125 meldes nu omkommet efter en voldsom eksplosion i Nagorno-Karabakh i går.
Det skriver den aserbajdsjanske udgave af nyhedsbureauet Interfax ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Mediet citerer Armeniens sundhedsministerium for dødstallet. Tidligere i dag lød dødstallet på 20.
Eksplosionen fandt sted nær Stepanakert, der er hovedstad i den omstridte region Nagorno-Karabakh.
I sidste uge tog Aserbajdsjan kontrol over regionen med en lynoffensiv. Det har fået tusindvis af etniske armeniere til at forlade regionen og krydse grænsen til Armenien.
Armenien og Aserbajdsjan har været i krig over Nagorno-Karabakh to gange, første gang var i begyndelsen af 1990'erne, anden gang i 2020.