Dommer i Louisiana blokerer abortforbud midlertidigt
USA's Højesterets omstødelse af "Roe v. Wade"-afgørelsen fra 1973, der gav kvinder ret til abort, har åbnet op for, at amerikanske delstater nu selv kan begrænse eller forbyde abort.
En af de 13 delstater, som allerede havde et forbud, der lå klar til, at højesteretten skulle komme med sin afgørelse, er Louisiana.
Ifølge BBC ville staten forbyde abort uden undtagelser - også ved incest eller voldtægt.
Men en dommer har i dag midlertidigt blokeret abortforbudet, skriver Reuters.
Det sker, efter at en af statens tre abortklinikker sagsøgte staten og sagde, at det abortforbud, der lå klar til at blive gennemført i staten, "mangler de forfatningsmæssige nødvendige garantier, der forhindrer vilkårlig håndhævelse".
8. juli skal der være en høring, hvor det skal besluttes, om man fortsat skal blokere håndhævelsen af abortforbuddet.