Efter fund af det skadelige stof PFAS i økologiske æg, kalder flere partier på Christiansborg nu på handling fra miljøminister, Magnus Heunicke (S). Det skriver Ritzau.
Carl Valentin, der er miljøordfører for SF, kalder den nuværende situation for en PFAS-katastrofe og vil have et nationalt forbud hurtigst muligt.
- Det er uhyggeligt. Den her historie er en af en lang række historier, som kommer til at køre den kommende tid, siger han.
- Det er et kæmpestort problem, og det er overalt i mange af de hverdagsprodukter, vi har. Derfor skal der sættes drastisk ind, først og fremmest med et nationalt forbud mod brugen af de her PFAS-stoffer og også med en større handlingsplan.
Også hos Konservative mener man også, at der er brug for handling, lyder det fra politisk ordfører, Mette Abildgaard.
- Det bør have højeste prioritet for den nye minister. Jeg håber ikke, han bruger lang tid på at indhente en masse ny viden, for vi har allerede meget viden, og jeg synes bare, vi skal komme i gang, siger hun.
Hos Enhedslisten, der allerede har indkaldt Magnus Heunicke i samråd, efter at det 12. januar kom frem, at Naturstyrelsen havde fundet koncentration af PFAS-stoffer i en lang række græsprøver, kalder den store udbredelse af stoffet ”direkte uhyggelig” siger politisk ordfører, Mai Villadsen.