Den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump, har som flere af sine republikanske partifæller kun rosende ord til overs for højesterettens beslutning om fratage amerikanerne den forfatningssikrede ret til abort.
- Det følger forfatningen, og giver rettighederne tilbage til der, hvor de skulle have været for længe siden, siger han ifølge Fox News.
- Det her sender alt tilbage til delstaterne, hvor det altid har hørt til, siger han.
Som præsident var Trump med til at udnævne tre af de i alt ni højesteretsdommere, der i dag traf afgørelsen - alle sammen stemte for at omstøde Roe v. Wade. Og Trump var da heller ikke sen til at gøre opmærksom på sin rolle.
- Dagens afgørelse, som er den største sejr i en hel generation for livet, er kun mulig, fordi jeg leverede på alle løfter, lød det blandt andet tidligere i dag.
Og skulle der være nogle af Trumps støtter derude, der måske kunne være tilhængere af fri abort, så beroliger den tidligere præsident dem med, at afgørelsen "vil være noget, som kommer til at være til gavn for alle".