Den 22-årige amerikanske soldat med navn Gregory V. Knoll døde i kamp under anden verdenskrig, da hans enhed blev overrumplet af tyske soldater i november 1944.
Nu er soldatens jordiske rester blevet identificeret, og hans efterkommere får ham hjem, så han kan blive begravet på hjemstavnen i Kansas.
Til sommer bliver han således stedt til hvile i Garden City, Kansas. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Processen med at identificere soldaten har taget flere årtier, idet amerikanerne allerede kort efter krigen forsøgte at lokalisere hans lig. Men det lykkedes ikke at identificere ham dengang.
Senere fastslog en historiker, at jordiske rester fundet ved Kommerschedt i Tyskland i april 1946 muligvis tilhørte Knoll.
Disse var dog blevet begravet på en kirkegård for amerikanske soldater i Belgien i 1949, og først i 2021 blev de gravet op og sendt til en militærbase i Nebraska, hvor forskere ved hjælp af blandt andet DNA kunne fastslå, at de stammede fra den unge soldat.