Seneste nyt
12. feb 2021

Eksperternes forslag: Sådan får vi sat strøm på elbilerne

I løbet af de næste ni år skulle der ifølge de politiske planer gerne komme op mod en million elbiler ud på de danske veje.

Det kræver, at det bliver nemmere og billigere at lade bilerne op, lyder det fra eksperterne i Elbilkommissionen, som i dag afleverer en række anbefalinger til politikerne.

De lyder blandt andet sådan her:

Staten skal hjælpe med at få etableret ladestandere til længere ture - for eksempel ved motorvejene - og til de danskere, der bor i etageejendomme og ikke har mulighed for at have egen ladestander.

Alle elbilejere skal have mulighed for at lade til en lav elafgift på 0,8 øre per kilowatt-time.

Parkeringsregler skal ændres, så ladepladser er tidsbegrænsede for at undgå at de bliver brugt som parkeringspladser.

Roaming mellem forskellige ladeudbyderne skal være rimelig, så elbilejere kan bruge alle ladestandere, uanset hvor de er kunder uden at skulle betale overpriser. Sker det ikke af sig selv, skal markedet reguleres politisk.

Der skal laves en analyse af om det er muligt at indføre en trængselsafgift i miljøzonen i København og Frederiksberg. Trængselsafgiften skal potentielt kunne være en forløber til en vejafgiftsordning, der kan rulles ud i hele landet.

Seneste nyt

  1. 4 min. siden

    Volodymyr og Olena Zelenskyj set sammen for første gang siden krigens start

    • Volodymyr Zelenskyj og hans kone Olena ankommer her til begravelsen af den tidligere præsident Leonid Kravchuk i Kyiv i går. (Foto: VIACHESLAV RATYNSKYI © Ritzau Scanpix)
    • Det var første gang, at parret viste sig offentligt sammen, siden Rusland invaderede Ukraine 24. februar. (Foto: VIACHESLAV RATYNSKYI © Ritzau Scanpix)
    • Siden den russiske invasion har præsidentfruen og parrets to børn opholdt sig et hemmeligt sted. (Foto: VIACHESLAV RATYNSKYI © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj og hans kone Olena har ikke vist sig offentligt sammen, siden Rusland invaderede Ukraine 24. februar.

    Men i går blev de set sammen for første gang i 82 dage, skriver Reuters.

    De dukkede op sammen i Kyiv til begravelsen af Leonid Kravchuk, der var landets første præsident siden løsrivelsen af Sovjetunionen i 1991. Han døde 10 maj, 88 år gammel, efter ’lang tids sygdom’.

    Kravchuk var præsident i Ukraine fra 1991 til 1994.

  2. 47 min. siden

    Regeringen vil stoppe ulovlig helårsbeboelse i kolonihaver

    Regeringen støtter Dansk Folkeparti i et forsøg på at komme ulovlig helårsbeboelse til livs.

    I et notat, DR Nyheder er kommet i besiddelse af, skriver Indenrigs- og Boligministeriet, at regeringen støtter forsøget på at bekæmpe ulovlig helårsbeboelse i kolonihaver. Notatet kommer i forbindelse med, at Dansk Folkeparti i dag fremsætter et beslutningsforslag med samme dagsorden.

    Mange kommuner, blandt andet Odense, har store problemer med personer, der ulovligt bor i deres kolonihavehus hele året.

    Ministeriet skriver i notatet, at regeringen vil komme med en ændring af kolonihaveloven i næste folketingssamling.

    En af de mest markante ændringer er, at det bliver kommunerne og ikke kolonihaveforeningernes bestyrelser, der kan smide folk ud af deres kolonihavehus.

    "Lovforslaget vil fastsætte et generelt forbud mod helårsbeboelse", står der i notatet.

  3. I dag kl. 12:07

    Verdenshavene er varmere end nogensinde

    I 2021 var verdenshavene varmere end nogensinde. Samtidig nåede havniveauet nye højder på grund af smeltende iskapper.

    Det viser den årlige rapport om klimaets tilstand fra Verdens Meteorologiske Organisation (WMO), der hører under FN.

    Rapportens dystre konklusioner ligger i tråd med de seneste klimarapporter fra FN.

    Her har ledende forskere slået fast, at menneskeheden skal mindske udledningen af drivhusgasser betydeligt. Ellers står man over for flere katastrofale ændringer i verdens klima.

    Niveauet af drivhusgasser i atmosfæren slog også tidligere rekorder i 2021, viser rapporten fra WMO.

  4. I dag kl. 11:49

    Hvalrossen på Læsø er forsvundet igen: Se den svømme mod solnedgangen

    Den store hvalros med de lange stødtænder, som mandag aften slog sig ned på Østerby Havn på Læsø, er forsvundet igen.

    Efter at have slumret langs kysten i lidt over et døgn, drog den væk fra den nordjyske ø i går aftes, og Lars Rosenfeldt Jespersen fangede det på video:

    Det er anden gang i år, vi har haft besøg af en hvalros i Danmark, og det er specielt, understregede naturvejleder Morten D.D Hansen i går.

    - Det er stærkt usædvanligt, at vi har en hvalros i Danmark. Det sker jo langt fra hvert år, og at der så dukker to op, det er endnu mere usædvanligt, sagde han.

  5. I dag kl. 11:07

    Enhedslisten vil ikke stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet i lækagesag

    Enhedslisten kommer ikke til at stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet i lækagesag.

    Det siger politisk ordfører Mai Villadsen til Ritzau.

    - Vi kommer ikke til at stemme for at ophæve Claus Hjorts immunitet, medmindre Folketinget får en indsigt i tiltalen. Og det ser ikke sådan ud. Derfor kommer vi til at stemme nej, siger Villadsen.

    Samme melding lød tidligere i dag fra Dansk Folkeparti.

    Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, siger, at partiet også vil stemme nej, hvis ikke Venstres folketingsmedlemmer får indsigt i sigtelsen mod Claus Hjort Frederiksen (V).

    Rigsadvokaten har indstillet til at rejse tiltale i sagen mod den tidligere forsvarsminister.

    Sagen er hemmeligholdt, og partilederne er blevet orienteret i sagen af justitsminister Mattias Tesfaye (S), men de må ikke fortælle resten af Folketinget om indholdet.

    Claus Hjort Frederiksen er sigtet for at have lækket statshemmeligheder. Men han kan først blive tiltalt, hvis et flertal i Folketinget ophæver hans immunitet.

  6. I dag kl. 11:00

    Patienterstatningen vil gerne undgå at sende brev ud til 4.000 benamputerede patienter

    Det er fortsat uklart, hvordan Region Midtjylland vil identificere de patienter, der kunne have undgået benamputation.

    Flere patientforeninger har opfordret benamputerede i regionen til at henvende sig til Patienterstatningen med det samme, men deres direktør, Karen-Inger Bast, advarer nu om, at hvis gruppen ikke afgrænses, kan der komme op mod 4.000 breve.

    - Hvis alle søger erstatning, vil dem, der faktisk har krav på erstatning, som måske er 400 patienter, drukne i de andre. Det vil være synd for de patienter, der har et erstatningskrav, vi kan imødekomme, siger hun.

    Sagsbehandlingstiden i Patienterstatningen er lige nu i omegnen af otte måneder, men den formodes at stige voldsomt, hvis der kommer 4.000 nye sager ind.

    Patienterstatningen holdt i går møde med Region Midtjylland om, hvordan øvelsen kan gribes an. Her blev det blandt andet drøftet, hvem der kan skæres fra.

    - Patienter, der er kommet til skade i trafikulykker og får amputeret et ben, skal ikke have erstatning. Der vil også være knoglekræftformer, hvor man er nødt til at amputere. De kan også udelukkes, siger Karen-Inger Bast.

  7. I dag kl. 10:33

    Rusland: Knap 1000 soldater på stålværk har overgivet sig

    Ukrainske soldater bliver i bus evakueret fra det belejrede stålværk Azostal i Mariupol. (Foto: ALESSANDRO GUERRA)

    694 ukrainske soldater på stålværket Azovstal i Mariupol har overgivet sig i løbet af de seneste 24 timer.

    Det oplyser Ruslands forsvarsministerium ifølge det russiske nyhedsbureau RIA.

    I alt har 959 soldater fra Azovstal overgivet sig siden mandag. 80 af dem har været såret ifølge ministeriet.

    Ukraine har ikke bekræftet de russiske meldinger. Det fremgår ikke, om der ifølge Rusland er flere soldater tilbage på stålværket.

    Sent mandag aften blev 264 ukrainske soldater evakueret fra det belejrede stålværk med hjælp fra de russiske styrker. Og ifølge Rusland er flere altså blevet evakueret siden.

    Ukraine meddelte mandag, at soldaternes kampmission på stålværket er overstået.

    • Efter mange ugers intens russisk belejring, er den blodige kamp om det enorme ukrainske stålværk Azovstal ved den udbombede havneby Mariupol nu tilsyneladende ovre. (Foto: ALEXANDER ERMOCHENKO © Ritzau Scanpix)
    • Styrkerne i jern- og stålværket, der har holdt stand i og under det enorme værk, er under krigen blevet et slags symbol på Ukraines modstand mod Ruslands angreb. (Foto: ALESSANDRO GUERRA © Ritzau Scanpix)
    • Ifølge Rusland har 694 ukrainske soldater på stålværket Azovstal i Mariupol overgivet sig i løbet af de seneste 24 timer. (Foto: ALESSANDRO GUERRA © Ritzau Scanpix)
    • De ukrainske soldater blev kørt væk fra stålværket i busser, eskorteret af russiske styrker. Det fremgår ikke, om der ifølge Rusland er flere soldater tilbage på stålværket. (Foto: ALESSANDRO GUERRA © Ritzau Scanpix)
    1 / 4
  8. I dag kl. 10:28

    AGF ophæver samarbejdet med David Nielsen

    (Foto: Claus Fisker © Scanpix Denmark)

    Indledningen af artiklen er blevet præciseret, så det nu fremgår, at der ikke er tale om en fyring, men parterne efter gensidig aftale har ophævet samarbejdet.

    Fodboldklubben AGF har opsagt samarbejdet med David Nielsen som cheftræner i klubben.

    Det meddeler klubben i en pressemeddelelse. Dermed ophæver AGF samarbejdet med træneren et år før kontraktens oprindelige udløb.

    - David Nielsen har været en fantastisk træner for AGF gennem flere sæsoner og har skabt flotte resultater for klubben. Men nu er vi nået til vejs ende efter fem år, hvor den seneste sæson på ingen måder har været tilfredsstillende. Energien er brugt, og vi trænger til nye ideer og en frisk start, siger AGF's sportschef, Stig Inge Bjørnebye.

    Hvem der kommer til at overtage for David Nielsen, skriver klubben intet om.

    David Nielsens sidste kamp i spidsen for AGF, bliver på lørdag når den aarhusianske klub møder FC Nordsjælland i den sidste spillerunde af 3F Superligaen.

  9. I dag kl. 10:15

    Trusselsniveauet hæves: Risikoen for prorussiske hackerangreb mod Danmark er blevet meget større

    Risikoen for hackerangreb mod Danmark er blevet højere siden Ruslands invasion af Ukraine.

    Derfor hæver Center for Cybersikkerhed (CFCS) nu trusselsniveauet for cyberaktivisme mod Danmark fra 'lav' til 'middel.

    Det oplyser CFCS i en pressemeddelelse.

    I begyndelsen af krigen gik prorussiske hackere efter mål i Ukraine, Rusland og Hviderusland. Men den seneste tid er det også gået ud over vestlige Nato-mål, og det er muligt, at hackerne vil gå efter mål i Danmark herunder i særlig grad danske organisationer eller personer med relationer til Ukraine, skriver CFCS.

    - I de seneste uger har cyberaktivister også ramt mål i vesteuropæiske NATO-lande. De pro-russiske cyberaktivistiske gruppers øgede aktivitetsniveau øger også truslen for cyberaktivistiske angreb mod Danmark, skriver Center for Cybersikkerhed i pressemeddelelsen.

  10. I dag kl. 09:55

    Dansk-norsk mand erkender sig skyldig i drab med bue og pil

    Den formodede gerningsmand bag drabene i norske Kongsberg i oktober sidste år, en 38-årige dansk-norsk mand, erkender sig skyldig i alle anklager.

    Det siger han i dag, hvor retssagen mod ham er gået i gang. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

    Han er tiltalt for at have dræbt fem mennesker, 11 drabsforsøg og 13 tilfælde af grove trusler.

    Han er også tiltalt for flere andre forhold, heriblandt for at have kastet en kniv efter tre politibetjente.

    Selv om han har erkendt sig skyldig i alle anklager, er det stærkt tvivlsomt, om han kan straffes. Tre retspsykiatere har konkluderet, at han havde en stærk afvigende sindstilstand, da han gik til angreb. Den vurdering kan føre til, at han regnes som utilregnelig og dermed ikke kan straffes.

    Anklagemyndigheden har varslet, at den under retssagen vil gå efter at få ham idømt tvunget psykiatrisk behandling. Det er dog i sidste ende op til retten at afgøre, om at han var utilregnelig i gerningsøjeblikket.

  11. I dag kl. 09:32

    Kofod: Sverige og Finlands Nato-ansøgning er godt nyt for Danmark

    Natos generalsekretær Jens Stoltenberg viser her Sverige og Finlands officielle ansøgninger om at blive medlemmer af Nato. (Foto: JOHANNA GERON © Ritzau Scanpix)

    Og det er godt nyt for Danmark, Europa og Nato, mener Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S).

    - Fra dansk side bakker vi helhjertet op om, at Finland og Sverige bliver en del af Nato. Vi vil i regeringen gøre alt for, at det sker så hurtigt som muligt.

    - Det vil styrke Nato med nordisk samling, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

    Kilder i Nato har tidligere meddelt, at der vil være et møde for Nato-landenes ambassadører, umiddelbart efter at ansøgninger er afleveret. Her vil det formentlig blive besluttet at indlede en formel medlemskabsproces.

    Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

  12. I dag kl. 09:08

    Region Midtjylland på vej med ny undersøgelse i amputationssagen

    Region Midtjylland bestiller nu en ny undersøgelse af det karkirurgske område.

    Det sker, efter en anden undersøgelse for nylig konkluderede, at der kan være foretaget op til 47 benamputioner om året i Region Midtjylland - uden at det var nødvendigt.

    Den tidligere undersøgelse, som regionen også selv havde bestilt, sammenlignede kun Region Midtjylland med det øvrige Jylland.

    Den nye undersøgelse skal laves af Regionernes Kliniske Kvalitetsorganisation og skal omfatte hele landet.

    Formålet er at få større sikkerhed for forekomsten af amputationer sammenlignet med resten af landet.

  13. I dag kl. 08:48

    Dansk Folkeparti ønsker ikke at stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet

    Dansk Folkeparti kan ikke stemme for at ophæve folketingsmedlem Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet i sag om mulig lækage af statshemmeligheder.

    Det siger DF's formand, Morten Messerschmidt, ifølge Ritzau.

    I går var Messerschmidt indkaldt til et møde hos justitsminister Mattias Tesfaye (S), hvor han blev orienteret om sagen, der er tophemmelig for offentligheden.

    For selvom partilederne har fået lov at få indsigt i de hemmelig sagsakter, så må de ikke fortælle resten af Folketingets medlemmer det.

    Rigsadvokaten har indstillet til at rejse tiltale i sagen mod den tidligere forsvarsminister.

    Claus Hjort Frederiksen er sigtet for at have lækket statshemmeligheder. Men han kan først blive tiltalt, hvis et flertal i Folketinget ophæver hans immunitet.

  14. I dag kl. 08:46

    V-retsordfører trækker sig fra formandspost efter afsløring af handel med Rusland

    Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, er færdig som bestyrelsesformand for den nordjyske fiskevirksomhed Kangamiut.

    Han trækker sig fra posten, efter Nordjyske Stiftstidende har afdækket, at virksomheden fortsat køber råvarer i Rusland trods internationale sanktioner.

    - Det, at der bliver fokus på det i offentligheden, gør, at jeg bliver nødt til at agere på det. Jeg burde have handlet på et tidligere tidspunkt, siger Preben Bang Henriksen.

    Han fortæller, at beslutningen om at fastholde handlen med Rusland skete for at beskytte Kangamiut.

    - Hvis man har kontrakter med folk, der skal købe fiskene, så risikerer man meget store erstatningskrav. Derfor besluttede vi os for, at vi ville udfase handlerne, som kontrakterne udløb.

  15. I dag kl. 08:17

    Fagforeningerne mister medlemmer for første gang i otte år

    Fagforeningerne fik sidste år færre medlemmer.

    Det viser tal fra Danmarks Statistik.

    I slutningen af 2021 var 1.890.900 danskere fagforeningsmedlemmer, hvilket er et fald på 5200 sammenlignet med 2020.

    Det er første gang i otte år, at fagforeningerne oplever faldende medlemstal.

    Organiseringsgraden - målt som andelen af fagforeningsmedlemmer ud af den samlede arbejdsstyrke - faldt også fra 65,9 procent til 65,7 procent, skriver Ritzau.

  16. I dag kl. 08:14

    Sverige og Finland har nu ansøgt om Nato-medlemskab

    Finlands Nato-ambassadør Klaus Korhonen og Sveriges Nato-ambassadør Axel Wernhoff afleverede ansøgningerne om Nato-medlemsskab til forsvarsalliancens generalsekretær Jens Stoltenberg. (Foto: JOHANNA GERON © Ritzau Scanpix)

    Sverige og Finland har her til morgen officielt indgivet deres ansøgninger om medlemskab i forsvarsalliancen Nato.

    Det er sket under en lille ceremoni ved Natos hovedkvarter i Bruxelles, hvor ansøgningerne blev afleveret af de to landes Nato-ambassadører til alliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg.

    - Det er en god dag på et kritisk tidspunkt for vores sikkerhed, sagde Jens Stoltenberg.

    Han takkede Sverige og Finland for ansøgningerne og sagde, at de to lande er Natos tætte allierede og bidrager til at øge Natos sikkerhed.

    - Jeg byder Sverige og Finlands ønske om at blive del af Nato varmt velkommen.

    - Det her er et historisk skridt.

    Siden Nato blev oprettet i 1949, har både Finland og Sverige været neutrale lande og holdt sig ude af den nordatlantiske forsvarsalliance.

    Men efter Ruslands invasion af Ukraine i slutningen af februar kom Nato-spørgsmålet hurtigt på den politiske dagsorden i begge lande.

    Ansøgninger blev underskrevet af udenrigsministre fra de to lande tirsdag. De formelle beslutninger om at søge medlemskab er blevet taget de foregående dage.

    Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), mener, at Sverige og Finlands ansøgninger er godt nyt for Danmark, Europa og Nato.

    - Fra dansk side bakker vi helhjertet op om, at Finland og Sverige bliver en del af Nato. Vi vil i regeringen gøre alt for, at det sker så hurtigt som muligt.

    - Det vil styrke Nato med nordisk samling, siger han i en skriftlig kommentar.

  17. I dag kl. 07:35

    I dag mødes EU's spidser på Esbjerg Havn for at tale om havvindmøller

    Statsminister Mette Frederiksen (S) samler EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, Tysklands kansler, Olaf Scholz, Nederlandenes premierminister, Mark Rutte, og Belgiens premierminister,Alexander De Croo, til europæisk topmøde om havvind i Esbjerg.

    EU skal være klimaneutral i 2050, og hvis det skal lade sig gøre, skal der produceres meget grøn strøm. Mødet handler derfor om at sætte tempoet for udvinding af havvind i Nordsøen op.

    Energiministre fra de fire lande og en række virksomheder kommer også til at deltage.

    - Vi er gået sammen om at sige, at vi vil løfte den kæmpestore udfordring, at Europa skal gøres grøn. At energiforsyningen i Europa skal væk fra fossile brændstoffer og bruge meget mere havvind, siger den danske klimaminister, Dan Jørgensen (S).

  18. I dag kl. 07:28

    Netflix afskediger 150 ansatte

    Streamingtjenesten Netflix har afskediget 150 ansatte, efter firmaet for nylig for første gang i ti år meldte om tilbagegang i antallet af abonnenter.

    Det oplyser Netflix ifølge BBC.

    Afskedigelserne omfatter primært medarbejdere på Netflix' kontor i Californien.

    I april chokerede streaminggiganten branchen, da den afslørede, at den havde mistet 200.000 abonnenter i de første tre måneder af 2022, og advarede om, at yderligere to millioner forventes at stoppe i det kommende kvartal.

    Nyheden fik firmaets aktier til at styrtdykke med over 30 procent på én dag.

  19. I dag kl. 06:49

    Retssagen begynder mod dansk-norsk mand, som er tiltalt for drab med bue og pil

    Der er afsat en lille måned til sagen, som bliver behandlet i Buskeruds tingrett i Hokksund. Det skriver Ritzau.

    Anklagemyndigheden har tidligere sagt, at den vil have manden idømt tvungen psykiatrisk behandling, hvis han kendes skyldig.

    Den tiltaltes forsvarer, Fredrik Neumann, har ikke kommenteret, hvordan han stiller sig til tiltalen.

    Politiet forventer desuden, at ordensmagtens egen ageren, da angrebet skete, også bliver afdækket.

  20. I dag kl. 06:45

    Onsdag bliver varm, men solen holder sig bag skyerne

    Der vil være overskyet i den vestlige del af landet, men resten af landet vil oftest opleve solen bag slørede skyer også. (Foto: Rasmus Bjerner)

    Der er gode muligheder for, at vi i dag måler årets hidtil højeste temperaturer, fordi prognoserne giver helt op til 24 grader i de sydligste dele af Jylland i dag.

    Temperaturen vil være meget forskellig alt efter hvor i landet, man er.

    Bornholm, det østlige Sjælland og Nordjylland ligger mellem 12 og 15 grader, mens resten af landet får mellem 18 og 22 grader.

    Solen ligger dog dagen igennem bag skyerne de fleste steder, og vinden kommer fra sydlige retninger med en let til frisk styrke, langs kysterne dog op til en hård vind.

  21. I dag kl. 06:09

    Trumps ambassadør i Danmark misser plads i Senatet i USA

    Den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark Carla Sands må se sig slået ved primærvalg i delstaten Pennsylvania.

    Her stillede Carla Sands op for at blive valgt til Senatet for Republikanerne.

    Med 99 procent af stemmerne talt op har Carla Sands fået 5,7 procent af stemmerne. Det skriver Ritzau og henviser til tal fra det amerikanske medie NPR.

    Der er med knap seks procent af stemmerne lang vej op til Sands' tre republikanske partifæller Dave McCormick, Mehmet Oz og Kathy Barnette, der står til henholdsvis 31,4 procent, 31,2 procent og 24,4 procent af stemmerne.

    Carla Sands forlod posten som ambassadør i Danmark i januar 2021, da Joe Biden blev præsident. (Foto: HANNAH BEIER © Ritzau Scanpix)
  22. I dag kl. 05:56

    21-årig russisk soldat kan få livstid for krigsforbrydelser

    I dag begynder den første retssag om krigsforbrydelser i Ukraine, siden Rusland invaderede landet.

    En 21-årig russisk soldat ved navn Vadima Sjisjimarina er tiltalt for at dræbe en 62-årig civil i det nordøstlige Ukraine 28. februar.

    Ukrainske myndigheder siger, at den 21-årige samarbejder med efterforskerne, og at han har tilstået de hændelser, der fandt sted, kun fire dage efter at Rusland invaderede Ukraine.

    Ved retssagen, der foregår i den ukrainske hovedstad Kyiv, er den 21-årige russer tiltalt for krigsforbrydelser og overlagt drab.

    Sjisjimarina risikerer en livstidsdom, hvis han kendes skyldig.

    Retssagen ventes at blive den første i en række om krigsforbrydelser efter invasionen.

  23. I dag kl. 05:42

    Godkender forslag om at give kvinder fri ved menstruationssmerter

    Tirsdag godkendte den spanske regering et forslag, der giver betalte sygedage til kvinder, der lider af alvorlige menstruationssmerter. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Lovforslaget skal stadig behandles af det spanske parlament, før det kan blive til virkelighed.

    Spanien er det første europæiske land til at sende et lovforslag om betalte sygedage ved menstruation til afstemning i parlamentet.

    Lovforslaget er en del af en opdateret abortlov, der også skal fjerne en forældregodkendelse ved abort for kvinder mellem 16-18 år. Desuden vil regeringen med lovpakken fjerne momsen på menstruationsprodukter.

    Det ventes, at der går måneder, før der skal stemmes om forslaget i parlamentet.

  24. I dag kl. 05:34

    Nordkoreas leder giver embedsværk skylden for coronaudbrud

    Nordkoreas leder, Kim Jong-un, giver regeringsmedlemmer og embedsmænd i sundhedssektoren skylden for sundhedskrisen i landet. Foto er fra et møde tirsdag. Kim Jong-un sidder for bordenden. Foto: Str /ritzau/scanpix/

    Over halvanden million mennesker i Nordkorea har febersymptomer efter landets første coronaudbrud.

    Det seneste døgn har det lukkede land således opdaget 232.880 nye tilfælde med febersymptomer og seks nye dødsfald. Det er ikke oplyst, hvor mange af febertilfældene der skyldes covid-19.

    Nordkoreas leder, Kim Jong-un, giver regeringsmedlemmer og embedsmænd i sundhedssektoren skylden for krisen i landet. Det skriver Reuters.

    Han kritiserer embedsmændene for at reagere "umodent" på landets første coronaudbrud ved at udvise en "uansvarlig arbejdsmoral".

    Analytikere har tidligere sagt, at det nordkoreanske sundhedssystem vil have svært ved at håndtere et stort udbrud af coronavirus. Det skyldes, at Nordkorea mangler både basal medicin og udstyr.

    Udbruddet har fået landets regering til at iværksætte en striks nedlukning.

  25. I går kl. 23:46

    Taliban nedlægger Afghanistans menneskerettighedskommission

    Sådan så den ledende Taliban-forsamling ud, da de for nylig vedtog, at afghanske kvinder skal bære burka i offentligheden. (Foto: AHMAD SAHEL ARMAN © Ritzau Scanpix)

    Det islamistiske Taliban-styre er godt i gang med at opløse alle de dele af Afghanistans offentlige system, som bare lugter lidt af demokrati.

    I dag annoncerede den militante bevægelse, at styret har nedlagt fem offentlige institutioner - herunder landets menneskerettighedskommission - fordi "de ikke bliver betragtet som nødvendige".

    Det skriver flere internationale medier.

    - Vi har nogle andre organisationer til at varetage aktiviteter, der er relateret til menneskerettigheder, udtaler Inamullah Samangan, der er talsmand for styret.

    Menneskerettighedskommissionen stoppede sit arbejde, da Taliban kom til magten i oktober sidste år, og lederne er siden flygtet i eksil.

  26. I går kl. 22:46

    Liverpool fastholder pres på Manchester City med smal sejr

    Selv om Jürgen Klopp havde skiftet på 9 af 11 positioner i forhold til startopstillingen i weekendens FA Cup-triumf, lykkedes det Liverpool at hente en sejr på 2-1 ude mod Southampton.

    Hjemmeholdets Nathan Redmond bragte gæsterne foran efter 13 minutter, inden japanske Takumi Minamino udlignede for Liverpool.

    Midtvejs i anden halvleg blev Joel Matip matchvinder med et hovedstødsmål.

    De tre point betyder, at Klopps tropper holder maksimalt pres på Manchester City i guldduellen forud for sidste runde søndag.

    City fører med et enkelt point ned til Liverpool. De møder henholdsvis Aston Villa og Wolverhampton i sidste runde, der spilles samtidig søndag eftermiddag.

    /ritzau/

  27. I går kl. 22:23

    Oasis-guitar solgt for svimlende beløb sammen med en note fra den tidligere ejer

    Buddene for Noel Gallaghers Gibson ES-355 guitar startede ved 150.000 euro, men hammerslaget lød på 385.500 euro. (Foto: BENOIT TESSIER © Ritzau Scanpix)

    Guitaren, som blev smadret den aften i 2009, hvor det britiske band Oasis gik i opløsning, er blevet solgt på en auktion i Paris.

    Ifølge nyhedsbureauet AFP faldt hammeren, da en køber bød 385.500 euro, som svarer til lidt mere end 2,8 millioner kroner.

    Guitaren, som har tilhørt Noel Gallagher, blev smadret, inden bandet skulle på scenen ved en koncert i Paris.

    Her kom de to brødre Noel og Liam Gallagher op at skændes, og Gibson-guitaren måtte betale en høj pris. Koncerten endte med at blive aflyst.

    Siden da er guitaren blevet repareret, og den blev solgt i sin originale kasse med en note fra den tidligere ejer:

    - Fred, kærlighed og bananer, står der.

  28. I går kl. 21:55

    Babymad tilbagekaldes på grund bly

    Hvis du lige har stukket en ske med gulerodsmos i munden på din baby, så tjek, lige om der står Sempers gulerodspuré på glasset.

    Hvis der gør det, så få baby til at spytte ud og sæt låg på igen.

    Firmaet Semper Danmark har nemlig fundet et forhøjet indhold af bly i et parti gulerodspuré og tilbagekalder derfor produktet.

    Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

    Produktet er solgt i otte forskellige butikker spredt over hele landet. Det drejer sig om MENY-, Spar- og Superland-butikker.

    Fødevarestyrelsen råder til, at man leverer det tilbage til butikken eller kasserer det.

  29. I går kl. 21:45

    Biden efter masseskyderi i supermarked: Der løber en gift gennem USA

    - Idéen om et hvidt overherredømme er en gift, der løber gennem vores system, og som har inficeret os lige foran vores øjne.

    Sådan lyder ordene fra præsident Biden.

    Han er i øjeblikket på besøg i byen Buffalo i delstaten New York, hvor 10 personer - fortrinsvis afroamerikanere - blev dræbt under et masseskyderi i et supermarked i lørdags.

    Præsidenten og førstedame Jill Biden besøgte tidligere i dag området, hvor lørdagens masseskyderi fandt sted. (Foto: Nicholas KAMM © Ritzau Scanpix)

    En 18-årig hvid mand er anholdt og mistænkt for at stå bag ugerningen, som politiet har kaldt "racistisk voldelig ekstremisme". Han nægter sig skyldig.

    Ifølge præsident Biden er det på tide, at USA ser sig selv i spejlet.

    - Vi har et problem med hjemlig terrorisme. Det er reelt, siger han ifølge Ritzau.

  30. I går kl. 21:34

    TTH Holstebro sikrer ny sæson i Herreligaen

    Efter to playoffsejre er TTH sikker på endnu en sæson i den bedste danske håndboldrække. (Foto: Morten Stricker © Ritzau Scanpix)

    Det har mildest talt været en forfærdelig sæson for TTH Holstebro.

    Den traditionsrige håndboldklub har ad flere omgange bejlet til nedrykning, men tirsdag aften gjorde vestjyderne den tanke til skamme.

    Med en sejr på 33-27 over 1. divisionsholdet HØJ Elitehåndbold sørgede TTH for, at klubben igen er at finde i den bedste håndboldrække, når sæsonen starter op efter sommerferien.

    TTH tog tirsdag til Ølstykke Hallen, hvor HØJ har hjemme, med en nimålssejr i bagagen fra det første opgør, hvilket betød, at vestjyderne kunne nøjes med et uafgjort resultat i aftenens kamp.

    Efter de første 30 minutter var stillingen 14-14, men i anden halvleg trak gæsterne fra og satte et flot punktum på en ellers mindre køn sæson.

  31. I går kl. 21:30

    Zelenskyj citerer Charlie Chaplin i videohilsen under Cannes Festivalens åbningsceremoni

    • Volodomyr Zelenskyj sender en hilsen til de fremmødte gæster. (Foto: CLEMENS BILAN © Ritzau Scanpix)
    • Den amerikanske skuespiller Forest Whitaker modtager en særlig hæderspris for en lang liste af præstationer på det hvide lærred. (Foto: GUILLAUME HORCAJUELO © Ritzau Scanpix)
    • Nogle af filmindustriens største stjerner har her til aften gjort deres entre på den røde løber i Cannes. Her er det amerikanske Juliane Moore. (Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW © Ritzau Scanpix)
    • Den franske instruktør Michel Hazanavicius (i midten, red.) og den franske skuespillerinde Simone Hazanavicius ankommer til visningen af Hazanavicius' "Final Cut", der vises som den første på årets festival. (Foto: GUILLAUME HORCAJUELO © Ritzau Scanpix)
    • Fotografer på den røde løber. Årets Cannes Festival fejrer 75-års jubilæum. Med i årets konkurrence om festivalens hovedpris er blandt andet den dansk-iranske film "Holy Spider". (Foto: Antonin Thuillier © Ritzau Scanpix)
    1 / 5

    - Menneskers had vil passere, og diktatorer dør, og den magt, de tog fra folket, vil vende tilbage til folket.

    Sådan lød ordene fra Ukraines præsident, Volodomyr Zelenskyj, i en videohilsen til nogle af filmindustriens største stjerner under åbningsceremonien for Cannes Film Festival ifølge New York Times.

    Passagen i talen havde han lånt fra den ikoniske Charlie Chaplin-film "Diktatoren", og publikum kvitterede med lange klapsalver.

    Festivalen, der løber fra den 17. til den 28. maj, kan i år fejre 75-års jubilæum.

    Udover Zelenskyjs tale tæller aftenens program en særlig hæderspris til den amerikanske skuespiller Forest Whitaker efterfulgt af screeningen af den franske zombie-komedie "Final Cut".

  32. I går kl. 21:11

    Halvdelen af EU's havvind skal komme fra Nordsøen: I morgen går de i gang på Esbjerg Havn

    Danmark, Tyskland, Holland og Belgien råder til sammen over en stor del af Nordsøens kystlinje. Derfor går de nu sammen om den store klimaplan. (Foto: Dennis Olsgaard © DR)

    Hvis alt går efter planen, så er EU klimaneutral, når vi rammer 2050.

    Men for at det kan lade sig gøre, skal der produceres en del mere grøn strøm, end der bliver lige nu. En rigtig stor del endda.

    Derfor har Danmark, Tyskland, Holland og Belgien indgået en aftale om at bygge 150 gigawatt havvind i Nordsøen inden 2050.

    Det er ti gange så meget, som der findes i dag, og svarer til halvdelen af den havvind, som EU selv regner med, at der bliver brug for, hvis vi skal nå klimamålet.

    Det storstilede projekt sættes igang i morgen, hvor regeringscheferne fra de fire Nordsølande og EU-Kommissionens formand, Ursula van der Leyen, mødes på Esbjerg Havn for at præsentere planerne.

    Læs hele historien her.

  33. I går kl. 20:34

    Næsten 70 procent flere illegale migranter er kommet til Europa sammenlignet med sidste år

    Fra januar til april i år har i alt 57.800 illegale migranter krydset grænserne ind i Europa. Det er 69 procent flere end i samme periode sidste år.

    Det viser nye tal fra EU's grænseagentur Frontex.

    Langt de fleste af migranterne rejser ind i Europa ved at krydse det vestlige Balkan og ved at sejle over Middelhavet.

    En meget stor del af dem kommer fra Syrien, Afghanistan, Iran og fra afrikanske lande som blandt anden Nigeria, Congo og Marokko og Tunesien.

    Ukrainske flygtninge, som er kommet til Europa siden krigen brød ud, indgår ikke i optællingen.

  34. I går kl. 19:30

    FN: Hård nordkoreansk coronanedlukning kan få 'katastrofale konsekvenser'

    Spredningen af coronavirus i Nordkorea kan "få katastrofale konsekvenser for menneskerettighedssituationen i landet".

    Sådan lyder det ifølge Reuters fra Liz Throssell, der er talsperson for FN's kontor for menneskerettigheder. Hun frygter blandt andet, at befolkningens basale behov som adgang til mad vil blive alvorligt stækket som konsekvens af coronatiltagene.

    Siden Nordkorea i sidste uge registrerede landets første officielle smitteudbrud med coronavirus, har det isolerede regime meldt om en voldsom stigning i antallet af borgere med "feber".

    Og det er ikke en udvikling, styret tager let på i landet, der som et af de eneste i verden ikke har rullet et vaccinationsprogram ud.

    Ifølge det statsejede nordkoreanske medie KCNA er militæret således blevet sat ind for at uddele medicin til befolkningen. En befolkning, der ifølge Reuters samtidig er blevet underlagt strenge rejserestriktioner og vidtgående krav om isolation.

  35. I går kl. 18:40

    Bandet Eagles of Death Metal vidner i retssag om IS-terrorangreb i Paris

    To bandmedlemmer fra det californiske rockband Eagles of Death Metal vidnede i dag i retten i Paris om terrorangrebet på spillestedet Bataclan i den franske hovedstad i november 2015.

    I angrebet dræbte en gruppe Islamisk Stat-terrorister 130 mennesker og sårede 368. Det skete i en række koordinerede angreb på Stade de France, caféer i Paris' gader og spillestedet Bataclan, hvor metal-bandet spillede koncert.

    - Jeg vidste, at døden var nær, fortalte bandets forsanger Jesse Hughes blandt andet under dagens vidneforklaringen.

    Ifølge anklagemyndigheden er den 32-årige fransk-marokkaner Salah Abdeslam den eneste overlevede fra den IS-celle, som stod bag terrorangrebet, men 20 personer er på anklagebænken i Frankrig for at hjælpe terroristerne.

    • De to bandmedlemmer, Jesse Hughes og Eden Galindo, forlader en fransk retsbygning i Paris, efter at have afgivet vidneforklaringer om terrorangrebene i Paris. (Foto: Yoan Valat © Ritzau Scanpix)
    • Det eneste overlevende medlem af terrorgruppen er Salah Abdeslam (ikke til stede på billedet her, red.). Alle de andre angribere sprængte sig selv i luften eller blev dræbt af politiet. (Foto: Yoan Valat © Ritzau Scanpix)
    • 90 mennesker mistede livet under angrebet på spillestedet Bataclan. (Foto: GONZALO FUENTES © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Retssagen begyndte i september og forventes afsluttet i næste måned, skriver AP.

  36. I går kl. 18:22

    Bødskov: EU diskuterer minerydning og træning af ukrainske soldater

    Alt tyder på, at EU kommer til at spille en væsentlig større rolle fra nu af, når det gælder hjælp til Ukraine.

    Sådan lyder meldingen fra forsvarsminister Morten Bødskov (S) efter et møde for EU-landenes forsvarsministre i Bruxelles.

    - Man drøfter helt konkret forslag om minerydning, træning af ukrainske styrker og en særlig rådgivning og vejledning af de ukrainske væbnede styrker, siger Bødskov.

    Ifølge ham er der allerede nu flere af EU-landene, der støtter forslaget om at lave en træningsmission for de ukrainske styrker. Et forslag, som er blevet stillet af Letlands forsvarsminister, Artis Pabriks.

    Danmark kan, så længe vi stadig har vores forsvarsforbehold, ikke være en del af de foreslåede aktioner.

    Du kan se en del af interviewet med Morten Bødskov herunder:

  37. I går kl. 18:03

    Topchefer falder på stribe i Nyborg Kommune: Whistleblower beskriver kulturen som 'syg' og 'sexistisk'

    Uroen ulmer på chefgangen i Nyborg Kommune, som lige nu gennemfører en stor undersøgelse af kommunens ledelseskultur.

    Tirsdag har Nyborgs erhvervs- og udviklingschef, Babak Djarahi, valgt at opsige sin stilling.

    Han oplyser til DR Fyn, at han ikke længere føler, der er plads til ham.

    - Der er sket et svigt i forhold til min person, siger erhvervschefen, som ikke ønsker at uddybe synspunktet.

    Opsigelsen kommer samme dag som kommunaldirektør Lars Svenningsen er blevet stress-sygemeldt på ubestemt tid. Det er anden gang på tre måneder, at den øverste embedsmand i Nyborg Kommune sygemeldes med stress.

    Nyborg Kommune blev i december ramt af en skandale, da vicekommunaldirektør Søren Møllegaard måtte fratræde med øjeblikkelig virkning efter en julefrokost.

    Samtidig har en anonym whistleblower i en serie mails beskrevet ledelseskulturen som ”syg” og ”sexistisk”.

  38. I går kl. 17:36

    Danmark vinder kneben sejr over Italien ved ishockey-VM

    Danmark har nu to sejre ud af tre mulige ved VM. (Foto: MIKKO STIG © Ritzau Scanpix)

    Det danske ishockeylandshold er tilbage på sporet ved VM i Finland.

    Med en sejr på 2-1 over Italien tirsdag eftermiddag har Danmark nu seks point efter tre kampe.

    Italien slog i anden periode tilbage i opgøret og udlignede Nikolaj Ehlers føringsmål, inden Mathias Bau blev matchvinder med sin scoring kort inde i tredje periode.

    Starten på mesterskabet har været en blandet fornøjelse, da første opgør bød på en storsejr over Kasakhstan, inden Danmark led et stort nederlag til Schweiz i den anden gruppekamp ved VM.

    Med tirsdagens sejr over Italien indtager Danmark fjerdepladsen i gruppe A, og den skal landsholdet forsøge at fastholde, da de fire bedstplacerede af gruppens i alt otte mandskaber avancerer til kvartfinalerne.

    På torsdag skal de danske spillere igen på isen, hvor Tyskland venter i den fjerde gruppekamp.

  39. I går kl. 17:28

    50.000 støtter borgerforslag om frit gymnasievalg

    Fra næste skoleår skal eleverne på en række udvalgte gymnasier i landet fordeles efter forældrenes indkomst.

    Men det indskrænker de unges frie valg af gymnasium - og der bør derfor findes en bedre løsning, hvis ønsket er at fremme diversitet på uddannelserne.

    Det er hovedpointen i et borgerforslag, som 50.000 danskere nu har skrevet under på.

    Formålet med borgerforslaget er at få skrottet de nye regler om elevfordeling på danske gymnasier.

    Med de 50.000 underskrifter kan det nu blive fremsat i Folketinget.

  40. I går kl. 17:01

    Sverige og Finland vil aflevere Nato-ansøgninger i morgen

    Sverige og Finland vil i fællesskab aflevere deres ansøgninger om Nato-medlemskab onsdag. Det siger den svenske statsminister, Magdalena Andersson, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Tidligere i dag stemte det finske parlament for at søge om at blive medlem af Nato med 188 stemmer for og bare 8 imod.

    Og i Sverige skrev den svenske udenrigsminister, Ann Linde (S), tidligere i dag officielt under på landets ansøgning om medlemskab af Nato.

    Både Finland og Sverige har indtil nu været neutrale lande. Ruslands invasion af Ukraine har imidlertidigt vendt op og ned på de globale spilleregler, har de to lande for nyligt meldt ud.

  41. I går kl. 16:37

    Seks tidligere DF-medlemmer vil ikke stemme for at ophæve Claus' Hjorts immunitet

    De seks tidligere medlemmer, som i år har meldt sig ud af Dansk Folkeparti og nu er løsgængere i Folketinget, vil ikke stemme for at fratage Claus Hjort Frederiksen hans immunitet.

    Det oplyser tidligere beskæftigelsesordfører for DF Bent Bøgsted ifølge Ritzau.

    De seks løsgængere vil ikke stemme for en ophævelse af immuniteten, så længe de ikke må få indsigt i den fulde anklage mod Claus Hjort Frederiksen.

    - Når vi ikke får noget at vide om, hvad han er anklaget for, hvordan skal vi så dømme en mand?, siger Bøgsted til Ritzau.

  42. I går kl. 16:19

    Irland er 'dybt bekymret' over britiske planer for Nordirland

    Rettelse: Det fremgik tidligere fejlagtigt, at Liz Truss er premierminister. Vi beklager fejlen

    Storbritanniens udenrigsminister Liz Truss, har meldt ud, at den britiske regering snart vil fremlægge lovgivning, der skal ændre den såkaldte Nordirland-protokol, der blev indgået i forbindelse med brexit.

    Pro-britiske nordirere mener nemlig, at aftalen skiller Nordirland fra resten af Det Forenede Kongerige og skal laves om.

    Men det britiske ønske om at ændre protokollen, som er international lov, vækker bekymring i Irland.

    Den irske udenrigsminister, Simon Coveney, siger, at han ærgrer sig meget over de britiske planer om at indføre lovgivning, der kan tilsidesætte aftalen med EU.

    - Den valgte vej giver anledning til dyb bekymring, siger Coveney ifølge Reuters.

    Han kalder den britiske plan "ensidig" og siger, at den "kun kommer til at gøre det sværere at finde løsninger".

    Nordirland-protokollen handler i høj grad om at undgå en genopblussen af volden i Nordirland, der frem til 1998 kostede over 3.500 mennesker livet. Derfor har man blandt andet undgået grænseposter på den irske ø, men løsningen med en grænse i Det Irske Hav har skabt vrede blandt pro-britiske nordirere. (Foto: Clodagh Kilcoyne © Ritzau Scanpix)
  43. I går kl. 16:06

    Ukrainske flygtninge bliver fordelt mere jævnt blandt de praktiserende læger

    For at sikre, at ukrainske flygtninge bliver fordelt mere lige over hele landet, skal også praktiserende læger, der har lukket for tilgang af patienter, tage i mod ukrainske flygtninge.

    Det sikrer en ny aftale mellem Praktiserende Lægers Organisation, PLO, og Danske Regioner, der træder i kraft i dag.

    - Vi har lavet aftalen for at gøre os klar til at modtage de ukrainske flygtninge, der får opholdstilladelse den kommende tid og fordele dem, så de får en læge og enkelte læger ikke skal tage mod forholdsvis mange flygtninge, siger Jørgen Skadborg, formand for PLO.

    Aftalen betyder, at alle 3.500 praktiserende læger hver bliver tildelt 20 ukrainske flygtninge, og det tal kan øges, hvis det bliver nødvendigt.

    Aftalen løber i første omgang i to år.

  44. I går kl. 15:50

    Rekordstor gruppe efterforskere er sendt til Ukraine for at undersøge krigsforbrydelser

    Den Internationale Straffedomstol (ICC) har tirsdag sendt 42 repræsentanter til Ukraine for at undersøge mulige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

    Det oplyser ICC's chefanklager, Karim Khan, ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Han fortæller desuden, at der faktisk er tale om en rekordstor gruppe udsendte.

    - Det her er den største enkeltstående udsending af folk fra mit kontor, siden det blev etableret, lyder det fra Khan.

    Ukraine og adskillige vestlige ledere har beskyldt Rusland for at stå bag tusindvis af drab på civile i blandt andet de ukrainske byer Butja og Mariupol. Rusland benægter og siger, der er tale om fabrikerede beviser.

  45. I går kl. 15:39

    Finlands parlament stemmer for at blive medlem af Nato

    Et overvældende flertal i Finlands parlament har i dag godkendt et forslag om, at landet skal søge om medlemskab i Nato.

    Det skriver Reuters.

    Ifølge nyhedsbureauet har parlamentet godkendt forslaget med 188 stemmer for, mens kun 8 stemte imod. Det oplyser det finske parlaments formand, Matti Vanhanen, ifølge Reuters.

    Og landets statsminister, Sanna Marin, er optimistisk omkring processen. I går sagde hun således, at hun vurderer, at landet kan blive medlem af Nato allerede i år.

  46. I går kl. 15:38

    Coronalukkede centre koster Fitness World 221 millioner kroner

    I månedsvis stod Fitness Worlds løbebånd stille i 2021 på grund af coronanedlukningen af Danmark.

    Det betyder, at den danske fitnesskæde nu for andet år i træk har tabt et trecifret millionbeløb.

    I regnskabet for 2021 står der ifølge Ritzau, at fitnesskæden, der er den største i Danmark, har tabt 221 millioner kroner.

    Til sammenligning lød underskuddet i 2020 på hele 330 millioner kroner.

    For begge år har den altoverskyggende årsag til underskuddene været corona, der i perioder har tvunget kæden til at holde sine centre lukket, lyder det.

  47. I går kl. 14:39

    KD-næstformand var ikke informeret om formandens afgang

    Det kom noget bag på Kristendemokraternes politiske næstformand, at partiets formand, Isabella Arendt, tidligere i dag stoppede som formand og meldte sig ud af partiet med øjeblikkelig virkning.

    - Jeg fik besked af Ritzau. Jeg var meget overrasket, siger Marianne Karlsmose til DR P4 Midt & Vest.

    Isabella Arendt har overfor Ritzau begrundet sin pludselige afgang med "et højt og vedvarende konfliktniveau, som har slidt over en længere periode".

    Marianne Karlsmose vil ikke direkte kommentere Arendts udmelding, men bekræfter, at der har været nogle konflikter internt i partiet, ligesom hun også vedkender at have været en del af det.

    - Jeg har forsøgt at finde nogle løsninger. Det er ikke lige gået så godt, kan man sige.

    Formandens afgang kommer kort efter, at KD-folketingsmedlem Jens Rohde meldte ud, at han forlader politik efter næste valg.

  48. I går kl. 14:21

    Storbritannien vil have ændret skilsmisseaftalen med EU

    Skilsmisser er sjældent lykkelige, men nogle er relativt hurtigt overstået. Det kan ikke siges at være tilfældet for Storbritanniens årelange farvel til EU.

    Selv om brexit er gennemført, bliver det britiske EU-exit nemlig ved med at give udfordringer. Det gælder ikke mindst i Nordirland, hvor særligt den britisk-sindede del af befolkningen føler, at den såkaldte Nordirland-protokol er uacceptabel.

    Det pro-britiske parti DUP truer nu med at blokere for en ny nordirsk regering, hvis regeringen i London ikke ændrer Nordirland-protokollen, der er aftalt med EU.

    Og nu reagerer den britiske regering. For kort tid siden annoncerede den britiske udenrigsminister, Liz Truss, at regeringen inden for de kommende uger vil annoncere lovgivning, der skal ændre protokollen.

    EU-landene har tidligere sagt, at de ikke ønsker at ændre Nordirland-protokollen, som nu er en international lov. Derfor peger iagttagere på, at en britisk reaktion risikerer at føre til en handelsstrid med EU.

    • Nordirland-protokollen betyder blandt andet, at der er tegnet en grænse i Det Irske Hav mellem Nordirland og resten af Det Forenede Kongerige for at undgå grænseposter på den irske ø. (Foto: Clodagh Kilcoyne © Ritzau Scanpix)
    • .Samtidig skal Nordirland blive ved med at følge en lang række EU-regler og forblive en del af det indre marked for varer. (Foto: PAUL FAITH © Ritzau Scanpix)
    • Striden er blusset op, efter det pro-britiske parti DUP tabte valget i Nordirland tidligere på måneden. De afviser nu at indgå i nogen form for magtdeling og sørge for, at der kan blive dannet en regering i landet, før Nordirland-protokollen er væk. De har hele tiden været imod den og mener, at grænsen i Det Irske Hav adskiller Nordirland fra resten af Det Forenede Kongerige. (Foto: PAUL FAITH © Ritzau Scanpix)
    1 / 3
  49. I går kl. 13:36

    Nasa-robot tager besynderligt billede på Mars

    "Døren på Mars" er blevet diskuteret flittigt på de sociale medier. (Foto: NASA/JPL-Caltech/MSSS © Ritzau Scanpix)

    Jamen ligner det ikke…en dør på Mars?

    Ved første øjekast på det grynede fotografi ligner nærmest en døråbning, der står mejslet ind i de golde Mars-sten.

    Billedet er taget af Nasa-robotten Curiosity, der kører rundt og dokumenterer omgivelserne på Mars.

    Men der er ikke tale om en dør. Det forklarer den britiske geolog Neil Hodgson, der er ekspert i planetens bjerg- og jordarter til mediet Livescience.

    Han mener, at billedet ser spøjst ud, men han påpeger samtidig, at der er en helt naturlig forklaring: nemlig at der er tale om mange års slid på landskabet, som han kalder for "naturlig erosion".

    Nasa har endnu ikke udtalt sig om billederne af "døren".

    En hemmelig, mørk åbning til Mars indre eller en naturlig formation i klippelandskabet? Britisk ekspert peger på det sidste. (Foto: NASA/JPL-Caltech/MSSS © Ritzau Scanpix)
  50. I går kl. 13:21

    SF stemmer for at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet

    SF kommer til at stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet, siger Pia Olsen Dyhr (SF).(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    SF vil stemme for at ophæve tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet.

    Det siger formand Pia Olsen Dyhr efter SF's gruppemøde.

    - Vores folketingsgruppe er kommet frem til, at vi kommer frem til at stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet, så domstolsystemet får mulighed for at prøve sagen, siger hun.

    - For det er jo det, det handler om. Det er jo ikke os politikere, der skal afgøre sagen.

    SF er det første parti udover Socialdemokratiet til at melde ud, at de vil ophæve immuniteten.

    Ifølge partiformanden kommer SF til at stemme som en samlet Folketingsgruppe.

    -Vi har en holdning som folketingsgruppe, og det er den holdning, jeg siger her, siger Pia Olsen Dyhr.

    I sidste uge indstillede Rigsadvokaten til at rejse sag mod Claus Hjort Frederiksen (V).

    Den tidligere minister er sigtet for at overtræde straffelovens paragraf 109 om uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger.

    Også Frie Grønne vil stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet, lyder det fra den politiske leder, Sikandar Siddique.

    - Vi ønsker at gøre op med kulturen, hvor politiske venner kan danne ring om politikere og forhindre at blive retsforfulgt, siger han.

    Frie Grønnes medlemmer vil ikke blive fritstillet, partiet vil stemme som en samlet gruppe.

Mere fra dr.dk