Seneste nyt

DSU-forbundsformand afviser at forholde sig til Frank Jensens roller

Overblik

  1. DSU-forbundsformand afviser at forholde sig til Frank Jensens roller
    (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

    Tidligere i dag var det klar tale fra formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms lokalforening i København, Cecilie Sværke Priess.

    S-politiker Maria Gudmes afsløring af Frank Jensens grænseoverskridende adfærd i 2012 må få den konsekvens, at han er færdig som overborgmester og næstformand i Socialdemokratiet.

    Holdningen hos DSU's forbundsformand er dog knap så kategorisk.

    - Jeg bakker Maria Gudme og sagen 100 procent op. Frem med sagerne. Men som DSU-formand blander jeg mig principielt ikke i, hvem der sidder i S-ledelsen, skriver Frederik Vad Nielsen til Ritzau.

  2. SSI har flyttet fokus fra indlæggelser til smittede: Professor mener ikke, at der er noget nyt i det

    Det vakte opsigt, da direktør for Statens Serum Institut (SSI) Henrik Ullum for nyligt meldte ud, at SSI vil holde mere øje med smittetal end indlæggelsestal den kommende tid.

    Det skyldes, at risikoen for at overbelaste sundhedsvæsen er meget lille.

    Den melding bekymrer dog flere partier, da de frygter, det kan stå i vejen for at komme af med de sidste coronarestriktioner.

    Ifølge professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, Hans Jørn Kolmos, er der dog ikke noget nyt i SSI's udmelding.

    - Det, der er fokus på nu, er smitteudbredelsen, for vi skal huske på, at pandemien er langt fra overstået. Derfor er det nu et spørgsmål om at sørge for at holde smitten nede og holde smitten i skak.

  3. Tusinder protesterede mod coronarestriktioner i Sydney

    Demonstranter har været på gaden i Sydney for at protestere mod coronarestriktioner.

    Det er fire uger siden, at store dele af den australske delstat New South Wales, hvor storbyen Sydney ligger, lukkede ned som følge af et smitteudbrud med deltavarianten.

    Til trods for at delstatens 8,2 millioner indbyggere har været underlagt strenge restriktioner i en måned, går det fortsat den forkerte vej med smittetallene.

    På flere af plakaterne, som demonstranterne havde med sig, stod der blandt andet 'frihed' 'sandhed' og 'dette handler ikke om virussen, men om regeringens samlede kontrol over mennesker', rapporterer nyhedsbureauet AP.

    • Demonstranterne og politiet stødte sammen ved dagens demonstration. (Foto: MIck Tsikas © Ritzau Scanpix)
    • Politiet var mødt talstærke op. (Foto: STEVEN SAPHORE © Ritzau Scanpix)
    • Hundredevis af demonstranter, der er imod nedlukning, var mødt op. Delstaten New South Wales har været lukket ned de seneste fire uger grundet høje smittetal. (Foto: STEVEN SAPHORE © Ritzau Scanpix)
    • Delstatslederen i New South Wales, Gladys Berejiklian, kaldte fredag coronasituationen i Sydney en 'national krise'. (Foto: STEVEN SAPHORE © Ritzau Scanpix)
    1 / 4
  4. Se billederne: Demonstranter er igen på gaden for at protestere mod Macrons vaccinekrav

    • En demonstrant gestikulerer med sine langefingre for at vise, hvordan han har det med de varslede restriktioner og vaccinekrav. (Foto: Sameer al-Doumy © Ritzau Scanpix)
    • De fremtidige restriktioner vil ramme folk, som ikke har et coronapas, som enten viser, at man er vaccineret eller for nylig testet negativ. (Foto: Alain Jocard © Ritzau Scanpix)
    • Det er blevet obligatorisk for sundhedspersonalet at blive vaccineret. De næste på listen er sundhedspersonale på klinikker, plejehjem, institutioner for mennesker med handicap og alle fagfolk eller frivillige, der arbejder i kontakt med ældre eller svage personer. (Foto: Sameer al-Doumy © Ritzau Scanpix)
    • Macron har luftet idéen om at indføre obligatorisk vaccination af alle franskmænd over 12 år. Tusindvis af franskmænd, blandt andet fra De Gule Veste, deltager til demonstrationer i dag i Frankrigs hovedstad, Paris. (Foto: Alain Jocard © Ritzau Scanpix)
    • En fransk aktivist holder et skilt op, hvor han beskylder den franske præsident, premierminister og sundhedsminister for at dræbe franskmændenes frihed. (Foto: Sameer al-Doumy © Ritzau Scanpix)
    1 / 5

    'Den franske præsident, premierminister og sundhedsminister dræber vores frihed'.

    Det er blot et af budskaberne, der står på skilte som demonstranter vifter rundt med i Paris.

    Demonstranter fra blandt andet De Gule Veste protesterer over de restriktioner og vaccinekrav som præsident Emmanuel Macron har varslet.

    Også sidste weekend og i løbet af ugen har vaccinemodstandere samlet sig for at vise deres utilfredshed med de nye regler, som træder i kraft i begyndelsen af august.

    Flere medier melder om, at demontranter er stødt sammen med politiet, og at politiet blandt andet skyder med tåregas i Paris's bymidte. Demonstranter skulle også have bygget barrikader i gaderne.

    En fransk journalist har filmet nogle af optøjerne i Paris.

  5. Kronprinsfamilien sender hilsen til de danske OL-atleter: 'I gør os stolte'

    I går blev OL-flammen tændt, og de danske atleter trådte ind på det olympiske stadion i Tokyo.

    Danmark har 111 atleter med til legene, og flere af dem har allerede været i aktion.

    Kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og deres børn sender en hilsen til de atleter, der dyster for Danmark.

    - Vi ønsker alle danske atleter held og lykke ved De Olympiske Lege i Tokyo, skriver kronprinsfamilien i et opslag på Instagram.

    Kronprinsfamilien oplyser også, at de følger konkurrencerne tæt hjemmefra, selvom de ikke kan være til stede i Japan.

    - I gør os stolte. ⁣

  6. Håndboldherrerne vinder stensikkert i første OL-kamp

    Det var ingen sag for landstræner Nikolaj Jacobsens håndboldherrer at vinde over Japan.

    Danskerne kom foran med fem, før japanerne overhovedet kom på scoringstavlen. Tendensen fortsatte hele halvlegen, og Danmark tog en komfortabel føring med til pause på 25-14.

    I anden halvleg slap danskerne speederen en anelse, men holdt fast i en tocifret føring kampen ud.

    Danmark endte med at vinde 47-30 og Nikolaj Jacobsen kan notere sig en perfekt start for sit landshold på forsvaret af OL-guldet fra Rio.

  7. Tusindvis er på gaden til pride-parade i Ungarns hovedstad

    • Pride-parades verden over er kendetegnet ved at hylde kærlighed og mangfoldighed. (Foto: FERENC ISZA © Ritzau Scanpix)
    • En omstridt lov, der forbyder, at børn og unge præsenteres for homoseksualitet og alternative kønsidentiteter trådte i kraft i begyndelsen af juli og var derfor fokus for dette års pride-parade i Budapest. (Foto: FERENC ISZA © Ritzau Scanpix)
    • - Vi tror, den her pride kan blive historisk og måske endda den største i Ungarn nogensinde, siger Johanna Majercsik, der er en af arrangørerne bag Budapest Pride. (Foto: FERENC ISZA © Ritzau Scanpix)
    • Tusindvis af mennesker og også i hvert fald en enkelt hund var mødt op for at tage del i priden. (Foto: FERENC ISZA © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Tusindvis er på gaderne lige nu i den ungarske hovedstad Budapest for at deltage i dette års pride-parade.

    De mange mennesker viser deres støtte til LGBT+-miljøet i en tid, hvor arrangørerne bag priden mener, at rettighederne for LGBT+-personer i Ungarn er under pres.

    Arrangørerne peger på en omstridt lov, som forbyder, at børn og unge bliver præsenteret for homoseksualitet og alternative kønsidentiteter i undervisningen.

    En lov, som den danske statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt for 'fuldstændig uacceptabel', og som har testet forholdet mellem Ungarns regering med Viktor Orbán i spidsen og EU.

    Arrangørerne af priden forventer, at mere end 20.000 deltager i dag.

  8. Ottesens karriere varer en dag mere: Dansk finaleplads i holdkappen

    Det kunne have været Jeanette Ottesens sidste præstation i karrieren, men den danske holdkap ville det anderledes, efter de har sikret sig en finaleplads i 100 meter fri.

    Både Pernille Blume og Signe Bro startede fremragende, hvor Danmark var helt i spidsen efter de to første svømmere. Da Julie Kepp kom i vandet, blev det hele lidt mere tæt.

    Jeanette Ottesen fik fornøjelsen af at svømme Danmark videre til finalen som den sidste. Danskerne blev treer i deres heat, og det var nok til en samlet syvendeplads og altså en finaleplads.

    Se den danske holdkap i videoen herunder:

  9. 749 er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn

    749 er blevet testet positive for coronavirus det seneste døgn.

    Ingen coronasmittede er afgået ved døden.

    Antallet af indlagte på de danske hospitaler er steget med en, og der er nu 56 indlagte med coronavirus. Ti af dem ligger på intensiv, og seks indlagte personer har brug for hjælp fra en respirator til at trække vejret.

    Siden i går er der blevet lavet 85.412 PCR-prøver, hvilket vil sige, at positivprocenten er 0,87.

  10. Viktor Axelsen er overlegen i sin første kamp ved OL

    Viktor Axelsen kom i gang ved OL, som han formentlig havde håbet – uden store problemer.

    Han vandt ganske sikkert i to sæt - 21-12, 21-11 – mod Luka Wraber fra Østrig.

    Østrigeren er nummer 87 på verdensranglisten. Axelsen er nummer 2.

    Med sejren lægger Viktor Axelsen sig i front i gruppe E ved OL. I gruppen er finske Kalle Koljonen også.

    Viktor Axelsen var overlegen i sin første kamp ved legene i Tokyo. (Foto: ALEXANDER NEMENOV © AFP or licensors)
  11. Dufour fik tårer frem hos landstræneren efter flot præstation

    Dufour og hesten Bohemian leverede et ridt i "verdensklasse" ved dressurklassen i Tokyo. (Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS © Ritzau Scanpix)

    - Verdensklasse.

    Sådan lød det imponeret undervejs fra DR's ekspertkommentator Bjarne Nielsen, da den danske rytter Cathrine Dufour var på banen ved OL i dressurkonkurrencen.

    Det var et utrolig flot ridt fra den danske rytter, og "det flotteste vi har set i dag" lød det fra kommentatorboksen. Så flot var det, at den danske landstræner Nathalie Zu Sayn Wittgenstein var i tårer efter ridtet.

    Og dommerne var enige.

    Dufour og hesten Bohemian scorede 81,065 procent ud af potentielt 100 mulige - højeste score indtil videre i dag.

    Med det resultat kan der ikke være meget tvivl om, at Dufour kommer videre til den individuelle finale tirsdag.

    Også Nanna Merrald fra det danske dressurhold har været på banen lørdag. Hun red til scoren 73,168 procent.

    Se eller gense hele Dufours ridt her.

  12. Politiet i Skåne har modtaget anmeldelser om 116 stenkast på svensk motorvej

    Politiet i Skåne har registreret 116 anmeldelser om stenkast mod hovedsageligt danske biler på motorvejsstrækningen mellem Malmø og Ystad, skriver Ritzau.

    Cirka 10 af anmeldelserne handler om svenske biler, mens målet altså i mere end 100 episoder har været en dansk bil.

    Det fortæller Ewa-Gun Westford, der er politikommissær og talsmand for Skånes politi, til Ritzau.

    - Vi har nu registreret 116 stenkast. Senest blev en dansk kvindes bil ramt fredag morgen, mens vi indtil videre lørdag har haft ro, siger Ewa-Gun Westford kort før klokken 12 lørdag.

    Svensk politi efterforsker sagerne og arbejder ifølge Ewa-Gun Westford med flere mulige teorier. Dog kan hun ikke uddybe dem af hensyn til efterforskningen.

  13. Kinesisk præsident besøger Tibet for første gang i 30 år

    Den kinesiske præsident, Xi Jinping, ankom til Tibet onsdag. (Foto: LI XUEREN / XINHUA © Ritzau Scanpix)

    I Asien har der udspillet sig noget af et særsyn.

    Den kinesiske præsident - Xi Jinping - har nemlig været på besøg i Tibet, som er en formelt selvstyrende region i Kina. Jinping ankom til Tibet onsdag som den første kinesiske præsident, der besøger regionen i 30 år.

    Derfor er det et meget specielt besøg, siger Phillip Khokhar, DR's korrespondent i Asien, som har bidt mærke i, at selvom den kinesiske præsident allerede ankom til Tibet onsdag, så skrev de kinesiske statsmedier først om det fredag, da præsidentens officielle program i Tibet var slut.

    - De ved godt, at en stor del af befolkningen i Tibet ikke er synderligt begejstrerede for, at Kinas præsident kommer på besøg, siger Phillip Khokhar.

    Der har været konflikt mellem Kina og Tibet, siden Kina besatte Tibet i 1950.

  14. Stolt Jakob Fuglsang i tårer efter landevejsløbet

    Jakob Fuglsang udgik for under en siden af Tour de France, og siden har han døjet med sygdom. Derfor var det en rørt og stolt Jakob Fuglsang, der udtalte sig efter landevejsløbet, hvor han blev 12'er.

    Ifølge Ritzau var Jakob Fuglsang i tårer, efter han krydsede målstregen efter de 234 kilometer på de japanske landeveje.

    - For to dage siden troede jeg ikke, at jeg ville starte i dag (lørdag, red.), fordi jeg har haft det så dårligt siden Touren. Det har været en lang vej. Det har været hårdt.

    - Jeg er bare smadret, og jeg gav den alt, hvad jeg havde, fordi jeg bare ville det her.

    - Når du ligger med diarré i seks dage og må stå af inden Paris, fordi du ikke kunne køre... jeg har maksimum trænet i to timer, hvor jeg følte mig ad helvede til.

    - Jeg manglede måske lige en dag mere til at komme mig. Men jeg er glad og stolt over det løb, jeg kørte, siger Jakob Fuglsang til Ritzau.

  15. Lørdagsbilister kan forvente trafikklumper og kødannelse i hele landet

    Væbn dig med tålmodighed, hvis du har sat kursen mod sommerhuset i det gode vejr.

    Lørdage i sommerferien er nemlig altid travle på vejene, fordi det blandt andet er skiftedag i mange sommerhuse.

    - Vi har en forventning om, at der bliver meget travlt mellem klokken 11 og 15. Her er der stor risiko for kødannelser og ekstra rejsetid, siger Ruben Bay-Madsen, vagthavende ved Vejdirektoratet til Ritzau.

    - Det er svært at sige, hvor meget ekstra rejsetid der kan komme. Men der vil være klumper af langsom kørsel, og hvis der sker et uheld eller tab af ting, begynder det at hobe sig op og give problemer.

    Foruden sommerhusområder, er det særligt på strækninger som Vestmotorvejen på Sjælland, i Trekantsområdet, omkring Aarhus og på tværs af Fyn, at trafikken kan klumpe sig sammen, skriver Ritzau.

  16. Kongeskibet Dannebrog på ret køl: Maskinproblemerne er løst

    Kongeskibet Dannebrog har fået løst maskinproblemerne, og dronning Margrethe går ombord lørdag klokken 11 i København.

    Det fortæller chef for kongeskibet, Peter Schinkel Stamp, til Ritzau.

    Skibet sejler til Aalborg, hvor det ankommer mandag. Dronningen skal på ophold i Trend i Vesthimmerland, hvor Kongehuset har en jagthytte. Den 3. august sætter hun og Dannebrog kursen tilbage mod København.

    Kongeskibet blev ramt af tekniske problemer under sejlads i Skagerrak i begyndelsen af juli, hvor det skulle have været med dronningen på sommertogt til Færøerne.

    Da motorproblemerne indtraf blev kongeskibet slæbt fra en position i Skagerrak mellem Hanstholm i Nordjylland og norske Kristiansand tilbage til Flådestation Frederikshavn, skriver Nordjyske.

    Det var fregatten Iver Huitfeld, der slæbte Dannebrog det meste af vejen til farvandet ud for Frederikshavn, hvor slæbebåden Arvak tog over.

  17. Tusindvis af franskmænd forventes at gå på gaden i protest mod Macrons vaccinekrav

    Det er en kamp for intet mindre end frihed.

    Sådan lyder budskabet i hvert fald til de titusindvis af franskmænd, der i dag forventes at gå på gaden i dag i hele landet i protest mod de restriktioner og vaccinekrav, som præsident Emmanuel Macron varslede i forrige uge.

    Også sidste weekend og i løbet af ugen har vaccinemodstandere samlet sig for at vise deres utilfredshed med de nye regler, som træder i kraft i begyndelsen af august.

    Blandt andre har tidligere medlem af det franske højrefløjsparti Front Nationale, Florian Philppot, opfordret folk til at protestere i hovedstaden Paris, hvor tre demonstrationer indtil videre er planlagt fra klokken 12.

    Flere målinger viser, at flertallet af franskmændene er for coronapas og tvungen vaccine til sundhedsansatte.

  18. USA lover støtte til Afghanistan efter tilbagetrækning

    USA vil fortsætte med at give støtte til Afghanistan, også efter at de amerikanske soldater har forladt landet.

    Det har den amerikanske præsident, Joe Biden, forsikret den den afganske præsident, Ashraf Ghani, om i en telefonsamtale.

    Det skriver Det Hvide Hus i en pressemeddelelse

    Den militante, afghanske bevægelse Taliban har været på fremmarch, siden USA meddelte, at landets soldater trækkes ud af Afghanistan. Taliban har erobret områder og vigtige grænseovergange, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    USA står til formelt at afslutte sin militære indsats i Afghanistan 31. august efter næsten 20 års amerikansk tilstedeværelse i landet. USA gik ind i Afghanistan umiddelbart efter angrebene den 11. september 2001, der blandt andet ramte World Trade Center i New York City.

  19. Ecuardoriansk guld i landevejscykling - Fuglsang forsøgte og eksploderede

    Richard Carapaz vandt landevejsløbet og sender OL-guld hjem til Ecuador. (Foto: Matthew Childs © Ritzau Scanpix)

    Det var som ventet de hårde stigninger omkring Tokyo, der blev afgørende i herrernes landevejsløb. På den sidste stigning kørte ecuadorianske Richard Carapaz og amerikanske Brandon McNulty væk fra favoritgruppen, og det hul blev afgørende.

    Inde på motorbanen på de sidste fem kilometer angreb Carapaz fra McNulty og kørte alene i mål til en flot guldmedalje til Ecuador.

    I spurten i favoritgruppen om de resterende medaljer tog belgieren Wout van Aert sølv, mens tog den slovenske Tour de France-vinder Tadej Pogacar tog bronze.

    Jakob Fuglsang angreb også på stigningerne og fik et hul, men det var, da han blev hentet igen, at kontraangrebet kom fra Carapaz og McNulty, og 10 kilometer fra mål blev han sat fra favoritterne. Han blev nummer 12.

  20. OL-surfere jubler med udsigt til tyfon i Japan

    Voldsomt vejr kan ramme De Olympiske Lege tirsdag.

    En tyfon lurer i det fjerne, og det har fået OL-arrangørerne til at flytte konkurrencerne indenfor roning fra mandag til søndag. Det skriver Ritzau.

    Mens uvejr og bølger er ubelejligt for roerne, så får udsigten til uvejr og enorme bølger surferne til at juble.

    - Der kommer til at være nogle gode bølger. Der er en stærk tyfon ud for Japans kyst, og vi ved, at bølgerne bliver større, siger Fernando Aguerre, der er præsident for Det Internationale Surfingforbund, ifølge Ritzau.

    Arrangørerne for OL tager udsigten til uvejret relativt roligt, fordi det er muligt at forudsige stormens rute, skriver Ritzau.

  21. Nye spisesteder, bed and breakfast og badeanlæg: Småøer har oprustet til årets turister

    Sidste år gik en del turister forgæves, da de ville finde et spisested på en af landets små øer. Der var nemlig så mange turister, at der ikke var plads til alle.

    Eksempler på forskellige tiltag:

    Avernakø: Avernakø Gårdbutik åbner bed and breakfast og café

    Egholm: Ny stor terrasse til udendørsservering på Restaurant Kronborg

    Hjarnø: Golfbiler til udlejning, minigolfen udvider

    Endelave: Nyt badeanlæg i havnen

    Lyø: Ny bed and breakfast, udlejning af elcykler

    Fejø: Flere nye spisesteder

    Orø: Flere nye spisesteder og nyt hotel

  22. Dansk herredouble i badminton kommer fra land med sejr ved OL

    Den danske herredouble i badminton Anders Skaarup og Kim Astrup nappede sejren mod det russiske makkerpar Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov lørdag formiddag.

    Danskerne vandt kampen i to sæt.

    Første sæt blev vundet relativt ubesværet 21-13 af danskerne, mens de fik mere modstand i andet, som endte 21-18 til Skaarup og Astrup.

    Dermed fik danskerne en god start på gruppespillet. I gruppen møder de også det nigerianske makkerpar Olofua og Opeyori og japanerne Endo og Watanabe.

  23. Island genindfører coronarestriktioner efter øget smitte

    Hvis sommerferien går til Island i år, er der fra søndag midnat nye coronaregler, der skal læses op på.

    Til trods for at mere en 85 procent af islændingene over 16 år er vaccineret, stiger smittetallene i landet, og derfor skærper den islandske regering coronarestriktioner fra søndag midnat og frem til den 13. august.

    Det skriver Ritzau med henvisning til det islandske medie Iceland Review.

    Blandt andet bliver et forsamlingsloft på 200 mennesker samt begrænsede åbningstider for barer og natklubber genindført. Derudover genindføres krav om afstand på en meter og mundbind bliver obligatorisk blandt andet i de meget populære islandske svømmehaller.

    Island ophævede stort set alle coronaregler, herunder krav om afstand og mundbind og begrænsning på offentlige forsamlinger, den 26. juni.

  24. Sol til de fleste i dag, men pas på: Det er tørt derude

    Selvom der har været tågebanker hist og her i de tidlige morgentimer, så venter der en lørdag med masser af sol til de fleste.

    Det skriver DMI.

    Temperaturen vil stige til op mellem 20 og 27 grader, og også i aftentimerne skal man indstille sig på, at det bliver lunt.

    En aften perfekt til at finde grillen frem, men pas på.

    Her er dagens indeks over den aktuelle brandfare. Detaljer om farvernes betydning kan findes på Brandfare.dk (Kilde: Brandfare.dk) (Foto: Mathias Oldager DR)

    Naturen er tør, for vi er i en periode med meget lidt regn. Her kan brandfareindekset hjælpe med at se, om der er udsendt afbrændingsforbud.

    Læs mere om brandfare her.

  25. Blå partier kræver klare svar om corona-strategi efter SSI-udmelding

    Det skaber undren hos blå partier i Folketinget, at direktøren for Statens Serum Institut (SSI), Henrik Ullum, i sidste uge meldte ud, at vi ikke længere bør fokusere så meget på antallet af indlagte covid-patienter. I stedet bør fokus fremover især være på smittetallene, lød det fra Ullum.

    Meldingen får nu de blå partier til at blive urolige for, om genåbningen er i fare.

    - Jeg synes, at meldingen fra SSI skaber usikkerhed om fundamentet for genåbningen af Danmark, siger Martin Geertsen, sundhedsordfører i Venstre.

    - Jeg synes, de (SSI, red.) flytter nogle hegnspæle, hvor vi politikere ikke har været inde over. Borgerne bliver forvirret og tænker: "Var det ikke de sårbare, vi skulle passe på?" Man kan ikke komme med nye hegnspæle for at holde samfundet lukket, siger Liselott Blixt, sundhedsordfører i Dansk Folkeparti.

  26. Bosnien vil straffe benægtere af folkedrab med fængsel

    Benægtelse af folkedrabet i Srebrenica i 1995 og glorificering af dømte krigsforbrydere bliver nu en strafbar handling i Bosnien-Hercegovina.

    Det blev besluttet af østrigeren Valentin Inzko, der er det internationale samfunds repræsentant i landet, fredag, skriver Ritzau.

    Forbuddet træder i kraft den 31. juli.

    Beslutningen træffes mere end et kvart århundrede efter at cirka 8.000 bosniske drenge og mænd blev dræbt af serbiske soldater i byen Srebrenica i det østlige Bosnien mellem den 12. og 20. juli 1995.

    Benægtelse af folkedrabet kan straffes med op til tre års fængsel. Hvis gerningsmanden er en offentlig embedsmand, kan der føjes yderligere tre års fængsel til straffen. Og hvis handlingen er ledsaget af trusler og fornærmelser, kan der føjes endnu tre år til.

    De, der offentligt glorificerer dømte krigsforbrydere, straffes også med fængsel i op til tre år.

  27. USA strammer definitionen: Nu kan Bezos og Branson nok ikke kalde sig for astronauter

    Rigmanden Jeff Bezos modtog den 20. juli "Astronaut wings" efter sin første tur i rummet. En anerkendelse, der normalt kun gives til piloter på et rumfartøj. Dette specifikke sæt vinger er dog produceret af Jeff Bezos eget firma, ikke en officiel myndighed, skriver BBC. (Foto: Joe Raedle © Ritzau Scanpix)

    USA's føderale luftfartsadministration (FAA) har strammet definitionen for, hvornår man kan kalde sig for astronaut.

    Ifølge de nye regler skal astronauter være en del af en flybesætning og bidrage til rumfartssikkerheden.

    Ændringen ses som en spand koldt vand i hovedet på milliardærerne Jeff Bezos og Richard Branson, som begge var på deres første rejse ud i rummet tidligere i juli.

    Den nye definition betyder nemlig, at milliardærerne formentlig ikke anses som astronauter af den amerikanske regering.

    Det er første gang, at FAA ændrer definitionen, siden FAA-programmet for kommercielle astronauter blev oprettet i 2004.

  28. Efter en måneds nedlukning: Smitten stiger fortsat i New South Wales

    Lørdag er det fire uger siden, at store dele af den australske delstat New South Wales, hvor storbyen Sydney ligger, lukkede ned på grund af et stigende coronasmittetal.

    Til trods for strenge restriktioner i en måned, går det fortsat den forkerte vej med smittetallene blandt de 8,2 millioner indbyggere i delstaten.

    Det seneste døgn er registreret 163 lokalt overførte smittetilfælde.

    Det er det højeste antal dagligt smittede under det nuværende smitteudbrud, der begyndte i midten af juni, og en stigning fra 136 dagen før, skriver Ritzau.

    - Desværre fortsætter antallet af smittetilfælde med at stige i New South Wales, siger delstatens sundhedsminister, Brad Hazzard.

    Kun 15 procent af den australske befolkning på omkring 25 millioner er ifølge Reuters færdigvaccineret.

    Det er den smitsomme Delta-variant af coronavirusset, der især er udbredt i delstaten.

  29. De første OL-medaljer er blevet uddelt

    Det er ikke engang et døgn siden, åbningsceremonien kickstartede årets OL, men allerede nu er de første medaljer blevet uddelt. Den kinesiske skytte Qian Yang endte nemlig øverst på skamlen, da der her til morgen blev dystet i kvindernes 10 meter riffel.

    Dermed bliver kineseren den første, der får hængt en guldmedalje om halsen ved årets OL.

    De to danskere Rikke Mæng Ibsen og Anna Skade Nielsen var også en del af konkurrencen i 10 meter riffel. Danskerne endte dog som nummer henholdsvis 22 og 28, og dermed formåede de ikke at kvalificere sig til finalen.

    Qian Yang vandt OL's første guldmedalje. (Foto: ANN WANG © Ritzau Scanpix)
  30. Glyngøre fejrede Jonas Vingegaard: 'Jeg synes, det er fantastisk, det han har lavet'

    Det var den helt store velkomstkomité, der med kage, kram og hornmusik, ventede cykelrytter Jonas Vingegaard, da han kom hjem til Glyngøre tidligere i dag.

    - Jeg synes, det er fantastisk, det han har lavet, og nu var der en grund til at få lov til at se Tour de France i år, nu hvor han var med, så skulle man jo se med hver dag, siger Bent Jørgensen, der var blandt dagens fremmødte.

    Hvis Vingegaard går hen og får en endnu bedre placering næste år, så er Bent Jørgensen også klar til at fejre.

    - Så skulle vi nok til København, der skal man ind på Rådhuset.

  31. Udenrigsministeriet ændrer rejsevejledninger efter få timer: Finland farves igen orange

    Udenrigsministeriet har her til aften igen opdateret rejsevejledningerne.

    Finland blev tidligere i dag ændret fra skraveret orange til grøn, men nu, cirka fem timer senere, bliver alle unødvendige rejser frarådet.

    Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

    Finland lemper nemlig alligevel ikke deres indrejserestriktioner for rejsende, der ikke er færdigvaccinerede eller tidligere smittede.

    Derfor er Finland altså endnu engang 'skraveret orange'.

  32. Gnister fra tog kan have forårsaget skovbrande ved Oslo

    Sidst på eftermiddagen blev der meldt om, at flere skovbrande var brudt ud lige uden for Norges hovedstad, Oslo.

    Brandvæsenet var hurtigt på pletten og fik lidt efter klokken 20 kontrolleret de to skovbrande.

    Der er meget tørt i området, og Norges meteorologiske institut var i går ude at advare om, at brandfaren er stor i flere del af Østlandet, og at naturbrande hurtigt kan brede sig.

    Ifølge brandvæsnet kan brandene være opstået af gnister fra et tog.

    - Dette siger noget om, hvor tørt det er i skoven nu, hvor en lille gnist fra et tog kan antænde flere brande, siger indsatsleder Knut Halvorsen til NRK.

    De norske jernbaner oplyser, at Gjøvikbanen er lukket mellem Oslo hovedbanegård og Nittedal som følge af branden.

    • Det norske brandvæsen fik travlt, da der klokken 18 fredag kom en melding om flere skovbrande langs Gjøvikbanen lige nord for Oslo. Området er meget tørt, og skovbrande ville hurtigt kunne brede sig. (Foto: FREDRIK HAGEN © Fredrik Hagen / NTB)
    • Ifølge brandvæsnet kan brandene være opstået af gnister fra et tog. (Foto: FREDRIK HAGEN © Fredrik Hagen / NTB)
    • Der er meget tørt i området, og Norges meteorologiske institut var torsdag ude at advare om, at brandfaren er stor i flere del af Østlandet, og at naturbrande hurtigt kan brede sig. (Foto: FREDRIK HAGEN © Fredrik Hagen / NTB)
    1 / 3
  33. Tyske gymnastikkvinder overvejer at skifte dragt i protest mod sexisme

    Da de tyske gymnastikkvinder tilbage i april dystede ved EM var det med et twist, man ikke normalt ser i gymnastik.

    Trikoten var droppet til fordel for en dragt med lange ærmer og bukser. Et statement mod sexisme i gymnastikkens verden, lød det dengang fra gymnasten Elisabeth Seiz, der også deltager i søndagens kvalifikation.

    - Vi ville vise at alle kvinder selv har retten til at bestemme, hvad de vil have på.

    Her har de tyske gymnaster dog endnu ikke besluttet sig for, om de igen vil droppe trikoten.

    - Det er beslutning fra dag til dag baseret på, hvordan vi føler og hvad vi vil. På konkurrencedagen beslutter vi os, siger Elisabeth Seitz.

  34. Glyngøre var klar til at hylde den hjemvendte Tour de France-helt

    • Omkring 150 borgere var mødt op for at fejre Jonas Vingegaard. (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)
    • Hjembyen Glyngøre diskede op med festligheder og hyldest, da Jonas Vingegaard kom hjem fra Tour de France. (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)
    • Velkomstkomitéen bestod af store som små, der alle var glade for at se den hjemvendte cykelmyg. (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)
    • Med sig havde Jonas Vingegaard sin kæreste, Trine Marie Hansen, og datteren Frida, og de fik fornøjelsen af både hornmusik, krammere og kage. (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)
    • 'Vingegaard' var skrevet i versaler på gaden, hvor flere fra Glyngøre var klar til at byde Jonas Vingegaard velkommen hjem. (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)
    1 / 5

    Det var noget af en byfest, der ventede cykelrytter Jonas Vingegaard, da han i dag vendte hjem efter Tour de France.

    Den 24-årige cykelrytter sikrede sig en andenplads ved dette års Tour, og den store velkomstkomité i Glyngøre var mødt op for at få et glimt af den unge cykelrytter, som pludselig kørte med blandt verdens bedste.

    Med sig havde Jonas Vingegaard sin kæreste, Trine Marie Hansen, og datteren Frida, og de fik fornøjelsen af både hornmusik, krammere og kage.

    Men fejringerne stopper slet ikke i dag. I morgen lægger Vingegaard turen forbi Skive Kommune, hvor der på Rådhustorvet venter ham en officiel hyldest.

  35. Olierede Pita fra Tonga bar stolt fanen ind i bar overkrop ved åbningen af OL

    Den tonganske OL-atlet Pita Nikolas Taufatofua bar fredag fanen ind for sit land under åbningsceremonien i Tokyo kun iført en taʻovala, som er en formel tongansk dragt. Hans overkrop var desuden smurt ind i olie.

    Og det er ikke første gang, at han har gjort det.

    I 2016 gik det viralt, da han i Rio, og igen i 2018 vakte det opsigt, da han i Pyeongchang ved de vinterolympiske lege kom bærende med fanen i bar overkrop trods frostgrader.

    Ved sommerens OL deltager han i taekwondo, som han også gjorde i 2016. Ved vinter-OL i 2018 deltog han i 15 kilometer langrend. Han prøvede endda at kvalificere sig til OL i Tokyo i kano sprint.

    Du kan se ham bære fanen ind ved tre de tre olympiske lege i videoen i toppen.

  36. Mindst 112 personer har mistet livet i jordskred og oversvømmelser i Indien

    • Redningspersonale hjælper landsbyboere i Ambewadi. Byen ligger lavt og er derfor blevet oversvømmet efter monsunregnen. (Foto: - © Ritzau Scanpix)
    • Sæsonbestemt monsunregn fra juni til september forårsager hvert år dødsfald og masseflytning i Sydasien. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)
    • Landsbyer i lavtliggende områder i Maharashtra er blevet oversvømmet efter det kraftige regnvejr. (Foto: - © Ritzau Scanpix)
    • I byen Taliye mistede mindst 38 personer livet efter et jordskred..  (Foto: - © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Det vestlige Indien har på 24 timer fået 594 millimeter regn, og det har resulteret i store oversvømmelser og jordskred.

    I delstaten Maharashtra har flere end 112 personer mistet livet, oplyser myndighederne ifølge Reuters.

    - Diger og floder er gået over deres bredder. Vi er tvunget til at frigive vand fra dæmninger, og derfor flytter vi mennesker, der bor i nærheden af flodbredderne, til mere sikre områder, siger Uddhav Thackeray, der leder regeringen i Maharashtra.

    Mindst 38 personer har mistet livet i et jordskred i byen Taliye, som ligger cirka 180 kilometer fra Mumbai.

    Monsun er et vejrfænomen, som især finder sted i Syd- og Østasien. I nogle måneder om året er landene ramt af monsunvejr, der blandt kan medføre meget regn.

  37. Se billederne: Fans markerer tiåret for Amy Winehouses død

    • Fans havde lagt blomster og hilsner ved et midlertidigt alter nær Amy Winehouse's lejlighed i det nordlige London. (Foto: TOLGA AKMEN © AFP or licensors)
    • 'Ti år Amy, vi elsker dig' stod der blandt andet på et rød hjerte, der var hængt op på tiårsdagen for sangerindes død. (Foto: TOLGA AKMEN © AFP or licensors)
    • Mange var mødt op for at vise deres kærlighed til den afdøde sangerinde. (Foto: TOLGA AKMEN © AFP or licensors)
    • Flere fans havde smurt læberne godt og efterlod kyssemærke ved indgangen til Amy Winehouse's boligblok. (Foto: TOLGA AKMEN © AFP or licensors)
    • Her er nogle af de efterlade mærker. (Foto: TOLGA AKMEN © AFP or licensors)
    • Amy Winehouse blev 27 år gammel. Hun var plaget af et stof- og alkoholmisbrug, der endte med at slå hende ihjel. (Foto: SHAUN CURRY © AFP or licensors)
    1 / 6

    'Back to black', 'Tears dry on their own', 'Rehab' er måske sangtitler, du så småt kan nynne med på.

    Hvis de ikke får en klokke til at ringe, kan jeg oplyse, at det blot er nogle af de sange, Amy Winehouse hittede med for næsten femten år siden.

    Den kun 27-årige sangerinde med den soulede stemme, touperede, mørke hår og markante eyeliner døde 23. juli 2011 i sin lejlighed i London.

    Winehouse var plaget af et stof- og alkoholmisbrug, der endte med at slå hende ihjel.

    Fans har i dag lagt blomster og hilsner tæt på sangerindens bolig for at markere tiårsdagens for hendes død.

  38. EU-Kommissionen indleder undersøgelse af statsstøtte til PostNord

    EU-Kommissionen indleder en undersøgelse af statsstøtte til PostNord.

    Det drejer sig om 225 millioner kroner, som den danske stat sidste år gav i tilskud til PostNord for at levere breve i hele landet - den såkaldte befordringspligt.

    Beløbet skal dække, at det er en underskudsgivende forretning at levere post, da der ikke bliver sendt så mange breve som tidligere.

    PostNord leverer dog også pakker rundt i landet, og er her i konkurrence med andre virksomheder.

    EU-Kommissionen vil undersøge, om statsstøtten også er gået til at støtte PostNord på det område.

  39. Dårlig vejr fremskynder kvartfinalerne i roning

    Færøske Sverri Nielsen efter han var kommet i mål. (Foto: LISE ASERUD © Ritzau Scanpix)

    På mandag skulle der have været afholdt kvartfinaler i roning ved OL i Tokyo. Men dårlige vejrprognoser betyder at kvartfinalerne nu bliver rykket frem til søndag.

    Det bekræfter Jacob Andersen, presseansvarlig i Danmarks Idrætsforbund:

    - Roning er aflyst på mandag, og Sverri Nielsen rykkes derfor til søndag, skriver Jacob Andersen i en sms til DR Sporten.

    Sverri Nielsen fik en sikker start på OL, da han tidligt fredag morgen vandt sit indledende heat og kvalificerede sig til kvartfinalen i herrernes singlesculler.

  40. Europakortet bliver mere gult: Flere franske og græske regioner skifter farve

    Deltavarianten har fået fat flere steder i Sydeuropa, og det får igen betydning for de nye rejsevejledninger, som Udenrigsministeriet netop har offentliggjort.

    Hele Frankrig og Belgien farves gult, men i Belgien er regionen Vallonien grøn, mens flere regioner i det nordlige Frankrig også er grønne. Paris og store dele af Sydfrankrig er dog nu gule.

    I Grækenland skifter flere regioner fra grøn til gul. Det gælder blandt andet feriedestinationerne Peloponnes i det sydlige Grækenland og De Ioniske Øer, der ligger vest for hovedlandet.

    Når et land er gult i rejsevejledningen, betyder det, der er krav om at lade sig teste ved hjemkomst inden for 24 timer, hvis man ikke er færdigvaccineret eller tidligere smittet med Covid-19. Rejser man til til en grøn region i det gule lande, skal man dog ikke testes.

    Ændringerne er gældende fra lørdag den 24. juli klokken 16.

  41. Glyngøre er klar til fejring: I dag vender Jonas Vingegaard hjem

    I dag vender Jonas Vingegaard tilbage til Glyngøre, hvor han bor til dagligt. Og her kan den danske Tour-toer se frem til at blive fejret af hele byen.

    - Det, vi gerne vil fejre, er, at han har formået at trænge igennem. At han i det hele taget har kunnet få lov til at stille op i Tour de France. Den kæmpestore præstation og indsats, der ligger bag – det er dét, vi gerne vil fejre, fortæller Susan Aaen, der udover at være primus motor bag fejringen også er provst i Glyngøre Kirke.

    I morgen skal Jonas Vingegaard igen fejres ved et arrangement, som Skive Kommune står bag.

  42. Det Europæiske Lægemiddelagentur godkender Moderna-vaccine til børn mellem 12 og 17 år

    Modernas coronavaccine er blevet godkendt til 12-17-årige af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

    Det oplyser EMA i en pressemeddelelse.

    Beslutningen er blandt andet taget på baggrund af et studie med 3.732 børn i aldersgruppen.

    De potentielle bivirkninger ved vaccinen er ifølge studiet de samme som hos voksne - hovedsageligt influenzalignende symptomer og smerte på det sted, hvor man har fået vaccinationen.

    Modernas vaccine er en del af det danske vaccinationsprogram.

    Sundhedsstyrelsen anbefaler også, at vaccinen nu gives til børn ned til 12 år.

    Tidligere har vaccinen fra Pfizer-BioNtech været den eneste, der var godkendt til personer under 18 år.

  43. Se billederne: De danske OL-deltagere træder ind på det olympiske stadion

    • Som noget nyt har hvert land ved dette års OL kunne udpege to fanebærere - en af hvert køn. For Danmark er det sejleren Jonas Warrer og hækkeløberen Sara Slott Petersen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
    • Danmark stiller med 111 atleter ved OL i Tokyo. Ikke alle de danske atleter er til stede i den danske delegation under åbningsceremonien, fordi de skal i konkurrence inden for de nærmeste dage. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
    • Danmark er et ud af 205 lande, der deltager ved De Olympiske Lege i år. Nordkorea har meldt afbud. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
    • Den ene danske fanebærer Sara Slott Petersen vandt sølv i 2016, mens den anden Jonas Warrer vandt guld i 2008. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Med Dannebrog forrest er de danske OL-atleter netop trådt ind på det olympiske stadion i Tokyo.

    Fanebærerne for Danmark er hækkeløberen Sara Slott Petersen og sejleren Jonas Warrer. De to ledte holdet ind på stadion, mens de sammen bar den danske fane.

    Danmark stiller med 111 atleter.

    Åbningsceremonien startede klokken 13 og er en lidt usædvanlig en af slagsen, fordi den på grund af pandemien bliver afholdt på et stort set tomt olympisk stadion.

  44. 707 personer er testet positive for coronavirus det seneste døgn

    Siden i går er 707 personer testet positive for coronavirus.

    Det viser den seneste opgørelse fra Statens Seruminstitut.

    Antallet af indlagte på de danske hospitaler falder til 55 - det er to færre end i går. Ingen smittede er døde det seneste døgn.

    Der er foretaget 73.870 PCR-prøver siden i går og dermed er positivprocenten 0,96.

    Der er indtil videre vaccineret 4.042.804 personer, hvilket svarer til 69,1 procent af befolkningen. 2.872.380 personer er færdigvaccinerede, hvilket er 49,1 procent af befolkningen.

  45. Se billederne: Åbningsceremonien ved OL er i gang

    • Fyrværkeri skyder åbningsceremonien i gang. (Foto: kim Kyung-Hoon © Ritzau Scanpix)
    • Det japanske flag bæres ind for at blive hejst på stadion akkompagneret af den japanske nationalsang, sunget af sangerinden Misia. (Foto: Jeff Pachoud © Ritzau Scanpix)
    • Åbningsceremonien foregår på det olympiske stadion i Tokyo. (Foto: Jonathan Nackstrand © Ritzau Scanpix)
    • Traditionen tro er åbningsceremonien et stort show - i år dog uden fyldte tribuner. (Foto: Jewel SAMAD © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Med et års forsinkelse er De Olympiske Lege officielt ved at blive skudt i gang med åbningsceremonien i Tokyo.

    Pandemien gør det til en mere afdæmpet åbningsceremoni, end vi er vant til, men de store traditioner skal stadig holdes i hævd.

    Den olympiske ild skal tændes, det olympiske flag hejses og fredsduerne slippes fri.

    Det hele sendes live på DR1.

  46. DF: Statsministeren bør afbryde sin ferie og gribe ind i sygeplejerskernes strejke

    Det er tid til, at statsministeren dropper sommerferien og griber ind i sygeplejerskernes strejke. Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

    Lige nu strejker 5.000 sygeplejersker, fordi de vil have mere i løn og forbedrede arbejdsforhold. Og Dansk Sygeplejeråd har varslet, at fagforeningen trækker yderligere 1.000 sygeplejersker ud til strejke i næste uge.

    Konflikten er af en karakter, der kun kan løses ved, at politikerne griber ind, siger Kristian Thulesen Dahl.

    - Der er ikke noget, der tyder på, at denne her konflikt kan løses medmindre politikerne kommer i arbejdstøjet. Derfor kan vi lige så godt komme i gang nu i stedet for at vente en måned eller to, så endnu flere danskere får udskudt deres behandling.

    Samme opfordring kommer tidligere på ugen fra Enhedslisten.

    Hverken statsministeren eller beskæftigelsesministeren har ønsket at kommentere på de to partiers ønske.

  47. Danmarks seneste fanebærer sender hilsen til de kommende OL-danskere

    Caroline Wozniacki, der var fanebærer ved de seneste olympiske lege, i Rio de Janeiro i 2016, har sendt en hilsen til både de danske OL-atleter, men også de to danske fanebærere, Sara Slott Petersen og Jonas Warrer.

    - Vi hepper med hjemmefra og håber, I gør det rigtig godt og får nogle medaljer med hjem til Danmark.

    - Jonas og Sara, tillykke med at I skal bære den danske fane. Det er et kæmpe øjeblik. Nyd det, siger Caroline Wozniacki.

  48. Fødevarerminister Rasmus Prehn bliver Danmarks repræsentant ved OL

    Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) rejser til OL i Tokyo som repræsentant for Danmark.

    Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

    - Jeg er virkelig glad for at kunne repræsentere regeringen og overvære De Olympiske Lege i Tokyo i år. Det er en opgave, jeg påtager mig med stor ære, udtaler Rasmus Prehn i meddelelsen.

    - Jeg holder ekstra øje med de danske håndboldherrer, sejlads og skateboard, der i år er med på OL-programmet for første gang, og hvor vi har en 46-årig repræsentant med i form af ikonet Rune Glifberg. Det er så stærkt, lyder det fra fødevarerministeren.

    Prehn erstatter kulturminister Joy Mogensen (S), som har måtte melde fra, fordi hun er gravid.

  49. Oversvømmelser i Tyskland har smadret tog og jernbaner for 10 milliarder kroner

    • Der er sket skade på 600 kilometer jernbanespor i Tyskland. (Foto: Christof Stache © Ritzau Scanpix)
    • Blandt andet er stationen Dernau ødelagt. (Foto: Christof Stache © Ritzau Scanpix)
    • Også togbroer er smadret af vandmasserne. (Foto: Christof Stache © Ritzau Scanpix)
    • Der er også sket indvendige skader i nogle toge. Blandt andet i toget her i Kreuzberg i Tyskland. (Foto: Wolfgang Rattay © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Regningen for skader på tog og jernbaner efter oversvømmelserne i Tyskland i sidste uge løber op i omkring 10 milliarder danske kroner.

    Det skriver Ritzau med henvisning til det tyske nyhedsbureau DPA.

    Beløbets størrelse er et estimat fra det statsejede jernbaneselskab Deutsche Bahn, som er i dialog med den føderale regering om finansieringen.

    Inden årets udgang forventer jernbaneselskabet at have bragt skaderne i orden igen, så togtrafikken kan genoptages stort set som normalt.

    Oversvømmelserne har kostet over 170 mennesker livet i Tyskland, og særligt delstaterne Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen er blevet hårdt ramt af ødelæggelser.

  50. Smittestigningen bremser op i Spanien

    Det begynder at gå den rigtige vej med smitten i Spanien. I hvert fald er landet begyndt at se et fald i stigningen af smittetilfælde.

    Det siger Spaniens sundhedsminister, Carolina Darias.

    Generelt har der været en del smitte i Spanien det seneste stykke tid. Antallet af smittetilfælde blev femdoblet i perioden fra midten af juni til midten af juli.

    Det fik tidligere på ugen myndighederne på Mallorca til at overveje at stramme reglerne for nattelivet i weekenden.

    Siden 10. juli har Udenrigsministeriet i Danmark opfordret til at være ekstra forsigtig på rejser til og fra Mallorca, som er blandt danskernes foretrukne rejsemål.

  51. I Jylland og på Fyn har hver tredje ung mellem 12-15 år sagt ja til coronavaccination

    Hver tredje af de jyske og fynske 12-15-årige har sagt ja tak til et stik med en coronavaccine.

    Det viser tal fra Region Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark, skriver Ritzau.

    Der er samlet set 132.603 i aldersgruppen fordelt på de tre regioner, og heraf har 44.187 torsdag takket ja til tilbuddet. Det svarer til 33,3 procent af gruppen.

    Nogle har allerede fået første stik, mens andre har bestilt tid.

    De 12-15-årige skulle egentlig først være blevet vaccinerede i september, men fordi Danmark fik mulighed for at købe mere end 1 million coronavacciner fra Rumænien, har det været muligt at vaccinere den yngste målgruppe tidligere.

Mere fra dr.dk