Seneste nyt

Duften af Drake: Canadisk stjerne sælger duften af sig selv

  • Duften af Drake: Canadisk stjerne sælger duften af sig selv
    (Foto: John E. Sokolowski © Scanpix)

    Den canadiske musiker Drake er en af verdens mest populære kunstnere. Nu vil 34-årige Aubrey Drake Graham, som er hans borgerlige navn, erobre et nyt marked.

    Duftlysmarkedet.

    Den entreprenante canadier har lanceret en serie af duftlys, hvor særligt en variant skiller sig ud. Det skulle ifølge Revolve, som Drake har allieret sig med i sit duftlysfremstød, angiveligt dufte som Drake selv.

    For sølle 490 kroner kan man sikre sig duften af Drake. Dog skal man væbne sig med tålmodighed, da duftlyset i øjeblikket er udsolgt.

    Seneste Nyt

  • Astralis taber finalen i Blast Premier Global Final

    Det lykkedes ikke for det danske Counter-Strike-hold Astralis at indlede 2021 med en stor triumf.

    Sent søndag aften tabte Astralis, der fører verdensranglisten, således finalen i turneringen Blast Premier Global Final.

    Russiske Natus Vincere, der ligger nummer tre på verdensranglisten, vandt finalen 2-0 med banecifrene 16-12, 16-5.

    Til vinderen var der et beløb svarende til 3,7 millioner kroner, mens taberen fik omkring en tredjedel af beløbet.

    Peter 'dupreeh' Rothmann Rasmussen og Astralis tabte finalen i Blast Premier Global Final. (Foto: Philip Davali © Scanpix)
  • Israel har officielt åbnet ambassade i De Forenede Arabiske Emirater

    For fire måneder siden indgik Israel og De Forenede Arabiske Emirater en aftale om at normalisere deres indbyrdes forhold.

    Det har nu ført til, at Israel officielt har åbnet en ambassade i Abu Dhabi.

    - I dag er den israelske ambassade i Abu Dhabi officielt åbnet med ankomsten af missionens chef, Eitan Naeh, skriver Israels udenrigsministerium i en meddelelse, ifølge Ritzau.

    De Forenede Arabiske Emirater har også godkendt åbning af en ambassade i Tel Aviv i Israel, skriver nyhedsbureauet WAM søndag ifølge AFP.

    Israel åbner officielt ambassade i De Forenede Arabiske Emirater. (Foto: KARIM sahib © Scanpix)
  • Nu skal grænsependlere også vise negativ test i Tyskland

    Fra mandag skal danske grænsependlere, der bevæger sig ind over grænsen til Tyskland nu vise en negativ test, der er højst én uge gammel.

    Det har i to uger været sådan, at man som grænsependlere skulle vise en negativ test, hvis man kom fra Tyskland til Danmark, men fra mandag gælder det så fra begge veje.

    (ARKIV) Den danske grænse ved Kruså. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • Biden lukker for indrejse fra en række lande

    Præsident Joe Biden vil forbyde de fleste ikke-amerikanske borgere, der for nylig har været i Sydafrika, til at komme ind i USA.

    Præsidenten håber, det kan dæmme spredning af ny coronavariant, skriver Reuters.

    Samtidig genindfører Biden også indrejseforbud for næsten alle ikke-amerikanske borgere, der har været i Brasilien, Storbritannien, Irland og 26 lande i Europa, der tillader rejser over åbne grænser, skriver The Guardian.

    US Centers for Disease Control and Prevention (CDC) oplyser ifølge Reuters, at der søndag er registreret 171.844 nye smittetilfælde.

    Præsident Biden indfører indrejseforbud for ikke-amerikanske borgere, der kommer rejsende fra blandt andet Sydafrika. (Foto: TOM BRENNER © Scanpix)
  • Svensk sejr sender Egypten i kvartfinale mod Danmark

    Sverige slår Rusland med imponerende 34-20. Det betyder, at Danmark skal møde værtsnationen Egypten i kvartfinalen på onsdag. (Foto: Mohamed Abd El Ghany / POOL © Scanpix)

    Danmark skal møde Egypten i kvartfinalen ved VM. Det står klart, efter svenskerne søndag aften slog Rusland 34-20 i mellemrundegruppen, som Danmarks gruppe bliver parret med.

    I aftenens anden kamp tørnede Portugal og Frankrig sammen, og her blev det til en fransk sejr på 32-23. Dermed tager Frankrig førstepladsen i gruppen, mens sejren samtidig betyder, at Norge også får forlænget opholdet i Egypten med en kvartfinaleplads.

    Danmark og Egypten spiller kvartfinale på onsdag. Mandag skal Danmark spille den sidste kamp i gruppen mod Kroatien – den kamp kan ses på DR1 fra klokken 20.00 eller høres i LIGA på P3.

  • Prognose tyder på genvalg til Portugals præsident

    Portugals præsident, Marcelo Rebelo de Sousa, er genvalgt til sin anden femårige embedsperiode.

    Det viser prognoser fra portugisiske medier.

    Ifølge prognoserne får den 72-årige præsident et sted mellem 57 og 62 procent af stemmerne ved søndagens præsidentvalg, skriver nyhedsbureauet dpa.

    Den portugisiske præsident Marcelo Rebelo de Sousa er genvalgt til sin anden embedsperiode viser prognoser fra portugisiske medier. (Foto: Hugo Delgado © Scanpix)
  • Norges stjernespiller om den danske kvartfinale: 'Godt, at nogle kan være på sightseeing'

    Selvom Norge har vundet fem ud af seks kampe ved VM i Egypten, så skulle der alligevel hjælp til via en fransk sejr mod Portugal søndag aften, for at Norge var sikre på en kvartfinaleplads.

    Og det er ret paradoksalt ifølge Norges stjernespiller Sander Sagosen.

    - Det er måske systemet. Jeg kan klage så meget, jeg vil, men til syvende og sidst var vi ikke dygtige nok i den første kamp (mod Frankrig, red.), hvor vi tabte med fire mål, siger han til DR Sporten og tilføjer om Danmarks vej til kvartfinalen:

    - De har hygget sig her i Egypten og fået lidt sol. Det er godt, at nogle kan være på sightseeing og stadigvæk nå en kvartfinale.

    Du kan se DR Sportens interview med Sander Sagosen herunder:

  • Frankrig har sandsynligvis brug for en tredje lockdown, mener toprådgiver

    Hvis smitten skal holdes nede i Frankrig, så skal udgangsforbuddet forlænges.

    Det er melding fra professor Jean-François Delfraissy, der rådgiver den franske regering, ifølge Reuters.

    - Vi er sandsynligvis nødt til at bevæge os mod en indespærring. Uanset om det skal være en meget streng indespærring som den i marts eller en blødere form som i november.

    16. januar blev der indført et udgangsforbud fra klokken 18 til klokken 06, der er sat til at vare i mindst 14 dage, i et forsøg på at bremse spredningen af virussen.

    Den franske regering mødes onsdag for at beslutte, hvorvidt der skal træffes ekstra foranstaltninger.

    Frankrig har registreret 18.436 nye smittetilfælde det seneste døgn.

  • Mexicos præsident skal tale med Putin om vaccine-indkøb

    Mandag skal Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, tale i telefon med den russiske præsident, Vladimir Putin, om køb af den russiske coronavaccine, Sputnik V.

    Ifølge Reuters køber Mexico 12 millioner doser af Rusland og får dem leveret i løbet af næste uge.

    Vaccinen er dog ikke blevet godkendt af de mexicanske myndigheder.

    Den russiske vaccine består af to doser, der skal gives med 21 dages mellemrum. Og så har vaccinen den fordel, at kan opbevares ved minus 18 grader i modsætning vaccinen fra Pfizer-BioNtech, der skal opbevares ved minus 70 grader.

    Mexico sigter mod at indkøbe 7,4 millioner doser af Sputnik V-vaccinen inden udgangen af ​​marts. (Foto: HENRY ROMERO © Scanpix)
  • United sender Liverpool ud af FA Cuppen med frisparksmål

    Manchester United er videre til 1/8-finalerne i FA Cup efter en sejr over Liverpool. Nu skal de møde West Ham i 5. runde.

    Det afgørende må i en velspillet kamp blev scoret af Bruno Fernandes med et dejligt frisparksmål.

    Han fik sendt bolden afsted i en sådan fart, at Allison ikke nåede at reagere i målet.

    Dermed kunne United avancere i den traditionsrige pokalturnering med en sejr på 3-2.

    Bruno Fernandes kom ind fra bænken og afgjorde kampen, da United vandt med 3-2 over Liverpool i FA Cuppen. (Foto: Martin Rickett / POOL © Scanpix)
  • To mænd varetægtsfængsles efter afbrænding af dukke

    To mænd, der søndag blev fremstillet i grundlovsforhør, varetægtsfængsles indtil 19. februar efter at have sat ild til en dukke, der forestillede statsminister Mette Frederiksen (S).

    Det har en dommer ved Retten på Frederiksberg besluttet søndag aften.

    Mændene varetægtsfængsles for trusler efter straffelovens paragraf 266 samt 115, men altså ikke efter den meget alvorlige 113 om angreb på regeringen.

    I alt er tre mænd på 30, 32 og 34 år anholdt. En fjerde person, der menes at spille en rolle i afbrændingen, er på fri fod, ifølge Københavns Politis senioranklager Søren Harbo.

    En dukke forestillende Mette Frederiksen (S) blev hængt op, den havde et skilt om halsen med teksten: Hun må og skal aflives. Der blev forsøgt sat ild til dukken, hvilket andre demonstranter dog slukkede. Gruppen Men in Black afholder demonstration i København, lørdag den 23. januar 2021. MIB demonstrerer imod coronarestriktioner, vaccinationer imod covid-19 mm.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

    Den tredje mand fremstilles i grundlovsforhør mandag formiddag.

    Gårsdagens demonstration var arrangeret af gruppen 'Men in Black'.

  • VM-værterne booker billet til kvartfinalen efter dramatiske slutminutter

    Det blev en hektisk afslutning i kampen mellem Slovenien og Egypten ved VM i Egypten, hvor førstnævnte skulle bruge en sejr for at booke billet til kvartfinalerne. Egypterne skulle minimum bruge en uafgjort.

    Med et minut tilbage af kampen var Egypten foran med to. Slovenerne fik dog lavet to hurtige mål, så kampen endte 25-25. VM-værterne fra Egypten er dermed videre til kvartfinalerne, hvor mandskabet skal møde Danmark, hvis Sverige i aften enten vinder eller spiller uafgjort mod Rusland. En russisk sejr betyder, at Danmark skal møde Rusland i kvartfinalen.

    Du kan se afslutningen på kampen i videoen nederst.

    I den anden gruppe vandt Norge 35-33 over Island og er sikre på en kvartfinale, hvis Frankrig enten vinder eller spiller uafgjort i aften mod Portugal.

  • Skotlands førsteminister ønsker ny folkafstemning om uafhængighed

    Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, sagde søndag, at hun agter at afholde en 'juridisk folkeafstemning' om Skotlands uafhængighed, hvis hendes parti altså vinder det skotske parlamentsvalg i maj. Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Skotland stemte for fortsat at være en del af Storbritannien i 2014, hvor 55 procent af befolkningen stemte for at blive i Det Forenede Kongerige.

    En ny bindende folkeafstemning kræver den britiske regerings godkendelse, og Johnson insisterer på, at han vil sige nej.

    Sturgeon hævder, at Brexit har ændret situationen ved at trække Skotland ud af Den Europæiske Union mod sin vilje.

    Et snævert flertal af de britiske vælgere valgte at forlade EU ved en folkeafstemning i 2016, men et stort flertal i Skotland stemte for at blive.

    Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon. (Foto: Russell Cheyne © Scanpix)
  • Danske VM-dommere forlader Egypten efter positiv coronaprøve

    De danske håndbolddommere Mads Hansen og Jesper Madsen kommer ikke til at dømme flere håndboldkampe ved VM i Egypten.

    Det sker efter, at førstnævnte dommer har afleveret en positiv coronatest, skriver Dansk Håndbold Forbund på sin hjemmeside.

    - Det var virkelig ikke sådan, jeg havde set for mig, at det skulle gå, da Jesper og jeg rejste til VM for 14 dage siden, siger Mads Hansen på DHF's hjemmeside.

    Hansen lod til at være smittet, efter hans test torsdag var positiv. Efterfølgende testede han dog negativ, men VM er altså alligevel færdigt før tid for de to.

  • Demonstranter på gaden i Holland for at protestere mod coronarestriktioner

    Det er ikke kun herhjemme, at demonstranter viser deres utilfredse mod coronahåndtering.

    I flere hollandske byer har der i weekenden været flere demonstrationer mod strenge coronarestriktioner.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    I Amsterdam brugte politiet vandkanoner til at sprede demonstranterne, der protesterede mod nedlukning af landet.

    Det er de værste sammenstød, der er sket i Holland, siden pandemien spredte sig.

    I byen Urk, der ligger nordøst for Amsterdam, blev der sat ild til et facilitetscenter.

    En gruppe unge brød i weekenden ind på et testfacilitet i den hollandske by Urk og brændte det ned. (Foto: JEROEN JUMELET © Scanpix)

    Der er indført et udgangsforbud i Holland, for blandt andet at stoppe spredningen af den nye britiske virusvariant. Udgangsforbuddet gælder fra klokken 21:00 til klokken 04:30.

    Til AP oplyser politiet, at over 3.600 personer har fået en bøde for at have overtrådt udgangsforbuddet denne weekend.

    "Stop de vaccinazis" står der på en plakat til demonstration i Amsterdam mod den hollandske regerings håndtering af corona-pandemien. (Foto: EVA PLEVIER © Scanpix)
    Hobevis af folk mødte op ved Museumplein i Amsterdam for at demonstrere mod nedlukningen af landet. (Foto: Robin van Lonkhuijsen © Scanpix)
    Politiet brugte vandkanoner mod demonstranter for at sprede dem. (Foto: Robin van Lonkhuijsen © Scanpix)
    Politibetjene i Amsterdam 24. januar. (Foto: EVA PLEVIER © Scanpix)
    Demonstranter, der bliver sprayet med vandkanon. (Foto: Robin van Lonkhuijsen © Scanpix)
  • Bernie Sanders og hans genbrugsluffer skal indtjene millioner til velgørende formål

    Bernie Sanders ved Joe Bidens indsættelse som USA's præsident. (Foto: Brendan SMIALOWSKI © Scanpix)

    Hvis du har tilbragt tid på de sociale medier siden Joe Biden blev indsat som USA's præsident, er du helt sikkert kommet forbi flere memes af den amerikanske senator Bernie Sanders.

    - Og hans uldne genbrugsluffer.

    Senatoren bruger den uventede opmærksomhed til at sælge trøjer og t-shirts med motivet på, og han håber på at kunne indsamle millioner på salgene i sin hjemstat.

    Indtægterne skal gå til velgørende formål i hans hjemstat Vermont, fortæller han i et interview til CNN.

    - De skal gå til programmer om 'Meals on Wheels', som giver mad til ældre mennesker.

    Sanders genbrugsluffer er udsolgt, men frygt ej, der er en strikkeopskrift.

  • Israel begynder vaccination af unge mellem 16-18 år og indfører indrejseforbud

    I Israel skruer de bissen på i kampen mod covid-19.

    Den israelske regering har indledt vaccinering af unge mellem 16-18 år i et forsøg på at kunne gennemføre eksamener til sommer. Det skriver Reuters.

    Israel er det land i verden, som har vaccineret flest borgere. I skrivende stund er cirka 39,79 procent af befolkningen vaccineret.

    Regeringen har også besluttet at lukke for al indgående flytrafik for at standse smitten med covid–19. Forbuddet træder i kraft klokken 22 mandag.

    Israel har i alt haft over 595.000 smittetilfælde, fremgår det af oversigt fra Johns Hopkins University. 4.933 nye tilfælde er rapporteret siden i går.

  • Endnu et nyt tilfælde af sydafrikansk mutation

    Tre tilfælde af den sydafrikanske coronamutation på dansk jord er nu blevet til fire.

    Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter, kun få timer efter at Statens Serum Institut oplyste om tilfælde nummer to og tre.

    Det fjerde tilfælde kædes sammen med en rejse fra Vestafrika, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed.

  • Fire afvisninger på to angreb: Schweizisk målvogter leverer ’mirakelredninger’

    Både DR Sportens kommentator Andreas Kraul og Lars Jørgensen var særdeles imponerede over den schweiziske målvogter, Nikola Portner, der under to algeriske angreb diskede op med intet mindre end fire redninger. To af dem endda i verdensklassekategorien.

    - Nu har han haft to mirakelredninger, sagde Lars Jørgensen efter Portners fjerde redning.

    Du kan se redningerne i videoen nederst.

    Schweiz vandt kampen over Algeriet med 27-24 og kan med en norsk sejr over Island senere søndag sikre sig fjerdepladsen i mellemrundegruppen. Dog ikke nok til at gå videre til kvartfinalerne.

    I den anden mellemrundekamp vandt Hviderusland 30-26 over Nordmakedonien.

  • En tredje person er nu anholdt efter afbrænding af dukke, der forestillede Mette Frederiksen

    Dukke med foto af statsminister Mette Frederiksen (S) brændes i forbindelse med at gruppen Men in Black afholder demonstration i København, lørdag den 23. januar 2021. MIB demonstrerer imod coronarestriktioner, vaccinationer imod covid-19 mm.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

    Københavns Politi har tidligere i dag anholdt to personer efter afbrænding af en dukke, der forestillede statsminister Mette Frederiksen, under demonstration. Det fremgår af en pressemeddelelse.

    En tredje person, en 32-årig mand, er nu anholdt og fremstilles i grundlovsforhør mandag, bekræfter DR's retskorrespondent Trine Maria Ilsøe, der følger grundlovsforhøret af to af de anholdte fra Københavns Byret.

    Senioranklager Søren Harbo fra Københavns Politi oplyser, at en fjerde mistænkes for at spille en rolle i afbrændingen.

    Dukken var hængt op til skue for offentligheden med teksten 'Hun må og skal aflives'.

    De tre personer sigtes for brud på straffelovens § 113, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 81 d, stk. 4, subsidiært § 115, jf. § 266, jf. § 81 d, stk. 4.

    Paragraf 113, som handler om at have 'antastet Folketingets og regeringens sikkerhed og frihed', er særlig hård. Hvis mændene dømmes efter denne paragraf, kan de risikere op til 16 års fængsel eller livstid.

    Der er nedlagt navneforbud i sagen, oplyser DR's retskorrespondent Trine Maria Ilsøe.

  • Italien vil tage juridiske værktøjer i brug mod vaccineproducenter efter forsinkelse

    Den italienske premierminister Giuseppe Conte rasede i går, efter meldingen om forsinkelser på vacciner fra både Pfizer-BioNtech og AstraZeneca.

    Italien har nu tænkt sig at gå den juridiske vej mod de to selskaber for at sikre sig, at man kan modtage de planlagte doser. Det skriver The Guardian.

    – Vi arbejder, så vores vaccineplan ikke skal ændres. Vi aktiverer alle kanaler, så EU–kommisionen gør alt, hvad den kan, for at få disse gentlemen til at overholde kontrakterne, sagde den italienske udenrigsminister, Luigi Di Maio, søndag til det italienske public-servicemedie, RAI.

    Den italienske udenrigsminister Luigi Di Maio. (Foto: Alessia Pierdomenico / POOL © Scanpix)
  • Så er det bekræftet: Özil skifter fra Arsenal til tyrkiske Fenerbahce

    Det har været længe undervejs, men nu er Mesut Özils skifte fra Arsenal til Fenerbahce en realitet.

    Den tyske midtbanespiller skifter den røde spillertrøje ud til fordel for en gul og blåstribet en af slagsen.

    Det skriver Fenerbahce i en ret så kortfattet besked på Twitter.

    Allerede i sidste weekend sagde Özil i et interview med tyrkisk tv, at han var på vej til Istanbul-klubben. Fenerbahce meddelte samme dag, at tyskeren med de tyrkiske rødder var kommet til Tyrkiet for at 'fortsætte transferprocesserne'.

    Det oplyses ikke, hvor lang en kontrakt Özil har skrevet under på hos den tyrkiske klub, men det tyrkiske sportsmedie Fanatik har tidligere erfaret, at den formodentlig er på tre et halvt år. (Foto: - © Scanpix)
  • Overlæge er ikke bekymret for stigning i indlagte: 'Vi kan godt begynde at klappe lidt af det'

    Dagens coronatal fra Statens Serum Institut (SSI) viste, at antallet af indlagte steg med 22 til i alt 725.

    Det er dog ikke noget, som bekymrer overlæge på Intensivafdeling på Bispebjerg Hospital Christian Wamberg synderligt.

    – For mig at se er det mere en afviger på et tal, der generelt har været faldende. Vi kan godt begynde at klappe lidt af det, siger han.

    De seneste ni dage har positivprocenten ligget under 1,0, hvilket glæder overlægen.

    - Det ser fint ud. Vi skal bare blive ved med at holde restriktionerne og ikke ryste på hånden, siger han.

  • To anholdt for trusler mod statsministeren efter demonstration lørdag aften

    To personer er anholdt efter at have afbrændt en dukke, der forestiller statsminister Mette Frederiksen ved demonstration i København lørdag aften.

    Det skriver Københavns Politi på Twitter og i en pressemeddelelse.

    En tredje person er efterfølgende blevet anholdt og sigtes i grundlovsforhør i morgen.

    Senioranklager Søren Harbo fra Københavns Politi oplyser, at en fjerde mistænkes for at spille en rolle i afbrændingen.

    En dukken var hængt op i en mast med teksten 'Hun må og skal aflives'. Efterfølgende blev der sat ild til den, hvilket har udløst harme hos flere partiledere og politikere fra begge fløje.

    Dukken i menneskestørrelse blev hængt op og brændt af. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

    To af de anholdte nægter sig skyldige, skriver DR's retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe, fra Københavns Byret.

    De sigtes for brud på straffelovens § 113, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 81 d, stk. 4, subsidiært § 115, jf. § 266, jf. § 81 d, stk. 4.

    Strafferammen for overtrædelse af paragraf 113, som de to er sigtet for at overtræde, er 16 års fængsel. Dermed er paragraffen blandt de mest alvorlige i straffeloven.

  • Sverige lukker grænsen mod Norge på grund af britisk mutation

    Sverige indfører nu indrejseforbud fra Norge, som foreløbig gælder indtil 14. februar.

    Det sker, efter at den britiske coronamutation i øjeblikket spreder sig i Oslo og omegn.

    Samtidig forlænger Sverige indrejseforbuddet over for Danmark og Storbritannien til 14. februar.

    Det rapporterer det svenske nyhedsbureau TT.

  • 754 er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn

    754 er blevet registreret smittet med coronavirus det seneste døgn. 14 er døde.

    Det oplyser Statens Serum Institut.

    Dagens smittetal er baseret på 136.208 prøver.

    Positivprocenten er nu på 0,55 og bliver dermed ved med at falde. I går var den på 0,61.

    Antallet af indlagte stiger dog med 22, så der nu er 725 indlagte med coronavirus.

  • Dagens smittetal fra SSI er forsinkede på grund af tekniske problemer

    Dagens coronatal er forsinkede.

    Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) på deres hjemmeside.

    - På grund af tekniske udfordringer er dashboardet ikke opdateret. Vi arbejder på det, skriver SSI.

    Smittetallene bliver normalt opdateret hver dag kl. 14.

  • To nye tilfælde i Danmark med sydafrikansk corona-variant

    Der blev i går fundet to nye tilfælde af en variant af coronavirus, som oprindeligt er påvist i Sydafrika.

    Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en opgørelse.

    De er tale om to personer, der er kommet hjem fra en rejse til Tanzania.

    Der er nu påvist i alt tre tilfælde af den sydafrikanske variant - også kendt som B. 1.352, i Danmark.

  • Holger Rune besejrer franskmand og vinder ITF-titel

    17-årige Holger Rune vinder ITF-titel nummer fire i karrieren ved at besejre franskmanden Matteo Martineau i Bressuire.

    Rune sikrede sig tennis-sejren i tre sæt, 7-5, 4-6, 6-3.

    Holger Rune ligger nummer 477 på verdensranglisten, men kan nu se frem til at avancere nogle pladser.

  • Kina spiller med musklerne og sætter fly i luften - USA sender støtte til Taiwan

    Kina har for anden dag i træk sendt en større flystyrke mod en zone ud for det sydvestlige Taiwan, oplyser Taiwans forsvarsministerium.

    Taiwan har sendt sine egne kampfly på vingerne som et modsvar. Samtidig med at spændingerne vokser mellem Kina og Taiwan, har USA sendt en flådestyrke ind i Det Sydkinesiske Hav.

    Den amerikanske støtte til Taiwan er "klippefast", har den nyvalgte præsident Joe Biden sagt.

    Kina, som gør krav på Taiwan, har gennemført næsten daglige overflyvninger af havet mellem det sydlige Taiwan og øerne Pratas. Men det har typisk kun handlet om et eller to fly på rekognoscering, derfor er de mange kinesiske fly usædvanligt.

  • Ellemann: Nu må Støjberg snart komme med et svar - bliver du i Venstre?

    (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

    Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, vil gerne snart have svar på, om den nu tidligere næstformand, Inger Støjberg, har tænkt sig at blive i partiet.

    Hun har tidligere sagt, at hun vil vende skråen og "tænke over fremtiden".

    - Nu synes jeg, den har fået mediemæssigt, hvad den kan trække, siger Jakob Ellemann og opfordrer Støjberg til at træffe en beslutning og melde den ud.

    Adspurgt om han helst ser, at hun bliver, svarer han:

    - Jeg håber, at Inger siger, at: "Jeg vil gerne blive og kæmpe for de værdier, som Venstre står for".

    Der var spekuleret i, om Støjberg i sin tale ville meddele sin afgang fra Venstre, men det skete ikke.

    - Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg overvejer lidt, hvad der skal ske i fremtiden. Jeg har behov for at tænke tingene godt igennem, sagde Inger Støjberg efter sin tale.

  • Cordsen i lynanalyse: Venstres bagland er ikke kun Støjberg

    - Det er næppe tilfældigt, at Stephanie Lose i sin tale gjorde meget ud af at fortælle om sin kærlighed til Venstres bagland. Hun vil uden tvivl understrege, at Inger Støjberg ikke er alene om at omfavne og forstå det jyske kernebagland.

    Det skriver DR's politiske korrespondent Christine Cordsen i en lynanalyse.

    - Stephanie Lose er en politiker, der står stærkt i Venstres bagland. Det har hun bevist flere gange, bl.a. spillede hun en væsentlig rolle, da Lars Løkke Rasmussen blev presset ud som partiformand.

    - Faktisk ville mange i baglandet gerne have Lose som næstformand, da Støjberg blev valgt. Den gang ville hun ikke. Nu er hun klar til at hjælpe med at trække Venstre ud af krisen, og i den kamp kan hun blive en vigtig allieret for Jakob Ellemann-Jensen.

  • Ellemann-Jensen vil afskaffe retten til 'kvit og frit' at kunne modtage sociale ydelser, når man kommer til Danmark

    Venstre vil fremlægge et udspil, hvor man vil afskaffe retten til "kvit og frit" at kunne modtage sociale ydelser, når man kommer til Danmark.

    Det siger formand Jakob Ellemann-Jensen på Venstres landsmøde.

    Dermed understreger han også, at Venstre vil føre en stram udlændingepolitik.

    - Årtiers naive og eftergivende udlændingepolitik har ført til, at ikke-vestlig indvandring efterlader en regning på ikke mindre end 33 milliarder kroner om året.

    - Det svarer til en ekstra-udgift på næsten 6000 kroner hvert eneste år til hver dansker. Derfor er det også helt forkert, at regeringen har hævet ydelserne, siger Ellemann.

  • Stephanie Lose ny næstformand i Venstre

    Stephanie Lose er valgt som ny næstformand i Venstre.

    Det skete på et virtuelt ekstraordinært landsmøde sendt fra et studie i Roskilde.

    Der var ikke nogen tvivl om udfaldet, da Lose var den eneste, der stillede op.

    Hun erstatter Inger Støjberg, der gik af som næstformand den 29. december.

    Stephanie Lose er regionsrådsformand i Region Syddanmark og formand for Danske Regioner.

  • Venstres nye næstformand vil hellere det interne end udtale sig i medierne: 'Derfor er denne tale nok kedelig'

    Stephanie Lose taler ved Venstres ekstraordinære landsmøde i Roskilde. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

    Venstres nye næstformand, Stephanie Lose, understreger i en tale på Venstres landsmøde, at hun i sin nye rolle kommer til at fokusere på partiets indre linjer og vil ikke have fokus på at få egne politiske budskaber frem i medierne. For hende handler det om det organisatoriske arbejde og om de lokale vælgerforeninger og byråd.

    - Det interne arbejde, jeg vil fokusere på, kræver ikke en dissekering i dagbladene eller af kommentatorerne. For det er netop et internt anliggende og af samme grund er jeg klar over, at denne her tale sikkert vil blive stemplet som kedelig. Ved I hvad, det synes jeg faktisk er helt i orden, siger hun.

  • Suveræne Axelsen slår Vittinghus og vinder anden titel på to uger

    Vittinghus havde ikke en chance mod Axelsen. (Foto: handout © Scanpix)

    Viktor Axelsen har fået en formidabel start på 2021, og søndag satte han endnu en tyk streg under sin øjeblikkelige dominans.

    Den danske badmintonspiller vandt for anden uge i træk en Super 1000-turnering i Bangkok, da han i finalen i Thailand Open bankede landsmanden Hans-Kristian Vittinghus 21-11, 21-7.

    Vittinghus, der for første gang var med i finalen i en turnering af den kaliber, kæmpede hårdt, men var ikke i nærheden af at true verdensranglistens nummer fire på noget tidspunkt.

    Axelsen har nu vundet 25 turneringskampe i træk.

  • Støjberg i tale: Jeg vil altid kæmpe for de værdier, som Venstre har stået for i alle år

    (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

    Hun er venstremand "helt ind i knoglerne", sagde den afgående næstformand Inger Støjberg i sin tale på det ekstraordinære landsmøde i Venstre.

    Her kom hun med sit bud på, hvordan partiet igen skal få regeringsmagten.

    - Hvis Venstre skal være et stort, borgerligt parti igen, så kræver det, at Venstre leverer en klar, stram og troværdig udlændingepolitik. Og at vi ikke viger tilbage, fordi venstrefløjen og dem med de korrekte holdninger råber op.

    Behovet for en stram udlændingepolitik gentog hun flere gange, før hun endegyldigt slog fast, at hun altid vil kæmpe for de værdier, hun anser som Venstres.

    - De værdier, som Venstre har stået for i alle år. De værdier, som jeg er vokset op med. De værdier vil jeg altid kæmpe for. Uanset hvor jeg er, og uanset hvad der sker.

  • Jakob Ellemann-Jensen om stridighederne med Støjberg: 'Vores samarbejde kørte skævt'

    Det ekstraordinære landsmøde bliver afholdt uden tilhørere i Roskilde.

    Det var til sidst uundgåeligt, at Inger Støjberg måtte trække sig fra posten som Venstres næstformand.

    Det siger partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, på det ekstraordinære landsmøde, som bliver afholdt i dag.

    - Vi må være helt ærlige og sige, at vores makkerskab kørte skævt. At det kom hertil, kan man bebrejde os begge, og det må være op til den enkelte at vurdere, hvem der bærer ansvaret for den mistillid, der til sidst gjorde vores samarbejde umuligt, konstaterer han.

    Stephanie Lose stiller som eneste kandidat op til posten som Venstres næstformand, og valget af hende er derfor en formalitet.

    Læs, hvad der ellers blev sagt, her.

  • Venstre indleder digitalt landsmøde: Se Ellemanns tale klokken 10.00

    Venstre holder virtuelt landsmøde med en kort dagsorden.

    Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, byder velkommen kl. 10.00.

    Herefter taler afgående næstformand Inger Støjberg, så vælges den nye næstformand, Stephanie Lose, og til sidst taler formanden igen.

    Det ventes at slutte 11.15.

  • 143 coronasmittede i lyntest - positivprocent på 0,60

    Der blev lørdag registreret 143 coronasmittede blandt de 23.760 personer, der fik taget en lyntest.

    Det svarer til en positivprocent på 0,60.

    Det viser tal fra de private testudbydere Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink.

    Fredag var positivprocenten fra lyntest på det hidtil laveste niveau med 0,31.

    En positivprocent på 0,60 lørdag er det tredjelaveste, der er målt hidtil.

  • 15 unge holdt fest i værksted - sigtet for at bryde forsamlingsforbud

    Politiet har sigtet 15 unge for at bryde forsamlingsforbuddet lørdag aften.

    De holdt en fest i et privat værksted i Skave ved Holstebro.

    Det oplyser vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.

  • 11 minearbejdere reddet ud af kinesisk mine

    Den første minearbejder, der blev reddet ud, var i kritisk tilstand. (Foto: LUAN QINCHENG/XINHUA © Scanpix)

    11 minearbejdere er nu blevet reddet ud af kinesisk mine, hvor de har været fanget i to uger.

    Det oplyser det kinesiske statsmedie CCTV.

    Den første af de i alt 22 minearbejdere blev tidligere på dagen reddet ud, men i en kritisk tilstand.

    Håbet om at finde de resterende minearbejdere i live er så småt ved at svinde ind, da ingen har hørt fra dem siden eksplosionen for to uger siden.

  • Politiet rejser sigtelser om vold mod betjente, efter demonstranter lavede optøjer i København i aftes

    Gruppen Men in Black har før arrangeret demo i hovedstaden, hvor det også førte til uro og anholdelser. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

    Københavns Politi har sigtet tre personer for vold mod politiet efter gårsdagens demonstration i det indre København, hvor omkring 1.000 personer gik på gaden for at protestere mod coronarestriktionerne.

    En anden person er blevet sigtet for grov forstyrrelse af den offentlige orden, og en er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

    Det oplyser Københavns Politi ifølge Ritzau.

    - Der er ballademagere og voldsparate personer, der søger konfrontation med politiet, lød det fra politiet i aftes.

    Derudover efterforsker politiet, hvem der brændte en dukke af formet som statsminister Mette Frederiksen (S). Episoden og urolighederne under demonstrationen har vakt forargelse på Christiansborg.

    På dukken hang et skilt med teksten: 'Hun må og skal aflives' (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
  • Hollandsk politi anholder en af verdens største narkobaroner

    Hollandsk politi har anholdt den påståede leder af et af verdens største narkokarteller, 'The Company'.

    Det oplyser talsmand for politiet Thomas Aling.

    Der er tale om en 56-årig kinesisk født mand og canadisk statsborger ved navn Tse Chi Lop.

    Han er på FBI's liste over verdens mest eftersøgte personer og er blevet sammenlignet med den mexicanske narkobaron Joaquín "El Chapo" Guzmán.

    Han blev anholdt fredag i Amsterdams lufthavn Schiphol på anmodning fra australsk politi, der mener, at hans organisation dominerer narkohandlen i Asien, der omsætter for cirka 330 milliarder kroner årligt.

    Tse Chi Lop forventes at blive udleveret til Australien.

  • Pirater kidnapper 15 søfolk fra tyrkisk fragtskib - ét besætningsmedlem dræbt

    Et tyrkisk fragtskib er blevet angrebet af pirater ud for den vestafrikanske kyst.

    Besætningen låste sig inde i et sikret område, men efter seks timer fik piraterne tilkæmpet sig adgang til rummet, oplyser tyrkiske søfartsmyndigheder.

    Et besætningsmedlem blev dræbt, da piraterne brød ind i rummet - 15 søfolk er kidnappet, skriver AP.

  • New Zealand frygter det første coronatilfælde i månedsvis

    New Zeland har været dygtige til at holde coronasmitten væk.

    Ikke siden 18. november har myndighederne registreret et smittetilfælde, men nu frygter man, at det første tilfælde i månedsvis er kommet til landet. Det skriver Ritzau.

    Sundhedsmyndighederne i New Zealand efterforsker nu det mulige smittetilfælde og afventer testsvar.

    Landet er en af de nationer, der har håndteret pandemien bedst på verdensplan, og livet er mere eller mindre vendt tilbage til normalen for befolkningen.

  • Maveproblemerne breder sig i den danske håndboldlejr

    Mikkel Hansen, Johan Hansen og fysioterapeut Anja Greve måtte blive på hotellet med maveonde, da håndboldlandsholdet i aftes besejrede Japan ved VM i Egypten.

    Mads Mensah, Morten Olsen og Lasse Andersson har også haft symptomer, men var dog i stand til at gå på banen mod japanerne.

    Udover spillerne har også målmandstræner Michael Bruun og landstræner Nikolaj Jacobsen været flittige gæster på toilettet i de seneste dage.

    Mangel på indkvartering gør det dog svært at forhindre at blive smittet.

    - Der er ikke værelser nok til, at vi kan isolere nogen. Så det er rigtig svært at inddæmme det helt. Det tror jeg ikke lige, man havde taget højde for, siger Nikolaj Jacobsen til Ritzau.

  • McGregor blev slået i gulvet af amerikaner

    Dustin Poiriers venstre finder vej til Conor McGregors ansigt. (Foto: Jeff Bottari © Scanpix)

    Amerikanske Dustin Poirier har tidligt søndag morgen dansk tid besejret den irske UFC-stjerne Conor McGregor på knockout.

    Kampen, der blev afviklet i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater, var McGregors første i et år.

    Den blev afgjort i anden runde, da Poirier efter to minutter og 32 sekunder slog ireren i gulvet, efter at McGregor ellers havde domineret kampens indledning.

    Resultatet betyder, at Dustin Poirier nu formentlig får endnu en mulighed for at generobre verdensmesterskabet i letvægt, som han tabte i 2019.

  • 13,3 procent af vælgerne ville sætte kryds ud for Venstre, viser måling

    Når Venstre i dag vælger ny næstformand, sker det med krisetegnene skrevet eftertrykkeligt ind i tapetet bag talerstolen.

    For sagt med andre ord: Hvis Venstre var et skib, ville man godt kunne argumentere for, at partiformand Jakob Ellemann-Jensen og politisk ordfører Sophie Løhde lige nu stod på dækket og pumpede vandet ud af det revnede skrog.

    13,3 procent af vælgerne ville sætte kryds ud for Venstre, viser den nyeste meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Epinion for DR og Altinget.

    Det er det laveste, Epinion nogensinde har målt Venstre til i en officiel måling for DR og et godt stykke fra valgresultatet i 2019, hvor 23,4 procent af danskerne stemte på partiet.

  • Boris Johnson og Joe Biden har haft deres første telefonsamtale

    - Rigtig godt at tale med præsident Joe Biden her til aften, skriver Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, på Twitter.

    Det er første gang, at de to taler i telefon sammen siden Bidens indsættelse. Biden ringer i disse dage rundt til nogle af USA's vigtigste allierede i et forsøg på at genoprette noget af det nære forhold, som han mener, at præsident Trump gamblede med.

    De to ledere talte blandt andet om bekæmpelsen af covid-19 og klimaindsatsen.

    - Jeg ser frem til at styrke den langsigtede alliance mellem vores to lande, når det gælder en grøn og bæredygtig heling fra coronapandemien, skriver Johnson.

    Canadas premierminister, Justin Trudeau, var den første, som modtog et opkald fra Biden.

Mere fra dr.dk