Efterforskere mener at have opklaret, hvem der opgav Anne Franks skjulested til nazisterne
Efter års granskning af enorme mængder data, mener et hold af internationale efterforskere nu at have afgørende nyt i en af historiens helt store gåder.
Formentlig var det juristen Arnold van den Bergh, der i sin tid forrådte Anne Frank og en række andre jøder og angav deres skjulested til nazisterne under Anden Verdenskrig.
Van den Bergh var selv jøde og stak formentlig sine trosfæller for at redde sin egen familie.
Det skriver flere internationale medier - blandt andre BBC - på baggrund af efterforskningen, hvor store datamængder er blevet analyseret ved brug af kunstig intelligens.
Anne Frank døde i en nazistisk koncentrationslejr i 1945 som 15-årig efter to år i skjul.
Hendes dagbog, der først blev offentliggjort efter hendes død, er en af de mest berømte førstehåndsberetninger om jødisk liv under krigen.
