Samarbejdet mellem Nato og Ukraine skal styrkes, når det kommer til cybersikkerhed.
Sådan lyder det Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, efter et omfattende hackerangreb i dag lukkede flere ukrainske ministeriers hjemmesider.
- I de kommende dage vil Nato og Ukraine underskrive en aftale om styrket cyber-samarbejde - herunder ukrainsk adgang til Natos fælles platform om information om malware, siger Jens Stoltenberg i en udtalelse ifølge Ritzau.
Malware er en fælles betegnelse for en slags computerprogrammer, der er designet til at inficere eller overtage andre computere eller netværk.
Udmeldingen kommer på et tidspunkt, hvor Rusland netop ønsker mindre samarbejde, og de kræver, at Nato garanterer, at Ukraine aldrig kan blive en del af forsvarsalliancen. Det har Nato dog pure afvist at gå med til.