Endnu engang skifter Fredericia Kommune ud på direktørposterne i kommunen. I dag har et flertal i Fredericia Byråd nemlig godkendt to direktørers fratrædelsesaftaler på et ekstraordinært byrådsmøde.
Det oplyser den socialdemokratiske borgmester, Steen Wrist, til DR.
Det er direktør for Børn, Unge og Kultur Michael Maaløe og kommunaldirektør Camilla Nowak, kommunen siger farvel til, og det kommer til at koste kommunen knap fem millioner kroner.
- Det er mange penge, men vi tror også på i flertallet, at det er nødvendigt at træffe de beslutninger, siger borgmesteren.
Beslutningerne kommer efter nogle år med stor udskiftning på chefposterne i kommunen. Camilla Nowak trådte i første omgang til som konstitueret kommunaldirektør, da byrådet valgte at afskedige den tidligere kommunaldirektør i 2021. Senere blev hun ansat i stillingen.
Direktør for Beskæftigelse og Velfærd Mette Heidmann har sagt ja til at være konstitueret som kommunaldirektør, indtil stillingen er besat.