Seneste nyt
8. aug kl. 19:42

Det første skib med ukrainsk korn er ankommet til sin endelige destination

  • Indtil videre er omkring 243.000 ton korn blevet eksporteret fra Ukraine på syv skibe siden den første afgang 1. august. (Foto: UMIT BEKTAS/REUTERS/RITZAU SCANPIX)
  • Her læses kornene af skibet. (Foto: UMIT BEKTAS/REUTERS/RITZAU SCANPIX)
  • Razoni, som var det første skib til at afgå, skulle efter planen ankomme til Libanon søndag, men ligger i øjeblikket for anker ud for Tyrkiets sydkyst. (Foto: UMIT BEKTAS/REUTERS/RITZAU SCANPIX)
1 / 3

Et skib fyldt med korn fra Ukraine er i dag ankommet til Tyrkiet, hvor det skal læsse kornet af.

Dermed er det det første skib med ukrainsk korn, der ankommer til sin destination, siden Rusland og Ukraine den 22. juli indgik en aftale om eksport af de cirka 20 millioner ton korn, der har været fanget i Ukraine siden Ruslands invasion af landet.

Det skriver Reuters.

Skibet, der hedder Polarnet og sejler under tyrkisk flag, var dog ikke det første, der stævnede ud af en ukrainsk havn, men er altså det første, der når den endelige destination.

Seneste nyt

  1. I går kl. 23:46

    Børnehavebørn i København kan have leget i asbeststøv i månedsvis

    Forældre til børn i en række københavnske udflytterbørnehaver har modtaget besked om, at der er fundet spor af det yderst sundhedsfarlige stof asbest på den legeplads i Brønshøj, hvor børnene opholder sig til dagligt.

    Asbeststøvet fundet på legepladsen stammer ifølge TV 2 Lorry fra en tagrenovering på nabobygningen.

    Tidligere prøver, der har været foretaget af nedrivningsfirmaet Bergmann Gruppen selv, har ikke fundet spor af asbest fra renoveringsprojektet. Men nye, uvildige prøver viser sig i fem ud af seks tilfælde positive ifølge TV 2 Lorry.

  2. I går kl. 23:34

    Holger Rune taber kvartfinale og er ude af fransk tennisturnering

    Holger Rune var bagud i andet sæt, men slog fornemt tilbage. Det var bare ikke nok i tredje sæt. (Foto: Andrew Boyers © Ritzau Scanpix)

    Holger Rune så kortvarigt ud til at være på vej mod et imponerende comeback, men er færdig i ATP 250-turneringen i Metz.

    Mod sin doublemakker fra US Open tidligere på måneden, kasakhiske Alexander Bublik, tabte danskeren fredag aften kvartfinalen med 3-6, 7-5, 4-6.

    Holger Rune var nede i sækken efter et svært første sæt, men i andet sæt vendte han et truende nederlag til sætsejr og sørgede for et afgørende tredje sæt.

    Også her så det kortvarigt godt ud, fordi Bublik klokkede rundt i det og lavede fejl på fejl. Men den stærkt servende kasakher samlede sig og eliminerede danskeren.

    /ritzau/

  3. I går kl. 22:55

    Englands fodboldherrer rykker ud af Nations Leagues øverste luftlag

    England rykker ned på anden klasse i Nations League. Ungarn og Italien kæmper om gruppesejren. (Foto: Davide Casentini / ipa-agency.ne © IPA MilestoneMedia/PA Images)

    England må nøjes med andenklasses modstand i næste udgave af Nations League.

    Det er det pinlige faktum for sidste sommers viceeuropamestre efter et 0-1-nederlag i Milano til Italien fredag aften.

    Giacomo Raspadoris scoring midt i anden halvleg blev afgørende i en flad forestilling, der kun livede op til sidst, og hvor især gæsterne leverede en trist og fantasiforladt indsats.

    Fem kampe i Nations League har kun givet englænderne to point. Og de spillede heller ikke mod Italien som et hold med den store tro på egne evner.

    Dermed er der lagt op til en gruppefinale mellem Ungarn og Italien på mandag. Her har ungarerne fordel af hjemmebane og kan nøjes med uafgjort.

    /ritzau/

  4. I går kl. 22:22

    Danske Ida Mathilde vinder verdensmesterskabet i forhindringsløb

    Ida Mathilde Rubens Steensgaard vandt VM-guld i USA. (Foto: Ida Mathilde Rubens Steensgaard © Ida Mathilde Rubens Steensgaard)

    Ida Mathilde Rubens Steensgaard er verdens bedste i forhindringsløb - også kaldet Obstacle Course Racing.

    Det slog den 31-årige dansker fast, da hun fredag aften i USA tog sig af guldet i OCR-løb. Der er uden tvivl tale om karrierens højdepunkt, understreger hun.

    - Det er for vildt og uforståeligt. Jeg har drømt rigtig meget om det uden helt at turde tro på det. Det er mange års hårdt arbejde, som flasker sig, og det er en overvældende glæde, siger Ida Mathilde Rubens Steensgaard til DR Sporten.

    Strabadserne er bygget op omkring tre typer forhindringer, som er en kombination af styrke, hurtighed og teknik.

    Her var Ida Mathilde Rubens Steensgaard altså suveræn og vandt foran canadieren Lindsay Webster. Danskeren kan dermed tilføje VM-guld til en samling, som allerede tæller tre gange VM-sølv og EM-guld fra sidste år.

    Det kan du læse mere om her.

  5. I går kl. 22:06

    G7-lande i fælles erklæring om folkeafstemninger i Ukraine: 'Vi vil aldrig anerkende disse afstemninger'

    Fra i dag af og inden udgangen af tirsdag skal ukrainerne i fire hovedsageligt russiskkontrollerede regioner i Ukraine tage stilling til, om de vil være en del af Rusland.

    Men folkeafstemningerne i Luhansk-, Donetsk-, Kherson- og Zapor-regionen er i strid med FN-pagten og folkeretten.

    Det slår de store industrilande i G7-gruppen fast i en fælles erklæring, der er offentliggjort af Det Hvide Hus.

    I erklæringen kaldes afstemningerne for "falske" og tilskrives hverken juridisk effekt eller legitimitet.

    - Vi vil aldrig anerkende disse afstemninger, som må anses som værende et skridt på vejen mod russisk annektering af områderne. Og vi vil aldrig anerkende en påstået annektering, såfremt den skulle finde sted, står der i erklæringen, som afsluttes med ordene:

    - Vi står støt med Ukraine så længe det kræves.

  6. I går kl. 21:53

    Danskere napper guld og bronze ved EM i speedway

    Leon Madsen vandt EM-guld fredag aften i Polen. (Foto: Sportxpress © Ritzau Scanpix)

    Danske Leon Madsen kan for anden gang i karrieren kalde sig europamester i speedway.

    Han sikrede sig guldet i hård kamp mod polakken Janusz Kolodziej, der førte med et enkelt point før fjerde og sidste EM-afdeling fredag aften.

    Her blev det afgørende, at Kolodziej ikke formåede at køre sig i finalen. Det gjorde Madsen til gengæld. Han vidste, at han som minimum skulle blive nummer to, og det var lige nøjagtig, hvad der skete.

    Den afgående europamester Mikkel Michelsen vandt finaleheatet og sikrede sig bronze.

    Dermed slutter Leon Madsen samlet med 53 point mod Kolodziejs 52.

    Danske kørere har vundet EM fire ud af de seneste fem år. Leon Madsen vandt i 2018, mens Mikkel Michelsen sluttede øverst på sejrsskamlen i både 2019 og 2021.

    /ritzau/

  7. I går kl. 21:48

    Skakforbund efterforsker verdensstjernes anklager om svindel

    Det Internationale Skakforbund mener, at nordmanden burde have håndteret Niemann-affæren bedre. (Foto: Arun Sankar © Ritzau Scanpix)

    Skaksportens verdensforbund (Fide) vil efterforske, om der var tale om svindel, da verdensmester Magnus Carlsen tidligere på måneden led et choknederlag til Hans Niemann.

    Samtidig kritiserer forbundet nordmandens håndtering af situationen. Carlsen har kraftigt insinueret, at han mener, der var tale om fusk, men har ikke fremlagt beviser.

    I en erklæring på Fides hjemmeside fastslår præsident Arkady Dvorkovich, at det er forbundets opgave at beskytte sportens integritet.

    - Hans handlinger påvirker hans kollegers omdømme, sportslige resultater og kan i sidste ende være skadelige for vores spil. Vi er af den overbevisning, at der var bedre måder at håndtere denne situation på, udtaler præsidenten.

    Efter nederlaget til Niemann trak Magnus Carlsen sig fra turneringen og efterlod Niemann i en sky af rygter om snyd.

    - Fide er parat til at bede sin Fair Play-kommission om en grundig undersøgelse af hændelserne, når den indledende bevisførelse er gennemført, og alle involverede parter har fremlagt al tilgængelig information, lyder det.

    /ritzau/

  8. I går kl. 21:28

    Danmarks Idrætsforbund i nordisk opråb om fortsat at udelukke Rusland og Belarus

    Glem alt om at lukke Rusland og Belarus tilbage ind i idrætsvarmen.

    Det er mere eller mindre budskabet fra Danmarks Idrætsforbund (DIF), der sammen med en række andre nordiske lande har sammenfattet en fælles udtalelse til den Internationale Olympiske Komité (IOC) og den Internationale Paralympiske Komité.

    Ifølge DIF går forbundene med overvejelser om, hvorvidt og hvornår atleter og ledere fra Rusland og Belarus skal tilbage til international idræt. Og det hører ingen steder hjemme, lyder det i udtalelsen.

    - Den russiske aggression i Ukraine eskalerer. Under disse omstændigheder vil det være uacceptabelt at åbne op for russisk og belarusisk sportsdeltagelse. Vi står fast i vores position. Nu er det ikke det rigtige tidspunkt at overveje deres tilbagevenden.

    Ud over Danmark er Finland, Island, Norge, Sverige, Grønland, Færøerne og den finske øgruppe Åland også med i opråbet.

  9. I går kl. 20:55

    Organisation: Mindst 50 personer dræbt under demonstrationer i Iran

    Mindst 50 demonstranter har mistet livet under de massive protester, som den seneste uge har fundet sted mange steder i Iran i kølvandet på Mahsa Aminis død.

    Det vurderer menneskerettighedsorganisationen Iran Human Rights.

    Tirsdag i sidste uge blev den 22-årige Masha Amini arresteret af det iranske moralpoliti under et besøg i landets hovedstad, Teheran. Moralpolitiet tilbageholdte hende, da det mente, at hun forbrød sig mod reglerne for korrekt påklædning.

    Masha Amini endte med at dø i moralpolitiets varetægt.

    Og hendes død har sat spotlys på kvinders manglende rettigheder i Iran og har sat gang i en folkelig opstand i over 80 byer landet over.

    Fredag har der ifølge Reuters flere steder i Iran været afholdt moddemonstrationer arrangeret af staten, hvor de deltagende har sunget slagsange og krævet, at "oprørerne" bliver henrettet.

  10. I går kl. 20:41

    Klimaaktivist sætter ild til egen arm under tenniskamp

    En ung mand stjal for en kort stund opmærksomheden fredag aften under tennistureringen Laver Cup i London.

    Han var der dog ikke for at svinge en ketsjer modsat de to tennisspillere Stefanos Tsitsipas og Diego Sebastian Schwartzman.

    Klimaaktivisten, der var iført en hvid t-shirt med skriften "gør en ende på engelske privatfly", satte ild til sin egen arm.

    Stefanos Tsitsipas vandt kampen, men var i chok efter episoden undervejs i kampen.

    - Det kom ud af ingenting. Jeg har aldrig set en episode som den, og jeg håber, at han er okay, siger den græske tennisspiller ifølge BBC.

    Ifølge arrangørerne af Laver Cup blev den unge mand efterfølgende anholdt af det lokale politi.

    • Under Laver Cups anden kamp satte en klimaaktivist ild til sin arm. (Foto: Andy rain)
    • Den unge mand bæres væk fra banen i O2 Arena i London. (Foto: Andy rain)
    1 / 2
  11. I går kl. 20:18

    Pernille Rosenkrantz-Theil ankommer i 'drengetøj' til gallamiddag

    Pernille Rosenkrantz-Theil i kjole og hvidt. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) havde taget noget helt særligt tøj på for at markere dronning Margrethes 50 år som regent sammen med sine politiske kolleger på Christiansborg Slot her til aften.

    For mens hendes kvindelige kolleger indtog den røde løber i primært gulvlange gallakjoler, troppede Pernille Rosenkrantz-Theil op i kjole og hvidt, ligesom det er kutyme for mændene.

    Og det er der en særlig grund til, fortæller hun.

    - Det har jeg valgt som en hilsen til alle de skolebørn og unge mennesker, som føler sig anderledes. Vi ved, at mange børn og unge føler sig anderledes og ensomme.

    - Jeg var selv en drengepige som barn, og derfor føles det helt naturligt at dukke op i kjole og hvidt her, ligesom jeg gjorde som barn.

    Det er ikke kun S-politikeren, hvis beklædning har tiltrukket sig opmærksomhed i forbindelse med dronningens fejringer. Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt tiltrak sig opmærksomhed med en pink kjole i forrige weekend til gallataffel for dronningen.

    Det er kronsprinsparret, der er værter i aften, da dronning Margrethe har fået corona.

  12. I går kl. 19:44

    Forsvundet mand fundet 17 dage efter jordskælv i Kina

    Den 5. september ramte et jordskælv Kinas sydvestlige Sichuan-provins, hvor 93 blev dræbt og hundredevis blev såret.

    17 dage senere er en mand ved navn Gan Yu så blevet fundet i live efter jordskælvet. Det beretter lokale medier ifølge AP.

    Han og en kollega blev i det jordskælvsramte område for at yde førstehjælp til de tilskadekommende og forsøge at forhindre oversvømmelser.

    Duoen forlod stedet den 7. september og vandrede mere end 19 kilometer. Herefter splittede de op, fordi den nu fundne mand havde mistet sine briller og havde svært ved at se og navigere i terrænet.

    Hans makker blev allerede fundet dagen efter, men fordi Gan Yu havde forladt det aftale ventested, er han først blevet fundet 17 dage senere.

    Her blev han opdaget af en lokal landmand, som hørte svage råb og efter to timers eftersøgning fandt Gan Yu ligge såret under nogle træer.

  13. I går kl. 19:38

    Proteinchips tilbagekaldes på grund af salmonella

    Hvis du er typen, der elsker at rive jern i fitnesscenteret, men som også godt kan lide at forkæle dig selv i form af en håndfuld chips i ny og næ - så skal du muligvis lægge posen fra dig lige nu.

    Der er nemlig fundet salmonella i chipsposer af typen "Protein Chips Cheese", som producenten, "The Organic Crave" nu tilbagekalder.

    Det skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

    Produktet er solgt i både Rema 1000 og Irmas butikker.

  14. I går kl. 18:43

    Russiske mænd strømmer over grænsen for at undgå militærtjeneste: Finland vil gøre indrejse 'betydeligt' sværere

    Bilkø ved grænseovergangen Vaalimaa mellem Rusland og Finland, hvor russiske statsborgere ønsker at rejse ind i Finland. (Foto: STAFF © Ritzau Scanpix)

    Finland, som på nuværende tidspunkt er det eneste EU-land, der fortsat tillader russiske statsborgere indrejse på turistvisum, vil nu også stoppe med at udstede visa til russere.

    Siden præsident Putin onsdag morgen annoncerede en delvis militær mobilisering, har utallige russiske mænd besluttet at forlade landet. Tusinder af dem har valgt at søge mod Finland, der ligger op ad Ruslands vestlige grænse.

    Og det har nu ført til, at den finske regering vil gøre det "betydeligt" sværere for russere at rejse ind i Finland, da den massive russiske indrejse kan "skade landets internationale position".

    Sådan lyder det i en erklæring fra den finske regering ifølge The Guardian.

    Ved den finske grænse meldes der fortsat om kilometerlange køer, og den finske grænsevagt oplyser, at der alene i går ankom 6.470 russere til Finland. Heraf erkender nogle åbenlyst, at de gør det for at undgå at tage del i krigshandlingerne.

  15. I går kl. 18:06

    Visse faggrupper undgår indkaldelse til militærtjeneste i Rusland

    Op mod 300.000 russere kan den kommende tid risikere at blive indkaldt til militærtjeneste og sendt til Ukraine, men visse faggrupper kan ånde lettet op.

    IT-medarbejdere, bankfolk og journalister ansat på statsmedier er nemlig fritaget fra den delvise mobilisering af soldater fra det russiske militærs reserver, som den russiske præsident, Vladimir Putin, annoncerede onsdag.

    Det oplyser det russiske forsvarsministerium ifølge BBC fredag.

    Ministeriet meddeler i samme ombæring, at arbejdsgivere skal udforme lister over medarbejdere, som kvalificerer sig til indkaldelse og indsende dem til myndighederne.

  16. I går kl. 17:58

    Christian Eriksen kåret som månedens bedste i Manchester United

    Christian Eriksen lagde blandt andet op til et mål i 3-1-sejren over Arsenal. (Foto: Toby Melville © Ritzau Scanpix)

    Christian Eriksen er ikke blot en vigtig herre for Danmarks fodboldlandshold. Den 30-årige fynbo har også været imponerende i Manchester United-trøjen, siden skiftet til den engelske Premier League-klub i sommer.

    Midtbanespilleren har gjort det så godt, at han fredag bliver hædret som Manchester Uniteds bedste spiller i september. Det skriver klubben på sin Instagram-konto.

    - Tak for stemmerne og for den gode velkomst, jeg har fået i Manchester United, skriver Christian Eriksen i kommentarsporet.

    Manchester United har spillet fire kampe i september, hvoraf det er blevet til tre sejre og et enkelt nederlag. Christian Eriksen bidrog med to målgivende afleveringer.

  17. I går kl. 17:34

    Observatører og journalister til folkeafstemning er et forsøg på at legitimere afstemningen i Ukraine, mener forsker

    550 journalister fra ni forskellige lande og 1000 observatører følger de afstemninger, der foregår i Ukraine i dag. Det oplyser det russiske medie Tass og de russiske myndigheder ifølge Ritzau.

    Det er ifølge seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier, Flemming Splidsboel Hansen, et forsøg på at legitimere afstemningen.

    - De forsøger at skabe en form for legitimitet omkring afstemningerne ved at sige "der er både internationale observatører og journalister, og de kigger os over skulderen og overvåger, at alt går rigtigt til", siger han til Ritzau.

    Men graver man lidt i overfladen, viser der sig et andet billede, mener forskeren.

    - Det russerne gør, det er, at de pakker de her forskellige medie- og valgobservatørkorps med deres venner, siger Flemming Splidsboel Hansen.

    Han refererer til, at det kan dreje sig om allierede lande eller enkeltpersoner fra andre lande, som støtter Rusland.

    DR har mødt flere ukrainere på gaden på dagen for afstemningen, som store dele af det internationale samfund har fordømt, og som den ukrainske regering heller anerkender.

    En ukrainsk soldat ved navn Vadim, der befinder sig i området, kalder afstemningen for "bullshit".

    - De kan ikke gøre sådan noget, for det her er ukrainsk territorie, og vi vil beskytte det til enden. Det er vores land og vores liv. Vi vil beskytte det for altid, siger han.

  18. I går kl. 16:51

    Støttepartierne tordner mod regeringens beslutning om at tillade mink: 'En kæmpe fejl'

    Fra nytår bliver det igen tilladt at avle mink i Danmark.

    Og mens de få minkavlere, der har planer om at genoptage arbejdet, er glade for beslutningen, så er regeringens støttepartier dybt uforstående overfor det.

    SF's fødevareordfører, Carl Valentin, kalder det en kæmpe fejl.

    - Jeg synes ikke, at regeringens etiske kompas giver mening. Torsdag ville de forbyde buræg, fordi høns ikke skal stå i små bure. Nu vil man så dagen efter putte mink i små bure, siger han til Ritzau.

    De Radikale går også ind for et permanent forbud mod minkavl i Danmark, og hos Enhedslisten er der decideret vrede over dagens udmelding.

    - Er mildest talt rasende. Det er dybt uansvarligt at åbne op for minkproduktionen igen, skriver partiets medlem af Miljø- og Fødevareudvalget, Peder Hvelplund, på Twitter.

  19. I går kl. 16:46

    Jakob Fuglsang vil redde nedrykningstruet cykelhold med VM-point

    Som rytter på et nedrykningstruet hold kan Jakob Fuglsang ikke gøre andet end at samle point, siger han. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    Natten til søndag cykler Jakob Fuglsang for at vinde VM-guld til Danmark i linjeløb.

    Men den 37-årige dansker har også en anden mission i Wollongong i Australien.

    En sejr vil nemlig indbringe livsvigtige point til Fuglsangs arbejdsgiver, Israel Premier-Tech, der kæmper for at undgå nedrykning fra sportens bedste klasse, World Touren.

    - At vinde VM giver forholdsvis mange point. Ikke helt nok til at redde holdet, men det vil hjælpe et stykke, siger Israel-Premier Tech-rytteren til Ritzau.

    Rytteren, som vinder VM, får 600 point til sit hold. Det vil bringe Israel-holdet inden for cirka 800 point af BikeExchange-holdet, som aktuelt ligger nummer 18 på ranglisten.

    Slutter Fuglsangs hold ikke blandt de 18 bedste hold på UCI's pointrangliste, er det farvel til sikker deltagelse i sportens største løb.

  20. I går kl. 16:05

    Ny task force skal styrke kontrollen med salg af tobaks- og nikotinprodukter til børn og unge

    Det skal være lettere for myndighederne at føre kontrol med, at nye tobaks- og nikotinprodukter ikke markedsføres og sælges til børn og unge.

    Derfor nedsætter Sundhedsministeriet og Erhvervsministeriet nu i samarbejde en "Kontrol Task Force".

    Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

    Indsatsgruppen skal sikre, at kontrollen følger med markedet for nikotinprodukter, som er i evig udvikling.

    Den seneste tid har man for eksempel kunnet læse om et nyt nikotinprodukt ved navn 'puff bars', som bliver benyttet af skolebørn helt ned i 6. klasse og blandt andet markedsføres og sælges på sociale medier.

    En puff bar er en nikotinholdig engangs-e-cigaret, som skal smides ud efter et bestemt antal sug. De fås med forskellige søde smage, hvilket blev gjort ulovligt som del af den nationale handlingsplan mod børn og unges rygning.

  21. I går kl. 15:26

    Dansk ishockeyliga erkender brøler, men ændrer ikke fejl

    Rungsted scorede på straffeslag og burde være tilkendt sejren, men nederlaget til Odense står ved magt. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

    Ja, Rungsted Seier Capital, I burde have vundet, men der er ikke noget at gøre.

    Det var mere eller mindre beskeden til det danske ishockeyhold, som onsdag tabte til Odense Bulldogs i Metal Ligaen efter en straffeslagskonkurrence.

    Rungsteds Nicholas Moultry sendte pucken i mål som den første, men den røg igennem nettet og ud gennem sidenettet.

    Dommerne tjekkede video af scoringen, men fandt det ikke bevist, at pucken var i mål. De øvrige skytter brændte, hvorfor konkurrencen skulle ud i ekstra straffeslag.

    Odense vandt, og Rungsted nedlagde efterfølgende protest. Turneringsledelsen medgav, at Rungsted med rette kunne føle sig snydt.

    - Vi har taget fejl, og Rungsted burde have været tildelt et mål, lyder dommernes indrømmelse i afgørelsen.

    Reglerne giver imidlertid ikke mulighed for at ændre på resultatet ifølge turneringsledelsen, da der er tale om et dommerskøn.

    Rungsted har mulighed for at anke afgørelsen til Danmarks Ishockey Unions Amatør- og Ordensudvalg inden for 14 dage.

  22. I går kl. 15:17

    Listeria fundet i fjerkræpølser solgt flere steder i hovedstadsområdet

    Der er fundet indhold af Listeria monocytogenes i et parti fjerkræpølser hos en producent.

    Det drejer sig om Wurs Pavo hot dog fjerkræpølser med bedst før-datoen 16.10.2022.

    Listeriabakterierne kan give influenzalignende symptomer, feber og hovedpine og i sjældne tilfælde også mavetarmproblemer.

    Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

    Pølserne er solgt hos en række forhandlere, herunder bazarer. Du kan læse listen over salgssteder her.

    Styrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt eller til at kassere det.

    Hvis du oplever symptomer i forbindelse med indtag af produktet, bør du kontakte din egen læge.

  23. I går kl. 14:45

    To mænd sigtet for menneskesmugling nær Sæd

    To mænd er blevet sigtet for menneskesmugling, da de kørte en 15-årig dreng af afghansk afstamning over den dansk-tyske grænse.

    Det skete nær grænseovergangen ved byen Sæd i Tønder Kommune, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Bilen blev taget ud til kontrol af en patrulje, kort tid efter at bilen havde passeret landegrænsen ind i Danmark.

    - Ved kontrollen stod det klart, at den tredje person i køretøjet, en 15-årig afghansk dreng, ikke havde lovligt indrejsegrundlag, skriver politiet om begrundelsen for sigtelsen.

    Den ene sigtede er en 31-årig norsk statsborger, og den anden er en 23-årig afghansk statsborger. Nordmanden erkender forholdet, mens afghaneren nægter sig skyldig.

    Begge blev løsladt efter endt afhøring, men der venter dem nu et retsligt efterspil.

    Den 15-årige dreng søgte om asyl.

  24. I går kl. 14:40

    Ventetiden fortsætter med at stige hos domstolene

    Man skal vente en hel del længere på sagsbehandling ved de danske domstole nu, end man skulle bare for få år siden.

    Det viser de nyeste tal fra Domstolsstyrelsen.

    Her har der i løbet af første halvår af 2022 været en ventetid på 8,3 måneder i gennemsnit, før en straffesag med domsmænd går i gang.

    Året før var det 7,3 måneders ventetid, mens det for fire år siden var næsten halvdelen af det nuværende niveau, nemlig 4,4 måneder.

    Det er ikke kun straffesager, hvor man må have lidt mere tålmodighed. Også familieretssager har fået længere ventetider, viser opgørelsen.

    I går besluttede justitsminister Mattias Tesfaye (S) at nedsætte et udvalg, som skal udvikle tiltag for at nedbringe ophobelsen af sager.

  25. I går kl. 14:34

    Rejseselskab til gæster i knibe: Betal ikke. Det er svindel!

    Rejseselskabet Detur svarer nu igen, efter at dets gæster er blevet mødt med krav om selv at betale for deres værelser i Alanya i Tyrkiet.

    Chartergæsterne skal ikke betale. Selskabet har været udsat for et svindelnummer, lyder svaret i et skriftligt svar til DR, der er underskrevet "ledelsen i Detur".

    Gæster fra Dannmark, Sverige og Finland har på deres hotel fået en fax, der angiveligt er fra Detur. Her bliver de bedt om selv at lægge ud, da Detur er ved at blive solgt.

    Men faxen er "tydeligvis falsk", skriver selskabet.

    - Hotellerne, hvor gæsterne bor, er ifølge vores optegnelser belevet forudbetalt af Detur, skriver firmaet.

    Detur skriver dog også, at selskabet er i gang med en reorganisering og en "genstart", hvor man skal have ny kapital tilført.

    Derfor aflyser man resten af årets rejser.

    Det fremgår ikke, hvordan det stiller de gæster, der har købt rejser med Detur.

  26. I går kl. 14:11

    Eksplosion ved moské i Kabul dræber og sårer flere

    Røg stiger op fra området nær moskéen. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

    Flere civile blev efter fredagsbønnen i en moské i den afghanske hovedstad, Kabul, ofre for en eksplosion tæt på moskéen.

    Eksplosionen skete i området Wazit Akbar Khan, hvor mange udenlandske ambassader og Nato holdt til, før Taliban indtog bydelen sidste sommer.

    Det oplyser en talsmand for politiet ifølge Reuters.

    Det vides endnu ikke, hvor mange døde og sårede der er som følge af eksplosionen, som politiet formoder var en bombe.

    - Alle ofrene er civile, men det nøjagtige antal er endnu ikke klart, siger Khalid Zadran, som er talsmand for politiet.

    Der har været flere lignende dødelige angreb med eksplosioner mod moskéer i den seneste tid. Islamisk stat har sagt, at de står bag nogle af angrebene, men ingen har endnu meldt ud, at de er skyldige i den seneste eksplosion i dag.

  27. I går kl. 13:50

    Frankrig vil indføre et fast leveringsgebyr på bøger købt online

    I 2014 indførte Frankrig en lov, der forbød gratis levering ved køb af bøger, men nu får konkurrencen fra onlinebutikker som Amazon og Fnac den franske regering til at komme selvstændige boghandlere til undsætning.

    Ifølge Reuters koster det ned til én cent at få leveret bøger fra de to giganter, hvor lokale boghandlere kræver op til syv euro for at bringe bøger ud.

    Derfor skal det nu koste tre euro i levering på bogordrer under 35 euro for at gøre markedet lige for alle.

    - Dette vil tilpasse bogbranchen til den digitale æra ved genoprette en ligevægt mellem store e-handelsplatforme, som tilbyder stort set gratis levering af bøger uanset ordre størrelse, og boghandlere, meddeler det franske kultur- og finansministerie ifølge Reuters.

  28. I går kl. 13:37

    Rusland: Folkeafstemninger i besatte områder følger FN's regler

    Militærfolk i den selvudråbte såkaldte folkerepublik i Luhansk står i kø for at afgive deres stemme. (Foto: ALEXANDER ERMOCHENKO)

    Rusland forsøger i dag officielt at indlemme ukrainske regioner ved at afholde afstemninger i de besatte områder Kherson, Luhansk, Donetsk og Zaporizjzja.

    Formanden for Det Russiske Føderationsråd, Valentina Matvijenko, siger til det russiske nyhedsbureau Tass, at afstemningerne følger FN's charter og internationale normer.

    - Jeg er sikker på, at folkeafstemningerne vil finde sted på en måde, som ingen kan have grund til at stille spørgsmål ved, eller hvis legitimitet kan anfægtes, siger hun.

    Både FN og en lang række vestlige lande har allerede slået fast, at man ikke anerkender afstemningerne, som bliver beskyldt for både at være fusk og i strid med folkeretten.

    1.000 observatører er på plads, og alt foregår efter bogen og internationale normer, siger de russiske myndigheder ifølge Ritzau.

    Hvem observatørerne er, vides ikke. Til gengæld står det ifølge Ritzau klart, at internationale observatører ikke deltager. OSCE, der normalt sender observatører til valghandlinger rundt omkring i verden, pointerer, at udfaldet af afstemningerne ikke vil have nogen juridisk gyldighed, fordi afstemningen ikke lever op til ukrainsk lov eller internationale standarder, og fordi områderne ikke er sikre.

  29. I går kl. 13:25

    Advokatrådgivning for cirka en million kroner holdes hemmelig i minksag

    Hverken Statsministeriet, Justitsministeriet eller Medarbejder- og Kompetencestyrelsen vil udlevere den rådgivning, som de har fået i minksagen fra Kammeradvokaten.

    DR Nyheder har anmodet om aktindsigt i rådgivningen, men det er blevet afvist.

    Minkkommissionen fremlagde i juni sin rapport med en konklusion om, at 10 embedsfolk kunne drages til ansvar. Mette Frederiksen overlod herefter sagen til Medarbejder- og Kompetencestyrelsen for at finde ud af, hvad der skulle ske med embedsfolkene. Styrelsen fik i den forbindelse rådgivning fra Kammeradvokaten.

    Det ledte blandt andet frem til, at Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen fik en advarsel.

    "..det er Kammeradvokatens vurdering, at indstillingen er forenelig med retsgrundlaget og praksis," skrev Statsministeriet i en pressemeddelelse i forbindelse med advarslen til Bertelsen.

    Men rådgivningen bliver altså holdt hemmelig med henvisning til, at dokumenterne er en del af en personalesag.

    Styrelsen oplyser dog, at rådgivningen har kostet 941.373 kroner eksklusiv moms.

  30. I går kl. 12:32

    Travlhed ved den russiske grænse til Finland

    Siden præsident Putin onsdag morgen annoncerede, at man indfører delvis militær mobilisering, så har utallige russiske mænd besluttet at forlade landet.

    Tusinder af dem har valgt at søge mod Finland, der ligger op ad Ruslands vestlige grænse. I dag meldes der om lange køer ved flere af grænseovergangene.

    - Her til morgen er der fortsat travlt. Måske lidt mere end i går, siger en talsperson fra den finske grænsemyndighed ifølge Ritzau.

    • Bilkø for at komme ind i Finland fra Rusland. (Foto: STAFF © Ritzau Scanpix)
    • Forhåbentlig har de pakket proviant til at holde i kø. (Foto: JANIS LAIZANS © Ritzau Scanpix)
    • Flere russere forsøger at komme til Finland. (Foto: JANIS LAIZANS © Ritzau Scanpix)
    1 / 3
  31. I går kl. 11:55

    Danske Mink er glade, men bekymret for tilbagevendende minkavl

    Regeringen har besluttet, at det fra årsskiftet igen er tilladt at avle mink i Danmark, siden det blev midlertidigt forbudt i 2020.

    Og det bliver mødt med glæde i foreningen Danske Mink, siger formand Louise Simonsen i et skriftligt svar til DR Nyheder.

    Men glæden kommer ikke uden bekymring.

    - Vi ser dog med bekymring på, at ministeriet tilsyneladende ikke tager de sagkyndige eksperters indsigelser alvorligt. Det ser ud som om, der vil komme tiltag, der er yderst bekostelige, og som efter eksperter og erfaringer fra udlandet er overflødige, siger Louise Simonsen, uden at komme nærmere ind på hvilke eksperters råd, regeringen har overset.

  32. I går kl. 11:35

    Professor uenig i regeringens energi-tiltag

    Et bredt politisk flertal præsenterede i dag, at man vil sænke elafgiften midlertidigt, men det er ifølge Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet, ikke løsningen.

    I stedet burde man beholde den nuværende elpris og give en økonomisk håndsrækning, så vi kan ændre adfærd i vores elforbrug, mener han.

    - Man giver tilskud per energienhed, og det svarer til omkring 1.000 til 2.000 kroner per husstand, der havde jeg hellere set, at man havde givet de penge til hustandene og bevaret elafgiften. For hvis vi skal sænke prisen, så handler det om at få elprisen ned, og det hjælper forbruget på, siger han til DR Nyheder.

    Elafgiften falder fra 69,7 øre per kilowatt-time til 0,8 øre per kilowatt-time. Det svarer til EU's minimumssats.

    Sænkelsen af elafgiften kommer til at koste statskassen 3,5 milliarder kroner.

  33. I går kl. 10:42

    Minkavl i Danmark bliver tilladt igen

    Der er en begrænset sundhedsrisiko ved genåbningen af "en betydeligt begrænset minkproduktion", siger SSI. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Ved årsskiftet kan man igen avle mink i Danmark.

    Det har regeringen besluttet, efter der har været et midlertidigt forbud siden 2020.

    Statens Serum Institut vurderer, at der er begrænset risiko for folkesundheden ved genoptagelse af "en betydeligt reduceret minkproduktion" og ved indførelse af smitteforebyggende tiltag, lyder det i en pressemeddelelsen fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

    Det sker dog ikke uden krav til eventuelle fremtidige minkavlere. Der er udarbejdet en model med smitteforebyggende tiltag til håndtering af corona i minkbesætninger, som minkavlerne skal efterleve.

    Regeringen besluttede i efteråret 2020, at alle mink i Danmark skulle aflives på grund af frygt for smitte med coronavirus.

    En beslutning, der ikke var lovhjemmel til, og beslutningen kostede daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) jobbet.

  34. I går kl. 10:38

    MitID kan digitalt udelukke ældre

    For nogle er det nemt at købe tøj, elektronik eller møbler over telefonen med MitID.

    Men fra 1. november skal alle identificere sig med MitID, når de handler på nettet, og det er ikke muligt for dem, der bruger kodeviser, kodeoplæser eller slet ikke har en mobiltelefon.

    Først fra 2023, skriver Ritzau.

    Derfor bør bankerne udskyde implementeringen af MitID, indtil der er fundet en bedre løsning, så ingen bliver digital udelukket, siger direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup.

    - Det mener jeg ikke, at man kan tillade sig overfor en hel befolkningsgruppe, som klart har behov for nethandel.

    Ifølge Finans Danmark er det ikke en mulighed, fordi implementeringen allerede er udskudt en gang tidligere på grund af pres på borgerservice.

  35. I går kl. 10:23

    Kraftværk i Aarhus ramt af brand i kæmpesilo

    Hele natten og morgenen med har brandfolk og medarbejdere på kraftværket i Studstrup nord for Aarhus kæmpet med at få kørt træpiller væk fra en silo, der har været i brand siden torsdag eftermiddag.

    Gummigeder er taget i brug for at få fjernet de 55.000 ton træpiller, der opbevares i siloen, så brandvæsnet kan komme ind til den kerne inde i siloen, der er gået i brand.

    Studstrupværket leverer fjernvarme til over 100.000 hjem, men konsekvenserne af branden kommer ikke til at gå ud over borgerne, lyder det fra Carsten Birkeland Kjær, presserådgiver ved Ørsted, der driver værket.

    Østjyllands politi opfordrer til at borgere i området, der er generet af den kemiske lugt fra branden lukker for døre og vinduer. Røgen er ikke farlig.

    Hele natten og morgenen har brandfolk og medarbejdere på kraftværket i Studstrup nord for Aarhus haft travlt. (Foto: undefined)
  36. I går kl. 09:56

    Tre virksomheder får indskærpet regler om forbud mod greenwashing

    Tre virksomheder har fået Forbrugerombudsmanden efter sig, fordi de har markedsført produkter med grønne udsagn uden at kunne dokumentere de miljømæssige fordele.

    Det kaldes greenwashing, altså vildledende markedsføring af aktiviteter eller produkter, der præsenteres mere miljøvenlige og bæredygtige, end de er.

    Tre sager er blevet vurderet:

    1. 1

      OIL! Tank & go ApS er blevet udpeget, fordi sloganet "Tank grønnere - ny 95 med mindre CO2-udledning" ikke holder vand. Benzinproduktet var ikke mindre skadeligt for miljøet, skriver Forbrugerombudsmanden.

    2. 2

      C.C. Hansen A/S er blevet udpeget, fordi deres skuresvamp blev markedsført med ordene "100% natural sponge". Svampen havde dog gennemgået en længere forarbejdningsproces.

    3. 3

      Kingfish Dive & Travel ApS er blevet udpeget, fordi de kaldte deres solcreme for "Miljøvenlig" og markedsførte det med at sige "Pas på havet og dig selv med biologisk nedbrydelig solcreme". Solcremen indeholdt dog solfiltre, der havde skadelige effekter, særligt på koraller.

  37. I går kl. 09:50

    Dødstallet stiger: Mindst 53 migranter døde i forlis ud for Syrien

    Reuters skriver, at den libanesiske transportminister i dag har offentliggjort, at 53 personer nu har mistet livet.

    Skibet var fyldt med migranter, der skulle sejle fra Libanon til Europa. Det er stadig uvist, hvad der har fået båden til at synke.

  38. I går kl. 09:48

    Politisk flertal sænker elafgiften og hæver børnecheck

    Aftaleparterne med repræsentanter fra regeringen, Venstre, SF, De Radikale, Enhedslisten, De Konservative, Danmarksdemokraterne, Alternativet og Moderaterne. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Elafgiften får et nøk ned og børnefamilier får en økonomisk håndrækning.

    Det er blandt resultaterne, efter et bredt politisk flertal har indgået en aftale, der midlertidigt sænker elafgiften til EU's minimumssats på 0,8 øre per kilowatt-time de første seks måneder af 2023, mens børnechecken også stiger næste år.

    - Med aftalen får alle danske husstande og virksomheder en hjælpende hånd. Aftalen løser ikke alle problemer, men kan give mere tryghed hen over vinteren, siger finansminister Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.

    Nogle af aftalens hovedpunkter:

    • Elafgiften sænkes fra 69,7 øre per kilowatt-time til 0,8 øre per kilowatt-time.

    • Indefrysningsordningen bliver indført for husholdninger og virksomheder.

    • Børne- og ungeydelsen, også kaldet børnechecken, bliver forhøjet med 660 kroner per barn. Pengene bliver udbetalt i januar næste år.

  39. I går kl. 09:46

    SAS får bøde for informationshåndtering

    SAS må til lommerne for at betale en bøde, de har fået af Stockholm-børsen som følge af pilotstrejken tidligere i år.

    SAS skriver i en pressemeddelelse, at de har fået bøden for deres informationshåndtering, fordi flere medier kunne rapportere om pilotstrejken, før flyselskabet selv gjorde det.

    Da den slags skal oplyses til børsen og dens handlende omgående, har den svenske børs givet flyselskabet en bøde, skriver SAS.

    SAS skriver, at tekniske problemer var skyld i, at deres kunder kendte til strejken, før de selv kunne offentliggøre det, og at de har gjort tiltag til at forhindre, at "insiderinformation" ikke når til medierne, før de selv har udsendt pressemeddelelser.

    Beløbet på bøden er ikke nævnt. SAS oplyser dog, at den svarer til tre gange SAS' årlige bidrag til børsen i Stockholm.

  40. I går kl. 09:25

    I dag begynder efteråret - i astronomisk forstand

    Den ene dag føles det sommerligt, dagen derefter bider vinterens kulde i marv og ben.

    September er en speciel størrelse, og hvornår er det tilladt at sige, det er efterår?

    Tager man de astronomiske briller på, så er svaret, at det er i dag.

    Det er efterårsjævndøgn.

    Efterårsjævndøgnet falder, når Solen står lodret over Ækvator, og dagen og natten er lige lange.

    Vi går på den nordlige halvkugle mod mørkere og koldere tider, mens den sydlige halvkugle kan se frem til forår og længere dage.

    DMI bruger dog de tre klassiske efterårsmåneder, når de laver statistik. September, oktober og november.

  41. I går kl. 09:05

    Irans præsident ville have CNN-journalist til at bære tørklæde. Så pakkede tv-kanalen sammen

    Det blev ikke til noget interview mellem Irans præsident Raisi (til venstre) og CNN-journalist Christiane Amanpour (til højre) i denne omgang. (Foto: LUDOVIC MARIN © AFP or licensors)

    Alt var sat an.

    Den kendte CNN-journalist Christiane Amanpour var klar til at lave det første interview med Irans præsident Raisi på amerikansk jord.

    Men præsidenten krævede pludselig, at Amanpour, der har iranske rødder, skulle bære tørklæde under interviewet, meddelte en rådgiver.

    Og det kunne hun ikke gå med til.

    - Vi er i New York, hvor der ikke er nogen lov eller tradition for tørklæder, skriver Christiane Amanpour på Twitter.

    Præsidentens rådgiver understregede, at det var "et spørgsmål om respekt", skriver Amanpour, og rådgiveren pegede på hensynet til "situationen i Iran".

    Iran har oplevet voldsomme protester efter Mahsa Aminis død. Hun blev anholdt af moralpolitiet i sidste uge og døde ifølge myndighederne af et hjerteanfald, men øjenvidner melder om, at Amini blev gennemtævet. Hun døde efter at have ligget i koma i tre dage.

    Hun var angiveligt anholdt for at bryde tørklædereglerne i landet, skriver BBC.

    (Foto: (Skærmbillede))
  42. I går kl. 08:53

    Beskæftigelsen falder efter 17 måneders stigning

    Efter 17 måneder med et stigende antal lønmodtagere i Danmark, var det slut i juli. Her faldt beskæftigelsen med 5000 personer. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik fredag, skriver Ritzau.

    Fra juni til juli er beskæftigelsen i det offentlige faldet med 5.000 personer, mens antallet af lønmodtagere i det private er uændret. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

    De nye opgørelser bekymrer ikke beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

    - Beskæftigelsen herhjemme følger fortsat en fin udvikling. Selvom der ikke er sket en stigning siden juni, så har vi set stigning i beskæftigelsestallene 17 måneder i træk. Siden januar 2021 er lønmodtagerbeskæftigelsen sågar steget med omtrent 190.000, siger han i en pressemeddelelse.

  43. I går kl. 08:02

    15 spillere skal bede om 'tilgivelse' efter at have droppet spansk landshold

    Jorge Vilda er omdrejningspunktet for balladen i spansk kvindefodbold. (Foto: Dylan Martinez © Ritzau Scanpix)

    Stemningen på det spanske kvindelandshold i fodbold har længe været på nulpunktet, men sent torsdag nåede den under frysepunktet.

    Her sendte 15 spillere i en e-mail til det spanske fodboldforbund med beskeden, at de ikke vil spille for landsholdet, så længe Jorge Vilda er træner.

    Det oplyser det spanske fodboldforbund, RFEF, torsdag.

    - RFEF kan bekræfte, at vi i løbet af dagen har modtaget 15 e-mails fra 15 spillere på kvindelandsholdet, hvor de siger, at den nuværende situation i høj grad påvirker deres følelsesmæssige tilstand og deres sundhed, og at "så længe det ikke laves om", vil de stoppe på landsholdet, lyder det fra det spanske fodboldforbund.

    Forbundet oplyser ikke, hvilke 15 spillere der er tale om, men udtaler i stedet, at det støtter landstræneren.

    Forbundet siger også, at spillerne kan vende tilbage til holdet, hvis de "indser, at de har begået en fejl og beder om tilgivelse".

  44. I går kl. 07:54

    For meget skrivebordsarbejde udfordrer frivillige ledere

    Næsten halvdelen af de frivillige ledere, der får gymnastikbørnene til at træne vejrmøller eller spejderne til at tænde bål, overvejer at stoppe på grund af administrative byrder.

    Det viser en ny undersøgelse fra Kulturministeriet.

    Undersøgelsen glæder Dansk Ungdoms Fællesråd, der er interesseorganisation for 80 børne- og ungdomsorganisationer.

    Ikke for resultatet, men for at bringe de frivilliges udfordringer frem.

    - Man bliver jo frivillig, fordi man gerne vil lave noget fedt og nogle seje aktiviteter for børn og unge og gøre en forskel i sit lokalsamfund. Ikke fordi man bare elsker at sidde og bøvle med kommunen, siger forkvinde Christine Ravn Lund.

    Kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil undersøge, hvordan det kan blive nemmere at være frivillig leder.

  45. I går kl. 07:39

    Politikere præsenterer ny aftale om 'vinterhjælp' klokken 9.40

    Et bredt flertal i Folketinget er tilsyneladende blevet enige om en aftale om såkaldt "vinterhjælp" set i lyset af de stigende energipriser.

    Finansministeriet har i hvert fald indkaldt til et pressemøde, hvor aftalen bliver præsenteret.

    Her kommer der både til at være repræsentanter fra Venstre, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, De Konservative, Danmarksdemokraterne, Alternativet og Moderaterne.

    Det hele løber af stablen her til formiddag klokken 9.40 i Finansministeriet.

    DR har set et udkast til aftalen. Læs mere om udkastet her.

    Pressemødet kan følges på DRTV, DR1 og her på dr.dk fra klokken 9.30.

  46. I går kl. 07:11

    Rapport: Ruslands undertrykkelse af borgere når nye højder

    Ruslands undertrykkelse af landets borgere er gradvist intensiveret siden 2012 og har nået helt nye højder siden invasionen af Ukraine.

    Det skriver Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) i en ny rapport.

    Ifølge organisationen har nye love, som er vedtaget af den russiske regering, været med til at skabe "et klima af frygt og intimidering", som har været medvirkende til at indskrænke journalisters og aktivisters arbejde i landet, skriver Ritzau.

    - De russiske myndigheders hovedstrategi er bygget på intimidering, lød det i går fra den tyske advokat Angelika Nussberger, der har stået for OSCE's analyse af humanitære rettigheder og demokratiet i Rusland.

  47. I går kl. 06:59

    Fredag giver regn mod vest og enkelte byger

    Der vil være en del flere skyer på himlen i dag, end vi har haft resten af ugen. Mod vest giver de også lidt vand. Her er det Gl. Holte. (Foto: Simona Petersen)

    Dagen er startet varmere end resten af ugen, men de fleste kan stå op til et tæppe af skyer, der hænger over os.

    Det kommer senere til at flytte på sig, så der kommer plads til lidt sol mod syd og øst, mens den vestlige del af Jylland får perioder med regn.

    Det kan også blive til enkelte byger andre steder, så husk måske en paraply.

    Temperaturen stiger til mellem 15 og 18 grader, og vinden kommer fortsat fra sydvest med svag til jævn styrke.

  48. I går kl. 06:37

    USA indfører sanktioner efter iransk kvindes død

    Torsdag har USA indført sanktioner mod syv topfigurer i det iranske militær og sikkerhedstjeneste, efter Irans moralpoliti er blevet beskyldt for at have mishandlet 22-årige Mahsa Amini, der blev anholdt for at gå upassende klædt, skriver Ritzau.

    - Mahsa Amini var en modig kvinde, hvis død i moralpolitiets varetægt var endnu en brutal handling fra det iranske regimes sikkerhedsstyrker mod dets egen befolkning, siger USA’s finansminister Janet Yellen ifølge Reuters.

    Blandt de syv er overhovedet for moralpolitiet, Irans hærchef og Irans efterretningsminister.

    Al ejendom, der tilhører de syv, og som er under amerikansk embedsområde, skal indefryses og meldes til finansministeriet.

  49. I går kl. 06:09

    Antallet af sager om social dumping stiger

    Antallet af sager om underbetaling og ringere arbejdsforhold for udenlandsk arbejdskraft i forhold til danske stiger på de danske byggepladser. Det viser nye tal fra 3F.

    47-årige Gabriel Ionita fra Rumænien blev sammen med 21 kollegaer snydt af den rumænske underentreprenør Tecnoscavi, mens de arbejdede på byggeriet af den nye Storstrømsbro.

    Her fuskede én af Tecnoscavis medarbejdere med rumænernes timesedler.

    - Han gav os blanke timesedler, som vi underskrev, og så udfyldte han selv timerne. Han skrev slet ikke 11 - 12 timer, som vi havde arbejdet, men i stedet 7,5 time på de pågældende dage. Han tog sig af det hele. Vi skrev bare under, siger Gabriel Ionita til DR Sjælland.

    Tallene fra 3F viser, at fagforeningen forventer at åbne 600 sager mod virksomheder alene i år - sammenlignet med 471 sager sidste år.

  50. I går kl. 06:04

    Rusland forsøger officielt at indlemme ukrainske regioner

    Prorussiske separatister i fire ukrainske regioner gør nu alvor af trusler, som har ligget i luften i flere måneder.

    I dag skal indbyggerne i en række russisk-besatte områder til stemmeurnerne for at stemme om, hvorvidt de besatte regioner Kherson, Luhansk, Donetsk og Zaporizjzja skal være en del af Den Russiske Føderation.

    Afstemningen varer indtil tirsdag, men nyhedsbureauet Reuters peger på, at der ikke er megen tvivl om, at valget vil falde ud til Ruslands fordel, skriver Ritzau.

    En lang række lande - herunder Danmark - har kaldt afstemningerne i de besatte områder får både ulovlige og i strid med folkeretten.

Mere fra dr.dk