Store mængder regnvand og en ekstraordinært lang periode med løvfald giver problemer i flere kommuner.
For når gaderne - og ikke mindst kloakristene - igen og igen dækkes af nedfaldne blade, bliver det svært for regnvandet at trænge ned i kloakken.
Og derfor skal der ikke så meget regn til, før gader, cykelstier og fortove oversvømmes.
- Når vi fejer, kan vi kigge bag ved maskinen og se træerne drysse igen med det samme, og så kan vi sådan set begynde forfra, fortæller arealdriftschef i Lyngby-Taarbæk Kommune, Søren Mariegaard.
Derfor er der både flere fejemaskiner og medarbejdere på de våde gader. Kommunen opfordrer også borgerne til selv at finde riven frem.