. Vi vil ikke have stjålet to meter land, siger en indbygger i den lille landsby nærved grænsen, Bousignies-sur-Roc til RTL Info.

    Den lokale borgmester på den belgiske side, David Lavaux, vil nu opfordre landmanden til at flytte stenen tilbage.

    - Jorden blev solgt, og jeg tror, at personen, som købte den, ændrede grænsen, som han havde lyst til. Men det er ikke bare en privat grænse, det er en grænse mellem lande, og man kan ikke bare flytte grænsesten, siger borgmesteren ifølge Reuters.

  • To mænd idømt 12 års fængsel og udvisning for smugling af 28 kilo kokain

    En 36-årig serber og en 21-årig kroat er ved Retten i Kolding idømt 12 års fængsel og udvisning for bestandigt i en stor sag om narkosmugling.

    Den ældste af mændene blev anholdt 1. februar 2020 på havnen i Fredericia, mens han forsøgte at få fat på 28,3 kilo kokain i en kølecontainer for at sælge det videre.

    Den yngste mand blev anholdt i juni 2020 i Tyskland og udleveret et par måneder efter.

    Begge nægter sig skyldige, og de overvejer at anke dommene.

    Yderligere en serbisk statsborger er efterlyst i sagen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi har sammen med tysk politi efterforsket sagen.

  • Regeringen kommer med sit udspil til en sommer- og erhvervspakke i morgen

    Finansminister Nicolai Wammen (S) vil på et pressemøde klokken 12.30 i morgen fremlægge regeringens udspil til en sommer- og erhvervspakke, oplyser ministeriet.

    På mødet deltager også skatteminister Morten Bødsgaard (S), erhvervsminister Simon Kollerup (S) og kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S).

  • Et spor mod nord er åbnet på Motorring 3 i Søborg

    Et spor er nu åbnet i nordgående retning på Motorring 3 i Søborg, mens alle vejbaner i sydgående retning stadig er lukket.

    Ifølge Vestegnens politi er der umiddelbart ingen personer, der er kommet til skade, men en lastbil holder på tværs af motorvejen.

    Der er lange køer i begge retninger, og Vejdirektoratet oplyser, at trafikken først ventes at være nomal i løbet af aftenen.

  • Donald Trump må ikke komme tilbage på Facebook og Instagram

    (Foto: OCTAVIO JONES © Scanpix)

    Facebooks eget tilsynsråd har besluttet, at USA's tidligere præsident Donald Trump ikke må vende tilbage til Facebook og Instagram.

    Ifølge tilsynsrådet var det dog en overreaktion, at Facebook i januar suspenderede præsident Trump på ubestemt tid.

    Derfor skal Facebook genoverveje beslutningen indenfor seks måneder, lyder det i afgørelsen.

    Donald Trump blev suspenderet fra en række sociale medier i kølvandet på et angreb på Kongressen i Washington D.C. den 6. januar i år, hvor fem personer omkom i forbindelse med optøjerne.

    Donald Trump er fortsat suspenderet på Twitter og Youtube.

  • Uheld spærrer Motorringvej 3 i begge retninger ved Gladsaxe

    Motorring 3 er spærret i begge retninger mellem motorvejskryds Gladsaxe og afkørsel 19 Buddinge på grund af et uheld.

    Motorvejen ventes at åbne igen sidst på eftermiddagen, oplyser Vejdirektoratet.

  • Brand i skib i Thyborøn Havn udvikler sundhedsskadelig røg

    En brand i et skib på havnen i Thyborøn udvikler sundhedsskadelig røg, og personer i området opfordres til at holde sig væk fra havnen. Området afgrænses af Jagtvej i nord, Drejøvej i syd og Læsøvej i vest.

    Alle, der befinder sig i området opfordres til at gå indenfor og lukke vinduer og døre og eventuelle ventilationsanlæg.

    Branden opstod i et lastrum, og den udviklede en røgfane på cirka 100 meter.

  • Region Sjælland er nu også klar til at lade øer springe foran i vaccinekøen

    Beboerne på øerne Orø, Fejø, Femø, Sejerø, Omø, Agersø og Askø kan fra uge 20 se frem til at blive vaccineret - og det gælder også aldersgruppen 16-64 år.

    Sundhedsstyrelsen har nemlig givet grønt lys til, at flere øer kan droppe den nationale vaccinationsrækkefølge og i stedet vaccinere alle beboere uanset alder.

    Det har nu også Region Sjælland valgt at benytte sig af, fortæller regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

    - Vi har hele tiden arbejdet målrettet på, at ingen af vores borgere skal have mere end tyve kilometer til nærmeste vaccinationssted. Så det er helt i tråd med vores strategi, lyder det.

    Også Region Nordjylland og Region Midtjylland har tidligere på dagen bekræftet, at de har valgt at benytte sig af tilbuddet.

  • Lastbil er væltet ned over en personbil på Motorring 3

    En lastbil er ifølge Beredskab Øst væltet ned over en personbil på Motorring 3 ved Buddinge i sydgående spor.

    Seks redningskøretøjer, kran og svært redningsmateriel er på vej til stedet fra tre brandstationer.

    Beredskab Øst meddelte i første omgang på Twitter, at der var tale om Helsingørmotorvejen ved Gentofte.

  • Aalborgs borgmester har fået corona

    Thomas Kastrup-Larsen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

    Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) er smittet med corona.

    Svaret er kommet på en pcr-test, efter borgmesteren i mandags fortalte på Facebook, at han ved en kviktest var testet positiv.

    - Jeg aner ikke, hvor jeg er blevet smittet - eller hvordan. Jeg håber inderligt, at jeg ikke er kommet til at smitte andre. Men jeg vil opfordre alle, som har været i nærheden af mig til blive testet, skrev borgmesteren.

    Han tilføjer, at han efter omstændighederne har det fint. Han har siden mandag selvisoleret sig i sit hjem.

  • Nu skal nordmændene også til at bruge coronapas

    Mange danskere har det sidste stykke tid stiftet bekendtskab med coronapasset, der giver adgang til frisør, spisesteder og snart også biograf, fitness, koncerter og meget mere.

    Og nu skal nordmændene også til at lære passet at kende. Coronasertifikatet, som det er blevet navngivet på norsk, skal kunne bruges til offentlige arrangementer, rejser og give mulighed for et øget antal deltagere ved begivenheder over sommeren. Det skriver NRK.

    Ligesom i Danmark skal det norske coronasertifikat kunne vise, om man er vaccineret, har haft corona eller har en nylig negativ test.

    - Det kan vi bruge til at åbne samfundet mere og tidligere, siger statsminister Erna Solberg ifølge VG.

  • 988 personer er registreret smittet med coronavirus de seneste 27 timer

    Siden i går er 988 personer registreret smittet med coronavirus. En person er død.

    I går dækkede tallene på grund af tekniske problemer kun over 21 timer, så dagens tal dækker derfor over 27 timer.

    Dagens smittetal er baseret på 186.523 pcr-test. Det svarer til, at 0,53 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er nu 161 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er 2 færre end i går. Af de indlagte er 40 på intensiv afdeling og 21 er i respirator.

    Der er indtil videre vaccineret 1.415.117 personer, hvilket svarer til 24,2 procent af befolkningen. 740.184 personer er færdigvaccineret, hvilket er 12,7 procent af befolkningen.

  • Fransk journalist kidnappet i Mali af gruppe med tilknytning til al-Qaeda

    Den franske journalist, Olivier Dubois, optræder i en propagandavideo, hvor han fortæller, at han er blevet kidnappet og beder blandt andet de franske myndigheder om hjælp. (Foto: - © Scanpix)

    Den franske journalist, Olivier Dubois, er blevet bortført i byen Gao i Mali af jihadist-gruppen, JNIM, som har tilknytning til al-Qaeda.

    Han er dukket op i en ny video på de sociale medier, hvor han fortæller, at han er blevet kidnappet og beder om hjælp.

    Dubois er før videoen ikke blevet set siden starten af april, hvor han ikke vendte tilbage til sit hotel efter en frokostaftale.

    Det franske udenrigsministerium har bekræftet, at journalisten er bortført og er nu i kontakt med Malis regering.

    Situationen i Mali har været kaotisk siden et militærkup i 2012, hvor præsidenten blev tvunget af.

  • Veje i ny bydel bliver opkaldt efter frihedskæmpere

    Erna Grønlund Carlsen og hendes søster Jette Grønlund Carlsen var ikke i tvivl om, at de ville sige ja til, at deres fars fætters navn måtte blive brugt som vejnavn i Horsens. (Foto: Anne Mejer Kristensen)

    Horsens markerer, at det i dag er 76 år siden, at Danmark blev befriet fra den tyske besættelsesmagt ved at opkalde to nye veje efter to lokale modstandsfolk fra Anden Verdenskrig.

    Det har været et stort udvælgelsesarbejde, da efterkommere til 46 lokale frihedskæmpere har givet kommunen lov til at bruge deres pårørendes navn.

    Det fortæller museumschef ved Museum Horsens Merete Bøge Pedersen.

    - Vi har kigget på, hvem der har betalt den største pris og ladet livet. De er sat øverst på listen, siger hun.

    Henning Grønlund Carlsen og Georg Valther Andersen bliver de første modstandsfolk, som får en vej opkaldt efter sig i den nye bydel Nørrestrand.

  • Takker du ja til skrottet vaccine? Du kan stadig få erstatning, hvis du rammes af alvorlige bivirkninger

    Vaccinevarianterne fra AstraZeneca eller Johnson & Johnson er officielt taget af vaccineplanen.

    I mandags gjorde politikerne det dog muligt at åbne for en ordning, hvor man kan vælge at lade sig vaccinere med dem alligevel.

    Hvis man takker ja tak til det tilbud, og man er blandt de få uheldige, som får alvorlige bivirkninger af vaccinen, så er man altså stadig omfattet af erstatningsreglerne.

    Det understreger Patienterstatningen.

    - Lovgivningen er helt klar. Så vil man få erstatning, hvis der er sammenhæng mellem vaccinen og blodproppen, siger Karen-Inger Bast, der er direktør i Patienterstatningen.

  • Positivprocenten i Danmark er under 0,5. I Goa i Indien er den omkring 50

    Smitten er enorm i Indien. (Foto: JAGADEESH NV © Scanpix)

    Den indiske delstat Goa, der er en populær rejsedestination, har det mest omfattende smitteudbrud i Indien.

    Op til halvdelen af de testede viser sig hver dag at være smittede, skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge Ritzau.

    Regeringens medicinske eksperter oplyser, at Goa siden april har haft en positivprocent på mellem 40–51 procent.

    Til sammenligning ligger den i Danmark på lidt under 0,5 procent.

  • Oslo genåbner forsigtigt

    - Tal for smitte, indlæggelser og vaccinering går i den rigtige retning i Oslo, lyder det fra byrådsleder i Oslo, Raymond Johansen.

    Byrådet har netop præsenteret en genåbning af den norske hovedstad.

    Det betyder blandt andet, at butikker og shoppingcentre kan åbne fra i morgen, mens dagsinstitutioner, skoler og ungdomsuddannelser går til det såkaldte gule niveau.

    Det skriver NRK.

    Spisestederne er fortsat lukkede og må kun sælge take-away.

    Shoppingcentre i Oslo har været lukket siden 25. januar, mens butikker og spisesteder har været lukket siden begyndelsen af marts.

    Byrådet håber at kunne åbne til det næste trin i genåbningen - og dermed spisestederne - om et par uger.

  • Heunicke skal forsvare vaccineplan i samråd

    De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, har indkaldt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til samråd, hvor han skal forklare, hvordan regeringen vil sikre, at vaccineplanen ikke rykkes yderligere.

    Vaccineplanen er blevet beskrevet som optimistisk af forskellige analytikere, efter at både AstraZeneca og Johnson & Johnson er taget ud af planen.

    - Hvis vi kommer helt hen i efteråret, før folk er færdigvaccineret, så ved vi jo ikke, om den beskyttelse for de første vaccinerede løber ud, sådan så vi risikerer at komme bagefter og så måske får en tredje bølge, siger Per Larsen.

    - Det er virkeligt et skrækscenarie, som kan have den konsekvens, at vi bliver nødt til at lukke ned igen, siger han.

  • 'Fuck-off': PSG-spillere anklager dommer i Champions League-semifinale for at tale grimt til dem

    PSG-spillerne Marco Verratti og Ander Herrera beskylder dommer Bjorn Kuipers for at bande af klubbens spillere under nederlaget til Manchester City tirsdag aften.

    I et interview med Sky Sports Italy siger Veratti, at 'det eneste, jeg ikke kan lide, er, når en dommer siger 'fuck off' til mig. Vi prøver altid at være respektfulde, men han gjorde det tre eller fire gange i æløbet af kampen'.

    Herrera siger til det franske mediebureau RCM Sport, at han hørte holdkammerat Leandro Paredes blive verbalt misbrugt af den hollandske dommer på Etihad Stadium tirsdag.

    PSG-cheftræner Mauricio Pochettino har foreslået, at påstandende skal undersøges af UEFA.

  • Kan det takseres til vold at kaste med vand mod to togkontrollører? Nej, siger Højesteret i dom

    Det var ikke vold, da en ung kvinde kastede med vand mod to togkontrollører på perronen på Københavns Hovedbanegård.

    I både by- og landsretten blev kvinden dømt for både vold, hån og skældsord mod en person i offentligt hverv.

    I dommen understreger Højesteret, at der er tale om en konkret vurderingen omkring omstændighederne. I sagen har har man lagt vægt på, at det var en begrænset mængde vand, der ramte. Og vandet var i øvrigt rent.

    Det var primært den ene af togkontrollørerne, som blev ramt af vandet.

  • Dato på plads: De prestigefyldte Michelin-stjerner bliver uddelt til nordiske restauranter i september

    Nordiske restauranter skal dyste om de kendte røde stjerner til september.

    Michelin-uddelingen skulle egentlig have været afholdt i februar, men blev udskudt på ubestemt tid på grund af corona.

    Det skriver Michelin i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

    Den internationale direktør for Michelin-guiden, Gwendal Poullennec, udtaler, at Michelin nu får bedre tid til at vurdere alle restauranter nøje.

    - Vi ønsker at tilbyde alle, der holder af at spise ude, det bedste fra Nordens kulinariske scene. Derfor har vi valgt at udskyde præsentationen af vores 2021-årgang, siger hun.

    De danske restauranter har lige nu sammenlagt 35 stjerner.

    Stjernerne vil blive uddelt til restauranter i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island.

    Uddelingen finder sted i den norske by Stavanger.

  • 22-årig kvinde er sigtet for vidnetrusler i sag om drabsforsøg i Esbjerg

    En 22-årig kvinde er varetægtsfængslet frem til 28. maj i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg i en sag om drabsforsøg.

    Kvinden er sigtet for vidnetrusler og ulovlig besiddelse af våben i sagen om drab på en 50-årig mand, der blev ramt af skud fra et haglgevær nordøst for Esbjerg.

    Manden var ikke i livsfare efter episoden, men han var blevet ramt af skud flere steder på kroppen, da der blev skudt med hagl.

    I en tidligere version fremgik det, at den 22-årige kvinde også var sigtet for drabsforsøg.

  • Dele af mulig ulovlig statsstøtte til PostNord skal undersøges på ny

    Der er netop sat endnu et komma i en sag om mulig ulovlig statsstøtte til PostNord.

    EU-Kommisssionen har tidligere nikket ja, at en statsstøtte i milliardklassen var inden for rammerne, men nu løfter EU-domstolen en løftet pegefinger over for den afgørelse.

    Sagen begyndte klage fra Danske Fragtmænd og brancheorganisation for den danske vejgodstransport (ITD).

    De havde krævet, at EU-Kommissionens beslutning om at godkende statsstøtte til PostNord i 2018 skulle annulleres.

    Det har de fået delvist medhold i, og derfor skal kommissionens behandling af dele af statsstøtte-sagen gå om.

    - Sagen sendes tilbage til Kommissionen på de to punkter, hvor afgørelsen annulleres, til fornyet afgørelse, skriver EU-domstolen til DR Nyheder.

  • Valg i Skotland: Skotske nationalister går til valg på løsrivelse fra Storbritannien

    Nicola Sturgeon (th.), leder af Skotlands Nationalparti, forventes at vinde det skotske parlamentsvalg i morgen. Hvis hendes parti ikke får absolut flertal, kan det stå i vejen for hendes ønske om en folkeafstemning om Skotlands løsrivelse af Storbritannien. (Foto: Jeff j Mitchell © Scanpix)

    Skotland skal til stemmeurnerne i morgen.

    Og et af valgkampens store temaer er, om Skotland fortsat skal være en del af Storbritannien.

    Skotlands Nationalparti (SNP), med Nicola Sturgeon i spidsen, forventes igen at vinde valget.

    Politiske analytikere vurderer dog, at de måske ikke vinder med et absolut flertal.

    Og det kan måske stå i vejen for partiets ønske om at afholde en ny folkeafstemning om landets uafhængighed af Storbritannien i 2023.

    Hvis et absolut flertal af vælgerne derimod bakker op om partiets krav, vil den britiske premierminister, Boris Johnson, være "uden nogen demokratisk eller moralsk begrundelse for at afvise en folkeafstemning", siger Sturgeon.

  • Billie Eilish slår vild rekord på Instagram

    Popmusikeren Billie Eilish har nu hele seks billeder på top 20 over de mest likede billeder på Instagram - som den første nogensinde.

    Den vilde reaktion på den prisvindende musikers billeder, som alle er delt inden for den seneste måned, skyldes afsløringen af hendes nye, blonde lokker, der i øjeblikket også kan ses på forsiden af den britiske udgave af modemagasinet Vogue.

    Den 19-årige superstjernes billeder har i gennemsnit har fået 18,2 millioner likes.

  • Øerne Anholt, Tunø og Endelave vil blive skubbet frem i vaccinekøen

    Beboere på de tre øer Anholt, Tunø og Endelave vil blive skubbet frem i vaccinekøen.

    Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

    Samlet er der tale om 111 borgere mellem 16-64 år på de tre øer, som kommer hurtigere til.

    - Årsagen til, at der afviges fra alderskriteriet, er ressourcer i forhold til personale, tid, transport og logistik. Alternativt ville vi skulle over på øerne for at vaccinere få antal borgere, med mulighed for større spild, skriver Region Midtjylland.

    Tidligere i dag har Region Nordjylland meldt ud, at en restgruppe på cirka 700 borgere på Læsø på tværs af vaccinegrupper af logistiske årsager bliver vaccineret i de kommende dage.

  • Coronavirus skyld i markant stigning i antallet af arbejdsulykker

    Coronavirus er skyld i, at antallet af ulykker på arbejdspladserne i 2020 er steget med ti procent i forhold til gennemsnittet.

    I alt blev der anmeldt 46.391 arbejdsulykker i 2020, og det er 3.732 flere end gennemsnittet for perioden siden 2010.

    3.896 af ulykkerne i 2020 er i kategorien ’infektion og forgiftning’, som coronavirusinfektion falder ind under. Under branchegruppen ’hospitaler’ er antallet af ulykker steget markant.

    36 personer er afgået ved døden som følge af en arbejdsulykke i 2020. Det tal er på niveau med 2019.

  • Lyntest til brug i hjemmet kan snart være på vej til Danmark

    Snart kan du måske nuppe en lyntest derhjemme.

    Den tyske virksomhed Siemens Healthineers har nemlig fået CE-mærket en hjemmetest for coronavirus i EU.

    Lyntesten er godkendt til at blive anvendt af personer over 12 år i hjemmet, oplyser Siemens Healthineers i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

    I Danmark har hjemmetest hidtil ikke været en del af teststrategien - blandt andet fordi ingen test har været CE-mærket til brug derhjemme.

    Kommer testene til Danmark, kan de blive solgt i pakker af 20. Formodentlig vil man kunne købe dem på apoteker, men det er ikke muligt at købe testen som privatperson direkte hos Siemens Healthineers.

Mere fra dr.dk