I et halvt år er planerne om en 100 hektar stor udvidelse af havnen i Aarhus blevet mødt med massive protester fra borgere og virksomheder.
Nu vil kommunen komme kritikerne i møde ved at undersøge nogle af de alternative forslag, der har været nævnt i debatten.
For eksempel om man i stedet kan samarbejde med havnen i Grenaa, lave et tørlager ved motorvejen eller bare rykke lidt mere sammen på den nuværende havn for at skaffe plads til virksomhederne.
- Det ville være ærgerligt at stå i en situation, hvor der er nogen, der synes, at der er ting, som ikke er blevet undersøgt, siger borgmester Jakob Bundsgaard (S).
Politikerne i Aarhus' byråd skal efter planen træffe beslutning om havneudvidelsen inden årets udgang.