Dødfunden person i Silkeborg blev dræbt: To personer anholdt
Mandag blev en 54-årig mand fundet død i en lejlighed i Silkeborg. Og i dag slår Midt- og Vestjyllands Politi fast, at personen er blevet dræbt, hvilket kan konkluderes på baggrund af skaderne på liget.
Mandag aften og natten til tirsdag er to personer blevet anholdt i sagen. De er begge sigtet for drab, skriver Midt- og Vestjyllands Politi. Man formoder, at der er tale om et opgør i misbrugsmiljøet.
De anholdte er en kvinde på 55 år og en mand på 62 år, og de vil begge blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag. Tidspunktet er endnu ikke fastlagt.