Der var muligvis været en relation mellem den kvinde, der i går blev dræbt ved sit arbejde i Holbæk, og gerningsmanden, der stadig er på fri fod.
Det fortæller efterforskningsleder ved Midt- og Vestsjællands Politi Kim Løvkvist her til aften i TV Avisen.
- Vi synes, efterforskningen har vist, at der er tale om et målrettet angreb på offeret. Vi formoder, der har været en form for relation, siger han.
Kim Løvkvist fortæller, at politiet blandt andet arbejder ud fra, at motivet kan være æresdrab.
- Det er naturligvis en af vores arbejdshypoteser, som vi tager med - en af mange.
Efterforskningslederen opfordrer ligeledes borgere, der måtte have set noget eller har overvågning fra området, til at henvende sig til politiet. Det gælder også to unge mænd, der er set i området i forlængelse med gerningen.
- Dem vil vi rigtig gerne i kontakt med.
Det på gerningstidspunktet ufødte barn, som kvinden bar, er stadig i live og er indlagt på Rigshospitalet.