Seneste nyt

Dobbelt så mange mistede livet i rocker- og bandemiljøet i 2020 som året før

  • Dobbelt så mange mistede livet i rocker- og bandemiljøet i 2020 som året før

    Konflikterne i rocker- og bandemiljøet kostede sidste år 16 mennesker livet. Det er dobbelt så mange som året før.

    Det viser en rapport, som Nationalt Efterforskningscenter under Rigspolitiet har offentliggjort.

    Oveni de mange dræbte blev 49 personer såret under de talrige opgør i bander og rockergrupper som Loyal To Familia, der er blevet forbudt, Brothas, Brabrandgruppen, Bandidos, NNV-gruppen og Gremium MC.

    Skuddene og overfaldene med kniv skyldes blandt andet gruppernes ønske om ekspansion.

    Men også "eksisterende og nye modsætningsforhold" er ifølge rapporten årsag til den brutale optræden.

    Seneste Nyt

  • Norsk-iraner skyldig i at planlægge attentatforsøgeksiliraner

    Østre Landsret har fundet en norsk-iransk mand skyldig i medvirken til drabsforsøg på en 50-årig eksiliraner i Ringsted i 2018.

    I juni 2020 blev han i byretten idømt syv års fængsel for at have hjulpet den iranske efterretningstjenese med at indsamle oplysninger.

    Oplysningerne skulle bruges til at begå et attentat på den 50-årige iranske flygtning, der i iranske øjne har status af en terrorist, skriver Ritzau.

    Den endelige dom ventes senere i dag.

  • Fem anholdt efter politiaktion i Assens og København

    Fyns Politi har anholdt fem personer i forbindelse med en igangværende sag, som man af hensyn til den videre efterforskning ikke ønsker at oplyse yderligere om.

    Personerne er anholdt på forskellige adresser i vestfynske Assens og på en adresse i København.

    De anholdte vil torsdag kl. 12 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense, oplyser Fyns Politi.

  • Rettighedsgrupper opfordrer FN's Sikkerhedsråd til våbenembargo mod Myanmar

    Over 200 civile menneskerettighedsorganisationer opfordrer i en fælles erklæring FN's Sikkerhedshedsråd til at indføre en våbenembargo mod Myanmar for at beskytte civile demonstranter, der protesterer mod et militærkup.

    - Indførelse af en global våbenembargo er et nødvendigt minimum-skridt, som Sikkerhedsrådet bør tage som reaktion på den eskalerende vold i Myanmar, hedder det i erklæringen fra blandt andet Amnesty International og Human Rights Watch.

    Militæret tog magten i Myanmar den 1. februar og afsatte den demokratisk valgte regering under ledelse af Aung San Suu Kyi.

  • Landets svømmehaller kan i dag åbne igen

    For første gang i flere måneder var morgensvømmere her til morgen i bassinet Herning Svømmehal.

    - Det er helt fantastisk at være tilbage. Bare det at få lov til at møde dem igen efter et halvt år, hvor vi ikke har været her, er helt fantastisk, siger morgensvømmer Poul Lundorff.

    Svømmehallerne har været lukket ned siden den 11. december.

    Svømmehallerne er ikke det eneste, der genåbner i dag. Få et samlet overblik her.

    Poul Lundorff er én af en flok på 25-30 morgensvømmere, der i årevis er mødtes hver morgen klokken seks i Herning Svømmehal. Foto: Steen Færgemand
  • Briterne sætter flåden ind i brexit-konflikt med Frankrig

    Den britiske flåde har sendt to fartøjer mod Jersey i Den Engelske Kanal for at overvåge en mindre flåde af franske fiskerbåde, der har lagt til ved Jersey.

    De franske fiskere har annonceret protester ved havnen i St. Helier, mens den franske fiskeriminister, Annick Girardin, har truet med at lukke for strømmen til Jersey, i protest mod de fiskerirestriktioner, der er blevet indført efter brexit.

    Jersey ligger godt 22 kilometer fra den franske kyst. 95% af øens elforbrug leveres af Frankrig.

    Den britiske premierminister, Boris Johnson, kalder en eventuel blokade af havnen i Jersey komplet uretmæssig og mener, at der er brug for deeskalation og dialog.

  • Nordea-fonden støtter bysamfund med 50 millioner kroner

    Nu er det igen muligt for mindre bysamfund at søge midler hos Nordea-fonden til forskellige udendørsprojekter.

    Med "Hér bor vi-puljen" på 50 millioner kroner fortsætter fonden initiativet fra efteråret, hvor lokalsamfund kan få et økonomisk rygstød.

    Denne gang er hensigten blandt andet at genstarte sammenholdet i småbyerne - særligt i en tid efter flere nedlukninger som følge af corona.

    I Tybjerglille Bakker ved Næstved er de med midler fra fonden ved at etablere en naturlegeplads.

    - For at landsbyerne ikke skal dø hen og blive til spøgelsesbyer, er det vigtigt at gøre noget, så der kommer noget liv – også på sigt, siger Maria Pedersen, medlem af Tybjerglille Bakkers landsbyforening.

  • Antallet af konkurser falder for tredje måned i træk

    Der var 157 konkurser blandt aktive virksomheder i april. Det er 15,3 procent færre end i marts, viser tal fra Danmarks Statistik.

    Det er samtidig tredje måned i træk, at tallet faldet. De sidste ti år har det i snit været cirka 200 konkurser om måneden, skriver Ritzau.

    Coronakrisen har altså stadig ikke udløst en bølge af konkurser.

    Men problemerne skubbes ifølge cheføkonom Lars Olsen, Danske Bank, foran os. Banken frygter "stadig en bølge af konkurser", udtaler han i en skriftlig kommentar.

  • Lava strømmer ned fra kæmpe vulkan i Guatemala

    Katolikker vandrer hen til vulkanen hver dag og beder for, at lavaen ikke når ned til de små landsbyer i området. (Foto: Esteban Biba)

    I Guatemala flyder der igen lava ud fra Pacaya-vulkanen, som ligger 50 kilometer syd for hovedstaden, Guatemala By.

    Pacaya er en af Guatemalas mest aktive vulkaner, og den nye strøm af lava har skabt frygt for, at den spreder sig til landsbyer nær vulkanen.

    Pacaya er en kæmpe vulkan, og den har været i udbrud flere gange. (Foto: Esteban Biba)
  • Mads Mikkelsen skal trække folk i biografen

    Mads Mikkelsen kæmper forgæves med at få en interessant figur ud af filmens skurk, Prentiss, mener DR's filmanmelder Per Juul Carlsen.

    Når biograferne i dag åbner efter måneders nedlukning, så er der mange flere film på plakaten, end ved åbningen sidste år.

    - Da vi åbnede sidst, havde vi ingen varer på hylderne, denne her gang har vi masser af film, siger Louise Obel, der er medejer af tre Big Bio-biografer.

    Blandt andet håber biograferne, at den danske verdensstjerne Mads Mikkelsen kan trække danskerne i biffen. Han spiller nemlig skurk i storfilmen 'Chaos Walking'.

    Den får dog kun to ud af seks stjerner af DR's Per Juul Carlsen, som mener, at filmen er 'et omvandrende kaos'. Læs anmeldelsen.

  • Mange skoler er ikke klar til at åbne i dag - de venter til på mandag

    I dag kan alle skolebørn vende tilbage i klasselokalerne, i hvert fald på papiret.

    Mange af de kommuner, som DR har været i kontakt med, melder, at de ikke er klar til at åbne i dag. Skolerne venter i stedet til på mandag med at åbne.

    Der er nemlig en masse retningslinjer, der skal leves op til, før børnene kan lukkes ind, fortæller formand for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal.

    - Politikerne har haft travlt med at holde det, de har lovet befolkningen, nemlig at der kunne lukkes op. Men de har ikke spurgt folkeskolerne, om de var klar, siger han.

  • Kontant støtte til restauranter og caféer i de store byer

    Restauranter og caféer i landets fire største byer får lidt ekstra hjælp til at få sat gang i forretningen til sommer.

    En restaurant eller café med placering i København, Aarhus, Odense eller Aalborg kommer til at kunne søge støtte på op til 50.000 kroner ud af en samlet pulje på 50 millioner kroner.

  • Fængslet demokratiforkæmper i Hongkong får endnu en straf

    Hongkongs mest fremtrædende demokratiforkæmper, Joshua Wong, får forlænget sin fængselsstraf. (Foto: Isaac Lawrence © Scanpix)

    Den fængslede Joshua Wong, der en af Hongkongs fremtrædende demokratiforkæmpere, har fået yderligere en fængselsstraf på ti måneder.

    Det rapporterer BBC.

    Den 24-årige demokratiforkæmper sidder i forvejen bag tremmer i forbindelse med en fængselsdom på 13,5 måneder for at have deltaget i demonstrationer rettet mod det kinesiske styre i 2019 i Hongkong.

    Nu forlænges hans tid bag lås og slå altså med ti måneder.

    Den seneste straf kommer, efter Wong og tre andre aktivister erkendte sig skyldige i at have deltaget i en "ulovlig" protest i Hongkong. Protesten fandt sted i juni sidste år og markerede massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989, hvor et ukendt antal demonstranter blev slået ihjel.

  • Bygerne holder ved torsdag

    Det bliver endnu en grå dag, hvor vi får byger dagen igennem. Det kan give omkring fem millimeter vand i dag.

    Der er enkelte solchancer i de nordlige- og sydlige egne, og temperaturen ligger i eftermiddag mellem 6 og 10 grader.

    En let til frisk vind fra vest og nordvest i det meste af landet, dog op til kuling langs kysterne, mens den sydlige del af landet får op til hård vind.

    I nat ligger temperaturen mellem 0 og 5 graders varme.

    Grå skyer i Nordjylland over Rubjerg Knude fyr. Foto: Karin Ammentorp
  • USA: Vi aner ikke, hvor på jorden kinesisk rumraket dumper ned

    I kategorien 'ikke videre betryggende' er det amerikanske forsvarsministeriums udmelding om, at en stor kinesisk rumraket formentlig gennembryder atmosfæren i denne weekend, men at man endnu ikke kan sige præcist, hvor på jorden den dumper ned.

    Ifølge en talsmand følger man rakettens færd tæt, men først et par timer inden nedslaget, vil man kunne sige, hvor i verden folk skal kigge op.

    Astrofysikeren Jonathan McDowell fra Harvard University siger dog til CNN, at der ikke er grund til at være alt for bekymret.

    - Jeg mener ikke, at folk skal tage forholdsregler. Risikoen for at den vil gøre skade eller at den rammer nogen er ret lille. Det kan ikke negligeres helt, det kunne ske, men risikoen for at den rammer nogen er utroligt lille, siger han.

    - Personligt kommer jeg ikke til at miste et sekunds søvn over det. Der er langt større ting at bekymre sig om.

  • Indien registrerer rekordmange døde og nye smittetilfælde

    Verdens næststørste land bedømt på befolkningstallet, Indien, lider hårdt under coronapandemien. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har man i det seneste døgn registreret ikke færre 412.262 nye coronasmittede, hvilket er en ny kedelig rekord i landet.

    Derudover har 3.980 indere mistet livet efter smitte med coronavirus. Også det er rekord. I alt har 230.168 personer mistet livet efter smitte med coronavirus i Indien.

    De indiske sundhedsmyndigheder har registreret over 21 millioner tilfælde af smitte med coronavirus.

    Flere sundhedseksperter har dog advaret om, at de reelle døds- og smittetal kan være langt højere end de officielle tal.

  • Skotsk valg kan bane vej for løsrivelse

    Skotterne skal torsdag til et parlamentsvalg, hvor løsrivelse fra Storbritannien har været et af valgkampens store temaer.

    Nicola Sturgeon, der er førsteminister og leder af Skotlands Nationalistparti (SNP), har kaldt valget det mest afgørende i landets historie.

    SNP går til valg på, at det vil have en ny folkeafstemning om uafhængighed i 2023.

  • Musks raketsatsning lander uden at eksplodere i femte forsøg

    SpaceX SN15 starship lander her i Boca Chica i Texas. (Foto: Gene Blevins © Scanpix)

    Endelig er det lykkedes for SpaceX.

    Efter i alt fem forsøg har det private rumfartsselskab natten til torsdag dansk tid haft succes med at lande en "Starship"-raketprototype, uden at den eksploderer.

    Testflyvningen er ifølge nyhedsbureauet AFP en stor sejr for SpaceX, som har et mål om at bruge "Starship" til rejser til Månen og Mars i løbet af de næste få år.

    Administrerende Space X-direktør Elon Musk skriver på Twitter, at landingen var veludført.

  • Så må der pumpes jern: Fitnesscentre åbner i dag

    Det er igen muligt at komme en tur på bøffabrikken. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

    Der bliver allerede svedt løs ved maskinerne i de fitnesscentre, der ynder at holder tidligt åbent. Fra midnat har det igen været tilladt for landets fitnesscentre at holde åbent, og i dag åbner teatre, spillesteder og biografer også.

    Derudover bortfalder en række restriktioner. Heriblandt den udskældte 30-minuttersregel om bordbestilling.

    Alle folkeskoleelever kan desuden fra i dag vende tilbage på fuld tid.

    Læs mere i artikel her: Få overblikket: Dét genåbner i dag

  • To amerikanske turister får livstidsdomme i Italien for drab

    Finnegan Lee Elder (tv) reagerer efter dommens afsigelse. (Foto: Tiziana Fabi © Scanpix)

    To unge amerikanske turister er blevet dømt til at tilbringe resten af livet i et italiensk fængsel.

    I 2019 dræbte de en italiensk betjent under en anholdelse i Rom. De to dømte turister er 21-årige Finnegan Lee Elder og 20-årige Gabriel Natale-Hjorth.

    De to amerikanere har sagt, at de handlede i selvforsvar, og et de troede, at de to civilklædte betjente var forbrydere, der var ude efter dem efter et fejlslagent forsøg på at købe stoffer

  • Storbritannien sender flådefartøjer til Jersey midt i strid med franske fiskere

    Jersey er ikke en del af Storbritannien, men hører alligevel under den britiske krone. (Foto: Oli Scarff © Scanpix)

    To fartøjer fra den britiske flåde er blevet sendt til øen Jersey ud for Frankrig på grund af en strid med franske fiskere.

    Det drejer sig ifølge BBC om skibene HMS Severn, som tidligere været brugt til at holde øje med russiske flådefartøjer nær britiske kyster, og HMS Tamar.

    Ifølge nyhedsbureauet AFP har omkring 100 franske fiskere planlagt at sejle til Jerseys havn i morgen i protest mod nye regler, som betyder, at kun få franske både efter brexit har fået licens til fiske i havet omkring Jersey. Den britiske premierminister Boris Johnsen siger, at enhver blokade vil være uacceptabel, mens den franske søfartsminister Annick Girardin til gengæld med, at Frankrig vil lukke for elektriciteten til Jersey, der får 95 procent af sin strøm fra det franske fastland.

    Jerseys ministerchef John Le Fondré og udenrigsminister Ian Gorst understreger nødvendigheden af en nedtrapningen i det forhold mellem øen og Frankrig. Jersey er ikke en del af Storbritannien, men øen hører den britiske krone.

  • Chelsea klar til Champions League-finalen

    Årets finale i Champions League bliver rent engelsk, når Chelsea og Manchester City står overfor hinanden på Atatürk Stadion i Istanbul den 29. maj.

    Det blev en realitet, efter at Chelsea her til aften besejrede Real Madrid 2-0 hjemme på Stamford Bridge. Timo Werner og Mason Mount scorede de to mål for hjemmeholdet. Chelsea havde et overtag i spil og chancer, og sejren var helt fortjent.

    Det modsatte opgør i Madrid var endt 1-1, så det engelske hold vandt sammenlagt 3-1.

    Danske Andreas Christensen var på banen samtlige 90 minutter for Chelsea. Han fik et gult kort efter 39 minutter.

  • USA støtter ophævelse af patentbeskyttelse på vacciner

    Ekstraordinære tider kræver ekstraordinære løsninger. Sådan lyder udmeldingen nu fra USA's handelsrepræsentant Katherine Tai på Twitter:

    - Det her er en global sundhedskrise, og coronapandemiens ekstraordinære omstændigheder kræver ekstraordinære indgreb, skriver hun i en erklæring.

    Hvis det bliver gennemført, vil det betyde at udviklingslande selv vil kunne producere vaccinerne. Det vil betyde, at udrulningen af vacciner kan gå hurtigere og være medvirkende til at stoppe pandemiens fortsatte udbredelse i en lang række lande.

    Katherine Tai understreger, at USA støtter beskyttelsen af intellektuelle rettigheder. Men de rettigheder bør frafalde under pandemien.

  • Knivstukket kvinde uden for livsfare - 36-årig mand anholdt

    Nordjyllands Politi oplyser nu, at den kvinde, der tidligere på aftenen blev stukket med en kniv i en lejlighed i Aalborg, er uden for livsfare.

    Politiet havde ifølge en pressemeddelelse fået en anmeldelse om et slagsmål i lejligheden, og kort efter indfandt kvinden med sit barn i et nærliggende supermarked. Kvinden havde pådraget sig ikke livstruende knivstik, ligesom barnet havde fået en mindre rift. Kvinden og barnet er kørt til behandling på sygehuset.

    Politiet anholdt en 36-årig mand, som man mistænker for knivstikkeriet. Man er nu i gang med de tekniske undersøgelser, og den 36-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.

    Politiet mener, at der tale om en uoverensstemmelse i en familierelation, som derefter eskalerede til at kvinden blev stukket ned.

  • Kvinde stukket ned og alvorligt såret i Aalborg

    En kvinde er onsdag aften blevet stukket ned i en lejlighed ved Tornhøjcenteret i Aalborg. Det er sket klokken 20.13.

    Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Torben Larsen til Nordjyske.

    - Vi er massivt til stede derude med rigtig mange patruljer, siger Torben Larsen.

    Kvinden er på vej til sygehuset med alvorlige skader.

    - Vi har anholdt en formodet gerningsmand, siger Torben Larsen.

  • Chefjurist på Aarhus Universitet mister jobbet på grund af sag om forhalet aktindsigt

    Aarhus Universitet har tilbageholdt aktindsigter i strid med loven, og det er ifølge Uddannelses- og Forskningsstyrelsen "særdeles kritisabelt".

    Nu har universitetets chefjurist mistet sit job som en konsekvens af sagen. Det skriver Information.

    I forbindelse med sagen om en rapport, som forskere på universitetet havde lavet om oksekødsklimaaftryk og præsenteret som uvildig, selvom både brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer og Danish Crown havde været med til at lave den, havde Informations journalister søgt om aktindsigt i flere universitetsrapporter, som eksterne interessenter havde finansieret.

    Men Aarhus Universitet valgte bevidst at tilbageholde de de ønskede dokumenter i to måneder, og det har nu udløst den skarpe kritik fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

    Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe Jørgensen (S) siger til avisen, at hun ser på sagen med stor alvor.

  • Amerikansk politimand får sit job igen trods skuddrab

    Politimanden Garrett Rolfe har foreløbigt fået sit job igen, efter han blev uretmæssigt fyret dagen efter drabet på Rayshard Brooks sidste sommer. Men han er orlov, indtil hans sag er afgjort i retten. (Foto: ATLANTA PD © Scanpix)

    Politibetjenten Garrett Rolfe blev fyret dagen efter, at han dræbte den sorte mand Rayshard Brooks ved at skyde ham i ryggen på en parkeringsplads ved en fastfood-restaurant i Atlanta.

    Nu får han sit job tilbage. Det lokale råd, der fører tilsyn med politiets arbejde, har afgjort, at fyringen forbrød sig mod politibetjentens rettigheder.

    Nedskydningen skete bare få uger efter, at George Floyd blev dræbt af en politimand i Minneapolis, og den udløste en række protester rundt omkring i USA. Sagen førte også til, at chefen for politiet fratrådte sit job umiddelbart efter.

    Videooptagelser af nedskydningen viser, hvordan Rayshard Brooks først er oppe at slås med to politibetjente, kort efter at de har forsøgt at give ham håndjern på. Forinden havde betjentene vækket ham, mens han sad i og sov i sin bil. Det lykkedes Brooks at få i den ene betjents strømpistol, og han peger med den over skulderen, mens han forsøger løbe væk, men så skyder Garrett Rolfe ham flere gange i ryggen. Brooks døde efterfølgende på hospitalet.

    Garrett Rolfe kan stadig se frem til en retssag. Han er sigtet for drab og groft overfald, men der er endnu ikke rejst tiltale. Rolfe vil dog fortsat være på 'administrativ orlov' fra hans job i politiet, indtil sagen er afgjort i retten.

  • Alle skal have et coronapas: Lange køer ved testcenter

    Københavns Politi melder om lange køer ved testcenteret på Nørrebro. Alle skal tilsyneladende have et coronapas, inden blandt andet biografer, spillesteder og fitness-centre åbner igen i morgen.

  • Politimand skudt og dræbt i den franske by Avignon

    Under en aktion rettet mod narko-kriminelle i den sydvest-franske by Avignon i Vaucluse-departementet er en politimand blevet skudt og dræbt.

    Det bekræfter den franske premierminister Jean Castex på Twitter.

    - En af vores politibetjente blev dødeligt såret i aften i Avignon, mens han var i på en opgave. Mine første tanker går til hans nærmeste og til den store familie, det nationale politi, som igen er i sorg. Alt bliver gjort for at sikre, at denne forfærdelige handling ikke forbliver ustraffet, skriver Castex.

  • Røg fra brand i skib i Thyborøn Havn er ikke længere sundhedsskadelig

    Der udvikles ikke længere farlig røg fra en brand i et skib på havnen i Thyborøn, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

    Tidligere på dagen blev folk i området opfordret til at gå indenfor og lukke vinduer og døre, fordi branden udviklede sundhedsskadelig røg.

    Skibet er under opbygning, og branden opstod formentlig i forbindelse med arbejdet på skibet.

    Ingen besætningsmedlemmer eller håndværkere på skibet er kommet til skade i forbindelse med branden.

    Branden efterslukkes stadig, og brandstedet vil formentlig være afspærret i flere dage, mens brandundersøgelserne finder sted.

  • Region Syddanmark har ikke taget beslutning om vaccination på øer endnu

    Region Syddanmark har endnu ikke besluttet, hvordan vaccinationen af 12 mindre øsamfund skal foregå, men regionen er i dialog med øerne.

    Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland vil vaccinere alle på småøerne på samme tid for at spare tid og penge. Det kan de, fordi Sundhedsstyrelsen har givet regionerne lov til selv at planlægge vaccinationerne mest effektivt.

    Vaccinationsindsatsen på de mindre øer er en udfordring, især i forhold til transport.

    - De udfordringer vil vi gerne være med til at løse i fællesskab, for eksempel ved at vi kommer ud og vaccinerer alle borgerne på øen på samme dag, lyder det fra koncerndirektør Kurt Espersen.

  • Islandsk vulkan sprøjter lava op i 300 meters højde

    Vulkanudbruddet på Island fortsætter og kan ses henover hovedstaden Reykjavik. Udbruddet begyndte den 19. marts, og efter en periode med relativ stabilitet, har det siden denne weekend enten holdt helt pause eller sprøjtet lava til op imod 300 meter op i luften. (Foto: HALLDOR KOLBEINS © Scanpix)
  • Advokater undersøger sager om mulig krænkende adfærd i DR Pigekoret

    Danmarks Radio iværksætter en ekstern advokatundersøgelse af to mulige krænkelsessager i DR Pigekoret. Det skriver Politiken.

    Sagerne ligger "ganske mange år tilbage i tiden", oplyser kulturdirektør i DR Henrik Bo Nielsen. Den ene henvendelse modtog han i efteråret 2020. Der er tale om en anonym andenhåndsberetning om sexchikane og grænseoverskridende adfærd i pigekoret.

    Det er foreløbig ikke lykkedes DR - eller advokaterne - at få den forurettede til selv at fortælle om hændelserne.

    Det forventes, at undersøgelsen er afsluttet inden sommeren. Herefter vil DR kommunikere hovedkonklusionen.

  • Nogenlunde normal trafik igen på Motorring 3 efter ulykke med væltet lastbil

    Den væltede lastbil er bugseret væk, og næsten alle spor er åbne efter ulykken på Motorring 3 tidligere i dag mellem motorvejskrydset Gladsaxe og afkørsel 19 Buddinge.

    3. vognbane i begge retninger er stadig spærret, så trafikken glider nogenlunde normalt igen, oplyser Vestegnens Politi.

    Ifølge Vejdirektoratet er der fortsat kø i sydgående retning, og normal trafik ventes først i løbet af aftenen.

    De første meldinger fra politi og beredskab var, at en lastbil var væltet, og at den havde ramt en personbil, men ingen personer er kommet til skade.

    Motorvejen blev lukket i begge retninger, og det resulterede i massive bilkøer i begge retninger.

  • Polen vil købe de danske Johnson & Johnson-vacciner

    Mens den danske Sundhedsstyrelse har vendt tomlen ned i forhold til coronavaccinen fra Johnson & Johnson, vil man i Polen gerne lægge arm til vaccinen, som i sjældne tilfælde kan føre til sjældne blodpropper kombineret med et lavt antal blodplader.

    - Polen har udtrykt stor villighed til at købe vaccinerne fra Johnson & Johnson, siger talsmand Piotr Muller til Reuters.

    Og ifølge Müller har den polske premierminister Mateusz Morawiecki allerede skrevet til Mette Frederiksen for at tilbyde, at Polen meget gerne vil købe de Johnson & Johnson-vacciner, som vi skulle ønske at sælge.

    Polen har foreløbigt færdigvaccineret 3,1 million ud af knap 38 millioner indbyggere.

  • 23-årig idømt fængsel for at ramme knallertkører ved overhaling i tæt tåge

    En 23-årig mand er ved Retten i Kolding idømt ubetinget fængsel i et år og fire måneder og frakendelse af kørekortet i fem år for uagtsomt manddrab.

    Under en overhaling en efterårsnat i tæt tåge påkørte han på Grindstedvej i Billund en 15-årig dreng på knallert, som mistede livet.

    Ifølge specialanklager Pernille Moesborg fandt retten, at der var tale om særlig hensynsløs kørsel, og at det skete under særligt skærpende omstændigheder.

    Manden erkendte sig skyldig i uagtsomt manddrab, men han nægtede, at det var under særligt skærpende omstændigheder, og at der var tale om hensynsløs kørsel.

    Manden har i retten forklaret, at han ikke var ved at overhale, men at der var noget på vejen, som han ville undvige, og at han derfor endte i den modsatte vognbane.

    Han overvejer, om han vil anke dommen.

  • Babylon Berlin-stjerne melder sig ind i coronaskeptiker-parti

    Volker Bruch (tv) har meldt sig ind i partiet Basis, som er skeptisk overfor coronarestriktionerne i Tyskland. (Foto: ANNEGRET HILSE © Scanpix)

    I den dyreste tyske tv-serie nogensinde, Babylon Berlin, som også har været en seersucces herhjemme, har Volker Bruch den store helterolle som politimanden Gereon Rath i mellemkrigstidens Berlin. Nu deler den 41-årige skuespiller vandene ved at melde sig ind i partiet 'Basis', der af Der Spiegel beskrives som 'et sammenrend af aktivister' fra den coronaskeptiske Querdenker-bevægelse. Basis er ifølge partiprogrammet også modstander af de obligatoriske vaccinationer mod mæslinger.

    Bruch var således også en del af en satirisk protest mod de tyske coronarestriktioner, som en lang række skuespillere lavede for et par uger siden, da de offentliggjorde en række videoklip under hashtagget #allesdichtmachen (luk alting ned, red.).

  • Trump raser over fortsat Facebook-karantæne: 'Korrupte sociale medier'

    Donald Trump er tilsyneladende oppe i det røde felt, fordi Facebook i dag har opretholdt sin udelukkelse af den kontroversielle eks-præsident.

    Trump blev udelukket, efter han lagde en video op, hvor han blandt andet gav udtryk til sin kærlighed til de tilhængere, som havde stormet Kongressen. Fem mennesker døde i forbindelse med angrebet på Kongressen.

    Trump siger ifølge AP og Reuters i erklæring, at Facebook og Twitters handlinger er "en total skændsel og pinlige for vores land".

    - Disse korrupte sociale medier skal betale en politisk pris og må aldrig igen få lov til at ødelægge og decimere vores valgproces, siger Trump.

  • Israelsk oppositionspolitiker får til opgave at prøve at danne regering

    Yair Lapid, leder af det israelske midterparti Yesh Atid, har nu fået til opgave at forsøge at danne en regering efter valget 23. marts. (Foto: OREN BEN HAKOON © Scanpix)

    Den israelske oppositionspolitiker Yair Lapid fra midterpartiet Yesh Atid får nu til opgave at forsøge at danne regering.

    Det siger præsident Reuven Rivlin, efter at det ikke er lykkedes premierminister Benjamin Netanyahu at danne en ny regering inden deadline, skriver Reuters.

    Ved valget 23. marts fik Netanyahus højreorienterede parti, Likud, flest stemmer, men det lykkedes ham ikke at samle nok støtte fra andre partier.

    57-årige Yair Lapids parti, Yesh Atid, blev nummer to ved valget.

    Israel vil kunne se frem mod sit femte valg på to år, hvis hverken Lapid eller andre i oppositionen kan danne en regering.

  • Canada godkender Pfizer-BioNTech-vaccine til store børn

    Som det første land i verden har Canadas sundhedsmyndigheder nu godkendt PfizerBioNTechs covid-vaccine til aldersgruppen 12-15 år.

    - Efter at have gennemført en grundig og uafhængig videnskabelig gennemgang af resultaterne, har man afgjort, at denne vaccine er sikker og effektiv, når den bruges til denne unge aldersgruppe, siger chefen for sundhedsmyndigheden Health Canada, Supriya Sharma, ifølge CTV News.

    Health Canada har godkendt, at børn fra 12 af og opefter får den samme dosis som voksne. Godkendelsen er baseret Pfizer-BionNTechs fase 3-forsøg, som omfattede 2.260 børn mellem 12 og 15 år. Vaccinen har ifølge forsøgsresultaterne været 100 procent effektiv i denne aldersgruppe.

  • Belgisk landmand flytter grænsen to meter ind i Frankrig

    Grænsen mellem Belgien og Frankrig er markeret med mere end 200 år gamle sten. (© David Lauvaux)

    Selvom der ikke er grænsekontrol af betydning mellem Schengen-landene, kan man ikke bare rykke rundt på grænserne, som man har lyst. Det har en belgisk landmand fundet ud af, efter han havde valgt at flytte en gammel sten, som befandt sig på hans marker, et par meter - tilsyneladende fordi den var i vejen for hans traktor.

    Stenen markerer nemlig grænsen ind til Frankrig, og resultatet var, at Belgien voksede med 2,29 meter. Det fandt en lokal historie-entusiast ud af på en af sine vandringer i området. Stenen var først blevet sat tilbage i 1819 for at markere den grænsedragning, som blev aftalt i Kortrijk-traktaten ovenpå Napoleons nederlag ved Waterloo.

    - Hvis det tilhører os, så tilhører det os. Vi vil ikke have stjålet to meter land, siger en indbygger i den lille landsby nærved grænsen, Bousignies-sur-Roc til RTL Info.

    Den lokale borgmester på den belgiske side, David Lavaux, vil nu opfordre landmanden til at flytte stenen tilbage.

    - Jorden blev solgt, og jeg tror, at personen, som købte den, ændrede grænsen, som han havde lyst til. Men det er ikke bare en privat grænse, det er en grænse mellem lande, og man kan ikke bare flytte grænsesten, siger borgmesteren ifølge Reuters.

  • To mænd idømt 12 års fængsel og udvisning for smugling af 28 kilo kokain

    En 36-årig serber og en 21-årig kroat er ved Retten i Kolding idømt 12 års fængsel og udvisning for bestandigt i en stor sag om narkosmugling.

    Den ældste af mændene blev anholdt 1. februar 2020 på havnen i Fredericia, mens han forsøgte at få fat på 28,3 kilo kokain i en kølecontainer for at sælge det videre.

    Den yngste mand blev anholdt i juni 2020 i Tyskland og udleveret et par måneder efter.

    Begge nægter sig skyldige, og de overvejer at anke dommene.

    Yderligere en serbisk statsborger er efterlyst i sagen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi har sammen med tysk politi efterforsket sagen.

  • Regeringen kommer med sit udspil til en sommer- og erhvervspakke i morgen

    Finansminister Nicolai Wammen (S) vil på et pressemøde klokken 12.30 i morgen fremlægge regeringens udspil til en sommer- og erhvervspakke, oplyser ministeriet.

    På mødet deltager også skatteminister Morten Bødsgaard (S), erhvervsminister Simon Kollerup (S) og kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S).

  • Et spor mod nord er åbnet på Motorring 3 i Søborg

    Et spor er nu åbnet i nordgående retning på Motorring 3 i Søborg, mens alle vejbaner i sydgående retning stadig er lukket.

    Ifølge Vestegnens politi er der umiddelbart ingen personer, der er kommet til skade, men en lastbil holder på tværs af motorvejen.

    Der er lange køer i begge retninger, og Vejdirektoratet oplyser, at trafikken først ventes at være nomal i løbet af aftenen.

  • Donald Trump må ikke komme tilbage på Facebook og Instagram

    (Foto: OCTAVIO JONES © Scanpix)

    Facebooks eget tilsynsråd har besluttet, at USA's tidligere præsident Donald Trump ikke må vende tilbage til Facebook og Instagram.

    Ifølge tilsynsrådet var det dog en overreaktion, at Facebook i januar suspenderede præsident Trump på ubestemt tid.

    Derfor skal Facebook genoverveje beslutningen indenfor seks måneder, lyder det i afgørelsen.

    Donald Trump blev suspenderet fra en række sociale medier i kølvandet på et angreb på Kongressen i Washington D.C. den 6. januar i år, hvor fem personer omkom i forbindelse med optøjerne.

    Donald Trump er fortsat suspenderet på Twitter og Youtube.

  • Uheld spærrer Motorringvej 3 i begge retninger ved Gladsaxe

    Motorring 3 er spærret i begge retninger mellem motorvejskryds Gladsaxe og afkørsel 19 Buddinge på grund af et uheld.

    Motorvejen ventes at åbne igen sidst på eftermiddagen, oplyser Vejdirektoratet.

  • Brand i skib i Thyborøn Havn udvikler sundhedsskadelig røg

    En brand i et skib på havnen i Thyborøn udvikler sundhedsskadelig røg, og personer i området opfordres til at holde sig væk fra havnen. Området afgrænses af Jagtvej i nord, Drejøvej i syd og Læsøvej i vest.

    Alle, der befinder sig i området opfordres til at gå indenfor og lukke vinduer og døre og eventuelle ventilationsanlæg.

    Branden opstod i et lastrum, og den udviklede en røgfane på cirka 100 meter.

  • Region Sjælland er nu også klar til at lade øer springe foran i vaccinekøen

    Beboerne på øerne Orø, Fejø, Femø, Sejerø, Omø, Agersø og Askø kan fra uge 20 se frem til at blive vaccineret - og det gælder også aldersgruppen 16-64 år.

    Sundhedsstyrelsen har nemlig givet grønt lys til, at flere øer kan droppe den nationale vaccinationsrækkefølge og i stedet vaccinere alle beboere uanset alder.

    Det har nu også Region Sjælland valgt at benytte sig af, fortæller regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

    - Vi har hele tiden arbejdet målrettet på, at ingen af vores borgere skal have mere end tyve kilometer til nærmeste vaccinationssted. Så det er helt i tråd med vores strategi, lyder det.

    Også Region Nordjylland og Region Midtjylland har tidligere på dagen bekræftet, at de har valgt at benytte sig af tilbuddet.

  • Lastbil er væltet ned over en personbil på Motorring 3

    En lastbil er ifølge Beredskab Øst væltet ned over en personbil på Motorring 3 ved Buddinge i sydgående spor.

    Seks redningskøretøjer, kran og svært redningsmateriel er på vej til stedet fra tre brandstationer.

    Beredskab Øst meddelte i første omgang på Twitter, at der var tale om Helsingørmotorvejen ved Gentofte.

  • Aalborgs borgmester har fået corona

    Thomas Kastrup-Larsen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

    Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) er smittet med corona.

    Svaret er kommet på en pcr-test, efter borgmesteren i mandags fortalte på Facebook, at han ved en kviktest var testet positiv.

    - Jeg aner ikke, hvor jeg er blevet smittet - eller hvordan. Jeg håber inderligt, at jeg ikke er kommet til at smitte andre. Men jeg vil opfordre alle, som har været i nærheden af mig til blive testet, skrev borgmesteren.

    Han tilføjer, at han efter omstændighederne har det fint. Han har siden mandag selvisoleret sig i sit hjem.

  • Nu skal nordmændene også til at bruge coronapas

    Mange danskere har det sidste stykke tid stiftet bekendtskab med coronapasset, der giver adgang til frisør, spisesteder og snart også biograf, fitness, koncerter og meget mere.

    Og nu skal nordmændene også til at lære passet at kende. Coronasertifikatet, som det er blevet navngivet på norsk, skal kunne bruges til offentlige arrangementer, rejser og give mulighed for et øget antal deltagere ved begivenheder over sommeren. Det skriver NRK.

    Ligesom i Danmark skal det norske coronasertifikat kunne vise, om man er vaccineret, har haft corona eller har en nylig negativ test.

    - Det kan vi bruge til at åbne samfundet mere og tidligere, siger statsminister Erna Solberg ifølge VG.

Mere fra dr.dk